Frigørelse?

Så har man igen siddet og ladet sig underholde med de radikales sexisme-sag! Ak ja. Egentlig har man vel lyst til at slukke for denne evindelige snak, men i håb om, at der trods de mange gentagelser alligevel kommer noget nyt for dagen, bliver man som regel hængende.

Og så – tænk bare – i går blev så håbet opfyldt. I Deadline den 14-10 fremkom det tidligere socialdemokratiske folketingsmedlem, Helle Degn, med nogle oplysninger, der var nye for mig. Det var de radikales store problemer, der var til debat hos Niels Krause Kjær. Og vi skulle trækkes igennem en række fornyede overvejelser over, om der mon ikke lå en form for regulær magtkamp bag det, der skete i den radikale folketingsgruppe.

Men så kom vi frem til tre gamle garvede kvinders betragtninger. Og det var her, Helle Degn kom med den udtalelse, jeg bed mærke i. Hun fortalte, hvordan der tilbage i halvfjerdserne i den socialdemokratiske folketingsgruppe på omkring de 70 fandtes en del hanbavianer, der var ude efter sex hos de unge kvinder, der dengang havde deres gang i folketinget. Man vidste blandt kvinderne godt, hvem der var tale om, og man advarede også på passende måde hinanden, men alligevel lykkedes det disse væsener at lokke nogle af kvinderne med på spøgen, den spøg, der for mange af dem aldeles ikke var en spøg.

At sådanne hanbavianer findes, var man altså godt klar over lang tid før Morten Østergaards indtræden på scenen.

Og det kan man jo godt være tilpas forarget over. Man kan rette sin forargelse mod diverse mænd, og mændene kan forsvare sig så godt, de formår – det er som regel ikke særlig meget – og man kan lave regler for, hvad man må, og især, hvad man ikke må, og så ellers gå videre i teksten.

Men det er ikke den rigtige måde at reagere på, vil jeg mene. I stedet for at behandle sagen moralsk – hvad er godt og hvad er ondt – bør man spørge: Hvad er klogt? Hvad kan vi gøre for at opelske en kultur, vi alle kan føle os godt tilpas i? Hvad var det, vi gjorde forkert i fortiden, siden uheldige sager dukker op igen?

Og det forekommer mig, at det, vi er vidne til nu i blandt andet det radikale parti, er, at kvinderne opdager, at den rolle, der blev tildelt dem i det store frigørelsesideal, der slog igennem i halvfjerdserne eller firserne, ikke er tilfredsstillende. Den lægger jo op til, at en kvinde altid skal være oplagt til sex, for – ikke sandt – hun må jo endelig ikke være snerpet, og vi lever jo i p-pillens tidsalder, ikke?

Og specielt har dette ideal om at være frigjort bevirket, at visse mænd udnytter det ideal, der er blevet kvinderne påduttet, så de er mere nærgående, end godt er, overfor kvinderne, især dog overfor de kvinder, der i lavere på rangstigen, end de selv er.

Derved er der, uden at nogen egentlig har villet det, kommet et element af magtudfoldelse ind i det fine spil mellem kønnene. Og det er ødelæggende. Og problemet er ikke så meget overtrædelsen af ”god moral” eller ændringen af moralen fra moralen i ”Matador” til moralen i vore dage. Problemet er mere, om vi virkelig skal fastholde frigjorthedens ideal, når vi åbenbart temmelig mange steder ser, hvordan det misbruges.

For dette ideal er jo et negativt ideal. Man vil bort fra noget andet. Man ser sig selv som én, der bekæmper et andet kønsideal. Og man føler vel derfor, at hvis man opfører sig frigjort fra de bindinger, der lå i det gamle ideal, så er man på ret kurs, ikke blot for én selv, men for samfundet i det hele taget.

Men er det sandt?

I hvert fald synes vist diverse #metoo-kvinder, at den udvikling har givet alle de mange hanbavianer alt for frit spil. Det var, fornemmer man, ikke lige det, de ønskede med frigørelsen.

Blot var det jo altså det, de fik. Og det er vel også ret logisk, biologien tager i betragtning. For der er jo forskel på mænds og kvinders biologi.

Men så rejser sig jo uundgåeligt det spørgsmål for både mænd og kvinder: Hvad nu?

At det også rejser sig for mænd, viser Morten Østergaards skæbne.

Skæbne”? Er det ikke et lidt for hårdt ord?

Egentlig ikke. Det kan godt være, at han er en særlig sexglad type, men ved at bliver overhan i en flok, hvori befinder sig en del underhunner, lokkes han ud i et sex-misbrug, som han åbenbart ikke har kunnet styre, især ikke, når han blev fuld.

Problemet med dette misbrug er, at det skal holdes hemmeligt. Sådan var det i den socialdemokratiske folketingsgruppe, som Helle Degn refererer til: disse hanbavianer opererede gedulgt, enkelte indviede vidste godt, hvad der foregik, men udadtil måtte det endelig ikke komme frem. Og når man lokkes ind i et sådant mummespil, kan man ikke være et helt og fuldt menneske.

Det er derfor, man må sige om Morten Østergaards opførsel, at den er dum: han bliver fanget ind i et tildækningsspil, som afslører ham som utroværdig, i hvert fald på det kønslige område. Men så er han det jo hele vejen igennem. Og spørgsmålet er altså ikke blot, om han nu efter afsløringerne kan leve som et helt menneske, men også, om han, mens det stod på, kunne være et helt menneske med de tildækninger, der forekom ham nødvendige.

Lad os se på det! Eller rettere: Lad os se på det igen! For jeg har jo se på det både hist og her.

Noget tyder nemlig på, at Morten Østergaard hører til de hanbavianer, som Helle Degn taler om (udtrykket ”hanbavianer” er dog mit). Og noget tyder også på, at sådanne væseners opførsel et langt stykke vej er blevet tolereret af de radikale, måske ikke ligefrem anset som et eksempel til efterfølgelse, men dog som noget, der på en måde lå i de radikales DNA. Der var jo med Østergaards opførsel tale om en nedgørelse af den normale kønsmoral, og det er vel radikalt, ikke? Der var tale om frigjorthed, og det går vi jo alle ind for her i partiet, ikke? Måske det endda forventedes af diverse unge kvinder, at de gik ind på legen, også om det endte med samleje, og også, om det var en stangfuld Morten Østergaard, de skulle acceptere som partner.

I mit forrige indlæg, altså dette her, gik jeg lidt ind på, hvordan chefen – som altså i virkeligheden var identisk med Morten Østergaard – havde det den næste dag i ædru tilstand: ville han bede om forladelse? Men man kan også spørge, hvordan han har det med sig selv. Tager han det som en kendsgerning, at han opfører sig sådan, når han bliver fuld, og stoler han på, at hans partikammerater i tilstrækkelig grad kan holde tand for tunge overfor offentligheden? Og ikke mindst: Hvordan tager hans kone en sådan opførsel?

Ja, jeg går ud fra, at han har en sådan. Da han overfor den samlede danske verdenspresse tilstod sin hånd på Lotte Rods lår, fik han afleveret en tak til sin familie, og jeg er så gammeldags, at jeg umiddelbart opfattede det som ikke hans far og mor og eventuelle søskende, men som hans kone og eventuelle børn. Men indrømmet: jeg aner intet om hans personlige forhold.

Derfor er Østergaards skæbne et tegn på, at heller ikke for mændene er dette frigørelsesideal nogen særlig heldig ting. Det er selvfølgelig uvist, om Østergaard ligefrem har set på det ry, han har fået i de indviede radikale kredse, som noget, han har skullet leve op til, eller om han blot har følt det som en indre tilfredsstillelse, hvis han på den måde kunne få lokket unge damer op i kanen, men har han en kone, og har hun holdt sammen med han gennem i det mindste nogen tid, var det så mon ikke klogere at finde tilfredsstillelse hos hende og hos hende alene? Eller kan man ikke være en ægte frigjort personlighed, hvis man ”affinder” sig med kun én sexpartner?

I hvert fald: Hvad enten Østergaard har båret på en indre utilfredshed eller blot har været en almindelig hanbavian, så har det krævet forståelse og overbærenhed fra de andre i partiet; man måtte gå stille med dørene.

Så skriver Samira Nawa sit indlæg om, at de radikale ikke ville have kunnet anerkende Jeppe Kofod som udenrigsminister, hvis de var blevet spurgt. Og forståeligt nok kommer der en indvending fra Lotte Rod – hun kender jo af egen erfaring til, at de radikale bor i et glashus og derfor helst skulle undlade at kaste med sten. Og her er det så, at de radikales dobbeltmoral viser sig. For Morten Østergaard føler sig forpligtet til at tage sæde på Nawas moralsk set høje hest: vi radikale går bestemt imod den slags sex-chikane, det er på enhver måde uacceptabelt.

Havde han nu reageret anderledes, havde de radikale måske reddet ansigt. Han kunne f.eks. have sagt: ”Nå, var det dig, jeg tog på låret; jeg har sgu taget så mange på låret, at jeg ikke kan huske dem alle sammen. Men hvis du nu får lov til til gengæld at tage mig på låret, endda at give mig et hestebid, er vi så ikke kvit?” Så ville han formentlig have givet et nogenlunde sandt billede af, hvad der foregår til de radikales fester. Og så ville han undgå hele det mummespil, der ellers præger forholdene. Men sådan sagde han ikke.

Han kunne måske også være sluppet godt fra at sige noget i denne her retning: ”Ja, jeg véd godt, at jeg ikke er alt for god at være sammen med, når jeg er fuld. Det må du meget undskylde, men den slags sker ret ofte ved de radikale fester”. Så ville man i det mindste vide, hvad man kan risikere at komme ud for ved de radikale fester.

Undskyld sagde han jo, javist, men han sagde det først, da hun offentligt havde røbet, at den slags foregår hos de radikale. Og han sagde det bestemt ikke i fuld offentlighed, tværtimod benægtede både han og Sofie Carsten Nielsen, at ledelsen havde noget med det at gøre.

Først da Lotte Rod sagde – som Natan i sin tid til David – du er manden, først da krøb han til korset.

Men ok, vi er slet ikke færdige endnu.

For nu kommer Ida Auken ind i billedet. Jeg er ikke på Facebook, men Berlingske gengiver hendes indlæg her. Hun bliver harm over, at Sofie Carsten Nielsen først erklærer, at hun ikke kender til flere sager, siden, da endnu en sag kommer frem, erkender, at den kendte hun også til, men nu er der altså ikke flere. For, påstår Auken, jeg kender til en sag fra 2017, som jeg har mailet til folketingsgruppen:

I mailen fortalte jeg, hvordan jeg i juni 2017 fortalte både den nuværende politiske leder, landsformanden og partisekretæren, hvordan Morten Østergaard på Folkemødet 2017 havde stået og befamlet en ung kvinde mod hendes vilje og med stærkt grænseoverskridende adfærd havde forsøgt at få hende til at gå i seng med sig. Dengang bad jeg udtrykkeligt Sofie Carsten Nielsen om at gribe ind over for Morten Østergaard. Svaret til mig fra ledelsen dengang var, at man var begyndt at mandsopdække Morten og lægge ham i seng, når han blev for beruset. Jeg sagde, at det mente jeg ikke var godt nok.

Og overfor dette indlæg véd Sofie Carsten Nielsen ikke anden udvej end direkte at erklære det for løgn, og påstå, at Ida Auken skader de radikales sag betydeligt.

Det har så fået Jens Rohde på banen. Igen på Facebook og igen via Berlingske, se her. Han spørger: Hvad nu, hvis Ida Auken har ret? Og han når også i sit lange indlæg at få sagt, at hvis hun skal ekskluderes, så går også han.

Alt dette har fået Berlingskes kommentator Thomas Larsen til at skrive, se her:

Hun [Sofie Carsten Nielsen, rr] benægter som sagt, at hun har talt med Ida Auken om episoden fra Folkemødet, men læser man kommentarerne på de sociale medier, lyder spørgsmålet igen og igen: Hvorfor skal vi tro på dig, Sofie, for sidst kunne vi ikke stole på dig?

Han slutter med at røbe et vist kendskab til bibelen:

Alt sammen viser det, at man skal passe på med at kaste med sten. Eller som Jesus siger det i Johannesevangeliet, da en gruppe mænd vil stene en kvinde, der anklages for utroskab: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende«.

Da mændene hørte disse ord, gik de.

De Radikale kastede derimod alle de sten, de kunne finde – og ramte sig selv.

Jeg kunne så slutte med igen at tilslutte mig Steen Raaschous bemærkning på snaphanen, se her:

Måske er politik slet ikke noget for så gode mennesker?

Men jeg vil alligevel hellere slutte med at komme med et par forslag til svar på det før rejste spørgsmål: Hvad nu?

Først: Det nytter ikke med diverse regler og kontrolforanstaltninger. Der må tages et opgør med hele dette frigørelsesideal, hvis vi skal ændre noget. Og her må man beslutte sig: Vil man gå ind for parring i flæng, så må man sige det og stå ved det offentligt. I det hele taget er det prekære ved de radikales håndtéring af denne sag, at man åbenbart har haft to regelsæt at gå efter: et åbent, hvorefter man vender sig imod al sex-chikane, og et gedulgt, hvorefter man accepterer hanbavianers ageren, blot det kan holdes skjult.

Dernæst: Man må, specielt fra kvindeside, gøre sig klart, om man vil fortsætte med at betragte den sexuelle frigørelse som noget at stræbe efter. Hvad betyder mere nøjagtigt denne frigørelse for kvinderne? Skal enhver afvisning af et mandfolks tilnærmelse absolut af andre kvinder og af mændene i den radikale kultur opfattes som udtryk for snerpethed eller bornerthed?

Videre: Skal det i fremtiden ligge indenfor den radikale idealdannelse at betragte forelskelse som noget positivt, måske endda i den grad, at man betragter den, man er forelsket i, som et menneske, man vil dele resten af livet med? Eller er det identisk med at falde for den kærlighedsforståelse, man vil frigøre sig fra, den forståelse, der taler om ”den eneste ene”?

Endelig: Er det helt umuligt at forestille sig, at man indenfor den forståelse af kønslivet, der gælder i radikale kredse, accepterer, at man ikke går ind på en anden kvindes område, hvis man er kvinde, altså ikke flirter med en mand, der er gift, og for en mands vedkommende ikke prøver at score en anden kvinde, hvis man selv er gift? Eller vil en sådan tankegang ligge for tæt op af bibelens sjette bud om ikke at bryde et ægteskab?

Det er jo så sandt, som det er sagt i de stridende radikale kredse: Noget må der ske. Men jeg tillader mig altså at spørge, om det vil føre til et opgør med hele den frigørelseskultur, der åbenbart har præget de radikale igennem mange år? Det er nok for meget at håbe.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.