To kvinder i Deadline

De to kvinder, jeg vil omtale, er Anne Applebaum og Svetlana Tikhanovskaja. Der har fornylig været interviews med dem i Deadline. De taler begge demokratiets sag. Men hvor Applebaum ser demokratiet som noget, der er i fare her i Vesten, ser Tikhanovskaja demokratiet som redningen i Hviderusland.

Jeg vil her prøve at vise, at fordi Svetlana Tikhanovskaja er folkelig, er det hende og hendes fornemmelser, anskuelser, anelser, man skal sætte sit håb til, når det drejer sig om demokratiets overlevelse, ikke Anne Applebaums akademiske overvejelser.

Applebaum har udgivet en bog, der hedder ‘The Twilight of Democracy – The Seductive Lure of Authoritarianism’, hvilket vel betyder noget i retning af ”Demokratiets mørkestund – autoritetstænkningens forførende snare”. Og anmeldelserne, f.eks. denne fra altinget.dk, afslører, at hun opererer med alle de sædvanlige fraser fra hovedmediernes malstrøm.

Hun er halvt polak og halvt USA-borger. Og hun beskriver udviklingen gennem de seneste tyve år ved at fokusere på en nytårsfest med sine venner fra engang i 1999 i Polen. Siden, siger hun, er halvdelen blevet mennesker, der går over på det andet fortov for ikke at møde hende, og den anden halvdel folk, hun er helt og holdent enige med. Det er jo en ret kraftig polarisering, hun dèr skildrer. Anmelderen skriver:

Siden nytårsfesten er blandt andet Donald Trump blevet valgt i USA, briterne har stemt sig ud af EU og Polen og Ungarn har udviklet sig til noget, der ikke længere kan betegnes som demokratier. Man er gået fra at tro, at verdensordenen ville vare evigt til at kæmpe for dens overlevelse. Den optimistiske stemning af ”historiens afslutning” er med andre ord for længst borte.

I bogen prøver Applebaum at forstå, hvad der har skabt denne udvikling. Hvordan har de tidligere venner og bekendte, der var med til nytårsfesten, kunnet gå fra at være demokratiets og den klassiske liberalismes bannerførere til at blive paranoide, xenofobiske højrepopulister? ”Har nogle af vores venner altid været skabsautokrater?“, spørger hun. ”Eller har de mennesker, vi skålede med i de første minutter af det nye årtusinde, på en eller anden måde forandret sig de efterfølgende to årtier?” Hvad er der sket i mellemtiden?

Og ærlig talt, hvis dette er et rimelig sandfærdigt udtryk for Applebaums holdning, så er det vist ret klart, på hvilken side af skellet hun befinder sig. Og når hun anvender sådanne betegnelser – der her er uden tilhørende argumentation – så er det desværre også klart, at hun ikke bidrager særlig meget til at få kløften mellem de to synspunkter lukket. Jeg mener, når hun så tydeligt betragter valget af Trump som et problem, og Brexit ligeledes, og når hun ligefrem hævder, at Polen og Ungarn ikke længere er demokratier, så er der jo ikke så meget at snakke om; så taler hun ikke til dem på den anden side af skellet, men er kun ude på at overbevise dem på hendes side om, at det står værre til med demokratiet, end de hidtil har troet.

I det følgende referat blomstrer de negative betegnelser op igen. Ord om ”de andre” som ”paranoide, xenofobiske højrepopulister” afslører hendes mangel på forståelse for modparten. Og hendes såkaldte undersøgelse er derfor vist ikke særlig meget værd.

Tag bare referatet af hendes undersøgelse af en museumsdirektør i Budapest:

Vi møder blandt andet Maria Schmidt, der er museumsleder i Budapest og glødende Orbán-støtte. Schmidt er sikker på, at den filantropiske milliardær og jøde, George Soros, ejer Demokraterne i USA. Og at muslimske indvandrere er en stor trussel i Ungarn (selvom Ungarn stort set ikke har nogen muslimske indvandrere).

Jeg vil mene, at det efterhånden ulidelige argument om, at det er idiotisk af ungarerne at se indvandrerne som en trussel, når de ikke selv har nogen muslimske indvandrere, er afslørende for hendes debatniveau. Er det virkelig umuligt at forstå, at når ungarerne ser, hvilke problemer vi i Vesteuropa har med de muslimske indvandrere, så ønsker de ikke ligefrem at importere sådanne problemer? Jeg tror simpelthen ikke, hun er klar over, hvilke problemer muslimske miljøer udgør hos os.

Dertil kommer, at hun tilsyneladende behandler USA og Europa under ét, altså bruger den samme retorik om begge kontinenter, mener, der er tale om de samme problemer begge steder. Den fejl er heller ikke ny. Men ak, den bliver jo ikke bedre af at blive gentaget.

Hvor anderledes befriende eller måske snarere direkte givende var ikke interview’et i Deadline med Svetlana Tikhanovskaja! Her fornemmede man virkelig, hvad det er, der bærer et demokrati. Her blev man virkelig klar over, hvad det er ved den demokratiske styreform, der gør den attraktiv. Her fornemmede man noget, der syntes at stamme fra en fjern fortid: en ægte folkelig røst.

Det var jo det, hun forklarede demonstrationerne i Minsk med: man ville gerne være med til at bestemme den vej, det hviderussiske folk skulle slå ind på. Det var ikke mangel på mad, det var dette, at man ikke blev hørt, det var dette, at én diktator havde sat sig på al magt og dermed bestemte, hvad almindelige mennesker skulle synes og mene. Man skal nok også føje til, at et folk må formodes på lidt længere sigt at blive træt af den styrende elites mummespil: fra elitens side lader man, som om der er frie valg og fri diskussion op til valget. Men da befolkningen efterhånden godt véd, at al dette skuespilleri er løgn, bliver man træt af at skulle spille med på dette spil. Og blandt andet derfor dukker ønsket op et ægte demokrati op.

Man kan se et interview med Tikhanovskaja i Kristeligt Dagblad her.

Når jeg her sætter de to kvinder op som modpoler, skyldes det, at Svetlana Tikhanovskaja og hendes land for mig at se er på vej hen imod demokratiet, fordi de er trætte af elitens mummespil, mens vi i EU måske er på vej ud af demokratiet, fordi vores elite mere og mere spiller et mummespil overfor os. Og et folk vil nu engang gerne kunne forstå, hvad det er, eliten forlanger, hvilke regler der skal gælde og hvorfor, man vil gerne selv være med til at fastsætte disse regler.

Det mummespil, EU spiller med os arme undersåtter, har sin rod i to ting, dels i euroen og dens indførelse, og dels i den indvandringspolitik, der – med de bedste hensigter, bestemt – er vokset frem fra 80erne og til nu.

De demokratiske problemer med euroen er det nok mest de sydeuropæiske lande, der rammes af. De har været vant til at kunne kræve det og det af deres politikere, og politikerne har været vant til så nogenlunde at kunne levere det. Ikke altid med de fineste metoder, i både Grækenland og Italien har klientilismen spillet en alt for stor rolle, men det kunne man før euroen klare ved at devaluere. Derved kunne man så nogenlunde bevare landets konkurrenceevne overfor de andre EU-lande.

Men den mulighed forsvandt med euroens indførelse. Og så kunne politikerne pludselig ikke mere levere varen, så var de nødt til at lave gevaldigt om på de poliske sædvaner, så måtte de gang på gang forklare deres befolkning, at det og det skyldtes krav fra EU. Men både sydeuropæerne og vi nordeuropæere fornemmer jo nok, at EU ikke på samme måde er vores politikere, som de hjemlige er det. Og kommer der krav fra EU, kunne de såmænd lige så godt komme fra Lukasjenko, det virker lige så fremmed på os i Danmark, som hans bestemmelser i Hviderusland.

Godt nok har vi en række kloge økonomiske vismænd – nå ja undskyld, kære vismænd, vismænd er naturligvis altid kloge – men når det med klogskab her skal understreges, skyldes det, at vore vismænd jo så udmærket forstår, hvad der skal gøres, blot formår de ikke at sætte sig ind i den følelse af fremmedgørelse, der præger folk i Sydeuropa overfor de yderst forståelige krav, som økonomer fremsætter.

Lidt mindre gennemskuelige er bestemmelserne om indvandringen. Disse bestemmelser er vokset frem så tilpas langsomt, at vælgerne har været utrolig langsomme om at forstå problemerne, og politikerne om muligt endnu langsommere.

Det begyndte med den udmærkede flygtningekonvention. Det var virkelig en god ting at få gjort det til noget i international forståelse yderst pinligt for et land at nægte at tage imod flygtninge, sådan som vi jo i dag kan se, at det var pinligt, at f.eks. vi danskere kun tog imod yderst få af de jøder, der blev forfulgt af nazisterne i Tyskland.

Og i begyndelsen, dvs., frem til engang i firserne, altså så længe der kun var tale om få flygtninge, kunne alle være enige med den smukke hensigt. Men vi europæere havde glemt at tænke på, at dette, at man kunne blive anerkendt som flygtning i Europa og måske oven i købet komme til at leve et betydelig bedre liv end det, man levede i sit oprindelsesland, næsten nødvendigvis måtte føre med sig, at flere fik den idé at forsøge at komme til Europa som flygtning, også selv om man ikke var forfulgt. For de moderne kommunikationsmidler har jo gjort det muligt for de herboende arabere at fortælle araberne i hjemlandet, hvor godt man havde det.

Det betød, at antallet af flygtninge øgedes.

Så besluttede EU-kommissionen i 2001 at udstede et dekret, der pålagde de flyselskaber, der fløj på europæiske lufthavne, et transportøransvar, der betød, at flyselskabet kunne måtte medtage passagerer, der kunne fremvise gyldige identifikationspapirer og visum til et europæisk land.

Hvordan det stemmer overens med den flygtningekonvention, man retter sig efter her i Europa, en konvention, der giver enhver, der sætter sine ben på europæisk jord og siger ”asyl”, ret til at få sin asylsag behandlet, kan jeg reverenter talt ikke se. Men i hvert fald har det gjort det nødvendigt for dem, der vil søge asyl, at entrere med en menneskesmugler. Det har selvfølgelig gjort det dyrere for en stakkels flygtning at komme til at sætte sin fod på den eftertragtede jord, og derved er der nok blevet noget færre, der søger asyl. Om det måske ligefrem har været det, der dengang i 2001 var hensigten fra kommissionens side, skal jeg lade være usagt.

Og igennem ikke så få år var der ikke rigtig nogen, der gjorde vrøvl. Det var jo en god gerning, man på den måde gjorde igennem som regerings handlemåde.

Men efterhånden som problemerne med de indvandrede tiltog, især med muslimerne, begyndte de smukke tanker at vække modstand.

Måske man husker Berlusconis aftale med Libyens Gadaffi. Mod en betaling af et større pengebeløb sørgede Gadaffi for, at flygtningestrømmen fra Libyen til Italien blev næsten standset. Godt nok var det ikke pæne ord, der faldt fra kommissionen imod Berlusconi, blandt andet hævdede man, at man ikke kunne udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser til andre lande, sådan som man mente Berlusconi havde gjort. At man selv havde udliciteret samme til flyselskaberne, glemte man sådan lige i farten.

Og når man så fra EU-domstolens side var så påpasselig med at sørge for den strengeste overholdelse af flygtningenes menneskerettigheder, at man forbød landene at sende afviste asylansøgere tilbage til Libyen, så opstod der efterhånden lidt af et kapacitetsproblem. De, der ankom og meldte sig som flygtninge, fik for det første ikke deres sag behandlet i Italien, men fik nådigst lov af det italienske politi til at rejse nordpå, og de var for det andet umulige at sende tilbage til oprindelseslandet, for disse lande ville ikke modtage dem, hvis de tog af sted under tvang. Forståeligt nok, sådan set, for disse landes indbyggere modtog store pengebeløb fra deres slægtninge, som det var lykkedes at komme til Europa og få ophold her, legalt eller illegalt.

Alt dette mødte større og større modstand fra befolkningerne. Men det var så sandelig en modstand, som eliterne i næsten alle lande skammede modstanderne ud for. For skal vi ikke alle sammen være gode mennesker? Og kan vi som gode mennesker være bekendt at skubbe disse både eller skibe tilbage?

Og allerede her oplever vi det samme som befolkningen i Hviderusland: vi skal rette os efter bestemmelser, som vi ikke kan lave om, og som vi opfatter som skadelige for vore folk. Og vi føler, at vi bliver regeret af mennesker, der ikke interesserer sig for, hvad vi mener, men er mere interesseret i, om de får ros eller ris fra deres kolleger i andre lande.

Det sidste ses af den ændring i fortolkningen af flygtningekonventionen, man har foretaget. Et land har ifølge konventionens ordlyd ikke pligt til at modtage flygtninge, der kommer fra et sikkert land. Men af såkaldt solidaritetshensyn overfor landene mod syd har de nordlige EU-lande accepteret at modtage flygtninge fra f.eks. Italien og Grækenland. Nu betragtes det som noget, konventionen forlanger.

Så kom i 2015 det, vi kalder flygtningekrisen, noget, der nok snarere skulle hedde migrantkrisen. Kun det skal jeg bemærke om den, at den fik EU til at acceptere en ordning med Tyrkiet, som ganske svarer til Berlusconis ordning med Libyen, den, man i sin tid vendte sig imod. Nu forlyder det så, ifølge en artikel i Information den 24-10, se her, bag betalingsmur, at Grækenland dels vil bygge en mur langs grænsen til Tyrkiet, og dels vil udlægge forhindringer i farvandet mellem Lesbos og Tyrkiet, så man kan holde eventuelle migrantbåde tilbage. Begge dele påstås af artiklens forfatter at være ulovligt, da det er imod flygtningekonventionen. Og det skal såmænd nok være rigtigt, at det er imod denne konvention.

Men netop heri ser vi så, hvilken fare demokratiet svæver i. Og vi ser også, at det er den samme fare, som Hviderusland befinder sig i. De er på vej ind i demokratiet, vi er – måske – på vej ud. Faren er den, at vi modtager uforståelige ordrer fra oven, ordrer, som vi ikke accepterer, fordi de vil ændre vort samfund, hvis vi adlyder dem, men som vi på den anden side ikke kan ændre, fordi der påstås at ligge højere værdier bag, værdier, som vi dog ikke kan se, lige så lidt som den hviderussiske befolkning kan se værdierne bag Lukasjenkos befalinger.

Selvfølgelig vil man påpege den forskel, at ganske mange – kloge og mindre kloge hoveder – vil hævde, at de ting, EU foretager sig, faktisk giver mening, faktisk er til fordel for Europa i første omgang og for det enkelte land i næste omgang. Og ikke mindst er der den forskel at gøre opmærksom på, at vi på trods af det mummespil, der foregår, i det mindste har principiel mulighed for at rejse en diskussion om forholdene. Det er jo langt sværere i Hviderusland.

Problemet med den betragtning er, at det hele her i EU er ganske uigennemskueligt. Det er, som om journalister og politikere har sammensvoret sig imod den almindelige befolkning. Og journalisterne har næsten altid kunnet finde en forsker, der deler deres opfattelse af forholdene. Man skulle jo f.eks. tro, at i det mindste nogle journalister ville undre sig over den forskel, der er sket i grænsebevogtningen. Hvor det tidligere var landets egne styrker, der bevogtede grænsen, er det i dag Tyrkiet, der tænkes at bevogte grænsen til EU. Man kan til nød få en journalist til at være lidt bekymret for den magt, EU på den måde tildeler Erdogan, men man får ham ikke til at se det absurde i, at en fremmed magt skal gøre det, vi selv er for fine til at gøre.

Nuvel, jeg har heftet mig ved indvandringsspørgsmålet. Men problemet kan spores til andre områder også. Og måske man kan sige, at problemet er, at der ikke er noget europæisk folk. Vi kan indenfor det enkelte folk tilstræbe demokrati, men vi kan ikke få skabt noget europæiske demokrati. For hvert folk udvikler sine egne traditioner, finder sine egne løsninger på problemerne, ofte forskellig fra de løsninger, andre folk finder frem til. Og skal disse folk arbejde sammen, kan det naturligvis godt lade sig gøre, men det gøres bedre ved at lade dem vokse sammen end ved at tvinge dem sammen. Og det er det sidste, man har gjort med euroen og med flygtningeproblematikken.

I den forbindelse var det en lise for øret, at høre Svetlana Tikhanovskaja tale om folket: ”vi” har de og de ønsker, ”vi” skal nok få held med os, osv. Det er naturligvis sig selv og hendes meningsfæller, hun mener med sit ”vi”, men det er også det hviderussiske folk. Og det kan undre ikke så lidt, at der stadig, trods de mange år i Sovjetunionen, findes et hviderussisk folk, et folk, som altså kan drives til demonstration imod sin diktator, et folk, der synes at stå sammen om et ønske om forandring, et folk, der véd med sig selv, at det eksisterer til forskel fra andre folk.

På den baggrund kan man kun ønske det al mulig held med forsøget på at gå ind ad demokratiets dør, samtidig med, at vi håber, at døren ikke lukker sig for os og de andre lande i EU.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.