Kærlighed og ægteskab

Kærlighed og ægteskab/ hvad kommer de hinanden ved?” Sådan spørger PH i en sang, der er blevet kendt for noget helt andet, nemlig den sang fra 1940, der indeholder ordene ”Man binder os på mund og hånd” og derfor blev en slags skjult protest mod den censur, der blev indført ved den tyske besættelse af Danmark.

Men læser man hele sangen igennem, se her, så opdager man, at sangen er et vidnesbyrd om PH’s og det kulturradikale Danmarks angst for at binde sig i ægteskabet. Lidt senere i andet vers – hvorfra overskriften er taget – hedder det:

Elskov er den vilde blomst -/ i gartnerhænder går den ud./ Skærmet får den sin bekomst,/ men blomstrer hedt i storm og slud./ Man binder os på mund og hånd,/ med vanens tusind stramme bånd/ men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri./ I alle kærtegn er en flugt/ de røde sansers vildt flugt/ fra pligternes tvungne fortrampede sti./ Du må ikke eje mig, jeg ejer ikke dig./ Alle mine kys er ikke ja og ikke nej./ De ord vi svor med hånd og mund/ de gælder kun den svimle stund/ der netop er kysset fra dig, jeg ka’ li’.

Sjovt nok er dette en genklang af den ene halvdel af Jesu ord mod farisæerne. For det er jo sandt nok, at det bliver et forkrøblet liv, man lever, hvis man hele tiden har lovens eller moralens strengt løftede pegefinger i sigte. Der er ikke nogen lov, alt er tilladt, som Paulus siger (1 Kor 10,23). Så hvis PH har levet sit liv, bundet på mund og hånd med vanens tusind stramme bånd, hvis han har følt sig ejet uden at kunne komme fri, så kan man da kun ønske for ham og alle i en tilsvarende fængselslignende tilstand, at de må komme fri, så de kan leve, som deres hjerte tilsiger dem.

Og han har da også ret i, at kærligheden mellem ægtefæller – det, han kalder elskov – går ud, når den skal fremtvinges af moralens sociale kontrol. Det er virkelig sådan, at vil man skærme den med pligter og bestemmelser, så får den sin bekomst. Det er de muslimske ægteskaber et tydeligt eksempel på. For dèr lever virkelig især kvinder under ikke vanens, men koranens tusind stramme bånd. Men indrømmet, det er jo noget, der er sket efter PH’s tid.

Men PH har ikke læst videre hos Paulus. For vel siger han, at alt er tilladt, men han føjer til: ”men ikke alt bygger op”. Det, der skal bygges op, det er forholdet mellem menighedens medlemmer, altså i denne situation: samhørigheden og tilliden mellem de to ægtefæller.

Denne opbygning af det ægteskabelige fællesskab betragter PH i denne sang som identisk med, at den ene ægtefælle ejer den anden. Og dèr tager han fejl. Vel siger man ”min kone” eller ”min mand” om sin ægtefælle, men deri genfinder man ikke ejendomsrettens juridiske krav, men kærlighedens selvfølgelige given sig hen.

Han kunne med fordel have læst Luther, når han i ”Om de gode gerninger” skriver:

Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske. (Se her).

Men med hans aversion mod alt kristeligt ville han nok ikke have forstået ham. Den gode gerning, siger Luther, gøres glad og tillidsfuldt. Det er ikke loven eller god moral, der bestemmer, hvad der bliver gjort, det er tilliden, det er glæden ved at leve i forholdet, og gerningerne bliver derfor ikke gjort som de tvangsgerninger, PH afbilder og med rette vender sig imod, de bliver gjort som en ligegladhed med ”pligternes tvungne fortrampede sti”.

Men ikke blot er det lidt ærgerligt, at PH således ikke har forstået Luthers ærinde, det har også haft den utilsigtede konsekvens, at der ud af det frihedsideal, han opstillede, med tiden har dannet sig en ny og mindst lige så bindende moral: den, nemlig, at man skal tillade sig alt, at man skal lade sine følelser styre sig, at man ikke må lade nogen chance for en fornyet forelskelse gå sig forbi, at man derfor ikke kan regne de sammenbindende kærtegn for mere end midlertidige udtryk for en svimlende stund, der jo som alt andet i livet har sin tid, og måske/måske ikke afløses af en fornyet forelskelse, om i den samme eller i en anden, det véd man ikke.

Og tro det eller lad være: det har været en lige så krævende opgave at leve under denne nye frihedsmoral, som under den gamle moral. Man måtte jo næsten nødvendigvis hævde – hvis man altså nedlod sig til at leve i et ægteskabeligt forhold – at der var tale om et såkaldt åbent ægteskab. Men ville bestemt ikke eje hinanden, og lod derfor den anden frit flirte med, have samkvem med, og såmænd også have samleje med en anden, hvis han eller hun overfor vedkommende havde mærket forelskelsens kræfter. For ikke sandt: denne vilde blomst må man jo endelig ikke prøve at hæge om eller skærme. I stedet skal man ”flagre sig fri”.

Og så sagde idealet jo, at den forladte ægtefælle ikke på nogen måde måtte blive jaloux, for man havde jo lovet hinanden, ikke evig troskab, nej, men at man ikke ville lade kysset gælde for mere end én svimmel stund. Men erfaringen viste langs hen ad vejen, at jalousien ikke var sådan at holde nede. Uanset hvor meget man forsikrede, at man ikke var jaloux, man var det alligevel. Og uanset med hvor store ord man bedyrede sin frihed fra alle moralregler, denne højt besungne frihed blev, uden at man lagde mærke til det, en ny snærende moralregel, og det var mindst lige så svært at leve efter den, som efter den gamle regel, ja, man kunne vel ikke helt sige sig fri for at længes lidt efter den tryghed, som de gamle forestillinger indebar.

Og sjovt nok, da også kirken ville være med på denne moderne vogn – for man må jo følge med tiden, ikke sandt – og derfor foreslog et nyt vielsesritual uden de kendte ord ”til døden skiller jer ad”, så rejste der sig til forslagsstillernes store overraskelse en formelig proteststorm for at bibeholde ”til døden jer skiller”. Og så trak man i hast forslaget tilbage.

Og nu i denne #metoo’s anden bølge oplever vi så her i landet pludselig at se alle de vanskeligheder, som den frie moral fører med sig, stillet frem i lyset. Det kan så let som ingenting føre til magtmisbrug, når alle tænkes at skulle leve efter denne frihedsmoral, hvor et samleje eller to med en vildfremmed mand jo naturligvis ikke tænkes at gøre hverken fra eller til i den personlige integritet.

Og naturligvis, den frie moral siger, at man endelig ikke må fordømme, og det er derfor, man nu berømmer de kvinder, der vover at stå frem, for deres mod. For de vover jo nu – men altså først nu – at sige, at denne frie moral måske ikke lige er tilpasset kvinders ønsker.

Midt i det hele er der så en kvindelig psykolog, Lise Dithmer, som i en kronik i Berlingske, se her, gør os opmærksom på, at kvinder kan være højst udspekulerede. Det er på sin vis et ord i rette tid. For de to køn er på grund af forskellighederne nødt til at anvende forskellige strategier til at opnå deres mål, også når målet ikke er et livslangt ægteskab, men blot beundring, måske endda forelskelse eller tilbedelse af et menneske fra det modsatte køn.

Hun beskriver den kvindelige strategi således:

Jeg synes, det vil være på høje tide og meget på sin plads, at vi kan tale om sexisme som noget, både mænd og kvinder benytter sig af, og at kvinder ikke altid er de uskyldige ofre.

Nogle kvinder har en udpræget sans for at bevæge sig rundt i et lokale, så alle lægger mærke til hende. Hvis hun udser sig en mand, som hun synes er tiltrækkende, kan hun med meget få bevægelser, øjenkontakt og et hemmelighedsfuldt smil lokke manden til at kontakte hende.

Det viser hun med nogle eksempler fra sit eget liv, da hun gik på Akademisk Studenterkursus:

Jeg syntes, at engelsklæreren var sød. Han var ung, hed Arne Ole og jeg besluttede mig for, at han skulle erobres. Der var mange pigekonkurrenter i klassen, og jeg ville gerne løbe af med ham. Det var ikke fordi, jeg gjorde så meget, smilede, flirtede lidt og gik tæt på ham, når jeg skulle spørge ham om noget. To uger efter sad vi i toget på vej hjem til ham, hvor vi indledte et forhold. Senere på året tog jeg samme tur med min tysklærer. Han var også ung, kun nogle få år ældre end mig, og jeg var rigtig dårlig til tysk, men jeg tror ikke, at jeg på forhånd havde skumle planer om at opnå en bedre karakter i tysk. Men jeg nød, at jeg endnu engang havde scoret læreren. Det bedste af det hele var, at da vi nåede til eksamenstiden, fortalte jeg min tysklærer, at jeg havde det rigtig dårligt med tysk, og at jeg ikke ville være i stand til at sige en eneste sætning i konjunktiv. Min tysklærer skrev en sætning ned og sagde, at den skulle jeg lære udenad.

Det gjorde jeg og sørme, om det ikke lige var den, jeg blev bedt om at sige til eksamen. Det reddede i alt fald min karakter et stykke opad.

Man kan lægge mærke til, at hun med disse to eksempler synes at udnytte sin kvindelige charme til overfor ”magtmændene” at få fordele ud af det for sig selv. Hun bliver tilsyneladende ikke forelsket i hverken den ene eller den anden af disse to lærere, nej, hun scorer dem.

Nu kan det selvfølgelige være, at hun har beskrevet det som det ses ovenfor, fordi hun dermed bare vil have sagt, at kvinder også kan udnytte deres magt, selv om denne magt er af en anden art end mændenes magt. Dermed vil hun selvfølgelig ikke sige, at alle de kvinder, der er blevet gramset på af ”magtmændene”, har haft samme lidt mislige hensigter, som hun selv har haft. Hun vil blot åbne for en debat om muligheden af noget sådant.

Men typisk for en sådan PH’sk forståelse af kærlighedsforholdene er også, at hun ikke skænker mændenes reaktioner en tanke, da hun trækker sig ud af forholdet. Går de grassat, bliver de grebet af depression, eller skynder de sig blot at flagre videre til den næste interesserede elev? Vi véd det ikke.

Man får indtryk af, at hverken Lise Dithmer eller de mænd, der nu anklages for overdreven gramseri, er klar over, hvilket sprængfarligt område de har bevæget sig ind på. Og her tænker jeg ikke på de konsekvenser, det nu synes at få for både Morten Østergaard og Frank Jensen, jeg tænker på de virkninger, deres sexisme måtte have haft på deres ofre. Kærligheden er ikke til at spøge med. Men det er jo just, hvad disse figurer gør: behandler den anden som et stykke legetøj, regner forelskelsen eller samlejet for det, man stiler efter, intet mere.

Vi tænkes altså, af den ”nye” seksualmoral, opstået lang tid før PH’s tid, alle at skulle tælle sammen, hvor mange af det modsatte køn vi kan score, og være fuldstændig ligeglade med, om den person, vi scorer, måske tænkte anderledes om kærligheden.

At det virkelig forholder sig, som der står i Højsangen 8,6:

for kærligheden er stærk som døden,/ lidenskaben er grum som dødsriget,/dens flammer er flammer af ild,/ en voldsom brand.

det kan måske ses af en anden historie, som er dukket frem. Det er Uwe Max Jensen, der refererer, hvad journalist Michelle Færch skriver:

Freelancejournalisten Michelle Færch møder Mads Aagaard Danielsen i Aarhus i 2012.

De indleder et forhold, der udvikler sig i en uheldig retning. Michelle Færch beskriver Mads Aagaard Danielsen som ‘manipulerende og kontrollerende’.

Det bliver hurtigt værre:

Mads Aagaard Danielsen viser sig at være voldsomt jaloux. Han får adgang til Michelle Færchs telefon for at danne sig et overblik over, hvilke mænd og kvinder hun har kontakt til.

Mads Aagaard bliver rasende, da han opdager, at Michelle Færch har skrevet ‘kære’ til en anden mand.

Og værre endnu:

Den unge kvindelige journalist føler sig presset i bund. Men mere venter forude.

På det her tidspunkt, inden det gik helt galt, følte jeg mig værdiløs. Som menneske, professionelt, på alle måder. Mine grænser var blevet overskredet utallige gange, og jeg havde tilladt det. Det var en følelse af at være pillet fra hinanden, bid for bid,” siger Michelle Færch.

Mads Aagaard Danielsens vrede kulminerer i sommeren 2014, da han opdager, at en mandlig journalistkollega har haft et forhold til Michelle Færch.

Uwe Max Jensen har vist til hensigt at vise, hvor forfærdeligt Mads Aagaard kan opføre sig. Min hensigt er blot at vise, at vi i mødet mellem mand og kvinde har med stærkere kræfter at gøre, end PH og hans lige forestillede sig. Jeg skal ikke undskylde Mads Aagaard, og jeg skal heller ikke undskylde Lise Dithmer, men ud fra disse tildragelser antyde, at de kræfter, der ligger i os og får os til at føle forelskelsens himmelflugt og jalousiens djævlebesathed, alligevel ikke sådan lader sig styre, og at den frigørelsesmoral, som mange betragter som det store ideal, for nogle kan være en bekvem overbevisning at navigere i, men for andre kan være et miljø fyldt med nederlag.

Det kan godt være, at man for at være med på moden skal gå ind for den efterhånden noget bedagede frigørelsesmoral. Men gør det noget, om man glæder sig over de ægtefolk, der holder sammen i indtil flere årtier? Er der noget i vejen med én, hvis man måske endda takker Gud, fordi tillid og fortrolighed næsten har vokset sig stærkere år for år? Ikke fordi vi skal have PH’s modpol tilbage: en tør og vanebåret moral, men kan man dog ikke have det som et ideal, at det ikke skal være den ene moralforestilling eller den anden, der skal bestemme, men ens ønske om et varigt forhold, måske endda et forhold, der varer helt ”til døden skiller os ad”?

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Luther, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.