Arkivvendingen

Der er et citat fra Gemzøe og Pahuus’ bog ”Kaj Munks digtning og livssyn”, som jeg har spekuleret en del over. Det står i kapitel 1: Indledning, på side 7, og lyder sådan her:

Lige som hele det øvrige forfatterskab er dramatikken mere tilgængelig end nogensinde takket være Kaj Munk Forskningscentrets digitale udgivelse Kaj Munk – Studieudgave på Web. Vi har begge bidraget med tekstkritik, indledninger og kommentarer til nogle af de vigtigste skuespil. Kaj Munk Arkivet og den digitale udgave af forfatterskabet er en uundværlig kontekst for os og en vigtig forudsætning for denne bog, som altså er et led i den nyere opvurdering af arkivers betydning for studiet af kunst og litteratur, der er blevet kaldt The Archival Turn.

Kaj Munk Forskningscentret blev indviet den 29. august 2005. Og hvis denne arkivvending har været savnet og efterlyst, skulle man jo tro, at der nu ville finde en sand storm sted mod arkivet for at få sin tolkning af de forskellige Kaj Munk-skuespil revideret eller i hvert fald ført up to date.

Intet af den slags er sket. I diskussionen af de forskellige skuespil synes diverse fortolkere at være fastlåst i deres én gang indtagne positioner, og det falder meget få af dem ind at hjemsøge arkivet i Aalborg for at finde nyt om Munk.

Lad mig i første omgang ret kort vise det ud fra tolkningen af ”Kærlighed”.

I ”Ordet på Bordet” fra 2004 er det overladt Hans Hauge at give en fortolkning af dette skuespil. Om pastor Kargo hedder det f.eks.:

Pastor Kargo gør, hvad enhver forfatter gør: skaber noget, som andre tror på, men som ikke findes. Han laver fiktioner, og de virker. Til sidst kommer han selv til at tro på dem. Ordet skaber, hvad det nævner. (Side 96).

Allerede på side 99 tolker Hauge begivenhederne således, at det er uvist, om det barn, der fødes af Ingeborg er præstens eller Antons. Det gør Hauge en del ud af at begrunde. Og det skal være ham undskyldt. Han skriver jo et år før Forskningscentret åbnede, og har derfor ikke haft mulighed for at undersøge det oprindelige manuskript til ”Kærlighed” fra 1926, som findes på centret. Heraf fremgår det tydeligt, at der ikke har eksisteret noget sexuelt forhold mellem Kargo (eller Ege, som præsten hedder i 26-manuskriptet) og Ingeborg. Munk har imidlertid under indflydelse af Hans Brix i sin omarbejdelse fra 1935 ladet det være tvivlsomt, om de ”havde hinanden derude i klitterne”. Og det er jo så helt legitimt, at Hauge arbejder videre med den tanke.

Så udkom i 2008 ”Kaj Munk, Opgørets dramatiker”. Her var det David Bugge, der tog sig af ”Kærlighed”. Han giver i en note på side 121 Hauge ret i, at det er uvist, hvem der er far til det barn, der fødes. Hvis nu Bugge havde været grebet af den nyere opvurdering af arkivers betydning, havde han faktisk haft mulighed for at få fat på det oprindelige manuskript. Men så grebet var han altså heller ikke. Det var de fleste af hans kolleger heller ikke.

Endnu en antologi så dagens lys: ”Størst er barnet”. Det skete i 2010. Her var ”Kærlighed” lagt i Morten Nøjgaards hænder. Og at heller ikke Morten Nøjgaard har konsulteret det oprindelige manuskript, fremgår af side 84, hvor han siger, at ”Munk viger udenom det svære spørgsmål om, hvem der er far til den nyfødte pige”.

Jeg kan huske, at det ærgrede mig noget, at Morten Nøjgaard godtog Hauges tvivl. For jeg havde i november 2009 i Munkiana nr 42, se her, fået udgivet en lang artikel om netop ”Kærlighed”, hvori jeg på side 39 citerede det sted fra 26-udgaven, der viser, at Munk ikke tænkte sig noget sexuelt forhold mellem de to. Men jeg husker også, at det næsten ærgrede mig endnu mere, at Nøjgaard heller ikke kender noget til digtet ”Annabella” af Niels Møller, som Munk både i 26-udgaven og i 35-udgaven ville have oplæst af Ingeborg ved præstens dødsleje. Præsten kalder det ”jordens dejligste digt”, men Det kgl. Teater slettede den oplæsning, og Mindeudgaven medtog den ikke.

Så altså, mine erfaringer med hensyn til, hvor hurtigt nyopdagelser fra arkiverne slår igennem, var ikke for gode. Alligevel var det med nogen undren, at jeg opdagede, at også Mogens Pahuus, én af de to forfattere, der havde hejst fanen for the Achival Turn, heller ikke lod sig rokke ud af sine tilvante tolkninger af de nyopdagelser, som Forskningcentret havde medført, se min artikel derom her.

Det er jo ikke, fordi jeg mener, man skal følge min tolkning af forholdet mellem brevromanen, digtet Annabella og ”Kærlighed” i 26-udgaven, men sådan helt udelade enhver omtale af den påvirkning de to første elementer kan have haft på udformningen af ”Kærlighed”, det går ikke, i hvert fald ikke efter min forståelse af, hvad den omtalte arkivvending vil medføre.

Den samme ligegyldighed overfor det nye, arkiverne kan bringe for dagen, kan ses i tolkningerne af ”Ordet”. Jeg udtrykte selv min tvivl om virkningerne af mine nyopdagelser i den bog, jeg udgav om ”Ordet”: ”Et spark til himlens dør”. Det fik Svend Aage Nielsen frem på en ganske fiks måde i sin anmeldelse af min bog i Munkiana nr 52. Her skriver han på side 12-13:

Derfor bliver det mest tiltalende i bogen Riis’ konklusion:

Er det så lykkedes? Har afhandlingen nået det, den satte sig for at nå?

Formentlig ikke.

–Enig.

Ganske fiks formuleret, ikke sandt! Men måske også lidt uforsigtigt sagt. For jeg fortsætter jo med at beskrive vanskeligheden ved at finde ind til Munks personlighed, han, som ikke véd, hvor han har sig selv. Og så skriver jeg:

Og som om dette ikke gjorde opgaven vanskelig nok, har alle de tolkninger, der i tiden fra 1925, da »Ordet« blev til, og indtil i dag er dukket frem, efterhånden cementeret forskellige opfattelser, godt hjulpet på vej af den helteglorie, der lige efter krigen svævede over Kaj Munks hoved. Og al denne cement – for ikke at sige beton – skal afhandlingen her så have sit hyr med at hugge op! Umuligt!

Blandt den beton, jeg har skullet hugge op, var altså Svend Aage Nielsens.

Men altså: Det er ualmindelig svært for de nye ting, der dukker op fra arkiverne, at gøre sig gældende i fortolkningen, ikke blot af ”Kærlighed”, men også af ”Ordet”.

Tag bare den alt for overfladiske behandling, ”Ordet II” har fået, det stykke, der også hedder ”En Almanakhistorie”! Hans Brix brød sig ikke om det, hvilket fremgår af hans gengivelse af brevvekslingen med Munk ”Hurtigt svandt den lyse Sommer”, side 154-155. Brix skriver om Kaj Munk, at ”det havde været ham en Nødvendighed at befri sit Sind for det Borgengaards-Komplex ved at dublere ”Ordet”.” Men han gør sig ingen overvejelser over, hvorfor mon Munk havde fået et Borgensgaard-kompleks.

Også andre mente, at ”En Almanakhistorie” ikke var et godt skuespil. Det kom ikke med i Mindeudgaven, selv om der var andre skuespil, der blev gravet frem fra ”arkivet” og kom med.

I 1996 tog Arne Munk stykket frem i sin bog ”Kaj Munk og fosterdrabet”, han havde jo adgang til Kaj Munks efterladte arkiv. Her gennemgår han fra side 21-32 de dele af stykket, der handler om fosterdrab, og lægger derigennem op til, at det er det, der er Kaj Munks mening med stykket. Borgensgaard-kompleks? Nej, det omtaler han ikke. Den samme opfattelse af stykket har han i forordet til den udgivelse i 2002 af ”En Almanakhistorie”, som han foranstaltede. Det hedder dèr på side 25:

Først og fremmest er En Almanakhistorie et flammende indlæg i den abortdebat, der førte til hele fem skuespil af Kaj Munk. Den er et opgør med en biologistisk naturvidenskab, der har taget patent på mennesket, formet det i sit eget livsødelæggende billede ud fra et erkendelsesteoretisk tvivlsomt grundsyn. I forlængelse heraf rummer stykket en advarsel mod løgnens pervertering af menneskelivet.

Det har formentlig forekommet Arne Munk indlysende, når han kom til at træde i sin fars fodspor, hvad angår modstand mod abort, at ”En Almanakhistorie” havde sit udgangspunkt i kampen mod abort. Men hvorfor stykket så skulle bruge de samme personer som ”Ordet” brugte, hvorfor stykket kunne befri Kaj Munk for det Borgensgaard-kompleks, han havde, eller hvorfor han i det hele taget havde et Borgensgaard-kompleks, det spekulerer Arne Munk ikke over.

Det gør Kjell Arnold Nyhus i ”Opgørets Dramatiker” fra 2008, side 183 til 197, heller ikke. Om det skyldes, at han er for afhængig af Arne Munks fortolkning, eller det skyldes, at han ikke rigtig kan få tag i, at Munk afbilder Johannes som en Jesus-figuration, det er ikke godt at vide. Han stiller godt nok i begyndelsen et afgørende spørgsmål:

I Ordet II er der ingen, som længere søger det håndgribelige mirakel, men findes miraklet på anden vis? Hvad slags liv var det, som begyndte for Johannes og de andre, og hvordan påvirkes deres tro af den livsvirkelighed, de nu bliver kastet ud i? Ordet er virksomt også i dette skuespil, men på hvilken måde? Hvad ville Kaj Munk med dette ‘efterspil’? (Side 184).

Jeg må indrømme, at jeg ikke kan blive klar over, om Nyhus faktisk besvarer disse spørgsmål, blot uden at jeg kan opfatte det som svar på spørgsmålene, eller han hen ad vejen glemmer alt om spørgsmålene og blot fortolker løs efter sit eget forgodtbefindende. Men han skriver dog på side 193:

Familien er vækket til sandhed og selvindsigt ved Johannes’ død, en slags spejlvending af underet i Ordet.

Men er det derfor et under på anden vis? Det bliver ikke klart. Heller ikke, når Nyhus på side 194 skriver:

Der er ingen som vækkes til nyt liv i Ordet II, men der er flere som vækkes til sandhed.

Det er der unægtelig, ja. Men hvordan forholder denne opvækkelse sig til opvækkelsen i ”Ordet I”? Det var måske det spørgsmål, der skulle besvares. Men det flagrer lige så meget i luften efter Nyhus’ artikel som før.

Hvad menes der f.eks. med, at denne vækkelse til sandhed og selvindsigt er en slags spejlvending af underet i ”Ordet”? Det bliver alt andet end klart. Og bliver Maren ved at blive vakt til sandhed alligevel ikke også opvakt til nyt liv? Og hvis man nu gør sig klart, at Johannes er en Jesus-figuration, og hvis af den grund det spørgsmål melder sig, hvilke undere da en nutidig Jesus gør, bliver svaret så ikke uundgåeligt, at dette, at Maren bliver opvakt til sandhed ikke er en tilfældig gerning, men er en gerning af den Jesus, der stadig er hos os som menighedens herre?

Ja, svaret bliver endnu mere overraskende, hvis vi vover at fremdrage endnu et element fra arkivet. For dette, at Munk her lader Jesu gerning være den at vække til sandhed, er noget, han gør, fordi han blev ramt af pastor Fibigers ord i hans brev af 5-10 1932. Her skrev Fibiger bl.a.:

Kampen mod den legemlige Død var ikke Maalet for hans [Jesu] Liv og Virke. Hans centrale Sigte laa langt dybere, han sigtede efter at ramme Døden i dens Rod, dvs: Synden. Dèr var Skaden, og Døden var kun Synden i dens sidste Konsekvens, »Syndens Sold«.

Derfor mener jeg, at Deres Stykke vilde have vundet, hvis De havde lagt Problemet op i dette Plan, f. Eks. i en ren Konflikt mellem Tro og Vantro eller en fristende Løgn mod en frigørende Sandhed. (Citeret i “Et spark til himlens dør, side 173).

Fibiger har uden at tænke over det givet Munk en opskrift på et skuespil, hvor problemet er lagt op i dette plan, hvor det altså er en ren konflikt mellem en fristende løgn og en frigørende sandhed. Og Munk har fulgt det vink, der lå i brevet; eller snarere: den indvending mod ”Ordet”, Fibiger giver udtryk for, må Munk give ham ret i, for det er jo også hans opfattelse, at Jesu opgave er at bekæmpe synden; indvendingen ligger så og murrer i hans sind, forstørrer det Borgensgaard-kompleks, der i forvejen ligger der, og han bliver først sit kompleks kvit, da han er færdig med ”Ordet II”, altså netop har beskrevet, hvordan Jesu gerning får et menneske, Maren, til at slippe den fristende løgn og gribe den frigørende sandhed.

At det er det, der er på færde i ”En Almanakhistorie” kan ses af Nyhus’ artikel. Og det kan jo da også ses af ”En Almanakhistorie” selv, se her. F.eks. replik 380, hvor Johannes har fundet ud af, hvor Maren bor, er kommet op til hende og siger, at han i morgen vil komme og hente hende hjem, hjem til hendes far og mor, hjem til sandhed og sjælefred. Det er det under, en nutidig Jesus søger at fremelske.

I min bog ”Et spark til himlens dør” har jeg fremdraget ikke så lidt fra arkiverne. Og der burde derfor være lagt op til en eventuel omfortolkning af ”Ordet”, hvis altså Gemzøe og Pahuus har ret i, at der er sket en opvurdering af arkivers betydning for studiet af kunst og kultur. Men som man kan se af ovenstående eksempler, synes det at være næsten en naturlov, at en én gang fastslået fortolkning bliver stående som den rette, og at nyere fund i arkiver har meget lidt eller overhovedet ingen indflydelse på den rådende fortolkning.

I min artikel her på bloggen: ”Tvesyn og tøven”, se her, anvender jeg disse udmærkede begreber, som Anker Gemzøe bruger for at beskrive ”Ordet”s problemer, på kristentroen i det hele taget. Kristendommen har et tvesyn på tilværelsen: Livet med alle dets tildragelser er lagt ind under Guds omsorg; bøn til Gud giver derfor mening. Men livet med alle dets tildragelser er også gjort til genstand for videnskabens altgennemskuende øje. Det er det tvesyn, der på næsten genial måde dukker frem i Ingers replik 89, se ”Ordet” her:

Jeg tror, at der sker mange smaa Mirakler rundt om i det stille ogsaa i vor Tid, og Vorherre hører Folks Bøn; men han gør det saadan mere i det skjulte for at slippe for megen unyttig Ballade. Ellers kunde man jo heller ikke saadan bede til ham, som man nu kan, hvis det ikke var saadan, synes jeg. Og det kan ogsaa godt ske her, Bedstefar, baade med det ene og med det andet.

Dette tvesyn er genstand for troens tøven: troen véd af, at den ikke er viden, den véd af, at hvad den påstår, er ubevisligt.

Det samme tvesyn gør sig imidlertid gældende i forståelsen af menneskers handlinger. Blot er det her de færreste, der bliver sig bevidst, at der her er tale om et tvesyn. Men det er der. Lægger man videnskabens naturlovsnødvendighed ned over mennesket, forsvinder den menneskelige person. Når vi almindelige mennesker trods vor viden om neurologiske kendsgerninger alligevel opfatter os selv og vore medmennesker som personer med en frihed til at handle, gør vi det ud fra et tvesyn: vi anerkender neurologien og alle dens gerninger, når vi søger helbredelse, men vi benægter, at den fortæller os hele sandheden, når vi danner os forestillinger om, hvem vi er som mennesker.

I den kristne teologi findes tvesynet i forholdet mellem menneskets frihed og Guds almagt. Er det Guds ånd, der skaber tillid mellem mennesker – og det er det jo – så sker det dog derved, at ånden frit overbeviser mennesket om, hvad der er klog og god handling, når forholdet til næsten skal trives.

Og denne åndens gerning viser sig altså af og til som det, jeg (med Aristoteles) har kaldt en anagnorisis, en omvendelse, en personforvandling. I Munks dramatik antyder han ganske ofte, at en sådan anagnorisis sker ved guddommelig kraft.

Og det har faktisk har Pahuus ladet sig overbevise om. Han anerkender, at Munk i ”En Almanakhistorie” ser Marens omvendelse som et mirakel. Han skriver på side 285 i ”Kaj Munks digtning og livssyn”:

Det er sandsynligt, at Riis har ret i, at Munk – som han i et brev til Brix skriver – har haft et ”Borgensgaard-Komplex” i de år, hvor han skrev ”En Almanakhistorie” (i flere forsøg), og at han er blevet inspireret til sin nye opfattelse af miraklet af Selma Lagerlöfs Kejseren af Portugalien (1914). (Også citeret i ovenstående artikel).

Jeg har i min bog ud fra Munks nekrolog over Selma Lagerlöf påvist, at når han kalder Klaras omvendelse i ”Kejseren af Portugalien” et mirakel, så må han også ud fra paralleliteten mellem dette værk og ”En Almanakhistorie” anse Marens omvendelse for et mirakel. Og som man ser: dette argument har overbevist Pahuus. Så det er altså ikke helt rigtigt, at arkivverdenen ikke har kunnet gøre sig gældende

Dog må man rette ham lidt: det er ikke en ny opfattelse, Munk når frem til, der er tale om en anagnorisis. Og det store ved Munk er, at han gang på gang kan lade dramatikken besætte sig, så der fremkommer en anagnorisis. Blot er han jo skuespilforfatter, ikke litteraturkritiker, så han bruger ikke selv ordet ”anagnorisis”. Men f.eks. Herodes’ omvendelse ved mødet med jomfru Marie i den sidste scene i ”En Idealist” er en anagnorisis, dvs., en forvandling af et menneske, fremkaldt af guddommelige kræfter. Oven i købet giver Munk dèr udtryk for et tvesyn: der er tale om guddommelige kræfter, der overmander Herodes, javist, men det er dog ham selv, der taler og handler i det alt sammen, se her replik 1670:

han var i min Magt, og jeg dræbte ham ikke — for jeg kunde det ikke — o, bundløse Rædsel: jeg kunde det ikke — selv mit Hjerte har hyldet ham —

Dette, at alle vi almindelige mennesker anerkender tvesynet, når vi fastholder mennesket som på én gang neurologiens og litteraturens genstand, rejser dette spørgsmål: Hvor passer Anker Gemzøes begreber ”tvesyn og tøven” bedst, overfor ”Ordet” eller overfor ”En Almanakhistorie”? Det er problemet sat op med dramaturgiske begreber. Med teologiske begreber lyder det: Hvor anvendes gudsbegrebet rigtigst, i behandlingen af det ydre mirakel i ”Ordet” eller i behandlingen af det indre i ”En Almanakhistorie”?

Dèr står vist striden.

Min opfattelse er – efter at have ladet mig påvirke af tekster fra arkivverdenen – at Munk fandt en sandere gengivelse af Guds indgriben i menneskelivet i ”En Almanakhistorie”, at det bevirkede, at han fik bugt med sin Borgensgaard-kompleks, og at derfor mirakel-forståelsen i ”En Almanakhistorie” korriger mirakelforståelsen i ”Ordet”.

Men naturligvis, da det er ”Ordet”, der er det dramatisk set bedste skuespil, og da det er det, der har vundet alles tilslutning som et stort stykke dramatik – bortset fra dem, der betragter det som et stykke kristen apologi og af den grund vender sig mod det – så er det nok for mange meget vanskeligt at give Kaj Munk ret i denne korrektion.

Men jeg vil altså blive ved med at prøve, indtil jeg bliver overbevist om det modsatte.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.