Skrevet ind i Den store Glemmebog

Det er historien om de 220.000 tyske flygtninge, der i slutningen af krigen kom til Danmark og forblev her, indtil de sidste forlod landet i 1949, jeg tænker på. Er historien om dem og den behandling, de fik i Danmark, virkelig helt gået i glemme?

Ja, det må man formode, hvis man læser Bent Blüdnikows anmeldelse i Berlingske af Thomas Harders nye bog ”De uønskede”, der er udkommet på Gyldendal her i september, se her. Blüdnikow skriver til slut:

Med Thomas Harders bog er det første gang, vi med grundige kildestudier og med tyske flygtninges udsagn får en omfattende beskrivelse af hele forløbet. Det er et meget fint stykke arbejde, men personligt mangler jeg Thomas Harders holdning til den moralske debat, om vi svigtede flygtningene, bl.a. fordi lægerne ikke ønskede at hjælpe? Det er sikkert bevidst, at forfatteren har valgt ikke at gå ind i denne debat, men netop fordi han har været igennem store mængder litteratur og arkivalier, ville hans vurdering have været ønskelig.

Ærlig talt, man forstår ikke, at Berlingske har sat et menneske, der er så uvidende om sagen, til at anmelde en bog om de tyske flygtninge. Jeg går hen til min bogreol og finder fire eller fem bøger om de tyske flygtninge. Jeg husker godt, at det, der gjorde mig interesseret i de tyske flygtninge, var Henrik Havreheds disputats fra 1987. Og den var såmænd ganske grundig med kildestudier og det hele. Ved siden af står to bøger af Arne Gammelgaard, hvori findes en række spændende beretninger fra flygtningene selv. Og disse bøger og de mange flere, der findes om emnet, må vel på én eller anden måde være omtalt af Thomas Harder i hans nye bog. Måske de blot har været omtalt i fodnoter, og måske Blüdnikow i sit store hastværk springer noterne over. Jeg véd det ikke. Men det er bestemt ikke første gang, vi får et grundigt studie af dette historiske forløb.

Jeg selv blev grebet af sagen for anden gang i 2002 eller 2003. Det var en lidt sen reaktion på Kirsten Lylloffs angreb på de danske læger i 1999. Så grebet blev jeg, at jeg skrev en artikel til Historisk Tidsskrift, som de i det mindste optog på deres internetside. Endvidere lavede jeg selv en internetside: tyskeflygtninge.dk, som stadig ligger der med en masse oplysninger om sagen. Men naturligvis skal jeg ikke bebrejde Blüdnikow, at han ikke kender min internetside, men nok, at han ikke synes at være klar over alt det andet, der er skrevet om emnet.

Kan det muligvis tjene som en slags undskyldning for Blüdnikow, at heller ikke Harders forord, der kan ses her på hans blog, en anmeldelse på danmarksbloggen, se her, eller et video-interview, som Harder selv henviser til på sin blog, omtaler andre værker om det samme? Ja, ja, så lad gå, da. Men alligevel!

Hvis man følger det tag her på bloggen, der hedder ”tyske flygtninge”, kommer man først til denne artikel fra den 12-5 2020, hvor jeg angriber den udstilling på museet i Oksbøl, der hedder ”Flugt”, for på ganske uhistorisk måde at sammenligne den tids flygtninge, altså de tyske flygtninge fra 45-49, med nutidens flygtninge; den dog ganske iøjnespringende forskel er, at nutidens flygtninge har forvandlet sig til indvandrere og ikke nærer noget ønske om at komme tilbage til det land, de flygtede fra, mens de tyske flygtninge alle som én håbede på at komme tilbage til Tyskland.

En anden artikel fra min blog er denne fra 26-4 2020. Den har jeg skrevet, fordi jeg har læst nogle anmeldelser af John V. Jensens bog, der blev udgivet på det tidspunkt, og som hedder ”Tyskere på flugt”. Den er udgivet i en serie af kortbøger fra Aarhus Universitetsforlag, derfor har han kun 100 sider at slå sig løs på. Men af en anmeldelse på historie-online af Erik Ingemann Sørensen, se her, fremgår det, at John V. Jensen benytter en del sider på at tilbagevise Kirsten Lylloffs tese om de danske lægers ansvar for de mange flygtningebørn, der døde i 1945. Erik Ingemann skriver:

John V. Jensen har efterfølgende den meget vigtige fortælling ”Danske lægers dilemma”, hvor han med stor faglighed redegør for de danske lægers holdninger og handlinger. ”Især ét punkt har dog siden været diskuteret, nemlig om de danske lægers indirekte medvirken til en humanitær katastrofe ved at afvise at hjælpe syge og svækkede flygtninge…”(s.27). Efter Kirsten Lylloffs fremstillinger blev kendt, har de vundet indpas som sandheder. I tyske opslag står de uimodsagt og er hermed medvirkende til, at der tegnes et aldeles problematisk billede af det, der egentlig skete. Her skaber John V. Jensens fremstilling ganske enkelt en fornem klarhed over, hvad det egentlig var, der hændte.

Man kan forstå på Blüdnikow, at han mener, det ville have været ønskeligt, om Thomas Harder havde vurderet ”den moralske debat, om vi svigtede flygtningene, bl.a. fordi lægerne ikke ønskede at hjælpe”. Men i betragtning af, at der for et halvt år siden blev udgivet en bog, der netop tog dette problem op til behandling, ville det have været ønskeligt, om Blüdnikow havde læst John V. Jensens bog, eller i det mindste Erik Ingemanns anmeldelse af den. For så ville der have været god grund til at rette en skarp anklage mod Harder for at liste uden om dette afgørende problem, hvis det er Harder, der forbigår det, og ikke Blüdnikow, der læser hen over det i Harders bog. Ingemann fortæller videre om John V. Jensens behandling af problemet:

Lægeforeningen havde tilkendegivet, ”…at danske læger ville hjælpe med at behandle akutte og farlige tilfælde af sygdom blandt de østtyske flygtninge indtil den 25. marts. Men ikke længere”(s.29).

Det næste var mordet på fire unge læger i Odense den 20. februar 1945 og den 26.3. på to læger i Vejle. Samlet blev der i perioden 6. januar 1944 til 26.3.1945 myrdet 12 danske læger. Dette skabte ikke alene stor harme, men også nervøsitet. Min svigerfar var på dette tidspunkt kandidat på Haderslev Sygehus. Når han om aftenen skulle fra lægeboligen over til skadestuen, havde han altid en bevæbnet vagt med. Når jeg nu nævner denne private begivenhed, hænger det sammen med hans reaktion på Kirsten Lylloffs skriverier. Han reagerede meget voldsomt i vrede. ”Hun kender intet til de faktiske forhold overhovedet. Og de var forfærdende for en ung læge – ja for alle læger”.

John V. Jensen fremlægger endnu et cirkulære, som Indenrigsministeriet udsendte den 28. marts, hvori det hedder: ”Eventuelle Patienter blandt de tyske Flygtninge bør afvises fra de danske Sygehuse, medmindre særlige Forhold, navnlig Sygdommens Karakter, maatte gøre det nødvendigt…I Tilfælde, hvor øjeblikkelig Lægehjælp er paakrævet for at afværge overhængende Livsfare, bør Patienten modtages til i hvert Fald foreløbig Behandling…”(s.30).

I øvrigt, skriver forfatteren, ”…at de tyske flygtninge var kommet til landet imod myndighedernes protest, og at de danske læger ifølge folkerettens – de mellemstatslige regler i modsætning til national ret – bestemmelser ikke var forpligtet til at behandle dem”.

Sådan var de faktiske forhold. Dem kan man ikke bare begynde at gradbøje.

Jeg har selv skrevet et lille essay imod Lylloff. Det ligger her. Til at begynde med går jeg i rette med hende, fordi hun beskriver situationen før besættelsens ophør, som om de tyske myndigheder bare automatisk affandt sig med Den danske Lægeforenings indvendinger. Men fra #26 og fremefter afsender jeg mit ødelæggende missil. Jeg viser, hvordan Lylloff i en artikel i Ugeskrift for Læger gennemgår de mange dødsattester, der er udstedt over de døde børn, og hvordan hun konkluderer, at der har fundet massivt omsorgssvigt sted. Men så er det, at én eller anden form for videnskabelig omhu popper op i hende, og hun spørger, om vi nu også kan stole på disse dødsattester. Og dertil giver hun et svar, der underminerer hele hendes angreb mod de danske læger. Hun siger, at attesterne er troværdige, for langt de fleste er underskrevet af kapable tyske læger.

Det var hendes undladelsessynd, der her blev synlig. Hun havde helt undladt at fortælle, at det var lykkedes den tyske værnemagt at opbygge et sygehusvæsen for de tyske flygtninge, og at de under opbygningen heraf havde opdaget, at de ikke behøvede de danske lægers hjælp; der var nemlig tilstrækkeligt med læger og sygeplejersker i flygtningestrømmen, og de blev øjeblikkelig sat i arbejde. Desuden blev de tyske militærlæger, der var i landet, brugt også overfor de tyske flygtninge. Men det er klart, havde hun nævnt det, kunne hun ikke beskylde de danske læger for at være medskyldige i de mange børnedødsfald. Men den udeladte virkelighed dukker altså op i forbindelse med dødsattesterne. Lylloff afslører selv denne undladelsessynd med sin påvisning af de kapable tyske lægers underskrifter på dødsattesterne.

Så Blüdnikow kan godt pakke sin moralske forargelse sammen.

Erik Ingemann opererer med noget, han kalder ”Lylloffsyndromet”. Hermed mener han det forhold, at man tager nutidens briller på og bedømmer fortidens handlinger gennem disse. Jeg vil dog hellere gøre opmærksom på noget andet. Mange historieforskere ser det som deres opgave overfor besættelsestidens historie at optræde som ”mytedræbere”. Man mener, at den brede befolkning har dannet sig et lidt for rosenrødt billede af danskernes forhold under besættelsen, og stræber derfor efter at give et mere realistisk billede af forholdene. Men ak, det sker ikke sjældent, at disse forskere falder i den modsatte grøft og glemmer, at den tids politikere jo ikke kunne vide, at krigen ville være forbi efter kun fem år; ud fra de begivenheder, der fandt sted i f.eks. 1940, var det dog ret rimeligt at forvente, at der ville fremstå et Neuropa under Tysklands førerskab. At Hitler ville angribe Sovjetunionen, var der ingen, der kunne forestille sig.

En lignende bestræbelse kan man se hos Kirsten Lylloff. Hun mener, at de hidtidige beskrivelser har villet stille danskerne i et lidt for gunstigt lys. Hun vil derfor vise os danskere den knap så rosenrøde sandhed om vores behandling af de tyske flygtninge. Og problemet er ikke blot, at hun ser på datidens hændelser med nutidens briller, det er også, at hun sorterer i hændelserne, så hendes anklage mod os danskere kan bibeholdes.

Og hvis det er sandt, hvad Blüdnikow skriver, at Harder har valgt ikke at gå ind i denne debat, så må man virkelig rette en historisk-videnskabelig anklage mod ham: Er han faldet for fristelsen til at blive en ”mytedræber”, så han som Lylloff ved hjælp af passende sortering i materialet får fremkaldt det indtryk, at vor behandling egentlig ikke var særlig moralsk holdbar? N.B.: Min anklage går ikke på, at han påstår, at vor behandling ikke var tilstrækkelig efter en moralsk målestok, men på, at han for at fremkalde dette indtryk springer visse kendsgerninger over. Hvis han altså gør det.

I min artikel af 26-4, altså denne artikel, har jeg glædet mig over, at vi danskere sådan set lod hånt om alle moralske krav og bare ville have tingene til at glide, så vi f.eks. undgik, at der opstod lejrkuller. Derfor arrangerede man undervisning for børnene, derfor udgav man en tysksproget avis i lejrene, derfor lavede man filmaftener og musikaftener og fik dannet små teatergrupper, der kunne underholde beboerne. Derfor fastlagde man den daglige kalorieforsyning et stykke over de 1900 daglige kalorier, briterne krævede, på 2100 kalorier. Og derfor sørgede man for, at flygtningene så vidt muligt fik oplysning om de af deres familiemedlemmer, de var blevet afskåret fra under flugten. Det var et vældigt kontorarbejde, der skulle sættes i gang, og dertil kom en detalje, der vistnok var ulovlig, set med de allieredes øjne. Man havde nemlig indført postspærring af Tyskland frem til den 1-4 1946 for at undgå opstande fra det, man kaldte varulvegrupper. Men fra det danske kontor for opsporing af familiemedlemmer lykkedes det at få kontakt til et tilsvarende tysk kontor i Lübeck uden om denne postspærring ved at lade Røde Kors lastbiler tage brevene med til Hamburg og senere få breve retur den anden vej. Frækt, men effektivt!

Men alt sammen gjort, fordi det var klogt, ikke fordi det var ædelt, eller fordi man overholdt almindelig god moral.

Bent Blüdnikows anmeldelse siger i overskriften: ”Vi hadede dem og ville ikke have dem”. Det er sådan set rigtigt nok. Der forekom i forsommeren 45 en lang række hadefulde indlæg imod de tyske flygtninge. Men jeg har her gengivet den nok bedste forklaring på dette fænomen, jeg har truffet på. Jeg har den fra Arne Gammelgaard. Han fortælle, at det netop var på det tidspunkt, at danskerne blev konfronteret med de forfærdelige billeder fra koncentrationslejrene, billeder af tændstikmænd, der gik levende omkring, billeder af bulldozere, der skubbe stabler af udmagrede lig ned i grave.

Og jeg vil altså anbefale, at man i stedet for at himle op over det forfærdelige og ganske uetiske had mod de tyske flygtninge, der viste sig i forsommeren 45 prøver at forstå noget af baggrunden for dette had.

Ligeledes vil jeg anbefale, at man tager Morgenthau-planen i betragtning, når de allieredes forhold til Tyskland i 45-48 skal bedømmes. Jeg har skrevet lidt om det her. Morgenthau var minister i Roosevelts regering og havde i høj grad præsidentens øre. Hans plan for, hvordan man skulle behandle tyskerne for at undgå, at de igen startede en verdenskrig, gik ud på at gøre tyskerne til et folk af kartoffelspisere: al tung industri skulle forhindres, krigsfanger skulle ikke sendes tilbage til Tyskland, men tvinges til at arbejde hos de allierede, russerne skulle demontere al industri fra Ruhr-området som erstatning for tyskernes ødelæggelser hos dem, osv. Denne plan gjorde det utrolig hårdt at være tysker efter krigen, der opstod decideret hungersnød i landet. Englænderne måtte ligefrem indføre brødrationering i 45-47 i deres eget land for at kunne brødføde tyskerne i deres zone. I østzonen, derimod, var forholdene bedre; det var dèr, landbrugsjorden især befandt sig.

Man kan selvfølgelig godt finde den moralske forargelse frem overfor især amerikanerne: sådan med vilje at lade et helt folk sulte. Men det er såmænd blot den samme menneskelige mekanisme, der her er i spil, som den, der fik os danskere til at hade de tyske flygtninge. Overfor den ufattelige ondskab, man havde set i de tyske koncentrations- og udryddelseslejre, vidste man ikke andet at gøre end at lade det tyske folk lide.

Det fortsatte, indtil man opdagede, at russerne med deres noget bedre levevilkår i østzonen fik nogle tyskere til at se lidt misundeligt den vej. Og så kom jo også Berlin-krisen med den tilhørende luftbro. Så først da var den kolde krig begyndt, og Vesten opdagede, at det nu var Sovjetunionen, der var fjenden.

Men altså de tre år, inden man i Vesten gjorde den opdagelse, var utrolig hårde år for Tyskland, og det var under disse omstændigheder nærmest umuligt at få de tyske flygtninge sendt tilbage.

En del af de flygtninge, der kom i 45, var ikke-etniske tyskere, f.eks. baltere. De blev anbragt i særlige lejre med mulighed for udgang. Ved en forhandling i det russiske udenrigsministerium i juni 48 prøvede man at få russerne til at aftage de tilbageværende tyske flygtninge. Det ville de imidlertid ikke. Sådan står der i de officielle akter fra det danske udenrigsministerium, som blev udgivet i 50. Men ved Henrik Havreheds disputats fortalte Tage Kaarsted, at de originale akter fortalte en lidt mere udførlig historie. Russerne ville nemlig som betingelse for at modtage de tyske flygtninge til deres del af Tyskland, det senere Østtyskland, have udleveret de baltere, der opholdt sig hos os, i alt hen ved 6000. Det ville vi imidlertid ikke gå med til, og derfor var døren til den russiske zone fra da af lukket. Se min beretning derom her.

Så først i løbet af 48 fik vi de resterende cirka 60.000 flygtninge sendt tilbage. Godt nok satte englænderne sig en overgang imod det. Det var nemlig kommet frem, at danskerne have snydt de engelske myndigheder. Der var blevet sendt alt for mange flygtninge tilbage som såkaldt ”Wehrmachtsgefolge”. Og da man opdagede, at de næsten 60.000, der var tale om, jo ikke alle kunne have været en del af den tyske værnemagt i Danmark, blev englænderne fornærmede og lukke af for den normale tilbagesendelsesprocedure. Dog kun for en tid, så gav man sig og modtog resten.

Skal vi være forargede på vore bedsteforældre, fordi de sådan snød englænderne? Ikke efter min mening. Lad os i stedet grine lidt af det sammen med englænderne. Det er langt sundere.

Nå, det var lidt om de tyske flygtninge og min beskæftigelse med emnet. Vil man vide mere, vil jeg nok anbefale, at man, forinden man farer ud og køber Thomas Harders bog, lige klikker ind på ovennævnte hjemmeside, altså her, og læser lidt dèr. Specielt kan jeg anbefale Walter Franz’ beretning om hans tid i Kløvermarkslejren, og de mange indlæg fra den tyske avis’ klumme ”Das Wort ist frei”. Den klumme har om noget været med til at belære flygtningene om de kvaliteter, der ligger i et demokrati, der har ytringsfrihed.

Jeg har også i denne artikel vendt mig imod Lylloff. Og i denne artikel er det mig, der sammenligner nutidens flygtninge med datidens tyske flygtninge.

Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.