Fordrejninger, skæve vinkler og blinde øjne

Det er pressens fejl, jeg her opregner, altså den del af pressen, der får statsstøtte, og som man med et godt dansk ord plejer at kalde Main-Stream-Media, MSM. Det skal jeg her illustrere ud fra en artikel i Information, skrevet af Martin Gøttske, se her, (vist bag betalingsmur).

Det er en artikel, som jeg i første omgang blev godt forarget over at læse, fordi den som de fleste andre artikler fra MSM benytter sig af netop fordrejninger, skæve vinkler og blinde øjne. Men det er også en artikel, der vidner om et vist håb for os indvandringsmodstandere. For den fortæller om, hvordan de myndigheder, der befinder sig tæt på de borgere, der skal bære indvandringens byrder, tilsyneladende er ved at få øjnene op for, at det ikke kan blive ved med at gå, som det er gået hidtil. For de bryder rask væk det, som Gøttske kalder ”de værdier og love, som EU selv påstår at stå for”.

For både italienerne, slovenerne og kroaterne har i Gøttskes historie tvunget den stakkels pakistanske ingeniør, Zeeshan Mahmood, tilbage over grænsen til nabolandet. Gøttske bruger som alle medier den metode, at han knytter sin forargelse op på en enkelt persons historie. Så kan han rigtig få skabt forargelse: tænk, at europæiske myndigheder kan behandle en uskyldig pakistaner på den måde!

Efter halvandet års anstrengelser nåede Mahmood omsider frem til Triest ved Italiens grænse til Slovenien og meldte sig gladelig til det italienske politi, fordi han stolede på fodjordsreglen: blot han sagde asyl, ville han få sin sag behandlet. Men go’morren, han blev tvunget tilbage over grænsen til Slovenien, derfra over grænsen til Kroatien og til sidst over EU’s grænse til Bosnien.

Det må vist være dèr, Gøttske har truffet ham. I hvert fald citerer han ham for til sidst at sige, at han, selv om han er blevet afvist 11 gange, vil blive ved med at forsøge at komme til Europa til sit sidste åndedrag.

Ud fra denne historie opbygger så Gøttske et stort lager af forargelse. Men hvis man går de forskellige forargelser igennem, viser det sig, at han ubevidst opererer med en gradinddeling af lande og mennesker.

Én ting er nu, at han uden videre godtager Mahmoods begrundelse for at flygte fra Pakistan, den nemlig, at han er homoseksuel. Jeg mener, det kan jo enhver komme og sige. Og det kan man tænke sig virker godt overfor asylmyndighederne. Det er svært at modbevise, og alle véd jo, at det i Pakistan, som er et muslimsk land, er svært at leve som homoseksuel. Men undersøge, hvor mange asylansøger der bruger den begrundelse, hvor mange der tidligere blev godkendt som flygtninge med den begrundelse, og hvor mange der senere har vist sig ikke at være homoseksuelle alligevel, nej, nej, det skal man ikke forvente af Gøttske, han er kun ude på at få os til at være forargede.

Men forarget på Pakistan, fordi det er svært at leve dèr som homoseksuel? Overhovedet ikke. Dels ligger Pakistan alt for langt væk, og dels er Pakistan et muslimsk land, og muslimerne skal vi jo alle være gode ved, uanset små og store mærkværdigheder. Så hvis det ikke var så svært at komme til Europa, når det skal ske ved illegale grænseoverskridelser, så kunne vi vel nok få mange flygtninge fra Pakistan!

Men endnu flere forargelsesgrader skal vi igennem.

Gøttske får én af de mange NGO’er, han interview’er, til at sige:

»Vi har længe vidst, at Kroatien illegalt og med vold sender folk ud af EU, men det nye og foruroligende er, at et af kernelandene i EU, nemlig Italien, nu også direkte deltager i den proces.«

Og det svarer meget godt til hans egen opfattelse og til hovedsynspunktet i artiklen. Han har opstillet en rangstige over ”ordentlige” stater, og jo længere nede på rangstigen, en stat befinder sig, des mindre grund er der til at blive forarget. Men Italien, ét af kernelandene i EU, at det land sender folk tilbage, det er virkelig forargeligt!

Tja!

Man kan også se sådan på det, at Italien alt for længe har kunnet se stort på reglerne i Dublin-traktaten. Skønt den påbyder det første land, en flygtning ankommer til, at behandle flygtningens asylansøgning, har Italien i mange år uden at gribe ind ladet flygtninge søge videre nordover til lande, hvor det bedre kan betale sig at søge asyl. Da så disse lande efter krisen i 2015 lukkede grænserne, og Italien kom til at stå med lige så mange uhåndtérlige asylansøgere som vi andre længere nordpå, begyndte man i Italien at tale om europæisk solidaritet. Og da det ikke hjalp, var det, at man begyndte at sende flygtninge tilbage til det land, de kom fra. Det kunne Gøttske have fortalt os. Men indrømmet, så ville det være vanskeligere for ham at oparbejde så stor en forargelse, som han ønsker at få frem.

Men som man kan forstå: jeg vil tillade mig at komme med en modforargelse, en forargelse på ham, fordi han stiller større krav til ét land end til andre, eller fordi han – som langt de fleste mediefolk – regner ud, hvem det er nemmest at opægge en forargelse imod, og så fyrer sit krudt af mod det land.

Denne rangordning får han brug for senere. Han kommer med et citat lidt efter:

Denne italienske omgåelse af konventioner og love får ifølge Gianfranco Schiavone Europa til at rutsje stadig hurtigere ned ad en glidebane.

»Det er endnu et tegn på, at Europa bryder sine egne love og egen moral for at holde flygtninge væk,« siger han.

»Flygtningekonventioner og højt besungne humanitære principper, som EU før bakkede op om, er nu intet værd. Vi lever nu i en tid, hvor stater helt åbent opfører sig illegalt, og hvor målet om at holde flygtninge fra døren er vigtigere end at følge reglerne. Og det gælder hele Europa”, siger han.

Nogenlunde på samme måde udtaler de andre NGO’er, han spørger, sig. Men man må dog stille i det mindste to spørgsmål til disse højetiske mennesker. Dublin-forordningen skulle forhindre flygtningene i selv at vælge det land, de ville søge asyl i. Dengang man vedtog den forordning, mente man nemlig, at en flygtning var en flygtning, dvs., var et menneske, der var udsat for forfølgelse. Og derfor mente man, at en flygtning måtte være tilfreds, blot han kom i sikkerhed. Og det ville han jo være i det første europæiske land, han ankom til.

Men fordi der nu er gået konkurrence mellem de europæiske stater om at være barmhjertigst, lader man i stort omfang flygtningene selv vælge, hvilket land de gerne vil indvandre til. En stilfærdig udvikling, ja, og en udvikling, der ser from ud, men også en udvikling, som må rulles tilbage, når flygtningeantallet bliver for stort. Hvilket dog hverken NGO’erne eller medierne vil gå med til. For begge disse parter lever jo af at skabe forargelse.

Og blandt andet derfor må man spørge, om der er noget som helst galt i, at Italien sender flygtninge tilbage til Slovenien. I dette tilfælde var Italien jo ikke det første land, flygtningen ankom til.

Men også af en anden grund må man stille det spørgsmål. For Slovenien er jo et sikkert land for en flygtning at befinde sig i. Så snart en flygtning har bevæget sig fra det land, i hvilket han er forfulgt, og til et andet land, der ikke forfølger ham, forvandler han sig fra flygtning til migrant. Det betyder ikke noget for alle de mennesker, der lader hjertets tale vejlede sig, men det betyder faktisk noget for tolkningen af konventionerne. For et land har ikke pligt til at tage imod flygtninge fra et sikkert naboland – mennesker, der altså i virkeligheden er migranter – blot har de lov til det. Og da de fleste europæiske lande gerne vil anses for godhjertede og næstekærlige, tager de fleste imod migranter fra nabolandene.

Eller altså: det har de hidtil gjort. Men nu tyder noget på, at landene har fået nok. Gøttske føler sig voldsomt forarget over denne kendsgerning, at Italien sender den stakkels flygtning Mahmood tilbage til Slovenien, men jeg glæder mig. Nu kan vi måske igen få normale tilstande, hvor en grænse er en grænse, og hvor et land selv har pligt til at bevogte sin grænse.

Dog er vi ikke helt færdige endnu. For netop i dag ser jeg i Avisen Danmark en artikel af Stine Bosse: ”Mette Frederiksen prædiker retfærdighed, men efterlader offeret i grøften”, se her. Nå, tænker jeg, skal vi nu høre om den barmhjertige samaritaner igen. Og ja, en hurtig gennemlæsning af artikel viser, at det skal vi. Stine Bosse skriver:

Jeg kommer til at tænke på lignelsen om den barmhjertige samaritaner. En mand bliver overfaldet af røvere. “De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød”, lyder det. Den første, der gik forbi manden var en præst, og samaritaneren hjalp.

Men hvem stod mon mest klart tilbage for offeret? Hvor tit har vi ikke hørt fra voldsofre, at det var dem, der så på, og ikke gerningsmandens vold, der gjorde størst indtryk? Det giver måske svar. Under alle omstændigheder er det iøjnefaldende, at det var en præst – som til daglig gør en dyd ud af at være etisk foregangsmand – der dengang prædikede ét til dagligt – og gjorde det modsatte i virkeligheden. Det minder om Mette Frederiksens fremfærd.

Stine Bosse anvender her tanken om at sige ét, men gøre noget andet, på Mette Frederiksens tale om at ville være børnenes statsminister, men nu nægte at modtage børn fra lejren på Lesbos.

Det er en frygtelig blindhed, den dame må lide af, altså Stine Bosse. At ville være børnenes statsminister betyder at ville gøre noget for de børn, der er i Danmark. Og ”børnene” på Lesbos er teenage-bøller, der sætter lejren i brand og truer beboerne til ikke at tage bolig i den lejr, grækerne i al hast har fået oprettet et andet sted på Lesbos.

Hele denne situation minder mig om dengang jeg var aktiv præst. Vi præster kunne uddele af de penge, der kom ind til menighedsplejen, hvis der kom en forhutlet sjæl og bad om hjælp. Vi tænktes altså på menighedens vegne at optræde som en barmhjertig samaritaner.

Det var nu ikke så nemt. For mange af dem, der forsøgte sig hos præsten, var drankere, og de var blot ude på at få penge til den næste druktur. Derfor havde vi en aftale med en nærliggende købmand om, at vi kunne udstede en seddel, der gav indehaveren ret til at købe for et bestemt beløb, dog ikke spiritus. På den måde mente vi at kunne administrere menighedsplejens penge bedst.

Men det var ikke altid nemt. Jeg husker en dag, hvor jeg fik besøg af en mand, som absolut skulle til Kolding. Han forklarede indgående om sit ærinde i Kolding, men sagen var, at han desværre ikke havde penge til billetten. Ærlig talt, jeg stolede ikke på manden. Og hvis den næstekærlige læser synes, at det dog er for galt, at jeg, der var ansat til at være en barmhjertig samaritaner, nærmest opførte mig som præsten, der gik lige forbi, så hør kun videre.

Jeg tilbød ham at køre med ham ned til banegården og købe ham en billet. Det kunne han jo dårlig undslå sig for, så det gjorde vi. Og ikke sandt, så er alle glade, manden fik sin billet, præsten (altså mig, ikke ham i lignelsen) lod sig ikke narre, og så kan historien vel slutte her.

Nej, ikke helt. For et par dage efter så jeg ham nede i byen, altså i Horsens. Han hilste ikke, men lod, som om han ikke genkendte mig. Så ak, præsten havde alligevel ladet sig narre. Den arme mand havde formentlig stået på stationen og forsøgt at få sin billet solgt. Hvilket var lykkedes ham, så Kolding? Det var en by i Rusland.

Det er det samme, jeg vil anstrenge mig for med de migranter, der søger ind mod vore kyster. Jeg følte en forpligtelse til at bruge menighedsplejens penge ordentligt. Sådan bør også vore politikere føle sig forpligtede til at bruge de midler, der er sat af til at hjælpe forfulgte mennesker, ordentligt. Det betyder, at man så vidt muligt sikrer sig imod snyd.

Det skænker Stine Bosse – som alle de andre Gutmenschen – ikke en tanke. For hende er de såkaldt ensomkommende børn først og fremmest nogen, der har brug for vor hjælp. At de skulle være led i deres forældres forsøg på at bedrage vore asylmyndigheder, kan hun formentlig slet ikke forestille sig. Så derfor stiller hun ikke det dog ret indlysende spørgsmål: Hvem har givet dem penge til at betale menneskesmuglerne med? Og hun når slet ikke frem til den betegnelse for disse børn, nogle klarsynede mennesker har fundet på: betegnelsen ”ankerbørn”: de skal være de første, der ankommer til det fremmede land, der flyder med mælk og honning, senere kan de så via familiesammenføring få deres forældre med.

Og det er jo ganske smart. Og det fungérer fortrinligt, fordi det i alt væsentligt er mennesker som Stine Bosse, der sidder ved roret rundt om i landene. Og hun véd jo nok, hvad etikken siger. Hun formår nok at få de politikere, der vil snyderiet til livs og have skilt migranterne fra, fremstillet som hjerteløse mennesker, der – ligesom præsten og levitten i Jesu lignelse – går forbi uden at hjælpe.

Jeg har behandlet Stine Bosses syn på disse materier i september 2018, se her. Hun er ikke blevet meget klogere. Og jeg har her skrevet lidt om begrebet ”ankerbørn”.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.