Abraham ofrer Isak

Gudmund Rask Pedersen, præst i Vær-Nebel her udenfor Horsens, har det tilfælles med mig, at han ligesom jeg har en blog på wordpress.com. I en artikel af 3. september, se her, betitlet ”Opkald fra mælkevejen”, skriver han om en roman af Bjørn Poulsen med netop denne titel og kommer i den anledning ind på fortællingen i 1 Mos 22,1-12, historien om Abraham, der af Gud får befaling til at ofre sin søn Isak.

Han bringer et forholdsvis langt citat fra Bjørn Poulsens roman, som jeg har den frækhed at viderebringe i sin helhed:

Ude i bilen slår det mig, at jeg allerede som barn tænkte over teodicé-problemet. Jeg kendte selvfølgelig ikke selve begrebet, men jeg spekulerede over, om Gud virkelig var så god, som både min børnebibel og H.C. Andersen påstod. Tværtimod forekom han mig at være ikke kun hævngerrig og grusom, men også uretfærdig. Første gang jeg hørte om Guds befaling til Abraham om, at han skulle ofre sin søn Isak, reagerede jeg mod det urimelige i dette krav. Jeg ønskede, at Isak skulle gøre oprør, rive sig løs af sine bindinger.

I Virum havde vi en stor bog om Rembrandt, og på hans billede af Isak kunne jeg se, han var en stor dreng, i mit otte-ni-årige perspektiv så godt som voksen, alligevel lå han bare der med alt sit hvide kød blottet for slagtekniven. Jeg hadede Gud og Abraham og foragtede Isak, og senere, da jeg blev ældre ændrede mine følelser sig ikke grundlæggende. Ikke et øjeblik købte jeg Kierkegaards ellers meget velargumenterede forklaring om, at det hele handlede om tro, om en tro der var så stor, så ubegribelig at den overskred enhver moral, nej, for mig var sagen klar, alt handlede om magt, om at Gud ville demonstrere sin almagt, at uanset hvor gudfrygtig og pligtopfyldende Abraham var, så kunne Gud alligevel til hver en tid tvære ham ud som en ynkelig lille pissemyre…

Gudmund Rask bruger så resten af artiklen til at give en anden udlægning af historien om Abrahams ofring af Isak, idet han gør opmærksom på, at historien jo ender med, at Abraham bliver forhindret i at foretage ofringen, vers 11 og 12. Og det er jo rigtig nok. Men da Bjørn Poulsen siger, at han ikke et øjeblik købte Kierkegaards forklaring, tillader jeg mig at gøre opmærksom på, at det gør jeg heller ikke. Kierkegaard har skrevet en hel afhandling om Abraham og hans ofring af Isak. Den hedder ”Frygt og Bæven” og blev udgivet i 1843. Det er et fantastisk skrift, blandt andet, fordi det er dobbeltbundet, så der nedenunder Abraham-fortællingen skjuler sig en Kierkegaard-fortælling, som kun Kierkegaards tidligere forlovede Regine Olsen forstår. Igennem den fortælling vil Kierkegaard gøre rede for, hvordan også han fik en gudsbefaling, en befaling til at ophæve forlovelsen med Regine.

Jeg har skrevet hele to afhandlinger om sagen og lagt dem ud på martinluther.dk, se her og her. Og jeg har skrevet lidt om Regine her.

Men det er egentlig ikke det, jeg vil skrive om.

Nej, der skete det for mig, som vist nok sker for en del gamle mennesker, at der pludselig dukkede en erindring op fra min ungdom, i dette tilfælde en erindring om, hvordan man ud fra den moderne historisk-kritiske fortolkningsmetode kan forklare denne mærkelige fortælling. For indrømmes må det jo, at historien, som den står, har voldt både jødiske og kristne fortolkere problemer.

Og så mente jeg at kunne huske, at jeg dengang på universitetet havde fået fortalt, at man på Det gamle Testamentes tid havde kendt til børneofringer, måske endda blandt israelitterne, men at man havde vendt sig kraftigt imod dem fra profeternes side. Man havde også vendt sig imod dem med en historie som denne. Blot havde den ikke i sin oprindelse haft Abraham som hovedperson. Men da man så gav sig til at ordne alle de forskellige fortællinger, man havde, i en fortløbende række, fik man anbragt denne fortælling blandt Abraham-fortællingerne. Og det så jo udmærket ud, blot måtte man så lige have en forklaring på, hvorfra Abraham fik tanken om at ofre Isak. Jo, forklarede man, det var Gud, der ville sætte Abraham på prøve.

Men ændrer man så ikke noget ved det ellers nogenlunde forståelige gudsbillede? Sætter Gud mennesker på prøve? Giver han en befaling, som alligevel ikke er en befaling, men kun en prøve?

Luther gør sig i sin kommentar til 1 Mosebog nogle interessante overvejelser. Først spekulerer han på, hvordan Gud åbenbarede sig for Abraham, skete det monstro igennem en drøm? se her. Dernæst gør han sig også nogle tanker om, hvordan Guds åbenbaring om ikke at ofre Isak kom til ham, og hvordan han kunne være sikker på, at det ikke var en falsk åbenbaring, se her.

Og videre spekulerer han på, om Gud virkelig kan friste nogen; Jakob siger jo i sit brev, at Gud ikke frister nogen, Jak 1,13. Dog er det især dette, at Gud med sin befaling modsiger den forjættelse, han har givet Abraham, som Luther ser som en fristelse for Abraham, se Luthers bemærkning her. Den modsigelse løser Luther ved at hævde, at Abraham var fast overbevist om, at Gud af Isaks aske kunne oprejse afkom for Abraham. Det svarer til, hvad Hebr 11,17 hævder.

Blandt andet dette viser, at Luther tænker noget anderledes om Abraham end Kierkegaard, hvad der jo ikke er mærkeligt, hvis Kierkegaard skal have historien til at fortælle noget om den gudsbefaling, som han mener udgik til ham. Men igen: Vi lader både Luther og Kierkegaard ligge og går i krig med den moderne historisk-kritiske bibeludlægning: Er det virkelig sandt, at man på Det gamle Testamentes tid, måske endda blandt israelitterne, har kendt til børneofringer?

Til at begynde med kastede jeg mig over de bøger fra min studietid, der stadig står på min reol. Men ak, intet at finde dèr! Så prøvede jeg at finde noget interessant ud fra de henvisninger, som bibelselskabet har forsynet dens bibeludgave med. Det var besværligt, men gav ikke noget endegyldigt resultat.

Og så til sidst måtte jeg jo så ty til internettet. Og her lykkedes det mig at finde i hvert fald to artikler om emnet, se her og se her. Det var et stort held. For hvis jeg selv skulle have tygget hele Det gamle Testamente igennem for at finde relevante bibelsteder, ville jeg for længst være stået af. Nu, derimod, mener jeg mig i stand til at fremkomme med nogle rimeligt velargumenterede overvejelser angående børneofringer i Israel.

Det tydeligste eksempel på dette vil jeg mene er 2 Kong 23,10. Her står der fra vers 1 fortalt om Josijas reform. Denne konge fandt efter sigende en gammel bog og efter den bog reformerede han gudsdyrkelsen i Israel. Én af de ting, han ændrede, omtales i vers 10:

Han gjorde Tofet i Hinnoms søns dal uren, så ingen længere kunne lade sin søn eller datter gå igennem ilden for Molok.

Heraf tillader jeg mig at slutte, at der tidligere havde været israelitter, der ofrede deres søn eller datter til Molok.

Dernæst er der Mika 6,7. I kapitel 6 lader Mika følgende spørgsmål lyde mod Jahve (Herren):

»Hvordan skal jeg træde frem for Herren/ og bøje mig for Gud i det høje?/ Skal jeg træde frem for ham med brændofre,/ med årgamle kalve?/ Tager Herren imod væddere i tusindtal,/ imod oliestrømme i titusindtal?/ Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse,/ min livsfrugt for min synd?«

Umiddelbart herefter svarer profeten, at Jahve kræver retfærd og kærlighed. Men Mika har altså ment, det var ligeså relevant at svare på spørgsmål om børneofring som på spørgsmål om brændofre. Og igen: Det tyder på, at dette fænomen har været kendt og måske endda brugt af israelitterne. Man kan også notere sig, at mens det i 2 Kong 23,10 lå i formuleringen, at det var Molok, der krævede børneofringer, rettes spørgsmålet hos Mika til Jahve; der har åbenbart været israelitter, der har ment, at det var Jahve, der krævede børneofringer.

Mikas afvisning svarer meget godt til en række forbud mod børneofringer, som findes i Det gamle Testamente, f.eks. i 3 Mos 18,21:

Du må ikke give nogen af dine børn som offer til Molok; du må ikke vanhellige din Guds navn. Jeg er Herren!

Endvidere kan nævnes 3 Mos 20,3 og til 5 Mos 12,31.

Hvad jeg hidtil har argumenteret for, er, at disse mange forbud nok tyder på, at der har været en del overtrædelser af dette påbud. Derfor har det været nødvendigt at gentage dem.

Så er der nogle forskere, der hævder, at Mikas formaning modsiges af nogle delvis uklare ord i Es 30,33. I de forudgående vers – fra vers 27 – har Esajas skildret Jahves fortærende ild. Og så hedder det:

Der står allerede et ildsted parat,/ det er beredt for kongen;/ Herren har gjort bålet dybt og bredt,/ der er ild og brænde i mængde./ Hans ånde er som en strøm af svovl,/ der sætter det i brand.

Min ”gamle” bibel – det er oversættelsen fra 1931 – fortæller, at det hebraiske ord for ”ildsted” er ”tofet”, og at dette ord genfindes i Jer 7,31. Og så iler man jo med at slå op hos Jeremias. Her står der om judæernes overtrædelser:

De har bygget Tofets offerhøje i Hinnoms søns dal for at brænde deres sønner og døtre. Det har jeg aldrig befalet eller haft i tankerne.

Og så er vi tilbage ved Josijas reform. Men hvad var det dog, Esajas sagde? Det kunne næsten lyde, som om det bål, man lod sine sønner og døtre gå igennem, var Jahves bål. Kan det virkelig passe?

Ja, da Jesus skulle omskæres, henviser Lukas i sin fortælling derom til den jødiske tradition med disse ord:

»Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« (Luk 2,23).

Og minsandten, sådan står der i Det gamle Testamente. Men hvad betyder det, at den førstefødte skal helliges Herren? 2 Mos 13,11-16 giver en slags forklaring derpå:

Når Herren fører dig til kana’anæernes land og giver dig det, sådan som han tilsvor dig og dine fædre, skal du overgive alt det første, der kommer ud af moderlivet, til Herren. Alle førstefødte handyr af dit kvæg skal tilhøre Herren. Det førstefødte æsel kan du frikøbe med et stykke småkvæg; vil du ikke frikøbe det, skal du brække halsen på det. Enhver førstefødt blandt dine sønner skal du frikøbe. Når din søn i fremtiden spørger dig: »Hvad betyder dette?« skal du svare ham: »Med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten, af trællehuset. Da Farao gjorde sig hård og ikke ville lade os gå, slog Herren alle førstefødte i Egypten ihjel, både af mennesker og af kvæg. Derfor bringer jeg det første handyr, der kommer ud af moderlivet, som offer til Herren, og jeg frikøber hver førstefødt blandt mine sønner.« Det skal være et tegn på din hånd og et mærke på din pande, for med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten.

Men denne forklaring rejser blot et nyt spørgsmål: Hvad betyder det ”at frikøbe”? Det lyder næsten, som om den egentlige befaling gik ud på at ofre den førstefødte søn, men at man sidenhen kunne nøjes med at ”frikøbe” den førstefødte, faktisk nøjagtig ligesom Abraham kunne ”frikøbe” Isak ved at ofre en vædder i stedet.

I 4 Mos 18,8 og fremefter taler Jahve til Aron, der er præsternes øverstkommanderende. Her får han besked om, hvilke indtægter præsterne skal have. Fra vers 15 til 17 lyder det så til Aron:

Af alt levende, man kan ofre til Herren, skal det første, der kommer ud af moderlivet, tilfalde dig; det gælder både mennesker og dyr. Dog skal du frikøbe den førstefødte af mennesker, og ligeledes skal du frikøbe det førstefødte af urene dyr. Dem, der skal frikøbes, skal du frikøbe efter takseringen, når de er en måned gamle: fem sekel efter helligdommens vægt; en sekel er tyve gera. Men førstefødte okser, får eller geder må du ikke frikøbe; de er hellige. Deres blod skal du stænke på alteret, og deres fedt skal du brænde som et offer, en liflig duft for Herren.

Når Aron får besked om, at han ikke må frikøbe okser, får eller geder, men åbenbart i stedet skal ofre dem, så blodet kan stænkes på alteret, så tyder det på, at dette at frikøbe den førstefødte af mennesker betyder, at de ikke skal ofres. Det vil sige: her præciseres det, at dette, at alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Jahve, ikke betyder, at det skal ofres til Jahve, men at der skal ydes et stedfortrædende offer.

Noget kunne altså tyde på, at den forestilling, at alt førstefødt skal ofres, var den oprindelige regel, men at den af så at sige alle Det gamle Testamentes forfattere er blevet ændret til en forestilling om, at man skal yde et offer, hvorved man kan frikøbe sit barn.

Og ind i denne række af regler og lovbestemmelser og fortællinger, som vil ændre den gamle regel til en ny og mere menneskelig regel føjer sig så fortællingen om Abrahams offer af Isak, 1 Mos 22,1-12.

Så kun tre ting til:

Der sker et mærkeligt skift i gudsnavnet i fortællingen. Indtil vers 10 er gudsnavnet ”Gud”. Men i vers 10-12 hedder det:

Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, og englen sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.«

Altså ”Herrens engel” hedder det. Her er gudsnavnet Jahve (Herren). Alligevel siger denne guddom gennem englen, at han nu véd, at Abraham frygter Gud. Og så er pludselig gudsnavnet igen ”Gud”.

Hvordan hænger det sammen?

Tja, nogle forskere har villet forbinde dette med den kildeopdeling, som man plejer at anvende overfor 1 Mosebog, hvor nogle tekster bruger gudsnavnet ”Gud” (Elohim), og andre gudsnavnet ”Herren” (Jahve). Men jeg véd egentlig ikke, om det går an her. For skiftet foregår jo midt i fortællingen. Og selv om man så tillægger fortællingen to forskellige kilder, så forbliver problemet jo tilbage: Hvorfor sætte man historien sammen på den måde, at forbuddet mod at ofre børn tillægges Jahve?

Man kunne måske – men det er meget stort måske – forestille sig, at fortællingen oprindelig havde gudsnavnet ”Elohim”, og at man lod dette gudsnavn omfatte alle guder, Baal, Molok, Jahve, osv., men at forfatteren ville præcisere, at israelitternes Gud, Jahve, vitterlig forbyder den slags, og derfor, når forbuddet lyder, lader det være Jahves engel, der bringer det frem. Så bliver måske ordene om, at ”Abraham frygter Gud”, at opfatte som en påstand om, at det er israelitterne, der har den sande gudstro, for Jahve bliver jo i israelitternes historie mere og mere betragtet som den eneste Gud.

Den anden ting, jeg vil slutte med, går på det – om jeg så må sige – ukristelige i hele fortællingen. Det kan godt være, at mange fromme jøder på Jesu tid og før det ville anse det for en ovenud stor fromhed, når et menneske adlød Gud, selv om han ikke forstod den befaling, Gud gav ham. Men en sådan lydighed er slavens lydighed og går imod Jesu forestilling om gudsforholdet. For han siger jo i Joh 15,15, at han ikke længere kalder disciplene slaver (tjenere), men venner, og at han gør det, fordi slaven ikke véd, hvad hans herre gør. Det tænkes altså Jesu disciple at vide. Og derved opstilles en stor forskel til denne fortælling i Det gamle Testamente. Men vi véd jo fra bjergprædikenen, at Jesus ikke er bange for at sige, at ”I har hørt, at der er sagt til de gamle … men jeg siger jer”.

Og til sidst en ikke uvæsentlig bemærkning fra Immanuel Kant. Kant skriver i Der Streit der Fakultäten følgende:

For selv om Gud virkelig skulle tale til et menneske, så kan dette menneske dog aldrig vide, at det er Gud, der taler til ham. Det er simpelthen umuligt, at et menneske med sine sanser kan fatte den uendelige, kan adskille ham fra sanseverdenen og kende ham derigennem. Men at det ikke kan være Gud, hvis stemme han tror at høre, derom kan han nok overbevise sig selv i nogle tilfælde; for hvis det, han får befaling om gennem denne stemme, står i modstrid med den moralske lov, så kan tilsynekomsten forekomme ham nok så majestætisk og være noget, der i nok så høj grad overskrider naturlovene, han må dog regne det for bedrag.

Og i en note tager Kant Abraham-fortællingen frem:

Som eksempel kan tjene myten om det offer, Abraham på guddommelig befaling ville bringe ved at slagte og brænde sin eneste søn (det arme barn bar uden at vide noget selv på brændet dertil). Abraham skulle have svaret den stemme, han mente var Guds: ”At jeg ikke skal dræbe min gode søn, det er ganske sikkert; men at du, som viser sig for mig, er Gud, derom er jeg ikke sikker, og derom kan jeg ikke blive sikker”, også selv om det råbte fra den synlige himmel. (Min oversættelse).

Dette er noget, jeg har taget fra den ene af de to artikler, jeg henviste til i begyndelsen, nemlig denne. Men både det og Jesu ord i johannesevangeliet burde – trods Kierkegaard – kunne få os til at sige med Bjørn Poulsen, at vi ikke et øjeblik tror på Kierkegaards forklaring. Og vi kan efter denne gennemgang rolig sige, at vi heller ikke tror på Det gamle Testamentes fortælling.

Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.