Vinder virkeligheden?

I virkeligheden skulle overskriften hedde: ”Vinder virkeligheden over bureaukraterne i Bruxelles?” Men dels er denne overskrift lidt for lang, og dels er den ikke nøjagtig nok. For det er ikke kun i Bruxelles, der er mangel på hensyntagen til den virkelige virkelighed, det er blandt langt de fleste af Europas politikere og mediefolk. Som man måske véd, har jeg her på bloggen forklaret dette fænomen med sygdommen samaritanitis: den sygdom, der får folk til i deres iver efter at være gode at sætte sig selv i den barmhjertige samaritaners rolle, og får dem til, for at deres godhed kan være ægte godhed, at betragte alle migranter ved EU’s grænse som ynkværdige mennesker, lige så passive og medgørlige som den overfaldne i Jesu lignelse.

Den virkelighed, der skal vinde over den fantasiverden, der er opbygget i Bruxelles og omegn, er derfor nødt til at ændre elitens billede af migranterne. Og det er svært. For fortæller man dem, hvordan disse migranter i virkeligheden er, hvad de er ude på, hvordan de kan og vil snyde og bedrage for at opnå den eftertragtede opholdstilladelse i et europæisk land, så bliver man rask væk beskyldt for at være kynisk, for at se stort på vor humane arv, for ikke at ville lade hjertet råde.

Det hele begyndte jo egentlig så godt. Vi europæere havde i trediverne oplevet, hvordan jøder blev fordrevet fra Tyskland, men i mange tilfælde, blandt andet i Danmark, stødte på lukkede grænser og derfor så en krank skæbne i møde. Derfor gav man i Flygtningekonventionen et naboland pligt til at modtage de mennesker, der var personligt forfulgte.

Og den pligt voldte ingen problemer, så længe det drejede sig om flygtninge fra østblokken. Her kunne man rolig gå ud fra, at de, for hvem det lykkedes trods regimernes modstand at krydse grænsen, var forfulgte og behøvede beskyttelse. Den gav vi i Vesteuropa dem da også glad og gerne, også selv om antallet af flygtninge af og til steg, sådan som det f.eks. gjorde i forbindelse med oprøret i 1956 i Ungarn. Men der kom jo ikke flere, end vi kunne håndtére, og de, der kom, var nemme at integrere.

Hvornår det begyndte at blive anderledes, er jeg ikke helt klar over. Men mange forfulgte eller eventyrlystne fra Nordafrika og Mellemøsten opdagede jo i hvert fald efter Vietnamkrigens ophør i 1975, at man kunne komme et godt sted hen, hvis man foregav at være i havsnød i en international sejlrute, se her. Og snyderiet med at bringe sig i havsnød i stedet for uforvarende at komme i havsnød tog vi det ikke så tungt med: de arme vietnamesere var jo stakler, der var forfulgte i deres hjemland.

Og var ikke også de mennesker, der nu begyndte at krydse Middelhavet i synkefærdige skibe det samme? Stakler, som vi burde tage os af? Det syntes i hvert fald den politiske og mediale elite i Europa. Ikke mindst ulykken ved Lampedusa gjorde et stort indtryk på denne elite – og på os andre også, naturligvis.

Men hvad man skulle gøre ved det, var man i tvivl om. Vel fik man lavet en aftale om, at det var ankomstlandet, der skulle behandle den asylansøgning, som man var enige om var en rettighed for enhver, der satte foden på europæisk jord. Men i alt væsentligt lod Italien hånt om denne aftale. Man ville ikke indfange migranterne og tvinge dem til asylbehandling i Italien, men lod dem rask væk rejse nordpå, op til os andre med de noget bedre vilkår.

Så kom i 2015 migrantkrisen, forårsaget af, at Grækenland ikke mere satte sin flåde ind for at forhindre migrantsejlads over det smalle farvand mellem Tyrkiet og de græske øer. Det havde man gjort tidligere – uden at Bruxelles opdagede det – men Syriza-regeringen var gået til valg på en mere human migrantbehandling, og det tør antydes, at det fik man. ”Man” er her hele Europa.

Undervejs var der så sket det, at pligten til at modtage personligt forfulgte mennesker næsten af sig selv var blevet udstrakt til at gælde samtlige EU-lande. Man så nødig, at noget land undslog sig. Og dette ”man ser nødig” var nok til, at alle lande rettede ind.

Det kunne gå an, når der var få migranter, men når mængden svulmede op som i efteråret 2015 blev det hele snart ganske uhåndtérligt. Og så kunne pludselig alle se, at det kunne gå an at udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser, så man betalte Tyrkiet for at forhindre migranterne i at tage af sted. Selv bureaukraterne i Bruxelles anså det for menneskerettighedsmedholdeligt. Hvad det naturligvis ikke var. Det var udtryk for et tykt hykleri.

Og siden har det så dryppet ind med et mindre antal migranter. Indtil så Moria-lejren på Lesbos brændte. Så taler alle pludselig igen om migrantproblemet. EU-kommissionen havde vist forberedt sig i forvejen, men timingen er ellers perfekt. For nu kommer man med et forslag til en asylpagt. Og ordet ”pagt” skal forstås på den måde, at man nu regner med, at alle EU-landene – undtagen Danmark, da vi har et retsforbehold – vil stille sig solidariske med de lande, der modtager mange asylansøgere.

Men som jeg sagde i begyndelsen, så er problemet, at virkeligheden slet ikke er slået igennem i Bruxelles.

Det er således en virkelighed, at der for hver asylansøger, der får bevilget asyl, skabes et incitament hos mindst 50 andre i landet, han kom fra, om at prøve, om man ikke selv kan være lige så heldig. Men den virkelighed har forslaget ikke taget i betragtning.

Information hører til de aviser, der plejer at stille sig positivt an overfor migrantproblemet, som de vel oven i købet kalder flygtningeproblemet. I en leder den 25-9, se her, skriver man:

Det er også uklart, om den nye migrationspagt vil afhjælpe en ny flygtningekrise som i 2015, hvor der ankom et stort antal mennesker med legitime krav på asyl. Det kan ikke løses med hjemsendelse. Sidste år fik 62 procent af alle asylansøgere i EU afslag ved første instans, men det kan ændre sig.

Det er yderst tvivlsomt, om der i 2015 ankom et stort antal mennesker med legitime krav på asyl. Men givet er det, at når hele 62 procent af alle asylansøgere fik afslag ved første instans, og når en meget stor del af dem ikke rejste hjem, men blev i Europa, så er det for lidt, når kommissionen blot siger, at den vil stramme op på hjemsendelsesprocedurerne. Og mon det hjælper, at udlicitere de afviste asylansøger blandt EU-landene? Informations lederskribent har sine tvivl:

Her vil den nye plan i højere grad give medlemsstaterne ansvaret for at overtale lande som Mali og Irak til at modtage deres egne borgere. Det kan give mening – måske har Sverige et bedre forhold til Irak end Italien har – men planen ændrer næppe grundlæggende på problemerne med hjemsendelse.

Når dertil kommer, at hverken forslaget eller lederen nævner noget om de mange penge, migranterne sender hjem til deres oprindelseslande, de såkaldte remittances, så bliver tvivlen om nytten endnu større. Tror man virkelig, at et land som Somalia, der modtager store summer fra somalierne i Europa, glad og gerne vil modtage sine egne statsborgere? Selvfølgelig vil man sætte sig imod modtagelsen med alle de fiduser, man kan finde på. Og selv om EU truer med at tage udviklingsmidler fra landene, så hjælper det ikke synderligt, hvis disse ”remittances” udgør et større beløb end udviklingsmidlerne.

Dette er en virkelighed, men ikke en virkelighed, der er trængt igennem i Bruxelles.

En anden virkelighed er, at Grækenland er begyndt igen at lade sin flåde skubbe migrantbådene tilbage til Tyrkiet. Ved de tidligere forsøg fra EU’s side på at oprette en centralt grænsebevogtning, har enkeltlandene været imod at give afkald på sin egen grænsebevogtning. Nu prøver man så igen at overtale f.eks. Grækenland til noget sådant. Men jeg forstår da godt, om Grækenland vægrer sig ved at gå ind i en sådan ordning. Man har jo tidligere haft held med at gå under radaren med flådens tilbageskubning, så man slap for alt for mange migranter, og så skulle man frivilligt give afkald på den mulighed! Det lyder ikke sandsynligt.

Så er der den virkelighed, som udgøres af de migranter, der allerede er ankommet, har boet her længe og fået børn. Det er, som en leder i Berlingske gør opmærksom på, se her, ”Mette Frederiksen, som skal stå på Motalavej i Korsør og forklare, hvad hun vil gøre ved klanfejder på vejen – ikke EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen”. Havde disse indvandrere nu opført sig ordentligt, havde de integreret sig, var de blevet pæne mennesker, der selvfølgelig adlyder landets love, så ville det hele måske se noget anderledes ud. Men den virkelighed, som disse uintegrerede migranter udgør, er det de lokale politikere, der står med. Den synes ikke at være nået frem til Bruxelles, for dernede drømmer man ikke om at gøre noget virkelig effektivt for at forhindre menneskesmuglernes arbejde, man vil i stedet hjælpe dem ved at fordele de menneskemængder, de afleverer på vore strande.

Heller ikke Søren Gade ser det epokegørende nye i kommissionens forslag, se her.

Ifølge Søren Gade kommer udspillet ikke til at ændre på den nuværende struktur, som giver migranter håb om at få asyl i Europa.

»Illusionen om, at man kan komme ind i Europa, eksisterer stadig, så du vil stadig have en masse mennesker, der udsætter sig selv og sine nærmeste for stor fare ved at krydse et Middelhav i båd for at ende med at sidde i en lejr. Det er ikke sagt med frydende ondskab, for jeg synes, det er trist for de mennesker. Der er behov for at sende et signal som det, Australien gør med sit system, som afholder mennesker fra at søge derned,« siger han.

Hov, hvad var det? En dansk politiker, der ser Australiens metode som den rigtige! Godt nok siger han ikke, at Australien sætter sin flåde ind for at jage migrantbådene tilbage, og altså bruger noget så forfærdeligt som magt, men det må vel ligge underforstået i det, han siger. Men lidt har jo også ret, og så må man vel glæde sig over, at der ikke lige med det samme tages afstand fra Australiens metode. Det er ellers almindelig kotyme i EU-sammenhæng. Søren Gade har gentaget det med Australien på sin blog på Jyllands-Posten, se her.

Men hvad så? Hvad kan man håbe på, der kommer ud af EU-kommissionens forslag til asylpagt?

Mit håb er: Ingenting. Jeg vil mene, man bør håbe på, at EU-landene ikke bliver enige om noget som helst, og at det derfor fremover vil være hvert EU-land for sig, der skal tage stilling til migrantspørgsmålet. Så vil der, håber jeg, ske det, at Grækenland vil falde tilbage til sin gamle metode med at skubbe migrantbådene tilbage, og at Italien vil understøtte den libyske kystvagt endnu mere, måske endda selv deltage i tilbageførelsen af diverse gummibåde. Og de andre EU-lande vil måske genindføre de åbne grænser fra Schengen-tiden, hvis nemlig de er tilfredse med modtagerlandenes magtmæssige tilbageskubning af migrantbådene. Og Spanien, også det land vil selv finde ud af det. Landet har før lavet særaftaler med Marokko og det kan det vel gøre igen. For hvis Frankrig lukker sin grænse til Spanien, er det jo Spanien selv, der står med den sure svie, man kan ikke som i de åbne grænsers tid nøjes med den søde kløe ved at tro sig på et etisk højt stade og så ellers sende alle besværlighederne med migranternes integration videre til os andre nordpå.

Men måske det er for meget at håbe. Vi har jo stadig en medieverden, der lider af et næsten uhelbredeligt anfald af samaritanitis, og som derfor ser en mængde stakler i alle de stærke, sorte mænd, der arriverer i gummibådene. Men kan de virkelig blive ved med at narre os? Vil virkeligheden ikke før eller siden træde i karaktér hos dem eller i det mindste hos de befolkninger, som de tænkes at betjene, og altså betjene med virkelighedsskildringer?

Jeg slutter med at henvise til Andreas Kamm’s misbrug af billede af den lille druknede dreng, Aylan Kurdi, se her. Kamm brugte billedet som tegn på en verden, der havde fejlet. Hvilket var en stor løgn. Aylan Kurdis far var aldeles ikke flygtning, men flygtede fra Tyrkiet, hvor han havde arbejde, udelukkende for at skaffe sig selv og sine bedre livsforhold. Der var, som man nok husker, tale om et meget gribende billede, yderst velegnet til at vække medlidenhed for de mange flygtninge hos europæerne. Hvis det altså havde været sandt, at han var flygtning. Jeg har set, at man nu bruger det igen i samme tvivlsomme øjemed. Svineri!

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.