To religioners hykleri

De to religioner, der er tale om, er kristendom og islam. Og hykleriet er i begge tilfælde noget, der forekommer i henholdsvis den kristne og den muslimske verden. Derimod er det tvivlsomt, om det forekommer i de to religioners DNA, altså i de grundlæggende teser, som de pågældende religion må bedømmes ud fra.

Jeg har tidligere, nemlig her, omtalt Anders Klostergaard Petersens referat af den amerikanske religionsforsker Roy Rappaports betegnelse USP, ”Ultimate Sacred Postulates”, ”Endegyldige, hellige påstande”. Ved den lejlighed citerede jeg Anders Klostergaard for at hævde, at ”vel kan meget ændres i religioner, men ikke deres USP’er”. Ikke desto mindre skal vi i dag begynde med at beskrive de to fænomener, jeg vil omtale, uden at overveje, om de forekommer i den pågældende religions verden som en modsigelser eller som en bekræftelse af den pågældende religions USP.

Det første fænomen er et muslimsk fænomen, altså et fænomen, der forekommer i den muslimske verden. Sandt at sige skal jeg nøjes med at sige ”forekom”, for slaveriet forekommer ikke mere i den muslimske verden, det er nemlig ifølge det førende muslimske universitet Al-Aqsa i Cairo blevet forbudt i kraft af konsensus, selv om det er tilladt ifølge koranen og muslimsk tradition op til nutiden.

For det er slaveriet i den muslimske verden, jeg vil begynde med at skildre, og altså skildre med den lumske hensigt at vise, hvordan der skjulte sig et hykleri bag tilladelsen til slaveri. I et tidligere blogindlæg, nemlig dette, har jeg refereret Bernard Lewis, den vel nok kyndigste islam-forsker, for i sin bog ”Race and Slavery in the Middle East” at forklare det, jeg nu vil kalde et muslimsk hykleri. Jeg refererer ham på følgende måde:

Det muslimske samfund havde brug for slaver. Men det var skæbnens ironi, siger Lewis, at fordi muslimerne behandlede deres slaver forholdsvis godt, fx frigav de mange af dem, derfor havde de brug for en stadig tilførsel af slaver. Det var et forhold, der gjaldt fra den første begyndelse og langt op i 1700-tallet. Det forklarer de mange raids ind i de kristne områder. Det var gemene slavejægere, der var på spil.

Skæbnens ironi”, kalder Lewis det. Man kunne også kalde det et overset hykleri i det muslimske samfund. Man havde gjort det til en god gerning at frigive en slave. Og det vil sige, at den fromme muslim, når han følte, at han havde behov for at gøre en god gerning, hvad enten det nu skyldtes hans erkendte mangel på samme på dommens dag, eller det skyldtes en lyst til at brillere i andre muslimers øjne, kunne råde bod på denne mangel ved at betale for at en slave kunne frigives. Smukt, ikke sandt.

Måske som enkelthandling betragtet. Men kan en handling betragtes som enkelthandling? Må ikke altid dens konsekvenser regnes med? I dette tilfælde: Må vi ikke i bedømmelsen af den ”gode gerning” at frigive en slave medregne de omkostninger, den stadige tilførsel af nye slaver til erstatning for de frigivne medfører? Hvis virkelig, som Bernard Lewis hævder, de stadige ”gode gerninger” med frigivelse af slaver medførte en stadig efterspørgsel efter nye slaver, så er jo alle disse fromme muslimer, der absolut vil gøre en ”god gerning” og frigive en slave, medskyldig i de grusomheder, den hær af slavejægere begik, når de rundt om hele den muslimske verden indfangede slaver til de muslimske slavemarkeder.

Og disse grusomheder var mange. Luther udlægger Dan. 7,10 om ”tyrken”, dvs. muslimerne, og skriver:

For Daniel siger, at lige efter tyrken følger dommen og helvede, Dan 7,10. Og man ser det også ret klart af den kendsgerning, at tyrken dræber, spidder og ihjelhakker menneskene, barn, kvinde, ung og gammel, mennesker, der dog ikke har gjort ham noget, og derfor handler, som var han den livagtige vredesdjævel selv. For aldrig har noget kongerige raset sådan med mord og vildskab som han gør. (Se her).

Nu kan man sige, at det ikke er tyrkerne, der dræber, spidder og ihjelhakker mennesker, det er kun de muslimske slavejægere, der huserer. Men disse slavejægere ville ikke have eksisteret, hvis det ikke var fordi den muslimske verden ville betale for til stadighed at blive forsynet med nye slaver. Derfor var der muslimske slavejægere i Afrika, dem er det vist, vi oftest hører om. Men der var også slavejægere, der drog ind i Ungarn og angreb ungarske landsbyer. Det er dem, Luther har kendskab til. Og i Spanien, hvor muslimer og kristne igennem syv hundrede år kæmpede om herredømmet, var der i mellemrummet mellem kristne og muslimske stater et stort ingenmandsland. Jo, for selv om man havde sluttet fred med den muslimske fyrste, så havde han ikke styr på de muslimske slavejægere – eller måske ville han ikke have styr på dem – og ingen kristne turde derfor bosætte sig i nærheden af grænsen til et muslimsk område. Man risikerede at blive taget som slave af disse brutale mennesker.

Ligeledes var der igennem mange århundreder bestandige raids med skibe ind over de europæiske kyster af slavejægere fra især de nordafrikanske muslimske lande. Ikke blot røvede de de europæiske handelsskibe og tog besætningerne som slaver, de angreb også mindre og større byer med held på deres jagt efter slaver.

Og al den pine og rædsel, disse jagter førte med sig, havde altså sin tydelige årsag i, at slaveri var tilladt indenfor islam, og i, at de mange ”fromme” slavefrigivelser medførte en konstant mangel på slaver, som kun kunne tilfredsstilles gennem sådanne slavejagter.

Så skal vi måske føje en lille ekstra modbydelighed ind i denne muslimske historie. For da slavejægerne opererede udenfor muslimernes område kunne de ikke af de muslimske herskere gøres ansvarlige for deres handlinger. De kunne derfor ikke straffes for de kastreringer, de udførte på deres mandlige slaver. Men vi må naturligvis her spørge, som ved den almindelige slavehandel, om de, der efterspørger kastrerede slaver, er ganske uskyldige. For mærkeligt nok er det kun forbudt for en muslim selv at kastrere en slave, det er ham ikke forbudt at efterspørge en slave, som andre har kastreret, heller ikke, selv om denne kastraktion er udført, netop fordi de fromme muslimer efterspørger sådanne slaver.

Man vil vel naturligt nok sige, at dette hykleri er værre end det første. For lidelserne er jo større. Men hykleriet ved det første fænomen er måske alligevel større. For her bliver det jo den ”gode gerning” at frikøbe en slave, der i sin konsekvens er alt andet end god, der kommer i centrum. Og dette at gøre en gerning, som man anser for god, men som man burde vide medfører konsekvenser, som er alt andet end gode, er i højere grad en hyklerisk gerning.

Nu kan man selvfølgelig spørge, om virkelig den enkelte muslimske slaveejer kan være ansvarlig for sit samfunds uhyrligheder, f.eks. den uhyrlighed at anerkende slaveri. Og spørger man sådan, bevæger man sig over fra den muslimske verdens hykleri til et eventuelt hykleri i religionen islam selv. Så derfor lader vi det spørgsmål ligge lidt endnu.

Og går over til det hykleriske fænomen, der forekommer i den kristne verden.

Her må desværre nutidsformen ”forekommer” bibeholdes. For dette hykleri er lyslevende til stede iblandt os i dag.

Jeg har, som den trofaste læser nok vil vide, givet dette fænomen navnet ”samaritanitis”, hvilket skulle forestille at være en sygdomsbetegnelse. Sygdommen har grebet den europæiske elite, både den politiske og den journalistiske elite. Man er blevet grebet af en slags forhekselse, så man betragter flygtninge- eller migranttilstrømningen som en enorm opførelse af et skuespil med manuskript af Jesus fra Nazaret. Teksten henter man fra Luk 10,25-37, lignelsen om den barmhjertige samaritaner (heraf sygdommens navn). Og det hele synes jo at passe på en prik. Siger Jesus ikke til den lovkyndige, der har spurgt, hvem hans næste er, at han skal gå hen og gøre ligeså? Er det ikke derfor indlysende, at han roser samaritanerens handling i modsætning til præsten og levitten, der bare gik forbi den overfaldne? Og kan vi ikke alle forstå, at vi på samme måde handler ret eller gør en god gerning, hvis vi ligesom samaritaneren hjælper en næste i nød, uanset om han hører med til vort folk eller ej?

Først kunne man nu angribe alle disse gode og fromme mennesker, der mener, at vi som stat skal tage imod enhver fremmed, der melder sig som asylansøger ved grænsen, med den bemærkning, at de i den forstand er hyklere, at de jo ikke selv får noget besvær med at modtage disse fremmede. Hverken skal de betale udgifterne – i modsætning til samaritaneren i Jesu lignelse – eller have fremmede med en helt anden kultur boende op og ned ad sig i de mange lejlighedskomplekser, hvor de fremmede bliver indkvarteret.

Dernæst kunne man spørge, om mon Jesus har fortalt sin lignelse til brug ved politiske overvejelser. Han har jo nogle bemærkninger om det politiske system, og de er ikke just anerkendende. Og blandt andet hævder han jo, at man skal give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er, Luk 20,20-26.

Men man kunne også gøre opmærksom på, at Jesus frem for nogen er en farisæismebekæmper. Og farisæismen bekæmper han ved at kræve, at de gode gerninger ikke skal udøves som vanskelige gerninger, der går imod vor medfødte egoisme, men som selvfølgelige gerninger, der gøres glad og gerne. Som han siger Matt 6,3: den venstre hånd må ikke vide, hvad den højre gør.

Dog vil jeg mene, at vort hykleri først og fremmest viser sig deri, at vi klart og stolt og næsten pralende siger, at vi modtager enhver, der har sat sin fod på Europas jord, og giver vedkommende ret til at få sin asylsag undersøgt, mens vi i det skjulte sørger for, at der ikke er alt for mange, der kommer og sætter sin fod på Europas jord. EU har nemlig gennem et direktiv fra 2001 krævet af flyselskaberne, at de af alle passagerer til Europa skal kontrollere, at de har gyldige identifikationspapirer og gyldigt visum. Og da EU ikke udsteder ret mange visa, betyder det, at denne bestemmelse tvinger alle dem, der vil søge asyl, til at give sig menneskesmuglerne i vold – med de mange drukneulykker til følge, som vi med rette oprøres over.

Det er vort hykleri. Og det er for mig at se langt alvorligere end det muslimske hykleri angående slavehold.

Jeg kan således ikke komme bort fra den tanke, at der dog må være nogen i det EU’ske bureaukrati, der kender direktivet fra 2001, og derfor må kunne se det hykleriske i vor handlemåde. Blot siger de ikke noget. Og gad dog vidst, om ikke også ikke så helt få journalister er klar over sagens rette sammenhæng. Også de har lært at holde mund. Eller: heller ikke de ser, at dette at holde mund med sin viden er ensbetydende med at godkende hykleriet.

Mens det muslimske hykleri i nogen grad kunne undskyldes med, at slaveri jo var tilladt i de muslimske lande, at alle andre i samfundet godkendte ens handlinger, når man holdt slaver, og at man i sine gode gerninger derfor næsten var tvunget til at anerkende det slaveri, som alle andre anerkendte, så forekommer hykleriet i kristenheden langt mere himmelråbende stort, når EU-bureaukrater ved næsten enhver større drukneulykke himler op om, at noget må gøres, men ikke drømmer om enten at ophæve direktivet fra 2001 eller skubbe migrantbådene tilbage, så incitamentet til at flygte fjernes.

Og giver vi os til at undersøge religionernes USP, ser sagen ikke bedre ud for kristenheden. For det var jo Jesus, der bevidstgjorde menneskeheden om, at der var noget, der hed farisæisme, og at det var noget, der burde undgås, hvis den sande menneskelighed skulle have en chance. Det er ham, der har fortalt lignelse på lignelse om den faldgrube, farisæerholdningen til næsten og til sig selv er for fromme mennesker, der gerne vil gøre det gode. Mens Muhammed i den forstand er mere ligefrem, at han er ligeglad med, om folk er farisæere eller ej, blot de overholder shariaen og hjælper med til at få islam udbredt.

Vi kan undre os over, at muslimerne ikke ser det hykleri, der ligger i islam selv, fordi den bruger magt til at få gennemført sin vilje, men jo naturligvis ikke siger, at den bruger magt, men i stedet naturligvis iklæder sig de smukkeste idealer, sådan som enhver magtbevægelse har gjort fra Arilds tid. Men vi må vel undre os endnu mere over, at vi, der dog lever i kristenheden og derfor godt véd, hvad farisæisme er, ikke ser det overmål af farisæisme, der viser sig, når vi med den ene hånd pudser vor glorie, fordi vi vil modtage enhver, der sætter sin fod på europæisk jord, men med den anden hånd i det skjulte sørger for, at det kun bliver et begrænset antal fødder, der når frem til vor europæiske jord.

Men så melder sig naturligvis det prekære spørgsmål for denne artikels forfatter, om vi da ikke skal rette os efter Jesu anvisninger, om Jesus da ikke mener, det er en god gerning at modtage de fremmede i vort land, eller om jeg mon på én eller anden måde kan sno mig udenom det prekære ved problemet. Altså, kære forfatter, kan gerne være, at du kan lukke munden på alle dem, der vil, at vi som samfund skal efterleve fodjordsreglen, fordi den er i overensstemmelse med Jesu forkyndelse, ved at henvise til direktivet fra 2001, fordi de jo, ligesom du selv, vil mene, at der så vil komme alt for mange, men problemet forsvinder jo ikke på den måde. Er ikke enhver af dem, der banker på vort lands dør, en næste, som vi skal tage os af? Er det ikke derfor en pligt for os at prøve at få fjernet 2001-direktivet, uanset hvor mange der i så fald vil komme ind i vore lande? Er det ikke noget, vi bør gøre uanset konsekvenserne?

Det vil jeg ikke mene, det er. Og det skyldes, at jeg læser bjergprædikenen anderledes end de fleste. Jeg mener ikke, at formaningerne dèr kan læses som en skærpelse af lovens regler, eventuelt en skærpelse helt ud i det uoverholdelige, så denne skærpelses mening udelukkende er at få os til at fortvivle over vor manglende lovoverholdelse, så vi bliver modne til at gribe evangeliet om Guds tilgivelse. Nej, formaningerne i bjergprædikenen er netop formaninger, dvs., gode råd om, hvilke gerninger det ville være klogt af os at gøre, jf Matt 7,24-27, hvor Jesus netop kalder den mand, der retter sig efter hans formaninger for klog. Når denne betragtning kan give mening, skyldes det, at man ved at undlade at dømme (Matt 7,1f), ved at vende den anden kind til (Matt 5,38f), osv., netop får de forhold, man selv står i, til at blomstre, noget, man jo selv nyder godt af. Vil man have sin tilværelse til at blomstre, vil man ”have noget ud af livet”, så er det altså om at lytte til disse formaninger. Det vil sige: man skal ikke rette sig efter disse formaninger, fordi man gerne vil være et godt menneske, men fordi man vil handle klogt. Det vil eksempelvis være dumt, siger Jesus Matt 5,28, at ødelægge sit ægteskab ved at kaste et inviterende blik til en anden kvinde.

Vi er jo ikke sat enkeltvis ind i tilværelsen, vi er sat ind i tilværelsen som led i forhold til andre mennesker, far og mor, søster og bror, arbejdskammerater, landsbyfællesskaber og folkefællesskaber. I alle disse forhold drejer det sig ikke om at handle, så vi gør en god gerning, men om at handle klogt, så vi søger at opretholde disse forhold.

Jeg vil således ikke argumentere med, at det er etisk korrekt at modtage alle fremmede, der viser sig på vores dørtrin, ejheller vil jeg hævde, at det er etisk korrekt at undlade at ødelægge vor folkelige sammenhængskraft ved at standse de fremmede og ikke tage dem indenfor, i stedet vil jeg hævde, at der er hensyn, der overtrumfer al etik, der er noget, der betyder mere end overholdelse af store etiske retningslinjer, og dette noget er vort folkelige fællesskab.

Det har en religionsfilosofisk begrundelse, den nemlig, at al etik er udsprunget af de mellemmenneskelige forhold, vi står i, ikke omvendt.

Men i denne forbindelse er det mere relevant at gøre sig klart, at den folkelige sammenhængskraft, vi oplever her i landet, er Guds gave til os, ikke noget, vi selv har skabt. Det er i det hele taget dèr, i mellemrummet mellem mennesker, at gudsbegrebet først rigtig kommer til sin ret, at der først rigtig er brug for at tænke Gud med ind i billedet. Hans ånd er det, der har gjort, at vi i det store og hele omgås andre danskere med tillid. Hans ånd er det, der har bevirket, at vi normalt kan gå uforstyrrede rundt i vore byer, også om aftenen. Og når vi nu har indført så mange ikke-danskere – eller for at sige det ligeud: så mange muslimer – i vort land, at vi ikke længer kan gå fredeligt rundt i byerne om aftenen, og når vi mener, at vi da sagtens med lidt social ingeniørkunst og godt med formaninger til os gammel-danskere skulle kunne genoprette den brudte tillid, så er det fatalt, at vi i disse beregninger ganske har ladt Gud ude af ligningerne.

Så alt i alt: hvis vi mener, at vi skal modtage alle, der står ved grænsen og beder om asyl, fordi etikken kræver det af os, så er det forkert. Der er her tale om en fritløbende etik, der har glemt, at al etik udspringer af de forhold, vi står i til hinanden, her: glemt, at det ikke er os, men Gud, der har skabt os som et folkeligt fællesskab, glemt, at en etik, der overser dette fællesskab og den tillid, der hersker dèr, er en falsk etik.

Jeg kunne sådan set også havde nøjedes med at sige, at det, der er sket igennem de seneste årtier, er, at vor udlægning af flygtningekonventionen er løbet helt løbsk. Vi har jo ingen pligt til at tage imod mennesker, der kommer fra et sikkert land, og Tyskland er et sikkert land. Vi har jo ifølge konventionen kun pligt til at tage imod mennesker, der er personligt forfulgte, og selv om mange af vore politikere uden at ane noget om det, hævder, at alle dem, der møder op ved vor grænse, er stakkels, ynkværdige mennesker, der lider under trusler og forfølgelser, så kan vi vel godt gennemskue dem og fornemme, at de kun siger sådan, fordi de så får Jesu lignelse til at passe, så de selv i det store skuespil kan spille rollen som den barmhjertige samaritaner.

Men denne gang har jeg prøvet at overveje sagen på en lidt anden måde.

Så altså: Jo, enhver, der banker på vort lands dør, er en næste, som vi på bedste måde skal hjælpe. Men vi hjælper ikke på bedste måde ved tankeløst at lade vort hjerte løbe af med os. Mens der var tale om et lille antal, gjorde det vel ikke så meget. Men når antallet af flygtninge eller migranter er vokset, som det skete i 2015, må vi se at få hjernen slået til, så vi gør os klart, 1) at det er næsten umuligt at finde ud af, om en flygtning, som han selv påstår, er personligt forfulgt i sit hjemland, 2) at vi med det antal flygtninge, der er tale om, vil ødelægge vort tillidssamfund, om vi bare bevidstløst lukker alle ind, 3) at vi er med til at tømme de lande, de kommer fra, for en masse arbejdsføre mennesker, og 4) at vi med den kunstige godgørenhed, vi opererer ud fra, skaber et incitament hos mange til også at forsøge sig med at få opholdstilladelse i vort land.

Det er næsten umuligt at undgå farisæismens snare. Men ved at fokusere på det forhold, vi står i, og ved at handle for at styrke disse forhold, som vi selv er en del af, kommer vi ud over modsætningen mellem selviske og uselviske handlinger. For vi gør jo de gerninger, vi gør, ikke som en god gerning – en sådan ville vi kunne prale af, om ikke overfor andre, så overfor os selv, og det er farisæisme – men som en klog gerning, og en sådan gerning er bare klog, ikke specielt god, ikke specielt ond.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.