Hvad skal vi med Gud?

Jeg har et vist hængeparti. Det er Lars Sandbeck, jeg skylder et bedre svar end det lidt for hastige, jeg gav ham her.

Men det er nu ikke kun min skyld, at jeg var for hurtig på aftrækkeren. Jeg tillod mig at regne med, at det, han sagde i interview’et med ham i Kristeligt Dagblad, se her, dækkede over det væsentligste i hans bog.

Nu viser det sig i kraft af Thomas Reinholdt Rasmussens anmeldelse af Sandbecks bog, se her, at Sandbeck ikke blot søger at afbilde den moderne verden som materialistisk, men også prøver at afsløre denne verdens usammenhængende tænkning og stråmandsargumenter. Og så trækker vi vist i højere grad på samme hammel, end jeg havde forestillet mig.

Lad mig derfor – for hundrede og syttende gang – prøve at argumentere imod materialismen.

Jeg vil begynde med menneskets udviklingshistorie!

Det har undret mig noget, at næsten ingen af forskere, jeg har konsulteret angående dette videnskabelige spørgsmål, ser på sproget som det, der først og fremmest adskiller os fra dyrene. Tager de endelig sproget med som noget, mennesket har i særlig høj grad, opdager de som regel ikke den vældige kraft, der ligger i sproget, men nøjes med at betragte det som et kommunikationsmiddel, hvorigennem vi kan meddele andre vore tanker og indre følelser, hvis vi skulle få lyst til det.

Men sproget er jo noget langt mere. Igennem sproget er det, vi som samfund kan opbygge en social erfaring, som er langt mere omfattende end den individuelle erfaring, dyrene kan erholde. Og først og fremmest: igennem sproget er det, vi kan gøre os klart, at vi skal dø, noget, intet dyr kan blive klar over, fordi dyr kun har enkeltindividets erfaring at bygge på.

Dette fører blandt andet med sig, at kun mennesket begraver deres døde, og ud fra den iagttagelse burde palæontologerne kunne finde ud af, hvornår sproget blev en realitet i menneskeverdenen.

Men ud fra dette enestående træk ved mennesket: at det véd af, at det skal dø, er det jo også, at mennesket som det eneste dyr får det spørgsmål stillet til sig: Gider du egentlig leve videre?

For netop den viden om dødens realitet gør jo, at mennesket kan begå selvmord. Og selv om vel de fleste ville svare bekræftende på ovenstående spørgsmål, og for deres eget vedkommende betragter selvmord som en sært uvedkommende tanke, så giver det dog mening at hævde, at de, når de rent faktisk lever videre, gør det med en tydelig positiv indstilling til livet.

Den positive indstilling har de fra deres kultur. Og denne kultur bygger på kristendommen. I kristendommens bibel begynder de mange historier med de to myter om, hvordan Gud skabte himmel og jord. Og at det er myter, kan ses af, at der er to beretninger, og at de to beretninger ikke stemmer overens. Det vil jo sige, at det, de mennesker, der har samlet bibelen, har haft for øje, ikke var at give en videnskabelig korrekt fremstilling af, hvordan det gik til, da jord og himmel blev skabt, men er at sige, at den synlige verden er skabt af Gud og derfor god.

Det sidste skal med, for det er her, spørgsmålene til Sandbecks moderne menneske ligger skjult.

Hvis man vil leve efter den tese, som Sandbeck mener, de moderne materialister opstiller: at verden består af en masse små ting, der styres af naturlove, så er de russiske nihilister fra slutningen af 1800-tallet et godt forbillede. For de tog den forudsætning, der lå i naturlovsnødvendigheden alvorlig. Ifølge den sker jo alting ved tilfældigheder. Det ene er lige så godt som det andet. Videnskaben kan ikke komme med nogen værdimåler og bestemme med videnskabelig sikkerhed, at liv er bedre end død. Og den tilfældighed eller ligegyldighed overfor spørgsmålet om liv eller død gjorde nihilisterne alvor af. Det er fra dem, begrebet ”russisk roulette” stammer: Man kommer én patron i en tromlerevolver, snurrer magasinet rundt, sætter pistolen for panden og trykker af. På den måde lever man virkelig efter idealet, at livet er en stor samling tilfældigheder. Men man lever måske ikke ret længe.

Vil man ikke det, kan man måske klare sig med buddhismens myte: at livet er lidelse, men at det ikke nytter noget at begå selvmord, for man vil så blot øjeblikkelig blive genfødt i et nyt legeme, altså ikke slippe fri af det lidelsesfyldte liv.

I min optik har vi altså, som tidligere omtalt imod Sandbeck, med to mytiske universer at gøre, kristendommens og buddhismens, og man kan med nogenlunde modsigelsesfrihed leve i dem begge, men videnskaben giver os ikke svar på, om det er det ene eller det andet univers, der rummer sandheden.

Det er altså, hvad vi skal bruge Gud til, vi skal sætte ham bag påstanden om, at livet er godt, så der bliver tale om en uafrystelig og uimodsigelig påstand. Ellers kan vi ikke leve det, for hvis denne påstand blot er vor egen personlige overbevisning, hvordan kan vi så sætte børn i verden? Vi aner jo ikke, om vi giver dem en forbandelse eller en velsignelse.

Jamen, er det ikke at trække sig selv op ved håret på god münchhausensk vis?

Jo, det er det måske. Men sådan gør alle myter, den buddhistiske myte også, ja, og såmænd også den moderne ateistiske myte. Også den hævder jo – lidt uigennemtænkt, måske – at videnskaben fortæller os alt, hvad der er værd at vide om verden og om os selv.

Dertil kommer imidlertid, at videnskaben har sine grænser, der er ting, den aldrig vil kunne finde ud af, uanset hvor mange hundrede år den tumler med problemet.

Jeg har her været inde på den ene af videnskabens begrænsninger. Det er Kaj Munk, der har ledet mig på sporet af denne begrænsning. Han mener, at fordi de stadige mutationer ligger til grund for livets udvikling, og fordi mutationer er tilfældige ”fejl” i generne, så vil vi aldrig kunne komme bag denne tilfældighed og forvandle den til noget forudsigeligt.

Det er jo, hvad vi har gjort med planeters og stjernesystemers oprindelse og bevægelser: gjort det forudsigeligt. De er i kraft af vores forskning blevet ført over fra det kaotiske og tilfældigt udseende til det naturlovsbestemte. Og dette: at få begivenhederne lagt ind i naturlove gør det muligt for os at forudsige begivenheder.

Men selv om det så engang skulle lykkes os at forklare livets oprindelse, så er det ikke ensbetydende med, at vi dermed har forklaret livets senere udvikling. For udviklingen af en ny art lader sig ikke forudberegne. Den er nemlig afhængig af, at der opstår en bestemt mutation, der giver denne mutations afkom en fordel i den fremtidige kamp om overlevelse. Men hvilken mutation der vil give denne fordel, er det umuligt at sige noget om. Der kan være tre mutationer, der alle vil give det nye individ en fordel, og udviklingen vælger så imellem dem. ”Udviklingen”, nå nej, udviklingen er i det materialistiske univers ingen person, der vælger, udviklingen sker bare.

Måske, ja. Men vil jeg nu sige, at det er Gud, der afgør, hvilken mutation der finder sted og hvilken der er heldig af de tre eller syv mulige, så vil videnskaben ikke kunne modbevise det. Dermed er der naturligvis ikke givet noget gudsbevis, der er blot fremsat den påstand, at videnskaben ikke udgør nogen hindring for en påstand om Guds styrelse.

Det er den ene grænse for videnskaben.

Men der er en anden grænse også.

Den ligger i mennesket og dets sprog.

Videnskaben kan undersøge utrolig meget angående mennesket. Den kan bore sig ind i hovedet på mennesket og finde ud af, hvilke processer der foregår dèr. Den kan gøre menneskets samfund til sit objekt og undersøge, hvordan menneskers økonomiske verden fungérer. Den kan undersøge enkeltindividet og finde lovmæssigheder, der synes at bestemme, hvilke handlinger det menneske foretager.

Da jeg arbejdede på min bog ”Mennesket, person eller robot”, hvor jeg undersøger Kaj Munks skuespil ”Fra Tidehvervet”, gennemlæste jeg Oluf Thomsens lille opsats ”Religiøs og biologisk Opfattelse” fra 1924, det var nemlig en bog, Kaj Munk ejede. Oluf Thomsen var i tyverne en dreven debattør, der agiterede for et strengt videnskabeligt, dvs biologisk syn på mennesket. Han skriver på side 25:

Ud fra en biologisk Betragtning bliver da en hvilken som helst Egenskab ved Individet, hvad enten den benævnes legemlig eller sjælelig, et Resultat af de ved Arven medbragte Anlæg i deres Reaktion under de stedfundne Vilkaar. Vi føres da uvægerligt til den Konsekvens, at Mennesket med Nødvendighed bliver den, han er, og med Nødvendighed handler, som han gør. Den Forestilling, at Mennesket har en ”fri Vilje”, bliver da blot Udtryk for, at Problemet opstilles fejlagtigt eller uden Hensyn til Erfaringen betragtes religiøst.

Nu ved jeg vel, man vil indvende, at sjælelige Egenskaber og Ytringer aldeles ikke kan vurderes som legemlige, og at det er et forlængst forladt Standpunkt, det saakaldte materialistiske, at legemlig Forandring (her tænkes vel særlig paa Hjernen) skulde kunne omsættes i sjælelig. Heller ikke jeg finder nogen Mening i Udtryk som, at legemlige Forandringer omsættes til Tanker, Følelser etc.; jeg finder ganske vist heller ikke nogen Mening i Udtryk som, at et ”Jeg”, ”Sjælen” eller lignende benytter det legemlige som Grundlag, som ”Instrument” til Frembringelse af sjælelige Ytringer, men dette er i denne Sammenhæng ogsaa af ganske underordnet Betydning. Hovedsagen er, at det sjælelige Udtryk for det enkleste til det mest sammensatte ganske nøje følges med en bestemt Organstilstand, og at der til enhver Forandring i denne svarer en Forandring i det sjælelige. Den ene kan ikke bestaa uden den anden. Ingen har rigere Lejlighed til daglig at iagttage dette end netop Lægen.

Jeg gætter på, at Oluf Thomsens syn på verden svarer nogenlunde til det syn på verden, som Lars Sandbeck mener præger den moderne verden; jfr det før citerede, at ”verden ikke indeholder andet end bittesmå fysiske ting, nogle naturlove og noget dna”.

Man kan lægge mærke til, at Thomsen ud fra sin materialistiske indstilling ikke tør mene, at mennesket har en fri vilje, ja, end ikke synes at ville gå med til, at der er et inderste handlingscentrum, en sjæl, eller et jeg.

Også jeg vil mene, at det er uheldigt at tale om en fri vilje. For sagen er ikke den, at vi mennesker livet igennem stilles overfor valg mellem det gode og det onde. Vi mener hele tiden, at vi vælger det gode. Men vi vælger indenfor et bestemt tankesystem, og det er tankesystemet, der er det interessante. For der er nemlig flere sådanne tankesystemer, som kan beherske os. Og vi vælger ikke frit, om vi vil befinde os i det ene eller det andet. Hvis vi skifter tankesystem, sker det så at sige bag om ryggen på os, men dog ikke uden os.

De to tankesystemer, jeg tænker på, er lovens og evangeliets tankesystem. Andetsteds har jeg kaldt tankesystemerne for to forskellige logikker eller to forskellige sprogspil, men det er det samme, der er tale om.

Et sted i Kaj Munks skuespil ”En Almanakhistorie” kan være oplysende. Sidste akt er meget spændingsfyldt. Maren, Mikkels og Ingers datter, blev gravid uden at være gift, fik fosteret fjernet i København uden forældrenes viden, kom tilbage til sognet og skulle nu giftes med præstens søn, Andreas. Men Mikkels bror, Johannes, der i dette stykke ganske tydeligt er en Jesus-figuration, ser Maren i København og bønfalder hende om at vende tilbage og fortælle sine forældre sandheden, hvilket hun dog nægter.

Denne nægtelse holder hun fast ved frem mod brylluppet. Men så hører man i radioen, at Johannes er død i slagsmål med den kunstner, der gjorde Maren gravid. Og så går Maren til bekendelse, se her, replik 466. Og så reagerer de andre. Og de reagerer ud fra det tankesystem eller den logik, der tilfældigvis ligger dem nærmest.

Andreas reagerer i første omgang med vrede og afstandtagen. Det er lovens reaktion.

Men Inger siger:

Har du lidt saadan! Min stakkels lille Pige, min stakkels lille Pige! Har du lidt alt det! (Replik 473).

Her har vi evangeliets reaktion. Og her har vi Guds indgriben. Det vil sige: Her påstår Munk – og undertegnede – at Gud udvirker et mirakel. Her virker ånden med. Her gør ånden sin gerning.

Men det forholder sig med denne indgriben på samme måde som med Guds indgriben i livets udvikling: den skjuler sig bag tilfældighedernes spil.

Givetvis vil de mennesker eller de litterater, der betragter skuespil og andre litterære foreteelser som ”sjælemalerier”, dvs., som heldige eller mindre heldige beskrivelser af, hvordan et menneskes natur får det til at handle på netop den måde, mene, at det er vildt overdrevent at tale om Guds indgriben her. For Ingers vedkommende kan man jo udmærket sige, at hele hendes moderlige natur, som den er beskrevet både i ”Ordet” og i ”En Almanakhistorie”, giver en fuldgyldig forklaring på hendes reaktion her.

Men jeg er ret sikker på, at det ikke er Munks mening. Dels har han opfattet ”En Almanakhistorie” som et skuespil, der skal fremvise et mirakel, og miraklet er i første omgang Marens tilståelse, men denne tilståelse fremkalder en række følgemirakler, heraf først Ingers replik 473, så Andreas’ replik 475, og til sidst også Mikkels replik 532, hvor han omvendes af kirkeklokken, og hvor det derfor bliver endnu mere klart, at det efter Munks mening er Gud selv, der er virksom.

Og dels har Munk sørget for, at Inger også har lovens tankesystem siddende i sig. Da hun hører om, hvordan bagerens Olga har fået en lille uden at være gift, siger hun: hvordan kunne hun dog gøre sin mor så ond en sorg (replik 202).

Begge tankesystemer forefindes altså hos Inger. Ét tankesystem, der har retfærdighed som hovedord, og som fordeler ris eller ros til andre mennesker og sig selv efter dette system. Og ét tankesystem, som har tillidsforhold som hovedordet, og som ser på, hvad der skal gøres for at styrke den indbyrdes tillid. Men om det er det ene eller det andet system, vi griber til og lader os styre af, er det ikke vor vilje, der afgør. Det afgøres af ånden, den ånd, der er virksom i mellemrummet mellem det ene menneske og det andet, den ånd, der griber den enes replik og får den anden til at reagere på den med tro.

Jamen, dette er jo ikke noget, vi kan se, det er kun noget, vi tror.

Fuldstændig rigtigt. Men det, som Oluf Thomsen fremfører, er også kun noget, vi tror. Og det er for øvrigt ikke min tanke at bevise, at Gud er til og virker iblandt os med sin ånd, det er mig nok at vise, at denne tanke er lige så tilforladelig som Oluf Thomsens eller en nyere tids materialisme.

Det vil sige: Vel har vi i kirkens forkyndelse verdens materialisme at kæmpe mod, men går man tingene efter lidt mere nøjeregnende, end de fleste materialister gør, så er troen på Gud på ingen måde umulig at fastholde, hverken når det drejer sig om livets udvikling eller når det drejer sig om Guds indvirken på vor dagligdag.

Eller: Her, i spillerummet mellem det ene menneskes replik og det andet menneskes tro derpå, har Gud sin plads. Her har vi brug for ham, for at bruge Sandbecks ordvalg.

Så der er altså nok at takke ham for. Lad mig derfor slutte med det sidste vers af den dåbssalme, jeg skrev for lang tid siden, og som jeg citerede her. Sidste vers lyder:

Så skal, som dine kære børn

vi selv og vore unger

nok tage vores lovsangstørn

med sang af fulde lunger.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.