Hvordan argumentere imod islam?

Dette spørgsmål har optaget mig længe. At argumentere mod islam forestiller jeg mig er kirkens opgave i dagens Danmark. Lad folketinget tage sig af de mere praktiske opgaver såsom at begrænse virkningen af de mange tiltag, muslimerne finder på for at islamisere landet, selve det at vende sig imod islams kerne må vel være kirkens opgave.

Jeg har i februar i år omtalt en bog af den hollandske forsker Ruud Koopmans, se her. Og bogen er nu udkommet i en dansk oversættelse – den hedder Islams forfaldne hus. De religiøse årsager til ulighed, stagnation og vold” – og i den anledning bringer Kristeligt Dagblad et længere interview med Koopmans, se her.

Jeg har ikke så meget at tilføje til det, jeg skrev i februar, men når jeg nu igen bringes til at synes, at Koopmans tager fejl, når han mener, at islam og vort vestlige demokrati på én eller anden måde kan forenes, rejser det spørgsmål sig jo med fornyet styrke: Jamen, hvad så? Hvad så med alle de muslimer, der allerede findes i landet? Hvordan skal vi – altså kirken – stille os til den form for islam, de repræsenterer? Hvis vi mener, at det drejer sig om at vinde ”minds and hearts”, hvordan i alverden bærer man sig så ad med det, når det er muslimer, det drejer sig om?

Lad mig her komme med nogle tanker ud fra det evangelium, der blev prædiket over i søndags, fortællingen om Martha og Maria, Luk 10,38-42. (Jeg skal nok for god ordens skyld gøre opmærksom på, at jeg først fik disse tanker, da jeg kom hjem fra kirke; jeg hørte sandelig efter, som sig hør og bør, så præsten, der prædikede, har ikke sagt noget imod islam, som jeg nu vil forsøge at gøre).

Hvad er der galt med Martha, kan man spørge. Mit svar her vil være, at hun er bundet af lovtankegangen, ikke den jødiske lovtankegang, men den lovtankegang, der så let som ingenting udvikler sig af vort fælles samliv. Der danner sig visse idealer for, hvordan en kvinde opfører sig, og visse for, hvad en mand har at gøre. Og, mener lovtankegangen, det drejer sig for et menneske om at holde sig disse idealer for øje og så vidt muligt søge at leve op til dem.

Det er jo også det, Martha er i fuld gang med at gøre. Vi må nok forestille os, at Jesus ikke kom alene til Martha og Maria, men at hans disciple var med. I den nye oversættelse, den af 1992, forsvinder disse disciple lidt ud af billede, for dèr hedder det blot, at Martha ”var travlt optaget af at sørge for ham”. I oversættelsen af 1948 hed det, at hun ”havde travlt med meget husligt Arbejde”, og i oversættelsen af 1907 stod der, at hun ”havde travlt med megen Opvartning”. Det er alt sammen en oversættelse af det græske diakonein, og det kan jo ganske rigtigt betyde det, oversættelserne siger, bortset lige fra, at vor nutidige oversættelse lader ane, at det kun var Jesus, der skulle sørges for; det står der faktisk ikke noget om.

Men, kan man sige, så meget mere påfaldende er det dog, at Maria lader Martha være alene om arbejdet. For hører det ikke med til kvinderollen at være en god værtinde? Og må der ikke arbejdes for at kunne leve op til det ideal? Så mange mænd, og kun to kvinder til at varte dem op! Så kan den ene af disse to opvartende kvinder da ikke tillade sig at blande sig med mændene!

Men det er lige det, hun kan! Altså efter Jesu budskab! Det var nemlig ikke sådan, at Jesu budskab kun var beregnet for mændene, og at kvinderne upåvirket kunne fortsætte deres opvartergerning og derigennem fortsat være bundet af lovtankegangen. Nej, kvinderne blev af Jesus regnet lige med mændene. Men det vil også sige, at de i lige så høj grad som mændene havde brug for at få deres lovforståelse af gudsforholdet ændret.

Vi har i vore dage på mange områder en lovforståelse, der er uafhængig af gudsforholdet. Men den lovforståelse, den tids jøder havde, var i høj grad afhængig af gudsforholdet. Man havde af Det gamle Testamentes mange lovregler uddestilleret en række regler, som den fromme jøde skulle følge. Det var noget med overholdelsen af sabbatten, det var noget med, hvad man måtte spise og hvad ikke, og det var på Jesu tid jo også noget med de mange ofringer i templet. Ikke, at man forstod, hvorfor reglerne skulle overholdes, ikke, at der var noget fornuftigt formål med hver og én af disse regler, det afgørende var blot, at man ved at overholde disse regler viste sig gudhengiven. Om næsten havde gavn af det eller ej, kom i anden række.

En ganske tilsvarende lovfromhed er vore dages muslimer besat af. Oven i købet har de også den uheldige detalje med i billedet, at den, der modsætter sig denne lovforståelse, skal slås ihjel. Det var jo Jesu fornægtelse af lovens betydning, der fik jøderne til at slå ham ihjel, og det er hos muslimerne sådan, at den, der er frafalden, skal slås ihjel. Sådan bliver det, når lovfromheden går over gevind. Så kan den ikke støtte sig til det, der er rationelt, men må bruge magt til at få sin opfattelse respekteret.

I menneskehedens udvikling har fornuft og magt hele tiden stået hinanden imod. I dyreverdenen er det magten, der hersker. I en abeflok er det den stærkeste han, der tager føringen. Vel dannes der visse familiebånd mellem mødre og afkom og mellem brødre, men i flokken hersker et magthierarki. Og forholdet til andre flokke er bestemt af yderst voldelige magtkampe.

Dette forandrede sig afgørende, da mennesket fik sproget. Dels bevirkede det, at den menneskelige kernefamilie med han, hun og unger blev dannet, dels førte det med sig, at grunden blev lagt til en ligestilling mellem kønnene, for hunnerne var jo også medlemmer af sprogfællesskabet, og er man det, er man anerkendt, og dels førte det til, at der kunne laves aftaler med naboflokkene, så aftalefred kunne herske i større og større samfund.

Men som man nok har observeret, blev magttilbøjeligheden ved med at bestå. Det var svært for sprogets strukturer med ligeberettigelse mellem alle at slå igennem. Faktisk må man vel sige, at det først er slået igennem med demokratiets indførelse.

Men slået igennem og slået igennem? Det kan man vel ikke sige, at ligeberettigelsen er. Og det er jo også svært, for vi har stadigvæk hierarkier. Børn har ikke det samme at skulle have sagt som voksne. Og de kan ikke få det. Og indvandrede mennesker har ikke det samme at skulle sige som statsborgere. Og mennesker i fremmede lande har ikke samme krav på hjælp som landets egne borgere, osv. osv.

Hvis nu det forholder sig sådan, at det i islam er magten og i kristendommen sproget, der har mest at sige, og hvis disse forhold ligger som en mere eller mindre uerkendt virkelighed bag muslimers og kristnes opførsel, så vil det være uhyre svært at danne et samfund, hvor begge disse religioner kan føle sig tilpas. Man må for min skyld gerne sige, at det tillidssamfund, vi har her i Danmark, er vokset frem af sig selv, men kristendommen har dog snarere fremelsket end bremset denne indbyrdes tillid. Og vi vil da godt invitere vore muslimske landsmænd med ind i denne tillid, men hvis de fra det land, de kom fra, eller fra deres religion, islam, medbringer en magtopfattelse, hvordan vil de så kunne nære tillid til os danskere, for så ligger det jo i kortene, at vi som vantro i deres øjne tilhører en laverestående folkegruppe? Og så vil de jo altid prøve at skille sig ud som anderledes og måske endda bedre.

Jamen, er da magt et hovedord blandt muslimer?

Ja, det kan nok bedst ses af den måde, hvorpå muslimer vil styre kønsdriften. For når lovfromheden lægger sin kolde hånd på denne drift, når man i ét og alt skal lade sine handlinger underlægge shariaens bestemmelser, så bliver der ikke mulighed for, at forelskelse kan opstå. For forelskelse forudsætter frihed. Og lovfromhed er det modsatte af frihed.

Nu kom jeg til at sætte lovbestemmelser op imod frihed. Og sandt nok er de to størrelser modsætninger. Men jeg vil sådan set hellere se modsætningsforholdet mellem lovfromheden og sproget. For begrebet ”frihed” brugt om kønsdriften kan forlede diverse muslimer til at tro, at vi vestlige mennesker går ind for parring i flæng mellem unge mennesker. Og det gør vi ikke. Godt nok giver vi vore unge mennesker frihed til at lade kønsdriften besætte sig, men vi gør det i den overbevisning, at både vor menneskenatur og vor kultur formår at trænge igennem, så det ender med, at der dannes par på baggrund af forelskelsen. Og vi kan jo også påpege, at mennesker også hos os gifter sig og får børn. Og det skyldes ikke, at friheden ikke er frihed, det skyldes, at vi mennesker fra vor natur og fra vor kultur har pardannende kræfter i os.

Det tør jo muslimerne ikke tro på. De vil have også disse forhold pakket ind i lovbestemmelser. Oven i købet skal det ikke være rationelle lovbestemmelser, men bestemmelser baseret på koranens forskelsbehandling af mænd og kvinder.

Nu skal vi jo ikke komme for godt i gang med at anklage muslimerne. For tendensen til at ville løse alverdens problemer med lovbestemmelser har så sandelig også vort sekulære samfund i sig. Vi diskuterer omskæringens tilladelighed til den store guldmedalje, men glemmer tilsyneladende i den diskussion at spørge, hvem børnene egentlig tilhører: forældrene eller staten? Og vi diskuterer sexchikane op ad vægge og ned ad stolper, men tør ikke lade det være op til ”klimaet på arbejdspladsen” at afgøre disse sager, nej, vi må pakke også dette ind i retningslinjer, bestemmelser, regler. I det hele taget: det, der hedder civilsamfundet, har vi i vore politiske diskussioner vist ikke særlig megen tillid til.

Og en forvirret sjæl kunne i den anledning såmænd næsten finde på at spørge, om det monstro ikke er muslimerne, der er kommet længst i udviklingen mod at finde svar på spørgsmålet om, hvordan vi bedst tackler kønsdriften. De har da i hvert fald fundet regler til bekæmpelse af mange uheldige ting ved denne drift. Når det nu er regler, det drejer sig om. Men det er det måske ikke alligevel?

Sagen er jo også den, at de advarsler mod lovfromhed, som Jesus fremsætter, nok i sin tid var møntet på den tids jøder, men jo på ingen måde har tabt deres aktualitet. Kirken har til alle tider været klar over, at der skulle prædikes imod lovfromhed, for den har i sine prædiketekster søndag efter søndag ladet menigheden høre disse advarsler. Præsterne og de kirkelige myndigheder tænktes vel at skulle lytte med, men det har de nu ofte forsømt. Ikke desto mindre har det, vi kalder civilsamfundet i den kristne del af verden ofte har frihed til at udvikle sig.

Og civilsamfundet, det betyder her de mange fællesskaber, et menneske er med i: familiens fællesskab, landsbyfællesskabet, folkefællesskabet. Og der er det ved disse fællesskaber, at ved selve det at være med i dem, bliver det klart, hvad der skal gøres, for at de kan trives, uden at det behøver at udformes i regler, ja, snarere er det sådan, at trivslen kan forhindres af regler og fastlåste traditioner.

De to søstre, Martha og Maria, boede således sammen i en slags familiefællesskab. Og skal vi forstå, hvad det vil sige, er vi nødt til at fremfabulere en historie om det, vi har ingen nøjagtige efterretninger derom. Har der måske dannet sig en vis tradition for, at det var Martha, der var den flittigste, og at det derfor var Martha, der fra tid til anden gik og prikkede til Maria, om hun dog ikke kunne give en hånd med?

Hvis det er baggrunden, er det jo ikke underligt, at det er Martha, der har travlt, og hende, der beder Jesus om at få Maria til at hjælpe med. Men i denne situation, som i en situation lidt senere i lukasevangeliet, nægter Jesus at være én, der dømmer mennesker imellem. I kapitel 12 i evangeliet hedder det:

En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« (Luk 12,13-14).

Hvorfor vil Jesus ikke skaffe denne mand retfærdighed?

Mit svar lyder: Fordi det ligger i broderforholdet, hvad der skal gøres, for at tilliden kan genskabes. Og det kan meget vel være noget andet end det, én eller anden lovregel kræver.

Sådan vil jo også den ældste søn i lignelsen om de to sønner, Luk 15,11-32, påberåbe sig almindelig lovmæssig retfærdighed. I stedet henvises han til at handle ud fra broderforholdet, dvs., handle sådan, at dette forhold, såvidt det står til ham, genoprettes.

Men muslimer og kristne står altså i samme situation, når vi stilles overfor Jesu angreb på lovfromheden: begge parter er vi tilbøjelige til at lade lovholdningen overtrumfe tillidsholdningen.

Problemet med vore muslimske landsmænd er så blot, at de ikke hører Jesu angreb på deres lovfromhed. I stedet bliver de ved med at tro, at lovfromheden er det bedste, det sikreste. Når de i tillæg dertil opererer med en påstand om et menneskes ære som noget, man for enhver pris skal hæge om, så er der lagt op til, at de kører videre i den tradition, der siger: ingen forbindelse mellem de to køn hos unge mennesker, alle ægteskaber skal først og fremmest være aftaleægteskaber, så kan de efterfølgende blive forelskelsesægteskaber.

N.B.: Dette er den fromme version. Den mindre fromme version, som de unge muslimer tilegner sig, siger, at de danske piger er frit vildt og kan voldtages efter forgodtbefindende. Hvilket jo er knap så fromt.

Og på den baggrund kan vi opstille en væsentlig forskel mellem islam og kristendom på det felt: i islam er det sharia, loven, reglerne, der holder sammen på ægtefællerne, i kristendommen er det kærligheden, samhørighedsfølelsen, den fælles tillid, der er limen.

Jamen, kan der da ikke ske det for muslimske ægtefolk, at tilliden og den indbyrdes samhørighed vinder over alle lovkrav, så det ligeud bliver kærlighed, der får dem til at holde sammen?

Jo, det kan ske. Gud Helligånd er ødsel med sine gaver. Han spreder dem ud, hvor vi – de fromme kristne – mindst venter det. Jeg er stadig forundret – glad forundret – over, hvordan Nasr Saids kone ikke forlod ham, skønt han blev dømt til at være en ikke-muslim, og hun derfor efter sharia skulle skilles fra ham, se her. Men jeg gør mig også klart, at dette skete imod al-Azhar-universitetets afgørelse og imod koranens ord. Og det er også klart for mig, at vil en muslim vende sig imod shariaens lovregler, måske fordi deres livserfaringer siger noget andet, så skal hun eller han tage sig vældig i agt: ligesom jødernes lovfromhed i sin tid fik dem til at henrette Jesus, således vil vore dages muslimers lovfromhed få dem til at henrette den, der vender sig imod de muslimske lovregler, om de ellers kan komme af sted med det.

Hvordan skal vi prædike imod islam?

Svaret er: Vi skal lade Jesu røst høre.

Vi skal som han vende os imod alle disse ydre tegn på fromhed, som muslimerne er så glade for: tørklæder på fromme kvinder, ærefrygt for koranen, bønner fem gange om dagen, afholdenhed fra vin og svinekød, m.m. Ikke fordi vi vil have den slags forbudt ved lov, men fordi vi fra kirkens side opfatter den slags bundethed til ydre gerninger som djævelens værk.

Og naturligvis skal vi også på passende vis gøre nar af de muslimer, der bilder sig ind, at de i Guds øjne står over os vesterlændinge. Hvorfor har Gud ikke hjulpet dem til bedre forhold i deres hjemlande? Hvorfor er det de islamiske lande, der halter bagud på næsten enhver parameter? Tyder vores umiskendelige overlegenhed på næsten ethvert område ikke på, at det er os og ikke muslimerne, der har fundet ud af, hvordan et menneskesamfund fungérer bedst, altså fundet ud af, hvad Guds mening med os mennesker er?

Og jeg mener altså også, at vi direkte skal sige til de danskere og de muslimer, der går og håber på, at der en dag vil fremstå en moderne islam, der kan acceptere alle Vestens friheder, at de håber forgæves. Godt nok siger Ruud Koopmans noget i den retning, men han er sociolog og har en sociologs begrænsede udsyn, jeg er teolog og kan se, hvordan alle muslimer i større eller mindre grad er afhængige af koranen, og hvordan koranen giver svar på alle lovfromhedens spørgsmål, men ikke lader rum for nogen frihed for et menneske til at finde sin egen vej.

Til sidst må jeg gøre opmærksom på, at dette er skrevet, før jeg læste et interview med Koopmans i Berlingske, se her, hvor han giver udtryk for, at vi har brug for et radikalt brud med EU’s asylpolitik. Det vil der måske blive lejlighed til at beskæftige sig med senere.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.