Merværdikomplekset

Det er muslimernes opfattelse af sig selv som mere værd end ikke-muslimer, jeg her i overskriften omtaler som et kompleks, de har. Altså noget, der gør dem uegnede til at leve et normalt menneskeliv. Første gang jeg traf på fænomenet, var helt tilbage i 2008 efter den vinterferie, hvor muslimske unge satte ild til containere i deres boligområder i stor stil, se her. Jeg henviste her til to psykologers opdagelse: de muslimske drenge får gennem deres opdragelse derhjemme hele tiden at vide, at de er mere værd end deres søstre, og at de er mere værd end os ikke-muslimer.

Lige fra den tid har jeg haft svært ved at tro på det. For hvordan kan dog nogen være så tosset? Jeg mener, enhver idiot kan jo se, at det er de muslimske lande, der sakker bagud i det internationale samfund på næsten alle parametre. Så hvordan kan de dog holde fast på dette merværdikompleks?

De to psykologer mente, at dette uhåndtérlige merværdikompleks var baggrunden for, at disse drenge greb det danske samfunds forklaring: at det alt sammen er danskernes skyld, med kyshånd. Den forklaring passer omend på en lidt bagvendt måde til deres kompleks.

Men jeg må jo også erkende, at der ikke er ret mange danskere, der har gennemlevet den samme bevægelse som jeg: fra ikke rigtig at tro på dette fænomen til nu at være noget mere overbevist om det. Det var derfor med nogen bæven, at jeg fremsendte et læserbrev til Kristeligt Dagblad, hvori jeg bebrejdede de to forskere, Jesper Pedersen og Niels Valdemar Vinding, at de tog den muslimske sharialov i forsvar: den kunne sagtens forenes med de danske retsregler, se her. Jeg tillod mig at skrive, at fordi muslimer regner deres regler for guddommelige, men vores for kun menneskelige, er det næsten umuligt for dem at bøje shariaen efter danske traditioner og regler. Muslimerne kan derfor, sluttede jeg med at sige, med koranen i hånd være ganske umenneskelige.

Og tænk, avisen optog læserbrevet i avisen den 6-10!

Tør man i lidt højere grad end tidligere kritisere islam?

Det ville jo være glædeligt, om det var tilfældet.

Samme dag var for øvrigt Eva Selsing ude med en ganske lignende kritik i Berlingske, se her. Der opstår et problem, skriver hun, mange mennesker giver udtryk for deres forargelse, men intet sker. Jo:

så, på bagkant af beskrivelsen af problemet, får vi de rituelle afsværgelser fra islamforskere, der forsikrer de oprørte gemytter om, at der ikke er noget at komme efter. At fænomenet enten ikke findes, at det er misforstået, eller at det ikke har noget med islam at gøre.

Det var netop, hvad der skete oven på den forargelse, Odense-imamen vakte med sin muslimske skilsmisse. At kvinden blev bundet på hænder og fødder og desuden skulle betale et stort beløb til manden, det fik vi af de to forskere at vide ikke betød, at der fandtes shariadomstole.

Jeg har her på bloggen, som man nok véd, længe argumenteret for, at kirken skulle træde i karaktér overfor islam. Ikke for at hævde, at det verdslige samfund skulle forbyde den eller den skik, men for at hævde, som jeg tillod mig at gøre i mit læserbrev, at den og den muslimske regel dog er ganske umenneskelig, i dette tilfælde altså de muslimske skilsmisseregler.

En udmærket artikel i Kristeligt Dagblad samme dag som mit læserbrev, se her, forklarer det muslimske ægteskabs forskellighed fra det vestlige ægteskab. Der kommer en lang historisk gennemgang, hvoraf det ikke mindst bliver klart, at mandens forhold til kvinden faktisk lignede hans forhold til hans slave temmelig meget. Og den slutter med denne lidt mistrøstige konstatering:

Naturligvis kan analogien [mellem kvinden og slaven, rr] ikke bringes videre; en hustru var og er ikke sin mands slave. Men fordi strukturen i den islamiske ægteskabskontrakt forudsætter den mandlige ægtefælles kontrol over fortsættelsen af ægteskabet på samme måde som en herre over slave, vil nytænkninger af skilsmisselove, der ikke adresserer denne grundlæggende norm, være begrænsede i de ændringer, de i sidste ende kan gennemføre.

Langvarig og vidtrækkende reform af skilsmisse anno 2020, der grundlæggende sigter efter at sikre muslimske kvinders ligestilling i ægteskab, kræver derfor en reform i selve det muslimske ægteskabs fundamentale struktur.

Desværre glemmer man, at de muslimske regler er guddommelige og derfor næsten umulige at ændre.

Statsministerens åbningstale kan ses her. Det indeholdt nye toner angående den megen vold fra de unge i de udsatte boligområder. På et tidspunkt omtaler statsministeren sit besøg på Motalavej i Korsør. Og det får hende til at vende sig imod den gadevold, der foregår. Hun nævner ikke islam ved navn, men det er ret tydeligt, at det er muslimer, hun har i tankerne. Efter at have omtalt sin glæde over alle de mennesker blandt de fremmede, der virkelig vil tage Danmark til sig, siger hun:

Jeg bliver stolt, når jeg ser de unge – især mange unge piger – som klarer sig godt på uddannelserne. Det er stærkt. I er forbilleder og fortrop for en hel generation.

Mange af jer står i en værdikamp – en frihedskamp – for at vriste jer fri af den forældede og forstokkede kultur, der desværre stadig hersker i nogle kredse.

Hvor kvindekampen herhjemme foregik i fuld offentlighed i 70’erne med protestmarcher i gaderne og indslag i tv, så foregår jeres kamp mere i det skjulte. Det gør jeres kamp sværere end vores. Derfor er der brug for, at vi alle bakker op. Det gælder også herboende imamer.

Imamer, siger hun. Så véd vi, at det er islam, hun taler om. Og det er da altid noget, at elefanten nu næsten tør nævnes ved navn. Men lader islam sig reformere? Ja, når hun tager imamerne med blandt dem, der skal bakke denne kamp op, mener hun vist, at det kan lade sig gøre. I hvert fald vil hun gribe ind overfor volden i de udsatte kvarterer:

Unge mænd, som tager andres frihed, stjæler børns fremtid, bryder fængselsbetjente ned – og efterlader et langt spor af utryghed.

Det er ikke noget nyt og det er sådan set problemet: Det har stået på i alt for mange år.

Piger, som bliver kaldt nedsættende ting, fordi de er danske. Eller piger, der bliver udsat for social kontrol, fordi de er blevet for danske. En pølsevogn i Brønshøj, som bliver angrebet med kanonslag, fordi der sælges svinekød.

Vi skal grundlæggende ikke acceptere den opførsel, den væremåde, den mentalitet.

For den rammer ikke kun ofrene – den sætter også en hel befolkningsgruppe eller et boligområde i bås. Alle jer, som dagligt kæmper med de mange fordomme, som skyldes andres forkerte opførsel.

Og igen: det er jo udmærket, at problemerne beskrives, og at statsministeren synes at have forstået, at det er en form for islam, der ligger bag. Men mon hun er klar over, at det er koranen selv, der sætter muslimer over ikke-muslimer, og at det er den muslimske familiestruktur og opdragelse, der er hierarkisk, så drengene fra barnsben af forsynes med et merværdikompleks, som de kun kan leve ud ved at vende sig mod det danske samfund? Og gør hun sig klart, at de unge muslimers vold nu har udviklet sig til en såkaldt dominansvold: det eneste, de unge muslimer er ude på, er at vise, at det er dem, der er de stærkeste? Ikke som hos os i gamle dage, hvor det var mand mod mand, nej, andet kan eller tør de ikke vise, end at det er dem, der går sammen i de største flokke.

Det problem har sognepræst ved Bellahøj kirke, Asser Skude, beskrevet på Facebook. Han er kandidat til bispevalget i Helsingør stift, og det, at han tør skrive nedenstående uden at undlade at nævne islam, og tilsyneladende også uden at være bange for, at det skader ham i det forestående valg, er måske begyndelsen til noget nyt indenfor folkekirken. Det er uriasposten, der her gengiver noget af hans Facebook opslag:

En dreng spurgte min søn på biblioteket her i eftermiddag: Er du muslim eller kristen? Min søn svarede ‘Jeg er dansk’ Og så kom tilføjelsen: ‘Og jeg elsker gris.’ Min søn er i foråret blevet drillet i den lokale folkeskole med det mad han spiser er ulækkert (fordi han spiser gris). Han fik også tæsk forrige uge af hans klassekammerater, fordi han ikke er muslim og fordi de drenge bestemmer hvor han må være og ikke være.

Sagt kort: Du kan få tæsk, hvis du er kristen og spiser det forkerte. Så leger vi ikke med dig og sanktionerer dig. Det er tilsyneladende børnene og ikke lærerne der bestemmer dagsordenen, hvis man går på en almindelig folkeskole i underklasse (middelklasse) Danmark og det er vilkårene, hvis man som en af mine sønner er dansk lyshåret dreng og er syv år gammel og går på kommune skole i integrationsdanmark, hvor halvdelen er af anden etnisk baggrund end dansk og ikke vestlig.

Så mangler vi bare at få sagt det ligeud, at dette ikke er noget, der er fremmed for islam, eller noget, der slet ikke finder genklang i koranen. Nej, det jeg skrev i mit læserbrev, gælder også her: man kan med koranen i hånden være ganske umenneskelig.

Er det på vej? Er det ved at komme, det, vores bekendelsesskrift, Den Augsburgske Bekendelse, siger i paragraf 1: at vi lover at bekæmpe (bekæmpe med ord, naturligvis) sådanne lærdomme, der strider imod vor kristne tro, som f.eks. muhammedanismen? Jeg glædede mig da forleden, se her, over domprovsten ved Helsingør Domkirke, fordi han turde opstille en forskel mellem kristendom og islam. Så er der noget i gære? Kan måske noget godt komme fra Helsingør?

Nej, det kom vist ikke til syne i prædikenen ved åbningsgudstjenesten, se her. Det var Eva-Marie Schulz, der er halvt tysk og halvt dansk, der prædikede. Teksten havde hun taget fra Joh 4,1-42, fortællingen om Jesu møde med den samaritanske kvinde. Og hun talte om grænser, om grænsen mellem Danmark og Tyskland, der pludselig igen blev lukket, om grænsen mellem jøder og samaritanere og om grænsen mellem mand og kvinde. Og hun sagde noget om, at Jesus ved i det hele taget at tale til en samaritansk kvinde handlede grænseoverskridende. Og noget om, at han ved at tale til hende, får hende til at føle sig set:

I Jesu syn på kvinden og i sin måde at tale til hende på, erkender kvinden sandheden om sit liv. Ligesom hun ser og opdager sin egen gudbilledlighed i brøndens klare vand. Hun er skabt i Guds billede.

I Jesu interesse, som han møder kvinden med, skænker han hende noget meget værdifuldt: Menneskelig værdighed.

På denne måde overskrider Jesus kulturelle, religiøse, historiske og kønslige grænser.

Det blev ikke sagt, og ærlig talt, jeg véd heller ikke, om det skulle have været sagt, at det, islam mangler, det er én, der kan nedbryde de grænser, islam opstiller mellem mand og kvinde og mellem muslimer og ikke-muslimer. Men jeg kan ikke lade være med at spørge, om ikke det, muslimerne mangler, netop er: menneskelig værdighed. Altså ikke muslimsk værdighed, ikke kristen værdighed, men netop menneskelig værdighed. Menneskelig værdighed, så man tør hvile i sig selv, menneskelig værdighed, så man kan møde andre, også ikke-muslimer, som netop væsener med menneskelig værdighed, menneskelig værdighed, så man ikke behøver hele tiden at kæmpe for sin ære, og at ødelægge andre menneskers liv i denne kamp, menneskelig værdighed, så man kan se sig selv befriet for den lovfromhed, der af angst for Guds straf bliver småtskåren og kærlighedsnedbrydende i ægteskab og samfund.

Og ja, lad os så sige da, at det måske var godt nok, at prædikanten ved netop denne lejlighed ikke tog islam frem som skræmmebillede. Men hvorfor tør vi andre ikke gøre det? Hvorfor udelader vi al omtale af islam fra vore prædikener? Hvorfor tør vi ikke give en nogenlunde troværdig forklaring på de mærkelige opførsler, vi ser fra vore muslimske landsmænds side, f.eks. den forklaring, at de mangler menneskelig værdighed?

Det skyldes naturligvis, at vi ikke har taget et teologisk opgør med islam, eller måske – lidt værre – at vi ikke har turdet tage et teologisk opgør med islam. For gør vi det, vil vi jo blive nødt til at sige, som jeg skrev i mit læserbrev, at koranen giver muslimerne lov eller måske endda pligt til at være ganske umenneskelige. Og det kan de da bestemt ikke tåle at høre?

Måske ikke. Men kunne farisæerne tåle at høre Jesu budskab om, at der er sagt sådan og sådan til de gamle, men han siger dem? Det kunne de jo så åbenlyst ikke; de besluttede at lukke munden på ham på den mest effektive måde, der findes: ved at slå ham ihjel. Men ved at lade ham opstå fra de døde fortæller Gud os, at disse ord skal høres, også selv om nogen ikke kan tåle at høre dem, ja, måske netop, fordi nogen ikke kan tåle at høre dem.

Faktisk begyndte jeg ret tidligt med at lade muslimerne hører disse ord. Efter attentatet den 11-9 2001 holdt jeg en del prædikerne imod islam. Dem udgav jeg senere i forlænget form. Nu har jeg så lagt dem ud på internettet, se her. Og minsandten står der nogenlunde det samme, som jeg ville skrive i dag:

Men det vil sige, og jeg kan lige s� godt side det med det samme, at jeg lider af den tvangsforestilling, at dette at anerkende koranen som Guds ord og dette at g� ind i en demokratisk samtale er to uforenelige ting. Dette er et teologisk udsagn, ikke et sociologisk.

Desværre kan man også på dette citat se, hvordan min computer driller mig: i stedet for de gode gamle danske bogstaver ”æ”, ”ø” og ”å” anbringer den sådan en firkant. Teksten kan læses, men det er ret irriterende; jeg vil sådan set ikke anbefale det.

Så derfor vil jeg hellere slutte med noget andet, der er knap så gammelt, nemlig denne blogartikel. Her har jeg offentliggjort min gendigtning af ”Vor Gud han er så fast en borg”. Og her siges det direkte i vers 2, at Guds fjendes navn er Muhammed. Dog anbefales det, at man også læser vers 3, hvor fremmede og forfulgte bydes velkommen, hvis de vil fjerne alle voldsord fra koranen, og vers 4, hvor den bøn lyder, at de fremmede må vokse ind i den tillid, der præger os som folk.

Indholdet af alle tre vers gælder stadig.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.