Uhistorisk sammenligning

Det er Robert Spencer på jihadwatch, der har påpeget en uhistorisk sammenligning angående Vesten og islam. Denne gang er det ikke muslimer som sådan, der er ophavsmand til det fantasifulde, men vestlige såkaldte forskere, der ikke er tilfredse med den måde, hvorpå Vesten hidtil har ydmyget sig overfor islam, men ønsker at give islam endnu mere kredit, se her.

Han skriver bl.a.:

Her er endnu et eksempel på en tilsyneladende endeløs serie: Den vestlige intelligentsias stadige anstrengelser for at overbevise europæere og nordamerikanere om, at de skal skamme sig over deres kulturarv og blive overbevist om, at den islamiske kultur både gik forud for den vestlige og overgik den. Det er bare mere af Vestens stadige kulturelle selvmord. De spørgsmål, som James Higham og disse andre professorer skulle rejse, er: Hvis disse muslimske videnskabsmænd skrev om naturlig selektion helt tilbage i det niende århundrede, hvorfor gjorde de så ikke noget ud af denne opdagelse? Hvorfor overlod de det til Darwin at opdage det tusind år senere som om det var den første opdagelse? Det samme spørgsmål kan og bør rejses – men bliver det aldrig – om den stadig længere liste af muslimske opfindelser. Hvis muslimer virkelig opfandt skak og kaffe og flyvemaskiner og så meget andet, før vesterlændingene gjorde det, hvorfor gjorde de så ikke noget ud af disse opdagelser? Selve denne mangel på handling ville i sig selv afsløre en vis anti-intellektualisme, som er kulturelt understøttet af koranens altoverskyggende kulturelle indflydelse, idet koranen af mange muslimer op gennem islams historie er blevet betragtet som den eneste bog, man behøver.

Dernæst henviser han til denne hjemmeside og citerer noget derfra. Jeg slog op på den og læste blandt andet noget om Ibn Khaldun. Så tænkte jeg: Aha, ham kender jeg! Jeg har nemlig engang beskæftiget mig ret grundigt med hans hovedværk Muqadimmah, jeg downloadede en engelsk oversættelse af værket og har det stadig liggende på min computer. Og ikke sandt, så bliver man jo nysgerrig: Skulle han virkelig være kommet 500 år forud for Darwin? Og hvis han var, hvorfor har han så ikke udnyttet denne iagttagelse?

De citater, man kommer med, har jeg fundet på min computer, hurra! Der er tale om et citat fra Khalduns sjette indledende diskussion. Her vil han gennemgå forskellige mennesketyper, der har overnaturlige erkendelser. Gennem dem vil Gud fortælle menneskene noget, de ikke selv kan finde frem til, hvorved det bliver klart, at der eksisterer ting, som ligger udenfor menneskets erkendelse. Og så fortæller han en del om Muhammeds såkaldte åbenbaringer.

Han når så frem til at omhandle den sande mening med profeti. Her begynder han at omtale de fire elementer og viser, hvordan de er arrangeret i en stigende orden, fra jord når man frem til vand, fra vand til luft, fra luft til ild. Det er i det hele taget tilværelsens orden. Det højere element er altid finere end det lavere. Og så kommer citatet:

Så burde man se på skabelsens verden. [Det begyndte med mineraler og gik videre, på en genial og gradvis manér, til planter og dyr]. Det sidste stadium af mineraler er forbundet med planternes første stadium, såsom urter og sædløse planter. Planternes sidste stadium, palmer og vinstokke, er forbundet med dyrenes første stadium, f.eks. snegle og skaldyr, som kun har berøringsmagt. Ordet ”forbundet” om disse skabte ting betegner, at det sidste stadium i hver gruppe fuldt ud er forberedt på at blive det første stadium i den næste gruppe.

[Så udvider den animalske verden sig, antallet af arter bliver talløs, og i en gradvis skabelsesproces, leder det til sidst frem til mennesket, som er i stand til at tænke og reflektere]. Menneskets højere stadium nås fra abernes verden, i hvilke man finder både skarpsindighed og forståelse, men som endnu ikke har nået stadiet med rigtig refleksion og tænkning. På dette punkt kommer vi til det første stadium af mennesket efter abeverdenen. Dette er så langt, som vor fysiske observation rækker. (Se her, side 137).

(Jeg har sat det, der citeres, i skarp parentes; det med aberne tages besynderlig nok ikke med).

Ibn Khaldun går derefter over til at diskutere sjælens egenskaber og mener, denne verden går over i englenes verden.

Det andet citat er ikke et direkte citat, men jeg mener at have fundet det sted, der hentydes til. Det er fra den tredje indledende diskussion. Her skriver Ibn Khaldun:

Genealoger, som ikke har kendskab til tingenes sande natur, forestillede sig, at negrene var efterkommere af Ham, Noahs søn, og at de blev udskilt som sorte som et resultat af Noahs forbandelse, som fremkaldte Hams farve og det slaveri, Gud påførte hans efterkommere. Det er nævnt i Toraen (1 Mos 9,26), at Noah forbandede sin søn Hams efterkommere. Men der nævnes ikke noget om, at de er sorte. Forbandelsen indeholder ikke mere, end at Hams efterkommere skulle være hans brors efterkommeres slaver. At tildele Ham negres sorte hud, afslører, at man ikke kender den sande natur af varme og kulde og den indflydelse, de udøver på luften (klimaet) og på de skabninger, der bliver født ind i det. Den sorte farve på huden, som er almindelig for indbyggere i den første og anden zone, er resultatet af luftens sammensætning det sted, hvor de bor, og det fremkaldes af den stærkt forøgede varme i syden. (Se her, side 124).

Om dette sted skriver man:

Diogo og hans kolleger skrev, at Ibn Khaldun forkastede den tro, at sort hud var en ”forbandelse, der var påført syndige mennesker”, og at der var ”en årsagssammenhæng mellem varmt sydligt klima og mørk pigmentering, en ide, som man nu véd er sand.

Man skal dog her lægge mærke til, hvad Ibn Khaldun ikke forkaster, nemlig slaveriet som sådant. Og det må da indrømmes, at muslimerne var farveblinde, hvad slaver angår. De gik med lige stor iver på slavejagt i Afrika, i Ungarn og i Spanien og langs de europæiske kyster. Så hvis man med sit citat vil have stillet muslimerne i et bedre lys, opnår man det modsatte, når man læser hele sammenhængen med.

Men ikke for det, at forestille sig, at Ibn Khaldun skulle have været imod slaveri, er uhistorisk. Tiden var ikke moden til det, og det samfund, Ibn Khaldun levede i, og den bog, der var grundbogen i samfundet, koranen, gjorde det på det nærmeste umuligt, at tanken om slavefrigørelse skulle komme fra ham eller fra nogen anden muslim.

Hvad den jo heller ikke gjorde. Den kom fra Vesten og har derfra, som meget andet, bredt sig til den øvrige verden.

Jeg har – for mine synders skyld, kan jeg næsten sige – læst hele den artikel igennem, som Spencer henviser til, altså ikke blot det lille uddrag, han selv bringer på i sin artikel. Og dertil har jeg – for endnu større synders skyld – læst igennem en artikel, som nogle af de forskere, som Spencer vender sig imod, har skrevet, se her. Denne artikel er en samleartikel, der ved hjælp af Google samler sammen, hvad der er på nettet af artikler om islams forhold til arternes udvikling. Der nævnes hele otte muslimske lærde fra 800-tallet til 1300-tallet, som alle gør sig tanker om, hvordan man kan indfælde den synlige verdens tilblivelse i et tidsforløb. Og det er da egentlig meget besynderligt, at den tanke, som nutidens muslimer med store anstrengelser vender sig imod – det er vist det tyrkiske undervisningsministerium, der har udgivet en bog imod Darwins lære og udsendt den til skoler verden over – den tanke har en hel del vestlige forskere og enkelte muslimske forskere fundet hos gamle, længst forglemte muslimske lærde.

Hvordan hænger det sammen?

Svar: Det hænger slet ikke sammen. Men det behøver det heller ikke indenfor islam. Har man blot tilstrækkelig stor autoritet, kan alt lade sig gøre.

Inden jeg giver mig til at sammenligne med nutidens darwinistiske diskussioner, vil jeg lige gøre opmærksom på, at den gamle latinske poet, Titus Lucretius Carus (95-55 f.Kr.) har skrevet et digt på over 7000 vers, hvori han i den femte bog skildrer verdens tilblivelse og livets udvikling. Han skriver i bog 7, vers 783 og fremefter:

Først kaldte jorden et mylder af urter frem, så dens bakker/ tog til at grønnes, og ud over alle sletter og enge/ lyste det broget af blomster og græssets frodige grønne;/ derpå fik træerne frie tøjler, og de begyndte/ straks at vokse om kap, så de svajed i lufthavets briser.

Man kan, om man ønsker det, se en engelsk oversættelse her.

Men til forskel fra disse gamle muslimer, der alle ser denne fremvækst som bevirket af Gud, tager Lucrets sine årsagsbetragtninger som bevis på, at der ikke er nogen gud til overhovedet. Han vender sig kraftigt imod augurerne, der med ofringer vil tilfredsstille guderne, som om guderne havde noget at sige med hensyn til vindes bevægelser eller havets brusen.

Han skriver i første bog, vers 84 og fremefter:

Som dengang ved Aulis, da Danaanernes valgte fyrster,/ de ypperste blandt mænd,/ forurenede Dianas, den jomfrueliges, alter med blodet af Ifigenia./ Hun følte kransen rundt om sit jomfruhår/ og hårbånd, der gik ned ad begge kinder,/ og hun sansede sørgende foran alteret sin far,/ og præsterne, som for hans skyld skjulte kniven,/ og hele byen, der stod der og græd./ Bevæget af frygt faldt hun frem på sine knæ./ Men ingen elendighed kunne gavne hende her,/ hvor hun som den første gav sin far kongenavn./ For oprejst af mandehænder førte de den skælvende pige hen til altret/ ikke for at efter sædvanlig offerskik/ den fuldendte kunne ledsages med bryllupssange,/ men for at hun som en kysk brud før tiden kunne/ fældes af den sørgende far som et offerdyr./ for at der kunne gives flåden heldig og lykkelig rejse (til Troja)./ Til så store onder kan religionen overtale mennesker.

Det er beretningen om Agamemnon, der ofrer sin datter Ifigenia for at skaffe flåden god vind til togtet mod Troja, Lucrets her tager frem, men modsat Iliaden skildrer han det som en ond handling. For hans overbevisning om altings årsagssammenhæng får ham til at fornægte gudernes eksistens.

I modsætning til de otte muslimske lærde, som den muslimske verden åbenlyst ikke har gjort noget for at bevare mindet om, har Lucrets fået indflydelse på vestlig tankegang. Han gik mere eller mindre i glemmebogen i oldtiden, men et manuskript med hans digt blev fundet i slutningen af middelalderen, og specielt i 1800-tallet kom hans tanker til at øve indflydelse.

Man må jo også nok sige, at hvis man som Lucrets ser blinde årsagssammenhænge bag det, der sker i verden, er det lidt svært at forene det med en almægtig guddoms indgriben. Så dette, at de otte ikke fik indflydelse i den muslimske verden, hænger måske sammen med, at ikke alle lærde muslimer godtog deres påstand om, at det var Gud, der handlede igennem den udvikling, de jo dog beskrev som selvberoende. I hvert fald var det i vore dage udviklingslærens tilsyneladende modsigelse af gudstanken, der blev anfægtelsen for kirken. Og det er også det, der har fået mange muslimer til at være enige med de evangelikale kristne i USA, der direkte benægter udviklingslæren.

Men bortset fra det, tror jeg ikke, det er dette teologiske spørgsmål, der har skabt det store tidsspænd mellem Ibn Khaldun og Darwin. Det er langt mere det, at der i den vestlige verden var fremvokset en nysgerrighed angående verdens sammensætning, en nysgerrighed, der bevirkede fremvæksten af diverse videnskabsgrene, og altså videnskabsgrene, hvor man ivrigt diskuterede frem og tilbage for at klarlægge årsagerne til det, man så. Tiden var i Vesten i 1700- og 1800-tallet moden til Darwins tanker.

For Darwin kunne af den grund jo ikke nøjes med at fremsætte sine tanker som løsrevne og mere eller mindre ubegrundede teorier, altså f.eks. som Ibn Khaldun fremsætte dem som et lille halehæng til tanker om noget helt andet, han måtte værsgo fremkomme med talrige iagttagelser, der kunne bevise hans teser. Og man godtog hans tanker i brede kredse, ikke fordi han var en lærd mand, ikke fordi han havde autoritet, men fordi man fandt hans begrundelser tvingende.

Og ja, lad os bare forundres over en rig muslimsk kultur, der dengang overstrålede den vestlige i høj grad, og lad os også bemærke, at en begyndelse til de tanker, vi i dag i Vesten gør os om livets oprindelse og udvikling, allerede dengang forelå i kim, men lad os ikke overse, at Robert Spencer gør ret i at spørge, hvorfor muslimerne ikke udnyttede denne viden, hvorfor de lod den ligge ubrugt hen.

Når han spørger sådan, sætter han fingeren på det ømme punkt for dem, der vil nedgøre vestlig videnskab. Lad være, at enkeltpersoner på den muslimske verdens kulturelle højdepunkt gjorde sig tanker, der minder om Darwins, de var ikke omgivet af en kultur, der tænkte videnskabeligt, men i stedet af en kultur, der i kraft af, at mange anså koranen for alt, hvad man behøvede at vide, opfattede videnskabelige sætninger som i bedste fald ligegyldige, i værste fald anfægtende.

For sådan så man jo på disse lærdes teorier. Og det gjorde man i modsætning til os vesterlændinge, der – hjulpet godt på vej af udviklingen i øvrigt i Vesten – lod tanken få indpas ikke mindst i lægevidenskaben, så man meningsfuldt kunne foretage diverse dyreforsøg for ud fra menneskets større eller mindre slægtsskab med forsøgsdyrene at trænge dybere ind i vort legemes mærkelige og forunderlige funktioner.

Den lægevidenskab nyder så i dag hele den øvrige verden godt af. Også den muslimske.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.