I kampen mod islam drejer det sig om at vinde muslimernes ”minds and hearts”. Sådan har én eller anden sagt for vist nok lang tid siden. Og det er jo så sandt, som det er sagt.
Problemet er blot, hvordan i alverden man bærer sig ad med det. Herhjemme har vi nøjedes med at sige, at muslimerne gerne skulle integreres i vort samfund. Vi har ikke sagt, at de skulle assimileres, dvs., blive lige så danske som danskerne, nej, de måtte beholde deres kultur, blot skulle de rette ind efter vore love, og få deres traditioner til at passe ind i vore skikke.
Men denne, synes det, imødekommende indstilling har ikke forhindret diverse muslimske angreb på vort samfund, fra voldtægter til forsøg på at oprette særlige muslimske enklaver, fra fremvæksten af muslimske bander til dominansvold, fra sten mod politi og brandvæsen i muslimske kvarterer til deciderede terroraktioner. Er det mon muligt at få vendt muslimernes minds and hearts imod det danske samfund, så vi undgår de fleste af den slags fænomener?
Frankrig er værre stillet. Forleden var der en tjetjensk ung mand, der dræbte en lærer, fordi læreren for at undervise ret i ytringsfrihed havde vist eleverne en karikatur af Muhammed, se her. Landet har, siger denne artikel, oplevet 33 terrorangreb siden 2017. Og landet har endda opført sig yderst medgørligt overfor muslimerne, ladet dem få det næsten, som de vil have det. Men det er måske det, der er problemet.
Noget tyder på, at muslimer har meget vanskeligt ved at indordne sig under et herredømme, der ikke er muslimsk. Måske det har kunnet lade sig gøre før den nuværende islamiske vækkelse – fra omkring 1990 – men i vore dage, efter at selvmordet indenfor islam er blevet tilladt, når det udføres i forbindelse med en terrorhandling mod de vantro, synes det næsten umuligt af fremvise noget eksempel på en lykkelig convivencia (samkvem) mellem kristne og muslimer, når det skal foregår under en kristen fyrstes eller statsforståelses overhøjhed.
I tiden fra omkring 1200 og frem til 1500 foregik der i Spanien et delvis heldigt eksperiment. Da de spanske konger fik magt over store muslimske områder, lod de muslimerne beholde deres religion og deres skikke, blot tilpasset den kristne øvrighed. Sådan havde muslimerne behandlet de kristne og jøderne, og denne tradition fortsatte med de kristne konger, nu altså med de kristne som øverst i hierarkiet.
Men så kom Ferdinand og Isabella, eller rettere: så kom Jimenez, den katolsk kardinal, som var nået frem til den anskuelse, at et rige kun kan have én religion. Man begyndte derfor en tvangskristning af de talrige muslimer i riget. Det faldt ikke godt ud. Dåben gennemførte man som en slags springvand ud over den muslimske mængde, hvilket resulterede i, at enkelte mænd i mængden glædesstrålende råbte: ”Jeg fik ikke noget vand”, underforstået: Jeg er stadig muslim.
Og det nyttede heller ikke stort, at man tilkaldte inkvisitionen. Den kunne godt nok forhøre de ”omvendte” muslimer, om de kunne deres fadervor, og man kunne også med hjælp af forskellige spioner finde ud af, om de spiste svinekød, som sig hør og bør for en kristen, men alt dette var jo tvang, og man vandt ikke nogens mind eller heart derved. Men fra øvrighedens side følte man sig altså tvunget til sådanne foranstaltninger, delvist fordi man frygtede, at de som muslimer ville optræde som en femte-kolonne i riget.
Det gjorde de dog alligevel, springvandsdøbt eller ej, og det kom i 1568 til oprør i de muslimske landsdele. Først omkring 1630 fik man bugt med muslimerne, men på en utrolig hård måde. Man tvang muslimerne (eller moriscoerne, som de hed; de var jo blevet døbt) til at flytte og bosætte sig rundt omkring i riget. Så først holdt de op med at betragte sig som ikke-spaniere. (Der er her en lang gennemgang af moriscoernes skæbne ved Henry Charles Lea. Og jeg har her givet en knap så lang udredning af forholdene).
Når jeg gør opmærksom på disse historiske forhold igen, skyldes det, at The Economist i denne uge bringer en leder om forholdene for uyghurerne i det nordvestlige Kina, se her. Desuden har bladet en længere artikel om forfølgelserne i uyghurernes provins, Xinjiang, se her. Endelig har de lagt ud på nettet – men ikke medtaget i den trykte udgave – en længere beretning om, hvordan uyghurerne i ikke-kinesiske lande bliver forfulgt og hele tiden må se sig over skulderen, se her.
Det er forfærdelige forhold, der skildres. Det er, som om kineserne vil gennemføre de spanske kongers 150årige projekt på mindre end ti år. Og dertil har de taget alle moderne hjælpemidler i brug for at kunne afsløre ikke-kinesiske ord og tanker.
Vi hører i lederen i The Economist:
Kinas 12 mill uyghurer er en lille, utilfreds minoritet. Deres tyrkiske sprog er meget ulig kinesisk. De fleste er muslimer. En lille håndfuld har udført terrorhandlinger, herunder et bombeattentat på et marked i 2014 med 43 dræbte. Men siden 2017 har der ikke været noget terrorangreb, hvilket regeringen tager som bevis på, at den højere sikkerhed og de anti-ekstremistiske klasser igen har gjort Xinjiang til et sikkert sted. Det er én måde at sige det på. En anden måde er at sige, at i stedet for at indfange de få voldsmænd, har regeringen i virkeligheden sat alle uyghurer i et åbent fængsel. Målet synes at være at knuse et helt folks ånd.
Dette med terrorangrebene er noget, der adskiller situationen i Xinjiang fra situationen i det gamle Spanien. Og det kan som sagt have noget med de af de muslimske lærde tilladte selvmordsangreb at gøre. Man kan også sige, at det er de fredelige muslimers forbandelse, at der står voldsord i koranen, og at de indtil nu ikke har kunnet forhindre, at nogle af deres medmuslimer bliver inspireret af disse ord.
I hvert fald har kineserne kunnet bruge disse terrorangreb som begrundelse for at ville tvinge uyghurerne bort fra deres muslimske tro. Det synes at være foregået i Xinjiang lidt på samme måde som i Myanmar. Her var det også muslimske terrorangreb fra rhodingaernes side, der udløste den forfølgelse, som drev rhodingaerne ud af landet til Bangladesh. Men i ingen af de to tilfælde har de vestlige medier villet anerkende disse terrorangreb som en retfærdiggørelse af forfølgelserne af muslimerne. Hvilket måske også ville være forkert. Men hvordan skal man så forhindre, at der blandt muslimer fra tid til anden fremstår terrorister, der vender deres terror mod os, flertalsbefolkningen? Det spørgsmål har vi fra de ikke-muslimske religioner endnu ikke fundet svaret på.
Kineserne har heller ikke, deres hårdhændede metoder til trods.
For metoderne er hårdhændede.
Mest kendt er nok de lejre, der er bygget rundt omkring i provinsen til indespærring af dem, der behøver ”politisk træning”. Og det er ganske mange, der er tale om. Der skal ikke meget til, før man uden retssag ryger ind i en sådan lejr. Og det kan i mange familier være både far og mor, der kommer af sted. Børnene skal der så tages vare på af myndighederne, og det, også det, foregår på den hårde måde.
Noget af det, der kan føre til internering, er opretholdelse af de muslimske religiøse skikke. Børn bliver forhørt af myndighederne, om deres forældre beder de muslimske bønner, om de bruger muslimske udtryk, osv. Moskéer er der næsten ikke flere af, og finder man en koran i hjemmet, kan også det medføre internering.
Én beretter om, hvordan hver familie hver mandag formiddag skal hejse det kinesiske flag under afsyngelsen af kinesiske patriotiske sange. Her drejer det sig, fortælles det, om at se tilpas entusiastisk ud.
I skolerne forsøger myndighederne at erstatte de uyghuriske lærere med han-kinesiske lærere, for børnene tænkes helt at skulle forlade deres forældres sprog og kultur. Det må dog siges, at denne politik også gennemføres overfor andre mindretal i det mægtige kinesiske rige. Men om det gør sagen bedre, er vel tvivlsomt.
Det samme kan siges om den kendte ét-barns-politik, som Kina har søgt at gennemføre. De lempelser, som andre dele af Kina nu efterhånden kommer til at nyde godt af, bliver ikke gennemført i Xinjiang-provinsen. Det er tydeligt, at de kinesiske myndigheder ikke vil have den uyghuriske minoritet til at vokse sig stor.
Her kan man omsider finde en bekymring, som kan siges at deles af visse grupper i Vesteuropa. Der foreligger beregninger over, hvornår muslimer med deres højere fertilitet vil udgøre 50% af befolkningen i Sverige, i Norge, Tyskland og Danmark. Men vi bruger jo slet ikke de midler, som kineserne bruger, dels fordi vore myndigheder endnu ikke ser noget problem i den højere fertilitet, og dels fordi de med rette ikke kunne drømme om at gå i den grad til yderligheder, som kineserne gør. Det højeste, man kan svinge sig op til, er at komme med forslag, der kan bremse tilstrømningen.
Dette at forhindre uyghurernes kultur i at bestå prøver kineserne også at gennemføre på andre måder. Man påbyder unge uyghur-kvinder at gifte sig med han-kinesere. Og man står som uyghur-kvinde med tre børn i stor risiko for at blive tvangssteriliseret. Men jeg er ikke klar over, om dette er en regel, der tidligere har været gældende under Kinas et-barns-politik, men blot er lempet andre steder end i Xinjiang-provinsen. Noget kunne tyde på, at det er det, der er tale om. For man fortæller, at uyghur-kvinder meget oftere bliver tvunget til at få indsat spiraler end andre kinesiske kvinder.
Man gør også det, at man påtvinger uyghur-familier en han-kineser som familie-ven. Denne skal besøge sin ”familie” en gang om måneden og blive der i op til ti dage. Og naturligvis forventes familien at glæde sig over denne gestus, så der lægges op til et stort mummespil. Men om det skaber modstand hos uyghurerne, eller man ikke blot i det ydre, men også i det indre retter ind, er højst uvist. Måske det virkelig i det lange løb kan have en virkning. På den anden side: hvis muslimerne i Spaniens 1500- og 1600-tal har kunne bibeholde deres fornemmelse af anderledeshed trods det tryk, de var udsat for fra inkvisitionens side, så er måske islam en mere varig sag, end både kineserne og vi bryder os om at gøre os klart.
Spørgsmålet, man må stille, stillet overfor denne kinesiske undertrykkelse, er som sagt: Hvordan agere overfor muslimerne? Er det i det hele taget muligt at vinde deres tilslutning til de demokratiske tanker, altså at vinde deres minds and hearts?
Jeg gjorde for lang tid siden opmærksom på, at den muslimske filosof Ibn Khaldun med største selvfølgelighed angiver det som muslimernes pligt at udbrede deres tro med magt, mens det for de kristne drejede sig om at udbrede deres tro ved propaganda, se her. Herved antydes, at det ligger som et ideal i den kristne tro, at lade det være op til muslimen selv at afgøre sig for eller imod den kristne forkyndelse. Blot skal man jo være opmærksom på, at det er nødvendigt, for at dette ideal kan komme til udfoldelse, at muslimen stilles overfor den kristne forkyndelse. Og det er her, vi har problemet.
For det sker uhyre sjældent i de europæiske lande. Ja, vore muslimske landsmænd har endda fået os kristne til at mene, at det er det bedste, om vi holder den kristne forkyndelse for os selv. Det sekulære samfund er på samme måde blevet overbevist om, at man som borger ikke må sige negative ting om islam, man bruger udtrykket: man må ikke komme med hadtale.
Christian Skaug har her i forbindelse med drabet på den franske lærer og præsident Macrons meget bombastiske udtalelser i den anledning gjort opmærksom på, at den konservative franske journalist og forfatter Eric Zemmour har fået en bøde på 10.000 euro for hadsk tale mod islam. Og det er et tegn på, at islam har vundet, siger han. Han skriver:
Frankrig er i krise fordi islam er en konkurrerende civilisation
Det er altså ikke islam som er i krise, selv om islam er en krise for sine omgivelser. Det islamske tog ruller videre i fuld fart.
Snarere er det Frankrig som er i krise fordi islam er en konkurrerende civilisation. Og krisen er ikke bare økonomisk eller demografisk, måske ikke engang først og fremmest det. Frankrigs krise er åndelig og intellektuel. Macron og de fleste andre toppolitikere gør intet andet end at legemliggøre den og give den politisk og juridisk form.
Vi, de kristne og det kristne Vesten, stiller tingene op overfor hinanden i en åben diskussion. Og jeg er ikke det mindste i tvivl om, at kom det til en sådan åben diskussion om, hvilken religion der er den sande, ville kristendommen vinde stort. Det er derfor alene ud fra et magtspørgsmål yderst forståeligt, at islam ikke vil ind i en sådan diskussion. Og man bruger alle mulige underlødige kneb for at undgå denne diskussion. Oven i købet tillader man sig at se fuldstændig bort fra, om der er sammenhæng i de tiltag, man foretager sig.
Man bruger forskellige betegnelser for at gøre sig selv til offer. ”Islamofobi”, ”hadsk tale”, ”intolerance”, og så videre, alt sådant skal afbilde muslimerne som forfulgte stakler, der ikke kan få lov at leve i fred her i Europa. De er alle sammen fredelige borgere, og det eneste, de beder om, er, at man lader være med at gøre grin med deres profet. Vi ikke-muslimer må forstå, hvor ondt det gør på deres hjerter, når de ser et billede, der gør grin med Muhammed. Vil vi ikke nok – please – lade være!
Ærlig talt: man må undre sig ikke så lidt over den succes, muslimerne har fået med sådanne betragtninger. Den kristendomsfjendtlige holdning hos europæerne, som har hersket i lang tid, og som ikke har holdt sig tilbage fra at gøre grin med og forhånet og på enhver måde nedgjort både alle kristne kirker og specielle særligt udvalgte miljøer i kristenheden, den er nu pludselig hos de samme mennesker afløst af forståelse og hensyntagen; forståelse for de mest horrible påstande – jævnfør påstanden, refereret i mit forrige indlæg, om koranens bevislige kunstneriske overlegenhed – og forståelse for det, man opfatter som religiøs alvor, når man ser de store forsamlinger af muslimske mænd, der foretager de foreskrevne gymnastiske bevægelser, når de beder.
Det er den ene selvmodsigelse, man bevæger sig ind i hos de europæiske intellektuelle.
Men der er en anden også: Man undlader at erkende selvmodsigelsen hos muslimerne, den selvmodsigelse, der på den ene side med sin ydmyge holdning vil have os til at erkende Muhammed som en fredens mand, men på den anden side ikke undlader at true med og ligefrem udføre terrorhandlinger for at få os til at anerkende ham som en sådan fredelig religionsstifter.
Denne uerkendte selvmodsigelse hos muslimerne rammer os europæere bagfra, fordi den ikke bliver imødegået. Den får os til at undlade at offentliggøre Muhammed-tegninger og andre satiriske indslag mod islam. Og vi vil jo helst foregive, at det er af hensyn til muslimernes fine følelser, vi undlader det. Men vi kan ikke frigøre os fra mistanken om, at også angsten for at blive ramt af den muslimske terror spiller ind.
Selvmodsigende? Ja, mon ikke?
Hege Storhaug har her fortalt om en hændelse i Lillestrøm i Norge. En fortabt sjæl har ophængt Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen på en lygtepæl. Og tænk, den frække dame spørger ligefrem, hvorfor Macron ikke foreslår noget lignende i stedet for de mange ord, han fremkommer med. Hun skriver:
Macron burde sørge for å henge opp karikaturer overalt i det offentlige franske rommet, på hvert gatehjørne, og slik «krenke» de krenkbare ferdig en gang for alle. Dette for å manifestere at ytringsfriheten er hellig, og menneskelivet er hellig.
Og han bør da peke på seg selv i en tale til nasjonen når karikaturene er på plass i de franske byene: «Det er meg som har gjort dette, det er min idé, min vilje, for å redde landet fra de mørkeste kreftene vi har sett siden den mørkeste middelalderen. For å gjenreise friheten i republikken. Skal noen tas for dette, så er det meg. Ingen andre.»
Det sker dog nok ikke. For vi er stadig præget af den muslimske selvmodsigelse langt ind i den intellektuelle elite.
Men måske alligevel noget andet kan ske. Måske der kan rejses tiltale mod dem, der efter sigende har udstedt en fatwa mod den lærer, der blev dræbt, se her. Og det ville dog være noget. Men vist også ende med at blive et slag i luften. For hvordan skal man kunne erkende, at noget er en fatwa? Og hvem vil vidne om det, hvis udstederen risikerer bøde eller fængselsstraf?
Nej, hvor nødig end kirken vil, der er vist ikke anden udvej ud af den klemme, som islam har bragt os i, end at kirken tager bladet fra munden og direkte gentager ordene fra Den augsburgske Bekendelse: At muhammedanismen af den rette kristendom betragtes som et kætteri.
Man kan hente rigeligt med stof fra denne blog.
ricardtriis 