Somme tider er det nu forfriskende at læse de såkaldt alternative medier. Man får ofte stillet en helt anden vinkel på de berørte spørgsmål end den, vore hovedmedier anlægger på dem.
Som nu med de mange fortællinger, der verserer om den franske lærer, der blev slået ihjel, fordi han havde vist sine elever nogle karikaturtegninger fra Charlie Hebdo af Muhammed. Det er jo naturligvis i sig selv bemærkelsesværdigt, at præsident Macron har været ude med så kraftfulde ord, som tilfældet er. Alligevel bed jeg mærke i, at det var et alternativt medie, nemlig Human Rights Service ved Hege Storhaug, der kom med den helt rigtige vinkel på begivenheden. Som citeret tidligere, nemlig her, foreslog hun, at præsidenten burde ophænge én af disse karikaturtegninger på alle ledige pladser i Frankrig, og åbent erklære, at det er ham, der har gjort det, og derfor ham, man må rette skytset imod.
Derved kunne vi jo vise muslimerne på vort kontinent, at her må man godt gøre grin med hellige mænd, og at vi agter at bevare friheden til sådan satire trods deres modstand. Endvidere ville vi derigennem forhindre muslimerne i at slå enkeltpersoner ihjel, for alle vi danskere eller franskmænd ville jo på en måde være skyldige.
Nå, det blev jo ikke til noget. Men egentlig mærkeligt, at ingen tog den tanke op. Heller ikke tog nogen avis den tanke op som en slags hævn for drabet at afbilde den pågældende tegning i deres avis. Man skulle naturligvis ikke have gjort det alene, men i samlet flok, nogenlunde ligesom dengang i 2008, hvor alle aviser afbildede Muhammed med bombeturban.
I stedet har forskellige mennesker foreslået, at lærere skulle tvinges til i deres undervisning at vise satiretegningerne. Og til det svarer lærerne – meget fornuftigt – hvorfor skal vi være spydspids i denne kamp? Og svarer på det spørgsmål er vel, at politikerne indtil videre ikke har turdet andet.
Nu til et andet eksempel på overvejelser, kun få har gjort sig.
Robert Spencer på jihadwatch er blevet klar over, at politiet mødte op fire mand høj hos den franske lærer, da der på nettet var kommet klager og trusler mod ham, se her. Oven på den oplysning spørger han, hvorfor politiet ikke udspurgte faderen til den pige på Paty’s skole, han, som rundsendte en video, som opfordrede muslimer til at myrde Paty. Hvorfor mødte de ikke op hos denne fars ven, som ville hjælpe ham? I et land som formodes at være optaget af ytringsfrihed, hvorfor indkalder man dèr Paty, hvis eneste overtrædelser var, at han viste en klasse materiale, som forbrød sig mod sharia-loven? Og Spencer fortsætter: Udspørgslen af Paty er en indikation på, hvor meget Frankrig og Vesten er degenereret og bragt frem til de facto at acceptere de restriktioner, som sharia pålægger ytringsfriheden. Dette, at man tildeler den afdøde lærer æreslegionens hædersbevis er endnu et tegn på Frankrigs svaghed og fejl: hvorfor ikke give det til den næste lærer, der vover at prøve at undervise sine elever i vigtigheden af ytringsfrihed?
Om man på nogen fornuftig måde kunne rette sig efter den sidste anbefaling fra Spencer, er nok uvist. Det væsentligste er også, at tilsyneladende ingen andre end Spencer på dette alternative medie har fundet det påkrævet at rette anklage mod politiet for fejlagtig reaktion på den video, som den opbragte far lagde ud på nettet. Det er jo så indlysende en tanke, at man undrer sig over hovedmediernes manglende reaktion.
Spencer har endnu en ting, han undrer sig over, se her. Han skriver som overskrift, at muslimen, der slog læreren ihjel, var blevet mere og mere religiøs. Det får Spencer til at anklage Obama-administrationen, fordi man i 2011 prøvede at fjerne denne forbindelse mellem from muslim og terrorist. Som man sagde: det er ikke alle fromme muslimer, der bliver terrorister.
Nej, siger Spencer, men det er alle terrorister, der er fromme muslimer. Hvorfor skal politiet ikke have dette spor at gå efter?
Og så en sidste ting fra Robert Spencer. Hans overskrift lyder nu: ”Al-Jazeera: Muslimer i Frankrig ‘frygter for øget islamofobi’ efter at en muslim halshuggede en lærer på grund af Muhammed-tegninger”, se her. Ja, siger Spencer, det er den efterhånden alt for velkendte melodi: det er muslimerne, der er de sande ofre. Og den strategi virker. Hvad som helst man foretager sig efter en sådan terrorhandling for at forhindre muslimer i fremover at massakrere vantro, bliver udlagt som ”kollektiv straf” og som ”islamofobi”. Altid og i enhver situation er muslimer ofre, som skal stilles tilfreds og behages på enhver måde, og ethvert tiltag for at forhindre terror, ligegyldigt hvor mildt det er, er et skridt hen imod at stigmatisere og kriminalisere muslimske samfund. Enhver diskussion om, hvordan jihadister bruger islams tekster og læresætninger for at rekruttere fredelige muslimer, må ophører, fordi den må formodes at udsætte uskyldige muslimer for fare. Ikke-muslimer falder for denne propaganda hver eneste gang, og det er derfor, man bliver ved med at bruge den.
Det forekommer mig, at Spencers betragtninger er yderst relevante. Og jeg må jo desværre føje til, at når de ikke bringes af vore hovedmedier, skyldes det, at disse medier aldrig gør sig sådanne tanker. De er altså slet ikke klar over, i hvor høj grad de med deres vinkling af sagen går muslimerne ærinde.
Af én eller anden grund sidder det stadig i dem, at muslimerne er flygtninge, på trods af, at de fleste af den er økonomiske migranter, og at muslimerne er stakler, på trods af, at de i vore samfund har opført sig som alt andet end stakler. Man kunne godt ønske sig, at medierne i højere grad var i sync med folk, som de er flest, og altså fik lidt mere fornemmelse for, hvordan virkeligheden virkelig er.
Men det varer nok en generation eller to.
P.S.: Jeg skylder at gøre opmærksom på, at Hege Storhaug her fortæller om, hvordan norsk politi er lige så islamvenlig som fransk politi. Da en nordmand ophængte en Muhammed-karikatur, mødte der betjente op ved hans bolig for at opfordre ham til at fjerne karikaturen. De mente, at han, hvis han selv nedtog den, ville kunne blødgøre muslimerne hjerter, så de ikke gjorde ham noget. Det nægtede han.
ricardtriis 