Spinoza og Voltaire

Bent Blüdnikow har i Berlingske anmeldt en oversættelse af Tom Hollands bog ”Herredømmet. Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed”, se her. Han bekendtgør i slutningen af anmeldelsen, at han ikke selv har følt sig overbevist af Hollands eksempler og argumenter.

Det betyder, at man nok skal høre en svag protest i hans referat, f.eks. i referatet af omtalen af Spinoza og Voltaire, hvor det hedder:

Oplysningens store stjerne var og er også den kompromisløse Spinoza, men selv denne jøde, som den jødiske menighed smed ud for kætteri, ser han i et kristent lys: »Spinoza dæmpede så langtfra forvirringen blandt de rivaliserende dogmer, men tilføjede i stedet endnu en variant af den kristne tro,« skriver han.

Og når Voltaire langede ud efter kristendommen og kaldte den vederstyggelig, så er Tom Hollands forklaring, at Voltaire var kristen: »Den målestok, efter hvilken han dømte kristendommen og forbandede dens fejl, var ikke universel (…) Den var udpræget og på besynderlig vis kristen.«

Spinoza har jeg selv beskæftiget mig lidt med, se f.eks. her. Og her citerer jeg et stykke fra hans ”Teologisk-politisk traktat”, hvori han, efter min mening i fuld overensstemmelse med Paulus, skelner mellem profeter, der ikke sætter deres teser til diskussion, og apostle, der som f.eks. Paulus opfordrer sine tilhørere til selv at overveje sagen. Og denne sidste måde at kommunikere på, mener Spinoza, er den, der giver mennesket sand frihed.

Dette gør Holland ret nøje rede for i sin omtale af Spinoza. Og han fortæller også om, hvordan Spinozas ret særprægede panteisme var inspireret af kvækerne, som igen hentede deres overbevisning fra Paulus, bl.a. fra Gal 5,22. Og det er da sandt nok, at man i den lidt kristendomsfjendske stemning, der har hersket i Vesten gennem de seneste par hundrede år, mest har været interesseret i Spinozas mindre kristendomsvenlige teser, men netop derfor er det givende at læse Holland og fra ham erfare om det væld at forskellige kristne sekter, der fandtes i datidens Holland. Og læser man Hollands bog i kapitlet om bl.a. Spinoza – jeg har kun bogen på engelsk, men alligevel – fornemmer man, at Spinoza har andet at byde på end den form for panteisme, vi blev præsenteret for på universitetet.

Og jeg har altid været en hund efter nogen, der kunne nedbryde en alt for fastslået enighed.

Det samme gælder synet på Voltaire. Holland hævder ikke, at Voltaire var kristen, han hævder kun, at målestokken, han brugte at kritisere sin samtid efter, var kristen. Måske man skal føje til, at det er lidt uheldigt, at Blüdnikow har udeladt noget, selv om han med sin parentes fortæller, at der mangler noget. Det, der mangler, sætter nemlig sagen i relief. Holland skriver:

Den målestok, efter hvilken han dømte kristendommen og forbandede dens fejl, var ikke universel. Den deltes ikke af filosoffer verden over. Den var ikke almindelig fra Beijing til Cayenne. Den var udpræget og på besynderlig vis kristen.

Men mere interessant er det at se på, hvordan Holland argumenterer for dette synspunkt.

Han begynder sin omtale af Voltaire med at fortælle om retssag mod en huguenot, Jean Calas, i Toulouse i 1762. Hvad der egentlig var sket, er nu bagefter ret vanskeligt at blive klar over. Men Calas blev i hvert fald dømt for mord i det strengt katolske Sydfrankrig. Endda blev han radbrækket, før han udåndede. Man havde vist håbet, at han ville bekende, at han var morderen, men han blev ved med at sige, at han var uskyldig, og bad stadig Gud tilgive bødlerne.

Hvad der skete, kan man læse hos Voltaire. For han tog sagen op i et skrift om ”Tolerance og andre essays”, se en engelsk oversættelse her. Og sammenholder man Voltaire og Holland, ser begivenhederne vist således ud:

Calas var en 68-årig handelsmand og far til en stor familie. En dag hører man skrig fra hans hus og opdager, at han står med liget af den ene af sine sønner sammen med sin øvrige husstand. Overfor øvrigheden forklarer Calas først, at hans søn må være blevet myrdet – formentlig, fordi han ville undgå den nedværdigende behandling af liget, en selvmorder fik – men senere må han indrømme, at han formodentlig har hængt sig selv. Og det fører – i kraft af stærke rygtedannelser i den katolske pøbel – til, at han selv bliver anklaget for mordet.

Så stærke er disse rygter, at sønnen af mange bliver betragtet som en kristen martyr; man begraver ham på katolsk vis, man beder ved hans grav, man mener, der finder mirakler sted ved graven, osv. Og holder man sig til Voltaire, må man nok sige, at retssagen mod ham lader en del tilbage at ønske efter moderne standarder. Hvilket også gør det relativt let for Voltaire at gennemhulle de argumenter, han blev dømt efter.

Og minsandten, det lykkedes for Voltaire at få enken og de to døtre til at tage til Paris og dèr få juridisk hjælp til at få dødsdommen omstødt, så hun og hendes døtre igen kom til ære og værdighed.

Holland skriver derom:

Frifindelsen af Calas, en uskyldig mand, der blev tortureret til døde foran en hånende og blodtørstig pøbel, havde ikke blot været en triumf for oplysningens sag, men et nederlag for kristendommen. ”Denne sejr skyldes alene filosofien”, skrev Voltaire i et brev.

Men sådan så det ikke nødvendigvis ud for de kristne. Der var mange katolikker, som var tilfredse med Voltaires indgriben. Havde der ikke været det, ville hans kampagne aldrig have kunnet vinde – for der var ikke nær nok filosoffer i Frankrig til, at de kunne have overvægt i sig selv.

Og Voltaire skriver:

De dommere, der var indstillet på at henrette Jean Calas, overtalte de andre til, at den svage, gamle mand ikke ville kunne udholde tortur og på skafottet ville tilstå sin forbrydelse og anklage sine medskyldige. Men det fik de ikke noget ud af, for den gamle mand, der udåndede på marterhjulet, bad til Gud om at bevidne hans uskyld og bønfaldt ham om at tilgive dommerne.

På en måde har man her Hollands hele argumentation samlet. Det var det nye, kristendommen bragte ind i verden: den utrolige overtalelsesmulighed, der ligger i at blive uskyldigt dømt; den mærkelige magt, der ligger i magtesløsheden; den beundring for udholdenheden og den menneskelige integritet, der næsten uundgåeligt viser sig hos dem, der ser sådanne begivenheder.

Og én af den, der mærkede beundringen tage ved sig, var altså Voltaire. Man kan selvfølgelig godt sige, at han kun brugte begivenheden her for at fremme sin egen karriere som samfundsrevser. Men det vil nu nok være mere rigtigt at antage, at han selv var grebet af bekendermodet hos Calas. I hvert fald forstod han at bruge den overtalelsesmulighed, der lå i begivenhederne og i Calas’ bønner, og for at kunne gøre det, må han vel på én eller anden måde selv være blevet overtalt.

Så er det jo også sandt nok, at Voltaire så sandelig ikke holder sig tilbage, hvad kritik af kirken angår, eller hvad kritik af den overtro, der dengang var udbredt, angår. Men selv om Voltaire aldrig selv ville indrømme det, er det vist ikke så svært at se, at han henter kraften i sin kritik fra kristendommen selv.

Når man altså lige formår at skelne mellem kirken og dens til tider ret skæve udvikling og den forkyndelse, den påstås at bygge på, men alt for ofte ikke gør det. Om revselsen kommer fra andre dele af kirken eller fra mennesker helt udenfor kirken, betyder ikke stort, hvis den bygger på en sandere forståelse af det kristne evangelium.

P.S.: Den engelske wikipedia har en artikel om Jean Calas her.

Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.