Det er næsten ikke til at undgå, at en del tanker falder én ind, når man går fra kirke. Man må meget have mig undskyldt, men det kan vist siges at være en gammel erhvervsskade.
Nu i går, 20. søndag efter trinitatis, er der hele to tekster, der får mig til at overveje ovenstående spørgsmål: Kan vi med rimelighed betragte nutidens jøder med de øjne, med hvilke Jesus betragtede datidens jøder? Og hvad værre er, det næste spørgsmål, der rejser sig, må jo så lyde: Hvilke handlinger vil et ja til dette spørgsmål fremkalde hos os?
Først er der Paulus’ overvejelser over Guds uransagelige veje i Rom 11,25-32, der denne søndag bruges som episteltekst. Her prøver han at få svar på det for ham vanskelige spørgsmål: Hvad med jøderne? Skal de helt udelukkes fra Guds rige? Nej, siger han og finder et skriftsted frem, de skal også gå ind, men det bliver først, når I, hedningerne, er gået ind. For I skulle gå ind i riget først, for at ægge jøderne til frelse. Sådan forklarer han det i vers 11. Og i dagens tekst hører vi så, at Gud ikke fortryder sine nådegaver og sit kald. Underforstået: når jøderne ved hedningernes indgang i riget er blevet ægget til frelse.
Jeg vil mene, at Paulus her vover sig ind i de ubesvarlige spørgsmåls labyrint. Han burde lytte til Luther, der i ”de servo arbitrio” skelner mellem naturens lys, nådens lys og herlighedens lys:
Vi kan tænke os tre lys, naturens lys, nådens lys og herlighedens lys, sådan som man skelner i almindelighed og med rette. I naturens lys er det uløseligt, at det er retfærdigt, når den gode møder trængsler og den onde har det godt. Men dette løser nådens lys. I nådens lys er det uløseligt, hvordan Gud fordømmer den, som ikke med sine egne kræfter kan gøre andet end synde og være skyldig.
Her siger både naturens lys og nådens lys, at den, der er skyldig, ikke er det elendige menneske, men den uretfærdige Gud, de kan nemlig ikke dømme anderledes om en Gud, som kroner det ugudelige menneske uden at han har gjort sig fortjent til det og undlader at krone en anden og i stedet fordømmer ham, skønt han måske er mindre ugudelig og i hvert fald ikke mere ugudelig. Men herlighedens lys siger noget andet og vil vise os, at Gud, der nu kun har en dom af uforståelig retfærdighed, til den tid vil være af den mest retfærdige og klare retfærdighed, blot sådan, at vi indtil da skal tro det, formanet og bekræftet af dette eksempel med nådens lys, som et lignende mirakel fuldbyrder i det naturlige lys. (Se her).
Luther lader det, der vil vise sig i herlighedens lys, være uforståeligt. Det var uforståeligt i nådens lys, det var ikke til at forklare, hvordan Gud lader nogle gå fortabt og andre blive frelst, når det dog er ham, der styrer Ordets gang gennem verden, og derfor ham, der står for frelse eller fortabelse. Men er det ikke just det, Paulus prøver at forklare? Og er det ikke et forsøg på at forklare det uforklarlige? Det er forståeligt, at Paulus forsøger at finde en forklaring, for jødernes skæbne bekymrede ham, men det bør ikke være uforståeligt for os, at hans forklaring løber ud i sandet. Forklaringen vil han – og vi – først få at se i herlighedens lys.
Så er der de to lignelser, lignelsen om de to sønner og lignelsen om de utro vingårdsmænd, Matt 21,28-44.
Vanskeligheden ved disse lignelser er, at de så tydeligt handler om mennesker i Jesu samtid, nemlig de jødiske ledere. Forud for teksten står der, at Jesus befandt sig på tempelpladsen. og at han dèr blev udspurgt af ypperstepræsterne og folkets ældste. Så det er om dem, det i den første lignelse hedder, at de har sagt ja til at arbejde i vingården, men ikke gjort det. Og det er om dem, det i den anden lignelse hedder, at de har slået en mængde af Guds udsendte profeter ihjel, og at de i sidste ende vil slå Jesus selv ihjel.
Jeg har tidligere, se her, argumenteret for, at vi i denne lignelse har et eksempel på, hvad Jesus selv har sagt, og et bevis på, at han var overbevist om, at hans forkyndelse ville få jøderne til at slå ham ihjel.
Dette gør dog blot lignelsen endnu vanskeligere at udlægge på nutiden. Eller mere præcist: det kommer til at koste noget at forstå den udlægning, der må forekomme naturlig.
For vi må naturligvis oven på den oplysning, at Jesus forudså sin egen død, spørge: Er han da fuldstændig skør, den Jesus fra Nazareth? Har han ikke forstand nok til at indse, at det, han her siger, i den grad må provokere den tids jøder? De regnede sig jo i al deres lovfromhed for at være de sande arvtagere af forjættelserne til de gamle. De mente om sig selv, at de med alle deres anstrengelser for at ofre på rette måde i templet, for at lære folket de rette gerninger, for at med passende straffeforanstaltninger tvinge de rette holdninger igennem, at de med alt dette var de allerbedste vogtere af Guds åbenbaring, man kunne tænke sig. Og så kommer sådan en opkomling fra Nazareth og vil påstå, at det var forkert, at de slog profeter ihjel, som om det ikke var den eneste retmæssige måde at behandle falske profeter på. Ja, så vover han oven i købet at påstå, at de såmænd nok også vil slå ham ihjel, for han lærer jo – det véd han godt selv – imod den lære, de uddrager af de hellige skrifter.
Altså: Hvad skal det dog til for at optræde så provokerende? Han må dog vide, hvad Guds lov kræver af dem, at den kræver, at en falsk forkynder som ham skal uskadeliggøres.
Og der er ingen tvivl om, at det er Jesus godt klar over; det viser jo lignelsen, når vi gør os klart, at det er ham selv, der har fortalt den.
Det er martyrtanken, vi stilles overfor her. Altså den tanke, at sandhedens ord ikke skal understøttes med nogen tvang, at de, der er sat til at forkynde sandhedens ord, ikke skal undlade at provokere sandhedens fjender, uanset deres voldstrusler, at de skal tage risikoen for at møde døden på sig for sandhedens skyld.
Sådan handlede han selv, og Gud bevidnede gennem hans opstandelse, at det var den rette handlemåde. Og sådan handlede hans disciple efter ham, og Gud bevidnede gennem de mange mennesker, der trods dødsfaren ved det lod sig overbevise om det kristne ords sandhed.
Og det er denne martyrtanke, der gør teksten vanskelig for os, der lever i dag. For i vore dage er det jo ikke jøderne, der står som sandhedens modstandere, det er muslimerne. I vore dage er det dem, der forsøger med trusler om vold at få skabt et samfund efter deres hoved, eller altså: efter deres koran. I vore dage er det muslimerne, der vil angribe alle de teser, vi i den vestlige verden holder for sande, og vi opfordres derfor af teksten til at sætte os imod dette angreb.
Og ligesom Jesus dengang på den ene side angreb jøderne så hårdt, at de besluttede at standse hans angreb ved at slå ham ihjel, men på den anden side havde ondt af jøderne, fordi de trods skriftens tale ikke lod sig overbevise af hans ord, sådan skal vi både angribe muslimerne, også selv om det provokerer dem, og have ondt af dem, fordi de selv giver sig ind under et så ondt lovregimente. Det sidste kan man se af den måde, hvorpå Jesus i lignelsen om den fortabte søn lader faderen, dvs., Gud, tale til den ældste søn, der var blevet hjemme og nu anklagede faderen for at være uretfærdig: ”Mit barn”, siger han, ”du er altid hos mig, og alt mit er dit”, Luk 15,31.
Og det første, det med provokationen og angrebet, kan ses – nå ja, det kan allerede ses i denne lignelse, for deri fortæller Jesus jo farisæerne så blidt, det kan lade sig gøre, at deres af lovbundethed forståede retfærdighedsfølelse forhindrer dem i at være en sand broder for deres brødre, hvilket udlagt på vor tid betyder, at muslimernes bundethed til koranen fortæller dem, at de er mere værd end os ikke-muslimer, hvilket gør det umuligt for dem at lade sig integrere i vort samfund. Nå, heldigvis er det ikke alle, der er så lovbundne, men tilstrækkelig mange er til, at de kan danne en såkaldt sympatisørsump omkring diverse terrorister.
Men ellers bliver Jesus jo ikke træt af at fortælle farisæerne, at de med deres store stolthed over at gøre alle de gode gerninger, de gør, uvægerlig kommer til at se ned på dem, der ikke er lige så fromme – se f.eks. Luk 18,9-14, fortællingen om farisæeren og tolderen – og derved bryder det folkelige bånd til deres landsmænd i stykker. Ja, hans angreb på dem går endda så vidt, at han kalder dem kalkede grave, Matt 23,27, og næsten værre endnu: Han siger, det er i Matt 15,11, at det ikke er det, der kommer ind i munden, der gør et menneske urent, men det, der går ud af munden. Og på den måde at lade hånt om de jødiske spiseregler det er i farisæernes øjne blasfemi.
Men alligevel! Kunne Jesus ikke have nøjedes med at tale pænt til farisæerne og ypperstepræsterne? Ville det ikke have været muligt at overbevise dem om sandheden i Jesu budskab ved at tale venligt til dem, eventuelt ved at lytte til deres argumenter og prøve at tilbagevise dem? Er det virkelig nødvendigt at hævde, som i lignelsen her, at de ledende i landet har mødt sandhedens ord med drab? Og alle véd jo, at loven efter ypperstepræsternes mening kræver henrettelse af dem, der sætter sig imod lovens autoritet, hvorfor prøver Jesus så ikke lidt mere forsigtigt at overbevise ypperstepræsterne om, at det faktisk er en mindre heldig bestemmelse, og at denne bestemmelse i virkeligheden går imod menneskets natur, fordi det er menneskets natur at sige, hvad der ligger det på hjerte? Lad kun mennesker tale, lad dem kun komme frem med deres modstand mod diverse lovbestemmelser, så må det jo være jeres opgave som lovens vogtere at argumentere imod dem, ikke at slå dem ihjel! Skulle han ikke have sagt sådan? Er det nødvendigt på forhånd at gå ud fra, at de naturligvis vil slå ham ihjel, fordi han vil slå hul på deres lovtrældom?
Men nej, sådan handlede Jesus ikke. Uanset, om han provokerede eller ej, han fremsatte sine tanker i klar tale, så det ikke var til at misforstå: det kan godt være, det står i skrifterne, at den, der taler imod loven, skal slås ihjel, men det er imod Guds mening med at give mennesket sprogets gave. Og så lød ordene: ”Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter”.
Det er ikke rart for os at høre. For så lyder jo det samme krav til os. Det drejer sig ikke om at tale vore modstandere efter munden, eller om at være venlig og forstående. Det drejer sig om at tale sandt, at sige, så det ikke kan misforstås, at sandheden skal have frit løb, skal modsiges, men ikke mødes med vold. Og skal jeg nævne én, der har sagt det på samme umisforståelige måde, bliver det ikke en kirkens mand – ak nej – det bliver såmænd én, der vistnok bekender sig som ateist, men i hvert fald ikke ser sig som kirkens tro søn, det bliver Flemming Rose, det bliver ham, der i praksis viser sig som en tro Jesu efterfølger.
Kristeligt Dagblad har interview’et ham angående mordet på den franske lærer, der brugte en Muhammed-karikatur i sin undervisning, se her. Her siger Rose blandt andet:
Det er, som om det lige så stille er blevet et legitimt argument, at man selv er ude om det, hvis man krænker nogen, og de krænkede reagerer på det med vold. Vi er ved at internalisere en uskreven blasfemilov, når det gælder profeten Muhammed, som i virkeligheden er en af de mest magtfulde figurer i Europa i øjeblikket, selvom han har været død i 1400 år. Meget mere end Jesus, og hvad de ellers hedder, fordi der rent faktisk er folk, der mener, at de kan tillade sig at slå ihjel i hans navn.
Og han siger også:
Vi er nødt til at insistere benhårdt på det princip, at tolerance indebærer, at man som borger i et demokrati er nødt til at leve med det, man hader, uden at gribe til vold, intimidering og trusler. Det betyder ikke, at man ikke skal svare igen. Man kan sagtens råbe, skrige og kritisere og fordømme. Det er helt fint, det er den måde, man håndterer konflikter på i et demokrati. Ved hjælp af ord. Ved hjælp af argumenter. Også ved hjælp af irrationelle, emotionelle udsagn. Man kan kalde folk for idioter. Men grænsen går ved trusler, vold og intimidering. Det er spillereglerne, og det er enormt vigtigt at lære det i skolen.
Og interview’et slutter med disse spørgsmål og svar:
-Hvad vil det betyde, hvis vi efter lærerdrabet i Frankrig undlader at bruge tegningerne i undervisningen?
Så har vi kommunikeret til vores omgivelser, at hvis du ønsker at få din vilje, hvis du ønsker grænser implementeret for ytringsfriheden, så skal du bare true med at slå folk ihjel. Så får du det, som du vil have det. Det er ikke en verden, jeg har lyst til at leve i.
-Kan du forstå de lærere, som ikke vil være kastebold i ytringsfrihedens navn?
Det forstår jeg udmærket godt. Hvis jeg havde en datter eller en søn, som var skolelærer, så ville jeg heller ikke opfordre dem til at vise de tegninger i klassen. Men der er brug for, at vi taler ærligt om de her ting. Jeg forstår godt, at folk ikke har lyst til at sætte livet på spil, men man skal bare vide, at når vi har vores frihed i dag, skyldes det ikke, vi alle sammen gennem flere hundrede år har siddet i rundkreds og talt pænt til hinanden. Det er fordi, der er nogen, der har sat livet på spil og rent faktisk har ofret deres liv for den frihed.
Ingen biskop kunne sige det klarere. Eller rettere: ingen af vor kirkens biskopper har sagt bare noget i den retning. Men det er martyrtanken draget op til vore dage. Det er det krav, ordets frihed stiller os overfor. Ikke at vi skal søge martyriet, men at vi ikke skal frygte det, for Gud vil mage det så, at der ikke dør én martyr, uden at mange påvirkes af det. Ligesom han med Jesu død sørgede for, at der dannedes en menighed, der var villig til at dø for ordets friheds skyld.
Og dette krav er ikke et specielt kristent krav, men det var kristendommens grundlægger, der gjorde dette rent menneskelige krav til sit kendemærke, om dog ikke det sandt menneskelige kunne få råderum, og om dog ikke dette råderum, hvor det er fremelsket, kan bevares og udbygges yderligere.
For det er jo det, vi ønsker for vore muslimske landsmænd: at de må blive sande mennesker, at de må forlade den løgnens religion, der først og fremmest viser sin løgnagtighed derved, at Muhammed endelig ikke må afbildes som en voldens mand, men at vi, hvis vi vover at afbilde ham som sådan – fordi vi mener, det er det sande billede af Muhammed – vil blive mødt med vold. Og ak, de stakkels muslimer ser ikke, at de med denne vold netop give billedet ret.
Man kan ikke være et sandt menneske med denne modsigelse siddende i sig. Derfor må vi tilråbe vore muslimske landsmænd: Kom dog ud af løgnen! Opgiv usandheden! Indrøm, at den sande religion bygger på argumentets kraft og ikke på vold! Og opdager I, at islam ikke alene bygger på argumentets kraft, så opgiv islam!
P. S.: Jeg har her skrevet om en anden ikke-kirkelig mand, der fulgte i Jesu fodspor, hvad martyrvillighed angår.
ricardtriis 