En hjemmelavet islam

For nogen tid siden tog jeg den første artikel i en serie, som Information kører for øjeblikket, under behandling, se her. Serien skal, hævder Information, fortælle os, hvad islam egentlig er for en størrelse, og at dømme efter den første artikel, er formålet snarere at fortælle os, hvad muslimerne selv helst vil tro om islam.

Og den samme karakteristik kan anvendes om den anden artikel i serien, se her. Den har overskriften: ”Hizb ut-Tahrir: Islam er svaret på Danmarks problemer såsom sexisme, materialisme og psykisk mistrivsel”, og er skrevet af Taimullah Abu-Laban, der er frontperson i Hizb ut-Tahrir, islamisk foredragsholder og tandlæge.

Når han ligefrem kan påstå, at islam er svaret på Danmarks problemer, skyldes det, at han beskriver vore problemer på en måde, så netop den form for islam, han går ind for, kan optræde som løsningen for os. Men både beskrivelsen af det danske samfund og billedet af islam er uden forbindelse med virkeligheden, begge dele kan kun fastholdes som sande beskrivelser, hvis man fravælger store dele af virkeligheden.

Danmarks problemer skildrer han således:

Ugudelighed, promiskuitet, materialisme og et sekulært, åndløst syn på livet, hvor menneskers adfærd ikke reguleres af den alvidende skaber, er blandt de fænomener, der karakteriserer europæisk kultur.

De fleste muslimer finder ganske enkelt ikke en sådan kultur tiltalende.

Det sekulære livssyn tager udgangspunkt i, at livet er en formålsløs tilfældighed, eller at meningen med livet er en relativ sag, ethvert individ må afgøre med sig selv.

Dette udgangspunkt relativiserer moral og fylder livet med apati og tomhed. Tabuiseringen af religion, død og andre betydningsfulde livsspørgsmål er forventelige følger.

Hvorfor undrer man sig over den tsunami af depression, angst og psykisk mistrivsel, der skyller ind over de vestlige samfund, når den ateistiske livsanskuelse i sig selv er en deprimerende tanke at leve med?

Som man ser: den får ikke for lidt. Oven i købet er han så meget med på noderne, at han lidt senere omtaler sexchikane og sexisme i alle samfundslag. Helt up to date!

I modsætning hertil er beskrivelsen af islam fuldstændig rosenrød. Ikke en plet af sætte på denne religion:

Islam befaler ligeværd

En meningsfuld livstilværelse, respekt for ældre, et harmonisk familieliv, altruisme, anstændighed, kollektiv ånd, afholdelse fra rusmidler og utroskab, kvindeværdighed og en balanceret prioritering af åndelige, moralske, materielle og menneskelige værdier er betydningsfulde kvaliteter, som islam beriger mennesker og samfund med. Det forudsætter dog, at mennesker og samfund tillades at komme i fordomsfri berøring med islams budskab og værdier.

»Tag mit råd om kvinder: vær gode over for kvinder«, er blot én blandt mange udtalelser fra profeten Mohammed (fred være med ham), om den pligt, det er at behandle kvinder med respekt, samt om kvindens høje status i islam.

Det er imidlertid ikke kun mellem kønnene, at islam befaler ligeværd, men det inkluderer mennesker i almenhed uagtet deres sociale status, race eller etnicitet. Det islamiske tankesæt har bevist evnen til at overkomme det racistiske og nationalistiske problem, som præger den vestlige verden i dag, og som medfører dyb splittelse og konflikter.

Ligesom ved den første artikel i Information beskrives her alle de vestlige dyder i muslimsk klædedragt. Og for nu ikke at gentage mit udsagn fra den forrige artikel, at der er tale om en simpel løgn, om at en ulv bliver klædt ud som et får, så lad mig denne gang indrømme, at mange muslimer sikkert vil kunne argumentere for, at netop deres regler for god opførsel respekterer kvinden. I hvert fald kan man notere sig, at mange muslimske kvinder bestræber sig for at efterleve disse regler og befinder sig godt derved.

Men når man betænker de mange voldtægter som muslimske mænd udøver overfor ikke-muslimske kvinder, tvinges man til at bede Abu-Laban om at forklare lidt nøjere, hvordan dette kan være udtryk for, at muslimer går ind for alle menneskers ligeværd. Den almindelige anskuelse blandt sådanne voldtægtsmænd synes dog at være, at de muslimske kvinder skal man som god muslim holde sig fra, mens de ikke-muslimske kvinder betragtes som frit bytte.

Kan gerne være, at vi danskere har god grund til at kikke indefter og prøve at få styr på den sexistiske kultur, der bevislige forefindes i visse miljøer, men her taler vi dog ”kun” om forskellige former for krænkende adfærd, kun yderst sjældent om decideret voldtægt. Men stillet overfor de mange voldtægter fra muslimsk side, var det så ikke en idé for muslimerne at kikke lidt indefter også?

Den ideal-islam, som Abu-Laban skitserer omridset af, har det da vist lange udsigter med. Rent bortset fra, at mange af de ting, han fremhæver som muslimske dyder, er direkte imod diverse koran-citater. Han hævder, at islam går ind for ligeværd mellem muslimer og ikke-muslimer, Muhammed anbefaler i koranen, at en muslim ikke tager jøder eller kristne som venner (Sura 5,51(52)). Kan man virkelig slippe godt fra som Abu-Laban at sammenstrikke en islam efter eget forgodtbefindende helt uden at tage hensyn til koranens ord.

Men den væsentligste indvending imod Abu-Labans artikel er nok dette spørgsmål: Hvorfor går menneskestrømmen fra muslimske lande til ikke-muslimske lande?

I 2017 var der en artikel i Kristeligt Dagblad, se her, som omhandlede marokkanske gadebørn. De var, fortalte man, stakler, der havde været udsat for diverse omsorgssvigt, og som det derfor var vanskeligt bare at sende tilbage til Marokko, selv om vi ellers betragter Marokko som et sikkert land.

Jeg er ikke sikker på, at man skal stole på den artikel. Den tager f.eks. ikke det spørgsmål frem, hvorfra sådanne fattige drenge får penge til at betale menneskesmuglerne for transporten til Europa. Formodentlig er drengene sendt af sted af deres familier for at fungére som såkaldte ankerbørn, børn, der tænkes anerkendt som flygtninge og som derfor senere kan få familiesammenføring med deres forældre. Det véd man fra andre folkeslag, at det er en smart metode til at fremme sit ønske om at komme til Europa.

Men spørgsmålet er i alle tilfælde: Hvis islam skaber et så rosenrødt samfund, som Abu-Laban beskriver, hvorfor vil så mange mennesker så forlade muslimske lande? Og hvorfor drager de af alle lande til Europa, hvor der hersker en tsunami af depression, hvor livet er en formålsløs tilfældighed, hvor den relativerede moral fylder livet med apati og tomhed? Ville ikke et andet muslimsk land være bedre? Hvad med Saudi-Arabien? Ville man ikke snarere i dette grundislamiske land kunne vente at finde ”respekt for ældre, et harmonisk familieliv, altruisme, anstændighed, kollektiv ånd, afholdelse fra rusmidler og utroskab, kvindeværdighed og en balanceret prioritering af åndelige, moralske, materielle og menneskelige værdier er betydningsfulde kvaliteter”?

Abu-Laban giver en nedslående skildring af den europæiske kultur og skriver så, at ”de fleste muslimer finder ganske enkelt ikke en sådan kultur tiltalende”. Men hvorfor strømmer de så ind i de lande, der har en sådan kultur?

For mig at se minder Abu-Laban om de kommunister, der blev ved med at nære et håb om de ægte socialistiske samfund. Godt nok måtte de indrømme, at hverken Sovjetunionen, Kina eller Vietnam havde levet op til deres forventninger, men det skyldtes, at de ikke havde forstået socialismen rigtigt.

På samme måde vil Abu-Laban bilde os ind, at den sande islam stadig venter på sin fuldbyrdelse. Hvad vi ser i diverse muslimske lande, er ikke den ægte islam, kun en svag efterglans af islam, med love, der kun lidt svarer til islams lovkompleks. Men når kalifatet bliver indført – altså ikke det kalifat, som IS gennemførte i Irak og Syrien, men det, som Hizb ut-Tahrir vil gennemføre – så skal vi se løjer, så vil kvinder blive behandlet med respekt, så vil alle blive behandlet lige, så vil vi – om jeg forstår Abu-Laban ret – nå så tæt til en paradisisk tilstand, som det er muligt her på jorden.

Tja, sovjetbeundrerne faldt fra, da Sovjetunionen faldt sammen, og der er vist ikke mange tilbage, som ser samfundets redning i en gennemførelse af kommunismen. I et lidt større historisk perspektiv tog det egentlig ikke særlig mange år for virkeligheden at få ende på denne drøm.

Nu har islam som fremtidsdrøm foreløbig hersket i 1400 år. Så man må jo indrømme, at den er noget mere sejlivet end den kommunistiske drøm. Men mon den dog ikke i sidste ende vil gå samme vej? Virkeligheden er jo en ganske hård modstander.

Nå, nu var jeg lige ved at glemme det allermest besynderlige i artiklen. Abu-Laban skriver:

Koranen gør det klart, at islams sandhed hviler på solide, rationelle argumenter.

Muslimer er overbeviste om, at de rationelt kan bevise, at universet er skabt af en skaber, som tilmed har åbenbaret et barmhjertigt budskab til menneskeheden med retningslinjer for, hvordan menneskets liv og samfund bør indrettes. Beviset på sidstnævnte er Koranens mirakuløse natur, som den danske befolkning i den grad er blevet berøvet et kendskab til i den almene dannelse og offentlige debat.

Koranens unikke litterære kvaliteter adskiller den fra alt, der nogensinde er forfattet af mennesker. Dens unikke genre, der hverken falder under prosa eller lyrik, er ganske enkelt ikke til at efterligne. Det er en kendsgerning, at intet menneske har været i stand til at imitere Koranens enestående genre til denne dag.

Dens flydende udtryk, uimodståelige melodiske klang og sammenhæng svækkes ikke det mindste til trods for, at den behandler alt fra dybe eksistentielle spørgsmål, juridiske principper, moralske regler til økonomiske emner og politiske love; alt sammen formuleret livligt, fængende og kraftfuldt med et hav af tidløse retoriske virkemidler, vel at mærke uden at den falder i niveau ét eneste sted.

Så koranen har en mirakuløs natur! Det er nu ikke til at se i alle de oversættelse, jeg har konsulteret. Men selv om så et menneske, der har det arabiske sprog som fødselsgave, siger, at det forholder sig sådan, så er en sådan påstand i den grad udtryk for en følelse, en fornemmelse, en personlig bedømmelse, at enhver form for rationalitet er udelukket. Den påstand har vitterlig ikke noget med fornuft at gøre, det kan ikke på nogen måde siges at være en kendsgerning, at koranens ord overgår alt, hvad mennesker kan præstere, det er og bliver en mening, som måske en from muslim kan have, men samtidig en mening, som ikke på nogen måde kan overbevise en ikke-muslim, og da slet ikke én, som ikke vil være mere from, end at han kan bevare sin fornuft.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.