Er islam rationel?

Jeg har et par gange her på bloggen været ude med riven efter nogle muslimer, som har fået stillet kronikplads til rådighed af Information, se her og her. Nu er der så et tredje svar i den serie i bladet, som kronikkerne indgår i. Og jeg bliver vist derfor nødt til at forsvare de arme af mig stærkt angrebne muslimer en lille smule, for de spørgsmål, Information stiller som baggrund for kronikkerne, lægger ikke op til at besvare de spørgsmål, der for de almindelige danskere er afgørende at stille til islam – og Informations læsere forudsættes trods alt at være ”almindelige danskere”.

Man skriver i en beskrivelse af forudsætningerne bag serien: ”Information spørger i denne kronikserie en række danske imamer og muslimske autoriteter, hvad islam betyder for dem, og hvordan man især bør praktisere islam i Danmark”. Og ikke sandt – så tror da pokker, at man ikke får noget indblik i, hvorfor der dannes parallelsamfund her i landet, eller hvorfor der fra tid til anden fremstår terrorister fra de muslimske miljøer.

Nu her den 19-10 var der således atter en kronik i serien, se her, artiklen er dog denne gang bag betalingsmur. Denne gang er den skrevet af Mohammad Khani, imam ved Imam Ali Moskeen i Nordvest i København. Og han lægger vægt på det, jeg har skrevet i overskriften: at islam er rationel. Det er i hvert fald, hvad han påstår har fået ham til at acceptere islam. Han skriver:

Det, som var afgørende for mig, da jeg valgte islam til som religion, var, at det filosofiske grundlag for religionen ikke handlede om blind tro, som det gør i nogle andre religioner. Troen skulle ikke blot udfylde det tomrum, hvor logikken ikke længere kunne følge med. Tværtimod hviler islam på rationelle principper, som fører til en livsstil, der er i harmoni med menneskets natur, behov, værdier og omgivelser.

Hvis jeg ud fra noget af det, jeg tidligere har skrevet her på bloggen – det, som jeg lidt pralende kunne kalde ”min religionsfilosofi” – skal undersøge ovenstående udsagn, må jeg sige, at alle religioner i en vis forstand handler om blind tro, fordi de alle vover sig derud, hvor videnskaben ikke længere kan følge med. Det gør islam også med sin påstand om, at koranen ikke er Muhammeds, men Guds ord til menneskeheden. Og det gør kristendommen med sin påstand om de mange undere, der sker, hvilket dog i sidste ende er en påstand om, at sproget fungérer, fordi Guds ånd skaber tillid mellem mennesker, også i religionsfilosofiske debatter, ja sågar i videnskabelige diskussioner.

Så dèr er vi vist lidt uenige.

Så er der det med alkohol. Her siger Mohammad Khani:

Muslimske unge mærker en implicit forventning om, at man som dansk ung skal feste og drikke alkohol – ellers er man ikke en del af fællesskabet. Til trods for, at vi videnskabeligt ved, hvor skadeligt alkohol er, både for samfundet og individet, er drukkulturen nærmest en selvfølge, da den hviler på en skjult konsensus om, at det er en forudsætning for, at man kan være en del af fællesskabet.

Her prøver han vist at gøre muslimske unge til ofre, fordi de bliver mobbet for ikke at ville drikke alkohol. Jeg véd ikke, om det er sandt. I min ungdom – men det er jo også lang tid siden – blev jeg da ikke mobbet, fordi jeg ikke var med til festerne på gymnasiet; jeg ville ikke drikke alkohol. Men bortset fra det står der i min videnskabsbog ikke noget om, at alkohol er skadeligt, i hvert fald ikke i tilpas små mængder. Derimod fortæller de mennesker, der siger om sig selv, at de er alkoholikere, der ikke drikker mere, at de nu efter et alt for højt alkoholindtag er sådan indrettet, at de ved blot det mindste indtag af alkohol, mister kontrollen over sig selv.

Det er ganske mærkeligt, og man forstår godt de mennesker, der gennem års misbrug har meget svært ved at indrømme, at de ikke længer har den selvkontrol, som alle andre synes at have.

Se, en sådan iagttagelse ville jeg kunne kalde videnskabelig, hvis man gennem sin neurologiske forskning kunne finde ud af, hvordan det går til med den mistede selvkontrol. Indtil da vil jeg nøjes med at kalde det klog politik, om nogle flere alkoholrådgivere var opmærksom på dette forhold.

Men lad mig blot se det i et lidt større perspektiv.

I en afhandling, jeg lavede for snart mange år siden, ”Frihed kontra fromhed”, prøver jeg at anerkende islams forskrifter ud fra den iagttagelse, at de synes at tænke kollektivt, hvor vi tænker individuelt. Den enkelte skal ikke have alt besværet med at finde ud af, hvor skadeligt alkohol er, samfundet gør det for ham. Og den enkelte skal ikke kæmpe sig igennem kønsforskellens mysterier, samfundet gør det for ham, idet det adskiller kønnene i den daglige omgang, og derved gør det arrangerede ægteskab til det eneste tilladte og det eneste mulige, se her.

Dog er jeg dèr fræk nok til at gøre opmærksom på, at der ikke findes ét sted i koranen, hvorefter det er forbudt at nyde alkohol, nej, der findes hele fire steder, og disse fire steder lader sig indordne i en rangfølge, hvor det begynder med, at man kun må nyde alkohol i rimelig mængde, fortsætter med en advarsel om, at de onde ting i alkohol er større end de gode, og ender med et decideret forbud mod nydelse af alkohol, se her. Derved bliver det nemlig klart, at koranen er skrevet af Muhammed og ikke af Gud. For om Muhammed kan man sige, at han skal gøre sig erfaringer med alkohol, men om den alvidende Gud kan man ikke sige, at han ikke helt er klar over alkohols virkninger, men først må gøre sig erfaringer med det.

Mohammad Khani har ikke meget til overs for de danske politikeres viden om islam. Han skriver:

Men når politikerne nævner islam i debatten, som religionen efterhånden er en del af på daglig basis, er islam som elefanten, der bliver rørt af blinde mænd, der aldrig er stødt på en elefant før. De blinde mænd lærer og danner sig en forståelse for, hvordan elefanten ser ud, ved at røre ved den. De føler kun på en bestemt del og tror så, at det er hele elefanten, de har fat i.

Denne lignelse om de blinde, der undersøger en elefant, er vistnok af vestlig oprindelse, men det er da helt i orden, at den her bruges af en muslim. Men hvis man ser på hans og min opfattelse af det muslimske forbud mod alkohol, er det dog vist mig, der beskriver ”elefanten” på den mest virkelighedstro måde. I al beskedenhed.

Det gør jeg vist også, når det kommer til vort forhold til den danske grundlov. Her skriver Mohammad Khani:

For eksempel får jeg tit spørgsmålet: »Sætter du Koranen over grundloven?« Mit svar er simpelt: Ja, det gør jeg. Det tillader grundloven selv i paragraf 67 om religionsfrihed. Men der er i øvrigt intet, der er gjort obligatorisk i Koranen, som er i strid med dansk lov.

Koranen beordrer til gengæld muslimer til at stå ved deres aftaler, hvilket betyder, at man er forpligtet religiøst til at overholde landets love og regler, da dette er en af betingelserne for den samfundskontrakt, man har indgået ved at være dansk statsborger.

I grove træk kan man opdele islams regler i tre kategorier: Regler for tilbedelse, såsom reglerne for bøn, faste og pilgrimsrejse; regler for interaktion med ens omgivelser, som regulerer forholdet til menneskerne omkring en selv og samfundet; og til sidst de etiske værdier, som er til for at perfektionere ens karakter.

Alle tre kategorier er beskyttet af grundloven, for ingen af islams regler »strider mod sædeligheden eller den offentlige orden«, sådan som paragraf 67 udtrykker betingelsen for religionsfrihed.

Ikke sandt, det lyder jo forjættende. Tænk, muslimer, der virkelig går ind for den danske samfundsmodel og betragter den som en samfundskontrakt, som de med største selvfølgelighed overholder!

Men også her må jeg tillade mig den frækhed at mene, at det er Khani og ikke mig, der står med den vanskelighed, at han mener at have beskrevet den hele elefant, men mangler væsentlige dele.

Koranen giver således Muhammed visse fortrin, han er jo Guds redskab til udbredelsen af Guds sandhed. Den almindelige muslim må kun have op til fire hustruer, men denne begrænsning gælder ikke for Muhammed. Muhammed skal som Guds profet adlydes i alle forhold. Denne lydighedspligt er nedarvet til kalifferne. Således bestemte den anden retledede kalif, Umar, at man skulle behandle ikke-muslimerne i de af muslimerne erobrede områder som anden-rangs-borgere. For han læste sura 3,110(111) i koranen, hvor det hedder: ”I er det bedste folk”, og drog deraf den konklusion, de andre folk, jøder eller kristne, ikke stod på linje med muslimerne.

Og jeg vil altså i al beskedenhed mene, at hvis man lytter til dette koransted og hvis man godtager Umars konklusion, så får man en helt anden opfattelse af den elefant, der befinder sig i det danske samfund, end den, Mohammad Khani giver udtryk for. Så bliver det pludselig forståeligt, at muslimer betragter visse områder af landet som muslimsk område og ikke tillader dansk politi eller brandværn at operere dèr. Så får man en fornemmelse af baggrunden for den dominansvold, som visse muslimer udøver overfor os almindelige danskere, om end det stadigvæk forekommer os danskere ret irrationelt af muslimerne at handle sådan.

Og da vi efterhånden vover at acceptere og indrømme overfor os selv og hinanden, at vi her i landet ser temmelig meget af denne overlegenhedsfornemmelse fra muslimernes side overfor os, får vi også en lidt mærkelig smag i munden ved at læse Mohammad Khanis kronik. Følger den mand da slet ikke med i det, der foregår i det danske samfund? Er han kun interesseret i den påstået fejlagtige behandling, muslimer bliver udsat for, og ikke i den nedværdigende vold, der bliver os danskere til del fra muslimsk side? Eller er han én af den slags snydere, der så udmærket véd, hvordan han skal få os danskere til at synes godt om islam, men også et sted i sin bevidsthed véd, at det kun er en halv elefant, han præsenterer for os?

Vi skal helt ned til grundlaget, dvs., ned til spørgsmålet om forholdet mellem islam og rationalitet.

Her hedder det i kronikken, at en muslim er religiøst forpligtet til at overholde landets love. Og det hedder lidt ovenfor i kronikken, at religionen, dvs., islam, ikke handler om blind tro.

Her viser sig islams selvmodsigelse. Når man vil fastholde koranen som Guds lov for menneskelivet, så betyder det, at man får oplysning om, hvad man skal gøre og ikke gøre, ikke ud fra en rationel diskussion om det eller ud fra overvejelser pro et contra, men netop ud fra en blind tro på koranen.

Og vil man herimod hævde, at de regler, der står i koranen, netop er udtryk for stor rationalitet, så viser den påstand, at man ikke opfatter koranen som Guds lov til uvidende mennesker, for man mener jo med sin fornuft at kunne bedømme disse love. Derved sætter man fornuften over koranen.

Det er set fra et kristent synspunkt udmærket, for kristendommen går ind for, at der er noget, der hedder ”den naturlige lov”. Det argumenterer Paulus for i Rom 2,15. Men det er imod den muslimske grundsætning, at vi i koranen har handlingsanvisninger, som vi mennesker ikke ellers ville kunne finde frem til.

Og derfor må man også sige, at når Khani hævder, at en muslim er religiøst forpligtet til at holde landets love, så overholder han dem af en anden grund end en almindelig dansker. For en dansker overholder dem, enten fordi han selv forstår dem, eller fordi han tror, at de er opstillet af nogen, der både forstår dem og kan se meningen med dem. De har ikke for ham nogen religiøs overtone, de er simpelthen blevet til i en nogenlunde rationel diskussion.

For det betyder jo ”rationel”, at det er noget, der kan diskuteres, eller måske snarere, at det er overbevisninger, der er fremkommet gennem en diskussion mellem forskellige synspunkter. Men ak, er koranen Guds skinbarlige ord, lægges der ikke op til nogen diskussion, der lægges kun op til lydighed. Hvis man forstår befalingen og adlyder den, fordi den forekommer rationel, bevares, så gør det ikke noget, men rationaliteten ved befalingen er ikke det væsentligste, det væsentligste er, at befalingen kommer fra Gud.

Når Khani siger, at ”der er intet, der er gjort obligatorisk i Koranen, som er i strid med dansk lov”, så kan det være, han bl.a. tænker på flerkoneri. Det er tilladt i koranen, men det er jo ikke obligatorisk, og det betyder, ifølge hans udsagn her, at koranen befaler en muslim at leve i monogami, hvis han vil bo her i Danmark.

Udmærket!

Blot er det jo ikke alle muslimer i Danmark, der retter ind efter denne regel.

Og ser vi på de danske skilsmisse regler, så synes også en del muslimer at ville gå deres egne veje, fjernt fra de danske regler, jvfr skilsmissesagen fra Odense for nylig. Og Berlingske har den 23-10 et indlæg, der handler om Mohammad Khanis moské, Imam Ali Moskéen. Overskriften er: ”Kontroversiel moské fremlægger nu skilsmissepraksis og møder hård kritik: ”Det er jo bizart”!” se her.

Og kommer vi til den danske debatkultur, hvorefter kritik af alle autoriteter er ikke blot tilladt, men påkrævet, herunder også religiøse autoriteter, så ville en overholdelse af de danske regler og love medføre, at muslimerne uden vrøvl fandt sig i ”hån, spot og latterliggørelse” af deres religiøse traditioner, ja, af Muhammed selv. Men som vi véd, er der så at sige ingen muslimer, der vover at stå frem og indrømme, at noget sådant efter de sekulære love vil være tilladt, og at muslimer, også de, burde tillade det, fordi de skal rette sig efter det lands love, hvori de bor.

Er islam rationel?

Nej, men det sekulære samfund prøver at være det. Og hvis virkelig muslimer, som Mohammad Khani hævder det, ville rette sig efter de sekulære, rationelle love, som vi har her i landet, så ville vi sagtens kunne leve i fred og fordragelighed med vore muslimske landsmænd.

Problemet er, at de fleste muslimer, måske også Khani selv, efter at have hævdet, at der ikke er obligatoriske påbud fra koranen, der er i strid med dansk lov, alligevel bagefter kommer i tanker om så dette, så hint, som egentlig ikke stemmer overens med dansk lov, men hvad, tænker de, danskerne ville da være nogle mærkelige nogen, hvis de ikke kunne dispensere fra deres love af hensyn til os. Og inden vi får set os om, er vi blevet halvt islamiske, så vi bøjer os for deres følelse af at være krænket på deres tro, undlader at siger, hvad vi egentlig mener om Muhammed, undlader at ”provokere” i vores undervisning ved at vise Muhammed-karikaturer, osv., osv.

Og det var vel ikke meningen. Eller var det?

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.