En bjælke i øjet

Jeg skal ellers love for, at DR var oppe på mærkerne her onsdag kl 18,30. Jeg plejer ved den tid at se TV-avis, og da jeg lidt før 18,30 tændte for TV’et, kunne jeg se, at ét eller andet var i gang: der var undertekster og en tilsyneladende ophidset reporter i billedet (jeg slår altid lyden fra, inden avisen melder sig i billedet). Og da så TV-avisen begyndte, og jeg slog lyden til, lå mere end en halv times grådkvalt tv-reportage af værste slags foran mig.

Det holdt jeg ikke til, så jeg slog over på TV2’s reklamer. Og Nyhederne på TV2 havde naturligvis samme historie som hovedindhold, men havde dog plads til et par andre nyheder. Man fristes til at sige, at københavner-kanalen DR er yderst provinsiel, mens Odense-kanalen TV2 dog har et lidt mere verdensåbent udsyn.

Historien var kort fortalt den, at de radikales leder Morten Østergaard var gået af på grund af sexchikane. Og ja, det er da mærkeligt, tænk: det pæne menneske! Men det er rigtigt nok. Han har for ni år siden lagt sin hånd på Lotte Rods lår. Han indrømmede det selv. Han sagde godt nok også, at hun fjernede hans hånd. Men det var naturligvis alligevel sexchikane.

Når det har kunnet komme så vidt, skyldes det, at Jesu ord om bjælken og splinten (Matt 7,3) i vor del af verden har haft og stadig har en enorm indflydelse. Kristeligt Dagblad har i sin reportage af begivenhederne godt nok fremdraget det gamle ordsprog om, at man ikke skal kaste med sten, når man bor i et glashus, se her, men det siger jo det samme og er velsagtens først blevet til, efter at farisæismen i kraft af Jesu budskab er blevet afsløret. Den eneste ændring, man må foretage for at få bjælkeordet til at passe på situationen, er, at man må bytte om på splinten og bjælken. Men sagen er lige efter bogen, når bogen er Det ny Testamente.

Bjælken, det var Jeppe Kofoeds voldtægt af en 15 årig pige for lang tid siden. Det kom frem allerede kort tid efter, at det var sket, og Kofoed angrede og fortrød i al offentlighed. Han måtte også trække sig fra forskellige tillidshverv. Men nu, hvor følsomheden i kraft af metoo-bevægelsen er blevet utrolig forøget, var der én fra den radikale folketingsgruppe, Samira Nawa, som i BT for den 10. september hævdede, at de radikale aldrig ville have sat Jeppe Kofoed på ministerholdet, se her. Det fik Lotte Rod, også radikal folketingsmedlem, til at skrive på Facebook den 16. september, at hun er blevet taget på både i Radikal Ungdom og i Radikale Venstre, (citeret fra uriasposten, se her).

Og det er jo så splinten.

Men hvilken enorm splint! Nu var gode råd dyre for de radikale. For fandtes der virkelig sexchikane blandt disse gode og ædle menneske? Det var jo næsten ikke til at tro. Og ligesom ved alle de andre tilståelser, der er kommet i kraft af, at Sofie Linde har afsløret, hvordan hun var blevet sexchikaneret, spørger man nu hos de radikale, hvem forbryderen mon kunne være. Morten Østergaard hævdede, at der var blevet taget hånd om denne begivenhed, han havde haft en alvorlig samtale med forbryderen. Men ak, det var ikke nok til at lukke sagen ned. Den blussede op på et alenlangt radikalt gruppemøde den 7-10. Her fastholdt Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen, at de var habile til at håndtere sagen, indtil det åbenbart blev Lotte Rod for meget: hun afslørede, at forbryderen var Morten Østergaard: Det var jo dig!

Og det måtte han jo så indrømme, og altså også indrømme, at den alvorlige samtale, han som gruppeformand havde haft, var med sig selv.

Og ja, så måtte han trække sig og kom ud foran de rullende kameraer og tilstod sin forbrydelse og sin dårlige håndtering af sagen. Men jeg må tilstå: da tv-avisen på DR ville til at vise hans tilståelse igen, for at få tiden til at gå, stod jeg af. At have set det én gang var fuldt tilstrækkeligt for mig. For jeg er – som formentlig de fleste andre – temmelig forbløffet over alt dette.

Med den høje alder, jeg har, har jeg jo oplevet både dette og hint. Jeg husker f.eks., hvordan den europæiske medieverden næsten pralede af, at den da heldigvis ikke var så bornert som amerikanerne. At Mitterand havde haft en elskerinde, det var noget, hele den franske mediebranche vidste, men det var da ikke noget, man bebrejdede ham. Det var bare sådan. Og vi vidste jo også, at amerikanerne ikke var for gode. John F. Kennedy, præsidenten, havde også efter sigende et utal af elskerinder, og hans livvagter hjalp ham med at få det til at glide, uden at medierne opdagede det.

Sådan var det dengang.

Men også langt op imod dags dato har noget lignende fundet sted. Hvor kvindenedværdigende var det ikke med diverse ”puttefester” og andre våde gymnasietildragelser, hvor pigerne næsten blev tvunget ind i en konkurrence om at være den mest villige! Som om det at være kvinde var identisk med at være en fisse med tilhørende kød omkring; sjæl, personlighed, ak nej, den slags var kun ligegyldige detaljer. Så jo, det var forståeligt, at metoo-bevægelsen fik så megen vind i sejlene, som tilfældet var.

Men så gør den sædvanlige mangel på distance i historieopfattelsen sig gældende. For ligesom det er næsten umuligt at få nutidens historieforskere til at se på datidens beslutninger med datidens øjne – man bedømmer f.eks. begyndelse af besættelsestiden uden at gøre sig klart, at vi, men ikke de, der handlede dengang, véd, at tyskerne ville blive besejret om fem år – sådan er det tilsyneladende umuligt at bedømme fortidens handlinger ud fra de gængse omgangsformer, der gjaldt dengang. Og hvor udmærket – og afslørende – det end er, at der nu er mange kvinder, der tør stå frem og afsløre sexchikane, som de i sin tid blev mødt med, og hvor rigtigt det end er at kæmpe for, at en sådan kultur kan ødelægges, så er det dog et spørgsmål, om en offentlig udskamning er den rette måde at gøre det på.

Jeg vil f.eks. mene, at det nok var mere frugtbart, om vi mandfolk tog anledning af disse beretninger – også dem om forholdsvis små chikanerier – til at sætte os lidt ind i, hvordan det var at være kvinde under de betingelser, der herskede dengang. At det var modbydeligt med al denne befamling, der fandt sted på Køln domkirkeplads nytårsaften 2015/16, det kan vi forholdsvis let forstå. Men at det er lige så modbydeligt for en kvinde at skulle finde sig i befamling på sin arbejdsplads eller i foreningslivet, det er måske noget, vi først nu har mulighed for at blive klar over, hvad enten det så forholder sig sådan, at vi først nu bliver klar over omfanget, eller sagen er, at vi hidtil har troet, at det var noget, kvinder uden vanskeligheder kunne affinde sig med.

Men udskamning, det er, hvad medierne vil have. Og det var altså, hvad de fik. Men de har som sædvanlig ikke undersøgt sagen godt nok, eller det er ikke alle medier, der har undersøgt sagen godt nok. Der er nemlig flere ret besynderlige ting i forløbet.

Der er nu først Samira Nawas påstand om, at de radikale aldrig ville være gået med til, at Jeppe Kofoed skulle være udenrigsminister. Hendes melding fik en del kommentatorer til at spørge, om vi da slet ikke mere kendte til begrebet ”tilgivelse” her i landet. Men der var ingen, der tænkte over, at Samira nok var muslim, og at det måske var derfor, hun ikke kunne gå med til at tilgive Kofoed.

Dernæst er der Lotte Rods udmelding. Jeg er ikke på Facebook og har derfor ikke hendes udmelding i dens helhed, men allerede Uriaspostens ovenfor nævnte gengivelse antyder, at der har været flere tilfælde af sexchikane og muligvis også flere krænkere. Det er i hvert fald, hvad Cathrine Bloch på Berlingskes morgenpost går ud fra, se her. Og når vi nu har fået navnet på den ene frem, nemlig Morten Østergaard, så vil naturlig nysgerrighed selvfølgelig spørge efter den eller de andre. Men det spørger Cathrine Bloch ikke efter. I en overskrift hedder det, at Østergaard til det sidste dækkede over, at han var de Radikales meget omtalte krænker, som om der alligevel kun var tale om én.

Det var for øvrigt også, hvad Østergaard i sin optræden foran de mange tv-kameraer gik ud fra. ”Det var min hånd, hun fjernede fra sit lår”, sagde han. Og det er selvfølgelig pænt af ham her måske at tage en andens skyld på sig, men alligevel, når vi nu er i gang med afsløringerne, hvorfor så standse her?

Så er der spørgsmålet om Sofie Carsten Nielsens medskyld i håndteringen af sagen. Hun indrømmede i sin fremlæggelse for tv, at Lotte Rod havde betroet sig til hende. Det har, så vidt det kan ses, betydet, at hun har deltaget i Østergaards forsøg på at dække over sagen. Berlingske beretter:

Halvanden time inde i mødet afviste Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen fortsat at sætte navn på krænkeren, og de erklærede, at ledelsen ikke var inhabil i sagen.

Det blev til sidst for meget for Lotte Rod, der pludselig tog ordet. Hun udbrød, at Østergaard stod og løj, og ifølge flere medier var hun dybt berørt.

Først herefter stod det klart over for resten af gruppen, at det var Morten Østergaard.

Berlingske fortsætter:

Efter en timeout kom Morten Østergaard tilbage til mødelokalet og meddelte, at han trak sig. Det samme gjorde Sofie Carsten Nielsen.

Hun havde kendt til sagens detaljer i flere uger, da Lotte Rod var kommet til hende i fortrolighed, og derfor var hendes ræsonnement, at hun ikke kunne fortsætte, når hun havde været med til at dække over sagen.

Flere opfordrede forgæves de to til at blive, men til sidst var der ingen vej uden om: De Radikale skulle finde en ny politisk leder.

Det ræsonnement, som Sofie Carsten Nielsen med fuld ret havde, at hun ikke kunne fortsætte i ledelsen, da hun havde været med til at dække over sagen, beholdt hun nu ikke særlig længe. Men hvad det er for et nyt ræsonnement, hun har gjort sig, eller hvem der har overtalt hende med et andet ræsonnement, det fortæller Cathrine Bloch ikke noget om. Hun fortsætter bare:

Det stod hurtigt klart, at Sofie Carsten Nielsen ønskede at overtage posten, og flere i gruppen opfordrede hende til at stille op. For flere af folketingsmedlemmerne blev det angiveligt afgørende, at de stolede på, at Carsten Nielsen havde forsøgt at beskytte Lotte Rod, mens de ikke havde samme tillid til Østergaard.

Carsten Nielsen”, det er altså Sofie Carsten Nielsen, hun har som bekendt et drengenavn indskudt i sit efternavn. Men hvordan hun ved at holde mund kunne beskytte Lotte Rod, det er alt andet end klart.

Ekstrabladet er efter min ret kursoriske undersøgelse det blad, der har boret dybest og med de mest kritiske øjne betragtet sagen, se her. Man skriver:

Men det er faldet flere medlemmer af folketingsgruppen for brystet, at Morten Østergaard, men også den nyslåede leder, i mere end halvanden time på maratonmødet, holdt fast i, at de ikke var inhabile til at håndtere sagen.

Igen og igen spurgte flere medlemmer ifølge Ekstra Bladets oplysninger, om det virkelig kunne passe, at de begge var habile til at lede sagen.

Morten Østergaard blev også spurgt, om han var krænkeren. Men hverken han eller Sofie Carsten Nielsen ville ‘af princip’ røbe identiteten.

Det, selvom Sofie Carsten Nielsen i mere end en måned har kendt til sagen om Lotte Rod, samt at Østergaard var manden bag befamlingen.

Til sidst var det Lotte Rod, som med tårer i øjnene fortalte sine partifæller, at det var Morten Østergaard, som havde lagt hånd på hende. Først derefter valgte Østergaard at trække sig.

Men Ekstrabladet nævner én ting mere, som også andre medier har været opmærksom på:

Derudover er der stærk vrede i flere hjørner af partiet over, at både Sofie Carsten Nielsen og Morten Østergaard ifølge flere kilders udlægning brugte det kneb, at der kunne komme sager mod Martin Lidegaard som mand, hvis han blev valgt som ny leder.

Det skete i individuelle samtaler med gruppemedlemmer for at overtale dem til at støtte Sofie Carsten Nielsen.

– Det gjorde Lidegaard rasende. Og det kan jeg faktisk godt forstå. Det er decideret ufint, siger et radikalt gruppemedlem til Ekstra Bladet torsdag morgen.

Der er åbenbart sket meget på det gruppemøde. Det er jo i hvert fald endt med, at gruppen har skullet vælge mellem én, der måske engang i fremtiden vil kunne beskyldes for at have taget en dame på låret, og én, der har været aktiv i at dække over lederens forbrydelse. Hvis man virkelig mener, at det værste ved Østergaards handlinger var hans forsøg på at skjule sagen, hvordan kan man så vælge én, der har deltaget i dette cover-up?

Steen Raaschou fra snaphanen har den 8-10 en lidt spydig kommentar til forløbet, lidt mere spydig end den, jeg kan præstere. Men hans slutbemærkning rammer også min opfattelse særdeles fint, se her:

Måske er politik slet ikke noget for så gode mennesker?

Rent bortset fra alt dette, så sidder jeg som et forholdsvis almindeligt mandfolk tilbage med det spørgsmål overfor den ”forbrydelse” at tage en kvinde på låret: ”Hva’ sjov sku’ der vær’ ve’ det?”

Jamen, ærlig talt, det fører da ingen steder hen. Vil du i lag med en kvinde, så flirt med hende, kom med kvikke bemærkninger, sig noget pænt, og er hun i gang med en saglig udredning om ét eller andet, så giv hende ret, hvis du mener, hun har det, eller modsig hende, hvis du er uenig med hende på det punkt. Alt sådant anerkender hende som kvinde, men at tage hende på låret, hvad gør det? Jeg kan med min bedste vilje ikke se det tjener noget formål, heller ikke det formål at indlade sig med den pågældende.

Men indrømmet, der er så meget, jeg ikke forstår. Og hvis det skal være den nye form for sexchikane, at man sådan under bordet foretager visse underbordiske handlinger, så må reglen for alle mandfolk ved diverse møder og fester, hvor man sidder ved siden af en kvinde, være: Hænderne op på bordet! Nogenlunde, ligesom vi unge mennesker, da jeg var ung, fik at vide, at vi skulle sove med hænderne oven på dynen. Meningen var, at vi i så tilfælde ikke kunne masturbere. Men det fattede jeg først lang tid senere.

Det er kulturen, vi skal have lavet om, siges det. Og det er sikkert rigtigt nok. Men hvordan laver man nu lige en kultur om? Det er da vist ikke så ligetil.

Henrik Højlund anbefaler på sin blog på Jyllands-Posten den kristne seksualmoral, se her. Det vil jeg give ham ret i, bortset fra, at jeg ikke vil tale om seksualmoral. Han skriver:

Den kristne seksualmoral er helt igennem det bedste værn mod sexchikane. Jeg har selv hele mit liv været en del af kristne miljøer, og de sidste 35 års tid arbejdet i kirkelige fællesskaber, hvor den kristne seksualmoral har været en fuldstændig selvfølgelig præmis. Jeg har dermed befundet mig på arbejdspladser, hvor den mindste form for sexchikane ville være fuldstændig grænseoverskridende. Det betyder ikke, at det aldrig ville kunne finde sted på en sådan arbejdsplads. Der er selvsagt historier om den slags grænseoverskridelser, men de er i det store helhedsbillede uhyre sjældne i de fællesskaber og arbejdspladser, jeg har været i. Den mindste lille antydning af seksuel flirt fra f.eks. min side rettet mod en kvindelig medarbejder ville være helt utænkelig. Vi er milevidt fra det, vi nu hører om fra medieverdenen, filmverdenen, teaterverdenen mv.

Jeg vil hellere tale om det, man kunne kalde den romantiske kærlighedsforståelse. Hermed mener jeg en forståelse af forholdet mellem mand og kvinde, der tager det som en selvfølge, at det drejer sig om at få stiftet en familie og at holde sammen som familie, altså drejer sig, ikke om moral, men om relation. En sådan kærlighedsforståelse bygger på forelskelsen. Og forelskelse er noget naturligt, det vil sige, noget, Gud har givet os. Som alt, hvad Gud har givet os, kan den naturligvis misbruges. Det bliver den f.eks. af diverse ægteskabssvindlere, som regel mænd, der formår at spille rollen som dybt forelsket, og derved får en kvinde gjort forelsket, så forelsket, at hun glad og gerne giver ham af sin formue. Hvorefter han forsvinder.

Blot må det jo indrømmes, at den mere moderne forståelse af kønsforholdet er meget i vildrede med forelskelsen. Er den et krydderi på det hele, eller er den noget i vejen, hvis man vil kunne flyve fra blomst til blomst? For sidstnævnte øvelse er for mange moderne mennesker et ideal, man stræber efter.

I modsætning dertil er det livslange ægteskab, som også Henrik Højlund taler om, egentlig hverken et ideal eller et moralsk krav, det er blot en selvfølge, når man er så heldig at blive deltager i det. Man drømmer ikke om at fremhæve sig selv, fordi man har levet så og så længe med sin ægtefælle, snarere får man den tanke at takke Gud for det. Og det er jo rigtigt, for det er kun ved hans ånds kræfter, at tilliden mellem mennesker kan bevares. Men på den anden side gives disse åndskræfter jo til næsten et utal af mennesker, og det livslange ægteskab er da også noget, der gennemføres af både ateister og kristne i en skøn pærevælling.

Men altså: hånden på brystet: Hvad skal man dog som deltager i et sådant ægteskab med en hånd på en anden kvindes lår? Jeg fatter det ikke. Jeg véd ikke engang, om det er umoralsk, jeg véd kun, at det er dumt.

Jeg har ikke så få steder her på bloggen skrevet om forelskelse, f.eks. her og her.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.