Der er noget, Lone Frank har misforstået i den bog, hun har udgivet for nylig. Bogen hedder ”Størst af alt – Om kærlighedens natur”.
Jeg må indrømme, at jeg blev meget optaget af de anmeldelser, der er kommet af bogen, og af de interviews, hun har givet i den anledning – deriblandt et interview i Deadline, vistnok den 3-9 – og faktisk fik lyst til at købe hendes bog. Men efter at have læst hendes udgydelser i et interview i Femina, se her, frafalder jeg mit købsønske.
Hvorfor?
Fordi hun har misforstået den rolle, som hormonet oxytocin spiller i kønslivet.
Det kræver en lidt længere forklaring.
I Deadline-interview’et lå det i luften, at den måde, hun tackler kønslivet på, hvor hun i høj grad ser på vor dyrefortid, eller hvor hun sammenholder evolutionslære og kulturhistorie, var ret ny, næsten noget, der først kom frem med hendes bog.
Det kan jeg bevidne ikke er tilfældet. Dels fordi jeg selv for lang tid siden har gjort mig tanker om disse materier, og dels fordi disse tanker hos mig ikke er opstået ud af den blå luft, men skabtes, fordi jeg var med i en foredragsrække, der hed ”Forum Teologi/Naturvidenskab”, og i en studiegruppe, som vi – måske lidt hovskisnovskiet – kaldte ”hjernegruppen”; vi beskæftigede os nemlig med hjernens funktionsmåde.
I 1985 skrev jeg en bog, der hedder ”Troen og kærligheden”. Den er et forsøg på at oversætte Det ny Testamentes tale, så den vedkommer os nutidsmennesker på en anden måde end hidtil, hvad angår vor kulturs opfattelse af kønsdriften. Og minsandten, om ikke jeg begynder ét af kapitlerne med at sammenligne mennesket med de øvrige pattedyr, specielt jo, hvad angår pardannelse og familieliv. Her har jeg selv haft stor fornøjelse af at læse Jane Goodalls beretninger fra Gombe i Tanzania, hvor hun studerede de vilde chimpansers liv, enkeltvis og i flokken. I bogen må jeg dog gøre opmærksom på sproget som den væsentligste forskel mellem menneske og dyr.
Men specielt dette med pardannelsen har siden interesseret mig meget. Ikke mindst efter at vi i den studiegruppe, jeg kom ind i, da hjernegruppen opløstes, ”biologigruppen”, gav os til at læse først Joseph Henrichs ”The Secret of Our Succes” og senere Abigail Marsh ”The Fear Factor”. Begge bøger har jeg omtalt her på bloggen, Henrich her, og Marsh her.
Pia Søltoft anmelder Lone Franks bog i Berlingske, se her. Hun fortæller, at der i bogen er tre spor, der væver sig ind i hinanden, et personligt spor, et psykologisk spor og et evolutionært spor. Om det sidste skriver hun:
Bogen er en guldgrube af veloplagte og velskrevne referater af forskningsbaserede studier i alt, hvad der kan relateres til kærlighed: Om faderkærlighedens opståen, om børns trygge og utrygge tilknytningsmønstre og om denne tilknytnings betydning for stort set alt senere i livet. Om hvad oxytocin, dopamin og vasopressin gør ved vores hjerner og dermed ved vores kærlighedsrelationer. Om at stenalderstereotyper ikke holder, men at der er visse psykologiske kønsforskelle, der har biologisk rod. Lone Frank fortæller om polyamori, romantisk kærlighed, netdating og soulmate-forestillingen samt om, hvorledes sidstnævnte præger vores tilgang til kærligheden: Hvis vi tror, at vi skal lede efter den eneste ene, så bestemmer dén forestilling vores kærlighedsforhold, fordi mentale skemaer direkte har indflydelse på vores følelser.
Og det kan da utvivlsomt være udmærket at få gjort op med den tanke, at kønsforskellen udelukkende er en kulturel faktor. Men om man ligefrem kan affærdige det, man kan kalde den romantiske kærlighedsforståelse, med udsagn som dem i den sidste sætning, er vist alligevel tvivlsomt. Der kunne tænkes at ligge mere i hormonernes virkemåde end som så.
I interview’et i Deadline gjorde hun i hvert fald opmærksom på den besynderlighed, at det er meget få pattedyrarter, der benyttede sig af pardannelse ved formeringen, mennesket var næsten alene med denne metode. Det var vist her, hun fik nævnt noget om præriemusen, som er karakteristisk ved at opretholde en pardannelse livet igennem. Det skyldes, efter hvad man fortæller, at den udskiller oxytocin. Derfor udvises der ved den ene parts død af den efterladte virkelig sorg og mangel på livsmod.
I Videnskabens Verden læste jeg for cirka halvandet år siden, at vi grusomme mennesker havde udsat nogle af disse uskyldige dyr for det eksperiment, at man gav dem et modstof til den mængde oxytocin, de havde i sig. Og – ja, er det ikke mærkværdigt – det førte med sig, at de ændrede opførsel, blev lige så polygame som de andre musearter.
Oxytocin vender jeg tilbage til. Men først vil jeg lige omtale nogle af Abigail Marsh’s undersøgelser. For resultaterne af dem er ret anfægtende for vor sædvanlige menneskeopfattelse.
Jeg har omtalt mit ”møde” med Abigail Marsh her. Dèr får jeg nævnt hendes epokegørende opdagelse: at et område i hjernen, amygdala, er stort hos meget altruistiske mennesker, der helt af sig selv har givet deres ene nyre til en nyrepatient, og lille hos psykopater, som er ude af stand til at føle empati for andre mennesker. Men jeg gør ikke dèr så meget ud af den anfægtelse, det er for os moralsk indstillede mennesker. For det rejser jo med stor styrke spørgsmålet om, hvorvidt vi sådan direkte er ansvarlig for vore handlinger. Og en sådan direkte ansvarlighed er jo noget, vi uden videre går ud fra. Hvad du har gjort, må du stå til ansvar for, ingen tvivl om det. Og sandt nok, massemordere, f.eks. den Gary Ridgway, som Lars von Trier vist benytter som forbillede i sin film ”The House That Jack Built”, dem dømmer vi uden videre, som om de var ansvarlige for deres handlinger, og naturligvis skal vi også af sikkerhedshensyn bure dem inde, de er for farlige at have gående løs, men tildele dem ansvar, som vi andre har ansvar for det, vi gør, det er dog ganske svært, for ikke at sige umuligt, hvis deres handlinger har med deres manglende empati at gøre, en mangel, som de jo ikke selv er skyld i.
Dette er, vil jeg mene, et eksempel på, at biologien vinder over kulturen. Vor biologiske udrustning har vi i de fleste tilfælde fået underordnet under vore forskellige kulturelle regler og ordninger, men i nogle tilfælde bryder biologien altså igennem alle kulturelle spærringer i et stormløb af ondskab.
Ondskab? Jamen, hvis manden gør, som han gør, fordi hans hjerneudrustning giver ham lov eller tvinger ham (det ikke ønskede udstreges), falder han så ikke helt udenfor vor normale beskrivelse af mennesker som gode eller onde?
Jo, jeg synes nok, at Abigail Marsh’s resultater anfægter os i vor almindelige menneskeopfattelse.
Jeg har i en del artikler her på bloggen arbejdet med forelskelsens mysterier. F.eks. har jeg her ud fra billedet af den nøgne Eva i Viborg domkirke forestillet mig, at hvert hankønsmenneske har et sted i hjernen, der påvirkes af kvindebilleder. Og i den førnævnte artikel, altså denne her, har jeg afbildet et andet kvindebillede, en håndstøttefigur fra nonneklostret i Mariager, der befinder sig i Visborg kirke, ligeledes for at argumentere for et sådant højst påvirkeligt hjernested hos mænd. Men i sidstnævnte artikel har jeg inddraget en iagttagelse, som jeg har fra Abigail Marsh. Hun fortæller nemlig, hvordan det mærkelige hormon oxytocin er individspecifikt, det vil sige: Når der hos mor og barn under fødslen udskilles store mængder oxytocin, sker det, for at der kan dannes et bånd mellem de to. Det er en del af pattedyrenes formeringsstrategi, og det mærkelige er, at det bånd, der dannes, knytter netop disse to individer sammen. Specielt hos får er det så at sige umuligt at få et moderfår til at tage sig af et lam, der ikke er dets eget, så specifik er bindingen.
Det har jeg her overført til mennesket, dog med den tilføjelse, som også Abigail Marsh kommer med, at der også dannes oxytocin under samlejet. Jeg skriver i den anledning:
Oxytocin har nemlig det ved sig, at det knytter personer sammen, først og fremmest mor og barn, men med nogen kraft også ægtefæller i samlejet. Og vel er hormonets virkning hos mennesker overlejret af kulturen, så vor viden om forelskelsesmuligheden, altså det, vi i dag erkender som oxytocinets virkning, nok kan anerkendes, så man glæder og fryder sig over det, men jo også kan misbruges, så man udnytter den virkning, man véd, det har på den anden, men aktivt modarbejder den virkning, det har på én selv. Der findes faktisk ægteskabsbedragere iblandt os.
Men ikke nok med det. Jeg er i det hele taget en værre ”evolutionist”, der gerne vil se det hele i et evolutionært perspektiv.
Det er ikke meget, man kan sige om sprogets udvikling. Og det besværliggøres i høj grad af, at det for et sprogligt væsen som mennesket er næsten umuligt at leve sig ind i, hvordan det er at leve uden sprog, som f.eks. chimpanserne gør det. Vi betragter det som en selvfølgelig ting, at vi mennesker véd, at oven på samleje følger (muligvis) graviditet og fødsel. Men véd chimpanser det? Eller rettere: Hvordan skulle de egentlig vide det? For dette er noget, vi véd i kraft af vort fortællesprog.
Jeg vil derfor, lidt forsigtigt, hævde, at en forudsætning for, at ordet ”far” kan dannes i sproget, er, at menneskene på det tidspunkt levede i par. Jeg har skrevet lidt mere om det her. Og hvis dette er rigtigt, vil det sige, at hvad pardannelse angår, kom biologien først, derefter kulturen. Først kom mennesket til at høre til de dyr, der lever sammen to og to. Og det har givetvis noget med oxytocin at gøre. Dette, at dette hormon udskilles under samlejet, får den samme virkning, som det har, når det udskilles ved en fødsel: det binder to individer sammen. Det, hormonet bevirker, er altså ikke blot, at man betages af kvinden som væsen, og vil kunne betages af en hvilken som helst kvinde, men er, at man betages af lige nøjagtig den kvinde, som man er sammen med, når oxytocinet gør sin virkning.
Ja, mere end det: hormonet har samme langtidsvirkning mellem mand og kvinde, som det har mellem barn og kvinde. Pardannelsen må forblive intakt, mens barnet vokser op, ellers vil ordet ”far” ikke kunne dannes.
Men se, denne iagttagelse er prekær for det moderne menneske. For vi vil jo for alt i verden være frie væsener, og hvad ligner det så at komme og fortælle os, at vi er bundet til et andet menneske i kraft af et hormon og ikke i kraft af vor egen frie beslutning?
Nuvel, i menneskets tilfælde er jo alle disse biologiske funktioner overlejret af vores kultur. Men hvis man ser på gennemsnitsordningerne i de forskellige menneskelige kulturer, synes alligevel tosomheden at have slået igennem. Hvilket for resten er praktisk nok. For da der fødes nogenlunde lige så mange drenge som piger, vil der i samfund, hvor der hersker flerkoneri, blive mangel på kvinder i de nederste sociale lag. Og det fører sjældent til noget godt.
Men det skal indrømmes, at tosomheden i den kristne verden i høj grad har været understøttet af påbud og moralsk fordømmelse af dem, der levede anderledes, af horkarle og ludere. Og man må også indrømme, at andre biologiske kræfter ofte har slået stærkere igennem end oxytocin. Det er jo en gammel iagttagelse, at vi i menneskesamfundene altid har haft ludere iblandt os. Men måske vi alligevel ikke for hurtigt skal feje oxytocinets virkninger ind under guldtæppet. For er ikke det kendte fænomen ”stalking” forårsaget af netop oxytocin, altså forårsaget af, at et menneske føler sig knyttet sammen med et andet menneske og ikke kan finde ud af det uden den anden? Dette er muligvis en forklaring, men det er jo ikke en undskyldning.
Så var der lige den fejl, Lone Frank har gjort sig skyldig i i interview’et i Femina her. Den dukker op et par steder, f.eks. her:
Så kærlighed er ren kemi?
– Det er noget biokemi i hjernen, som kan opstå af forskellige grunde. Og ikke nødvendigvis noget, man kan blive ramt af lynet af – det hænger meget på vores vestlige forståelse af forelskelse, som er et biologisk program, hvor der udfolder sig noget kemisk, der gør dig nærmest sindssyg.
– Og det program kan ikke holdes ved lige hele tiden. Det kan køre nogle måneder, så stopper det. Vi har den opfattelse, at man går fra at være forelsket til at føle kærlighed, men det sker overhovedet ikke automatisk. Det kan sagtens være, at du står tilbage og tænker: Nå, det gik så over. Det her menneske er da overhovedet ikke særligt interessant.
Det sker jo ret ofte …
– Ja, og det er helt naturligt. For programmet ”forelskelse” er et, naturen har installeret for at gøre dig vild med nogen, få dig til at parre dig med vedkommende og sørge for, at I lige holder sammen, i hvert fald til det her barn er kommet.
– Det svarer meget godt til, når dyr er i løbetid. Men det behøver ikke at gå over i en følelse af kærlighed og ”åååh, nu vil jeg bare være sammen med det her menneske resten af livet!”.
Det, jeg mener er forkert her, er, at Lone Frank nægter at lade sin biologiske viden omsætte til kulturel viden. Hun tror, at hormonerne kun er i sving i forelskelsens lyserøde dage, for sådan har hun oplevet det. Bagefter, så føler hun sig ikke bundet, eller rettere: det gør hun vist alligevel, blot vil hun ikke være ved, at hun er bundet, og at det er biologiens skyld; hun vil beholde den forestilling om sig selv, at det da er hende selv og ikke hendes hormoner, der bestemmer, og at de skal sandelig ikke komme her og tage hendes frihed fra hende, disse små sataner.
Men sådan virker oxytocin ikke. Det binder den ene person til den anden. Og det varer ved. Se på præriemusen, når den mister sin mage! Dens oxytocin får den til at føle sorg, føle smerte, ja til ikke at vide, hvad den skal gøre af sig selv. Det gør Lone Frank selv opmærksom på.
Og sådan også med Lone Frank, da hun mistede sin mand. Det er, hvad hun begynder med at fortælle om i interview’et i Femina:
– Følelser er jo i bund og grund kemi. Og forståelsen af, hvordan de følelser folder sig ud, er evolutionær. Så man er nødt til at rode langt længere ind end de der luftige teorier, hvor folk føler alt muligt om kærlighed.
– Man må starte med at spørge, hvad fanden kærlighed er for et fænomen? Hvor kommer den fra? Hvorfor har vi den? Hvordan udspiller den sig i den enkelte, og hvor elastisk er begrebet? siger Lone Frank på vanlig knastør rationel vis og sætter sig til rette i den store lænestol i sin stue på Frederiksberg.
Selv blev hun ramt af kærlighedens baseballbat, da hendes kæreste døde af kræft efter et kort sygdomsforløb på kun seks måneder for seks år siden. Ikke at hun ikke havde følt kærligheden før, det var bare først da, hun for alvor fattede det. Hvor meget kærligheden betød for hende. For tilværelsen i det hele taget.
Nu var der ikke et eneste menneske tilbage – i live – som hun kunne sige, at hun elskede. Og der var ingen, der elskede Lone. Og den kærlighed, hun følte lige da, føltes slet ikke rar.
Tyder en sådan oplevelse ikke på, at der opstår en binding mellem to personer, en binding, som kulturen har bundet ind i begrebet ”ægteskab”, men som stikker dybere end til fælles sympati og fælles lejlighed og fælles avisabonnement.
Besynderlig nok overfører hun ikke de iagttagelser, hun gør om dyrs pardannelse, til mennesket. Senere hedder det:
– Men vi har den kulturelle forestilling fra romantikken om, at det skal starte med forelskelse, gå over i kærlighed og ideelt set vare hele livet – dét er det rigtige. Og det går jo galt for os alle sammen.
– Det er en syg forestilling fabrikeret på et tidspunkt, hvor du havde en institution, ægteskab, som var lavet til at holde nogle klaner sammen. Et arbejdsfællesskab, en økonomisk tryghed. Så udfolder romantikken sig, og man får øjnene op for, at uuuh, den dér kærlighed, dén skal man have noget af!
– Men det er nødt til at være inden for ægteskabet, for det kan man ikke bare skubbe ud. Derfor bliver idealet, at du får denne her vilde lidenskab for et andet menneske, så gifter du dig, og så varer kærligheden resten af livet. Ellers er du helt forkert.
– Problemet er, at mennesket ikke er evolveret frem til at være et monogamt dyr, der har ét forhold hele livet. Det ser vi kun hos ca. 3-5 procent af pattedyrene. Og vi har jo også en høj skilsmisseprocent. De fleste har flere forhold gennem livet, og det er helt naturligt. Så jeg synes, vi bør kigge lidt kritisk på vores kultur på det område.
Her prøver hun ved hjælp af et falsk argument at komme om ved problemet, det problem, at hendes biologiske iagttagelser giver hende et uønsket kulturelt resultat. Vi ser kun monogami hos 3-5 procent af pattedyrene. Javist, hos 3-5 procent af arterne, ikke af individerne. Og det gør så sandelig en væsentlig forskel. Desværre er det dette falske argument, der får hende til at se ned på det traditionelle ægteskab, som hun gør i begyndelsen af dette citat.
Og ærlig talt, det undrer mig noget. For hendes egne oplevelser, da hun mistede sin partner, svarer ganske til det, man kan se hos pardannende dyrearter, der mister deres partner. Og ingen tvivl om det: det skyldes hormonet oxytocin. For dette hormon er et bindingshormon, nødvendigt for alle pattedyr til at knytte mor og barn sammen, men også tilfældigt tildelt pardannende pattedyr, deriblandt mennesket, for at få han og hun til at blive afhængige af hinanden.
For det bliver vi jo igennem forelskelsen. Og vor kulturelle overbygning, men ikke buddhisternes og ikke muslimernes, underbygger dette hormons virkning. Dette, at vor kultur har bygget oven på vor biologiske udrustning på den måde, at der er opstået et fænomen, som vi kalder ”ægteskab”, og at dette fænomen indtil for nylig tænktes at vare livet ud, må jo næsten nødvendigvis siges at være en yderst fornuftig foreteelse, for den kulturelle overbygning svarer her på fortrinlig vis til det biologiske grundlag.
Buddhisterne, derimod, opfatter med deres tanke om den evige sjælevandring livet i det hele taget som lidelse, og enhver binding til det legemlige liv, også bindingen til en ægtefælle, som en uheldig ting, der bør undgås.
Og muslimerne, der vil holde kønnene adskilt for at undgå, at der opstår forelskelse, og på den måde indordne kønsdrift og ægteskab under den muslimske morallov, shariaen, også de nægter menneskets biologiske grundlag. Oxytocinets virkning: at folk bliver forelskede, prøver de at undertrykke, den synes de er uheldig, nej, det er os, de voksne, forældrene, slægten, der skal bestemme, hvem der skal knyttes sammen, ikke parterne selv.
Det er den fromme, ja overfromme holdning.
Men også den modsatte holdning, den libertinistiske eller bare den polyamourøse holdning, som Lone Frank i teorien – men så sandelig ikke i det praktiske menneskeliv, hun har fået at leve – går ind for, ser bort fra hormonets virkning. Den binding til et bestemt andet menneske, som hormonet skaber, vil man ikke vide af. Holder jeg sammen med et andet menneske, bor sammen med ham, spiser sammen med ham, sover sammen med ham, så er det i hvert eneste øjeblik min egen beslutning, ikke tale om, at jeg kan opfatte mig selv som hormonbestemt i disse handlinger. Men dette passer jo ikke. At et menneske, der ikke kender hjernens indretning, kan se sådan på det, kan måske forklares, men at Lone Frank, der omhyggeligt redegør for hormonets virkning, nægter at drage de uomgængelige konsekvenser for sit eget vedkommende, er besynderligt, men vel egentlig også afslørende for det uholdbare i en polyamourøs tilværelsesforståelse.
Jeg mener, jeg, der som en mand har fået indlejret et kvindebillede i min hjerne – til at begynde med et alment billede, men efter min forelskelse et billede af netop én bestemt kvinde – jeg, der sidenhen lever i en daglig afhængighed af denne kvinde, skulle jeg ikke glæde mig over disse neurologiske sammenhænge? Skulle jeg ikke takke, om ikke ligefrem min skaber – skønt det er jo i virkeligheden det, jeg gør – så i det mindste hormonet oxytocin for denne virkelighed, for ligesom jeg af dette hormon bliver bundet til dette andet menneske, sådan blive det andet menneske jo også bundet til mig. Og ikke sandt: hurra, der er én, der har brug for mig, der er én, der ser mig som en uundværlig del af et fællesskab, som hun lever i som fisk vandet, ligesom jeg gør det.
Ja, ja, Lone Frank levede vel bare som alle andre uden at tænke synderligt over, hvorfor det netop var ham, hun havde fundet sammen med. Og først da hendes mand døde, fortæller hun, opdagede hun det fænomen, hun kalder kærlighed, men som jeg for klarhedens skyld i denne forbindelse hellere vil kalde afhængighed. Der var, siger hun, ingen, som hun kunne sige, at hun elskede, og der var ingen, der elskede Lone.
Jeg forstår godt, hvorfor hun ikke taler om afhængighed. For hun vil for enhver pris være et frit menneske, fri til at forlade den elskede, fri til at finde andre græsgange, fri til selv at binde sig til hvem hun vil. Men i al denne frihedssnak glemmer hun helt sin biologiske afhængighed. For afhængig var hun, hun indrømmer det selv i sin beskrivelse af sin sorg ved mandens død.
Som man måske véd, har jeg gjort en del ud af Paulus’ udsagn i 1 Kor 10,23: ”Alt er tilladt, men ikke alt opbygger”. Jeg vil mene, at vi derigennem kan se, at kristendommen ikke vil være en ny og anderledes skrap morallære, men i stedet vil fortælle om visse kendsgerninger ved den menneskelige tilværelse: at fællesskaber er en afgørende del af vor tilværelse, og at det, vi skal gøre, ikke er at rette os efter loven og skælde hinanden ud for ikke at gøre det, men at få vore fællesskaber til at trives ved at vise forståelse, indlevelse, omsorg.
Og derigennem siges det altså, at der findes et fællesskab, som hedder ægteskabets fællesskab. Det vedligeholdes ikke ved moralske irettesættelser, men ved indlevelse, indbyrdes forståelse, nysgerrighed efter, hvordan den anden er og tænker. Og får Gud os til på den måde at tage vare på hinanden i vore ægteskaber, så giver han os til gengæld uhyre meget: en samhørighedsfølelse, en ægthedsfornemmelse, en livsfuldbyrdelse ud over alle grænser. Og vi var da nogle skarn, om vi ikke takkede ham for det, for den andens forståelse og så sandelig også for de hormoner, der får både mig og den anden til at vise forståelse.
Så er det sandt, at netop ved denne livsopfyldelse bliver det mere Satan end Gud, vi ser handle, når døden tager denne næste fra os. Og jeg skal ikke påstå, at Gud gennem denne gerning vil have os til at se, at det virkelig var kærlighed, der herskede, selv om Lone Franks beretning sådan set kunne lægge op til denne ”fromme” betragtning. Nej, døden er noget, vi aldrig lærer at forstå, noget, vi må huske at spørge den almægtige om, når vi står foran ham ved livets ende, men også noget, vi indtil da må bære med os som et skår i den sammenhæng, vi prøver at oprette i tilværelsen.
Og havde Lone Frank brugt denne anledning til at forbande Gud, det ville jeg kunne leve mig ind i. Men når hun bruger den til at gøre sig kærligheden klar, for så siden at håne vor kristne kulturs ægteskabsopfattelse, så står jeg af. Det hænger ikke sammen. Det er udtryk for en forkert kærlighedsopfattelse, hvis falskhed hun prøver at overdøve med sin tale om den polyamourøse kærlighedsopfattelse. Oxytocin modsiger hende.
Jeg skrev for et par år siden en artikel mod en anden polyamourist, Anahita Malakians, se her. Overskriften er karakteristisk nok ”Forargeligt eller dumt?” For jeg vil – i overensstemmelse med Paulus – have hende og nu altså også Lone Frank til at se bort fra al moral og al forargelse og al moralformaning og nøjes med at anse en sådan polyamourøs livsførelse for dum. Ved den lejlighed citerede jeg én af mine kolleger, som havde spurgt, om jeg ikke som mand inderst inde bar på en tvivl om, hvorvidt det nu også var mig, der var far til mit barn. Og jeg måtte dengang som nu undre mig over et sådant spørgsmål, for den tanke var vitterlig aldrig faldet mig ind. Da min kone og jeg blev klar over, at det skulle være os, tog vi begge det ja, vi havde sagt, som et ja for livet. Den ægteskabsforestilling var selvfølgelig i det miljø, vi færdedes i.
Og jeg skrev det dengang, og det skal være mig en fornøjelse at skrive det igen, at dette ja var en tillidserklæring uden lige, og at jeg derfor ikke kan andet end have lidt ondt af de polyamourøse, som kun opnår den sexuelle nydelse, det er at flyve fra blomst til blomst, men som går glip af den langt større lykke, det er møde og få lov at leve i en sådan uforbeholden tillid.
ricardtriis 