Alt det syndepjat

I min ”nye” kristendomsforståelse, som jeg er nået frem til på mine gamle dage, er jeg blevet pinlig klar over, at der skal foretages et opgør med den megen tale om synd i kirken.

Jeg har luftet denne anskuelse flere gange her på bloggen, hver gang med en ny vinkel på sagen, håber jeg, og denne gang er ikke anderledes.

Min inspiration nu her er to artikler fra Kristeligt Dagblad den 10-10. Den ene er et interview med den engelske forfatter Tom Holland, hvis bog ”Dominion” nu er blevet oversat til dansk, se her. Og den anden er et interview med Lars Sandbeck, se her, der også har udgivet en bog; den hedder ”Den gudløse verden”.

Tom Holland har jeg tidligere været inde på. Han er en meget spændende forfatter. I sin bog er han utrolig positiv overfor kristendommen. Vort samfund præges på alle felter af kristendommen, siger han og illustrerer det med Shakespeares tragedie, ”Romeo og Julie”, hvor moralen kan siges at være, at det skal være individerne selv og ikke slægterne, der skal bestemme, hvem der skal giftes med hvem. Men til sidst bliver han spurgt: ”Hvad så nu?”:

Er der virkelig belæg for den optimisme, du lægger for dagen? Eller med andre ord: Kan kristen kultur leve videre, hvis der bliver færre praktiserende?

Det er et åbent spørgsmål, om kristendommen kan blive ved med at påvirke vores samfund. Hvis kristendommen er det vand, vi svømmer rundt i, må man også som fisk bekymres, hvis der ikke er mere vand i bowlen. Så min bog er også et kald til ydmyghed over for den kulturarv, vi står med,” siger Tom Holland og giver så et eksempel på sekularisering i 2020.

På det seneste har jeg bemærket afkristningen i Black Lives Matter-bevægelsen. Når man sammenligner den med borgerrettighedsbevægelsen i 1960’ernes USA, er forskellen slående. Martin Luther King og de andre borgerrettighedsforkæmpere trak på udvandringen fra Egypten: Israelitterne vandrede mod frihed og det forjættede land. Den undertrykte havde ret til et forjættet land. Men det gør Black Lives Matter ikke. For 50 år siden havde man en fælles arv at tale ud fra i Bibelen. I dag er den der ikke. Og derfor bliver bevægelsen mere splittende,” siger Tom Holland.

Fremtiden står åben, siger han, men det trækker den gale vej, at de kristne fortællinger ikke overleveres bedre i vor tid.

I dag går folk ikke i kirke. Men de kender heller ikke historierne. Intellektuelle undervurderer den magt, der ligger i at fortælle historier, og det gælder ikke mindst kristendommens fortællinger. Ingen historier har nogensinde vist så stort potentiale for at ændre verden som Bibelens fortællinger.”

Jeg vil muligvis ikke være helt så pessimistisk. Jeg mener: kristendommen overlevede i det jævne folks forestillingsverden hele middelalderen igennem, selv om dens glade budskab blev overskygget af præsters og munkes færd. Der var stadigvæk blandt almindelige mennesker grobund for Luthers tilbageførelse til noget, der lignede oldkirkens kristendom med salmer og prædikener og gifte præster og nadver i begge skikkelser.

På den anden side synes islams stigende tilstedeværelse i Europa at kalde på en teologisk gennemtænkning af forholdet mellem de to religioner – en gennemtænkning, der næsten mangler – og får islam magt som den har agt, er måske kristendommens potentiale opbrugt.

Lars Sandbeck synes at befinde sig på den teologiske supertanker, der stadig ikke har ændret kurs, men fuldt og fast tror, at kirkens problem ikke er islam, men ateismen. Blot kommer han, så vidt man kan se af interview’et, ikke med noget løsningsforslag. Han henviser til slutningen af sin bog:

Som jeg skriver i slutningen af min bog, ’kirken må først lytte til kulturen og lære dens spørgsmål at kende, før den giver sit svar’. I min optik kan vi passende starte med at udforske den naturalistiske og pragmatiske indstilling til tilværelsen, som prøver at bilde os ind, at verden ikke indeholder andet end bittesmå fysiske ting, nogle naturlove og noget dna.

Hvis han nu selv føler sig medansvarlig for kirken, hvorfor fremkommer han så ikke med noget forslag til, hvad kirken kunne gøre i den situation? Det har han faktisk også gjort tidligere, nærmere bestemt i 2012, hvor han udgav bogen ”De gudsforladtes gud”. Den blev nu ikke ligefrem modtaget med klapsalver af teologer, se her. Så det er måske derfor, at han i denne omgang nøjes med at afbilde materialismen og henviser kirken til at prædike på den baggrund.

Det er ikke min tidsdiagnose.

Jeg vil i stedet mene, at stedet, hvor kirkens forkyndelse og nutidens menneskeopfattelse støder sammen, er ved kirkens megen tale om synd. Og jeg vil prøve at forklare det ved at tage et spørgsmål op, som Sandbeck er lidt loren ved at vedkende sig, nemlig det spørgsmål, der rejses i interview’et med ham: Hvad skal vi bruge Gud til?

Muslimernes svar er egentlig til at forstå. De mener, at menneskene ikke af sig selv kan finde ud af, hvad der er godt og hvad der er ondt. Derfor bruger de gudsbegrebet på den måde, at de ved dets hjælp gør koranens love uomgængelige.

Og også i vor kulturkreds har den tanke vist sig, at etikken ikke bygger på nogen sikker grund; man er derfor nødt til at have det kristne gudsbegreb til at understøtte den.

Imod sådanne tanker kan man hævde, at menneskene ud fra den gyldne regel udmærket kan finde ud af den rette etik. Hvis man, som denne regel siger, lytter til, hvad man ønsker sig af andre mennesker, og bruger det som rettesnor for, hvad man skal gøre, så er man på rette vej. Jesus har givet sin formulering af den gyldne regel i Matt 7,12, men reglen findes også i andre kulturer, blot forekommer den ikke i koranen.

Nu kan man selvfølgelig sige, at ens ønsker om, hvad de andre skal gøre mod én, er bestemt af den kultur, man lever i. Jeg vil godt nok hævde, at vi mennesker er flokdyr, og at de fællesskaber, vi lever i, er givet os af naturen selv – eller af Gud, om man vil – og at derfor ønsket om at styrke fællesskaberne er et ønske, der er lagt ned i den enkeltes sind af Gud gennem den kultur, han har ladet den enkelte vokse op i. Men jeg er mig da bevidst, at et menneske vil kunne sige: Jamen, jeg vil ikke være et flokdyr, jeg vil være mig selv, være et individ, være noget helt unikt, være uafhængig af nogen kultur overhovedet.

Men jeg er mig også bevidst, at vil man sige sådan, så er kun den buddhistiske vej en mulighed. Foran én tårner sig to universer op: det buddhistiske, bygget på sjælevandringslæren, og det kristent-jødiske, bygget på skabelsestroen. Og vil man ikke ind i det buddhistiske univers, fordi det indebærer, at man betragter den ydre verden som ond, som lidelse, så er der kun skabelsestroen tilbage, den tro, der mener, at livet er så godt, at det lader sig leve. Og det liv, der lader sig leve, er altså livet i diverse fællesskaber, først og fremmest familiens fællesskab, det fællesskab, man er vokset op i, og som har præget én med sine værdier.

Måske man så opdager – men det er et meget stort måske, for de fleste lever blot tankeløst videre i den vestlige kultur – at hvis det væsentlige i livet er fællesskaberne, så må al højstemt etik underordnes fællesskaberne, for etikken ødelægger gang på gang fællesskaberne.

Derfor er fællesskaberne det sted, hvor man har brug for Gud – hvis vi nu skal holde os til denne halvdårlige formulering. Den tro, som er en uomgængelig ingrediens i vore fællesskaber, er det hans ånd, der har skabt. Godt nok er det sædvanligvis først bagefter, at vi opdager, at vi lever i tro i vore fællesskaber – normalt taler vi om tillid som noget, vi selv er herrer over – og sandt er det jo også, at uden vor indsats bliver tilliden ikke til, men tager vi tilliden som noget, vi på egen hånd skal skabe, bliver der tale om manipulation og ikke fællesskab. For taler du et forsonende ord, kan det kun genoprette den ødelagte tillid, hvis den anden tror på dette ord, og du selv er ærlig i din fremsættelse af ordet. Og ingen af delene bestemmer vi mennesker, begge dele kommer over os eller angriber os bagfra, det er ikke viljen, der er involveret, men vores grundholdning.

Mange arbejdsgivere har således opdaget, at det er meget væsentligt at få de ansatte til at forstå arbejdsgangen og endda selv tage ansvar for nogle af arbejdsgangene. Faktisk var det i sin tid japanerne, der lærte amerikanerne, at folk ved samlebåndene var andet end små maskindele; det hjalp på produktiviteten, når man lavede hold, der havde ansvar for bestemte dele af samlebåndet, altså, at man betragtede arbejderne som mennesker, der kunne forstå.

Fællesskabsfølelsen vandt over regelsættene. Og det kunne betale sig.

Og nu i sexismens tidsalder ser vi det modsatte. Moral i form af forargelse vinder over fællesskabsfølelserne.

Hvordan det?

Jo, derved, at vi gennem mange år har glemt, at samleje er indledningen til et livslangt fællesskab, nemlig ægteskabet. Vi har bildt os selv ind, at det var noget, der kunne gennemføres for sjov, uden videregående ansvar. Men hele tiden har samlejet været omgivet af moralens mørke skygge; enten som noget, man absolut skulle prale af, at man overhovedet ikke tog hensyn til, eller som et regelsæt, man for enhver pris skulle efterleve.

Nu har omsider kvinderne opdaget, at den første holdning fører til megen gramseri og uhøvisk tale. Så nu er spørgsmålet blot, om de vil erkende flirteri og koketteri som invitation til et livslangt fællesskab, eller de vil nøjes med at løfte moralens advarende pegefinger.

Det sidste synes unægtelig at være tilfældet. Men hvorfor skulle det være umuligt på de arbejdspladser, hvor mænd og kvinder arbejder sammen, at handle ud fra den holdning, som vel de fleste, der lever lykkeligt i ægtestanden, vil anse for rimelig, nemlig at omgås det andet køn i den passende blanding af skælmeri og drilleri, som anerkender den andens tiltrækning, men lader det være klart, at man er bundet til anden side? Hvorfor skal man absolut ud i handlinger, der kan gøre det forståeligt, at man bestemt ikke er snerpet?

Nå ja, i nogen grad ligger svaret jo i, at man synes helst at skulle være halvfuld ved fællesskabernes fester. Men alligevel!

Alt dette for at understrege Paulus diktum i 1 Kor 10,23, hvor det hedder, at alt er tilladt, men ikke alt opbygger. Vi kan virkelig ikke mere i kristendommens tidsalder bruge Gud til at stå bag moralens mere eller mindre højstemte sætninger. Han vil i stedet, at vi får den holdning ind i blodet, at fællesskaberne, ægteskabets fællesskab, arbejdspladsens fællesskab, folkets fællesskab, er det, der skal tages hånd om. Og det gøres ikke med løftede pegefingre, men med små udfordringer, gensidige drillerier, hjælp i ny og næ – selvfølgelig også det – men ellers denne konstante fornemmelse af, at vi hører sammen, vi arbejder sammen, vi hører på hinanden, vi tager hensyn til hinanden, og måske vi endda godt kan lide hinanden, selv om vi måske ikke udenfor arbejdstiden ligefrem sidder lårene af hinanden.

Det viste Jesus os gennem lignelsen om de to sønner, Luk 15,11-32. Vi burde ud fra den kunne forstå, at det ikke var den ældste søn, ham, der mente, han blev uretfærdigt behandlet, der fik fællesskabet til at vokse sammen igen, men faderen, der holdt fest for den yngste søn.

Eller vi kan se det ud fra den rettelse, Paulus foretager i sin formaning til de to fra menigheden i Korinth, der havde ladet en uoverensstemmelse afgøre af en romersk dommer. ”Broder fører sag mod broder”, siger han i 1 Kor 6,6, ”og det for ikke-troende”, men kommer så øjeblikkelig til at høre, hvad han selv har sagt, for – ikke sandt – brødre fører jo ikke sag mod hinanden, de er ikke indstillet på at få ret, men på at få forholdet til at blive helt igen. Så derfor fortsætter han med at sige: ”hvorfor lider I ikke hellere tab?”

For ikke sandt, når alt er tilladt, så er der ikke mere nogen lov, vi kan anklage den anden efter, så er der kun fællesskabet tilbage, det, der efter bruddet trænger til at heles. Derfor er alt, hvad der mangler, at du taler det forsonende ord, der kan hele bruddet.

Og læg mærke til det: det skal ikke gøres for at kunne være i overensstemmelse med én eller anden høj moral, men fordi det er det klogeste.

En sådan formaning, en sådan påpegning af de fællesskaber, vi står i, og deres værdi for os – en værdi, der bevares ved Gud ånd, der jo netop arbejder på basis af vore forsoningsord – er efter mit skøn en langt bedre og mere kristelig prædiken end en nok så gennemgribende påpegning af menneskets totale syndighed og en påfølgende forkyndelse af Guds altomfattende tilgivelse.

Og når man har læst bare lidt af Luthers prædikenrække over Jesu bjergprædiken, tør man nok sige, at en sådan prædiken tillige vil være en god luthersk prædiken, i fin overensstemmelse med den Luther, der ikke er lutheraner.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.