Det er tilsyneladende noget, den franske præsident, Macron, går ud fra. Martin Tønner er Berlingskes korrespondent for Sydeuropa, og han skriver her, at Macron har reageret på mordet på den franske lærer Samuel Paty ved at intensivere kampen mod de mange separatiske muslimer i Frankrig.
Den måske vigtigste front i skyggekrigen mellem Frankrig og Tyrkiet – samt, i forlængelse heraf, en række andre muslimske lande – løber hjemme i de franske storbyers betonghettoer, hvor der – ifølge Macron – er opstået islamistiske parallelsamfund.
Da præsidenten først i oktober fremlagde en plan for at komme dem til livs, samlede opmærksomheden sig især om forbud mod bestemte former for adfærd og øget kontrol med muslimske foreninger, skoler og moskeer. Et fokus, der i sagens natur ikke er blevet mindre efter attentatet mod skolelæreren.
Men planen har også en – om man så må sige – konstruktiv del. Macron vil skabe grobund for en fransk og »oplyst« islam, der skal give landets fire-fem millioner muslimer mulighed for at dyrke deres religion i overensstemmelse europæiske samfundsværdier.
Mere præcist går planen ud på følgende:
Det skal bl.a. ske ved at oprette en statskontrolleret uddannelse af imamer, samtidig med at importen af udenlandske prædikanter udfases. Finansieringen af moskébyggeri med midler fra muslimske lande vil også blive underkastet skarpere kontrol.
Det er, hævder Tyrkiet-kendere, i mindst lige så høj grad den idé som Muhammed-tegningerne, der har hidset Erdogan op. For hvis den føres ud i livet, vil det især ramme det store mellemøstlige land.
Omkring halvdelen af Frankrigs 300 udenlandske imamer er udsendt af den statslige tyrkiske organisation Diyanet. Uden dem vil regeringen i Ankara miste vigtig indflydelse i Europas største »muslimske« land samt, ikke mindst, kontrol med sin diaspora.
Men ikke nok med det. Hvis den franske model bliver en succes, kunne andre europæiske lande finde på at kopiere den.
Jeg tror, dette er en rigtig iagttagelse. Men man må naturligvis for 117’ende gang undre sig over muslimers frækhed. Jeg mener: der er en muslim i Frankrig, der har slået en lærer ihjel, fordi han i sin undervisning har vist eleverne én af Charlie Hebdos karikaturer af Muhammed. Der er ikke af skygge af flovhed at spore hos Erdogan over, at én af hans trosfæller griber til en sådan samfundsødelæggende handling. Han ulejliger sig heller ikke med at forklare, hvorfor det er forkert at vise en sådan tegning. Nej, han buser lige på og hårdt og anbefaler Emmanuel Macron at blive mentalundersøgt for sin fobi mod islam, en utrolig uforskammet omtale af en anden stats overhoved.
Og blandt andet denne uforskammethed tyder på, at det, Erdogan er sur over, er Macrons planer om en ”fransk” islam, altså planer, der fratager den statslige tyrkiske organisation Diyanet kontrol med cirka 150 imamer i Frankrig.
Og her kunne man jo godt give sig til at overveje, om sådanne planer har nogen gang på jord, om det altså vil forhindre fremtidige terrorangreb på franskmænd. Det vil jeg dog ikke gøre, i hvert fald ikke direkte. I stedet vil jeg anfægte den forestilling, som Macron synes at have, at man kan forene islams lære med en sekulær statsopfattelse. Ganske vist fortæller en billedtekst i artiklen, at en imam i Drancy-moskeen nær Paris, Hassen Chalghoumi, støtter præsident Macrons vision om en fransk islam. Men dels er det et spørgsmål, om franskmændene vil gå med til det projekt, dels et lige så stort spørgsmål, om muslimerne i Frankrig vil det.
For kan islam forenes med sekularismen? Er der noget eksempel fra historien på, at det har kunnet lade sig gøre?
Jeg vil i det følgende argumentere for, at projektet er umuligt. Men jeg vil gøre det på den lidt spegede måde, at jeg vil hævde, at den sekulære tankegang er en udspaltning af den kristne lære, og at kristendom og islam er to uforenelige størrelser. Ergo er islam og sekularisme også to uforenelige størrelser.
Men er da sekularismen kristen i sin grundvold?
Ja, det er den. Først er der nu en stridssamtale i Det ny Testamente at gøre opmærksom på, nemlig den, der opstod, fordi nogle farisæere stillede Jesus det spørgsmål, om det er tilladt at give kejseren skat, Matt 22,15-22.
At nogen finder det relevant at spørge Jesus om det, kan måske forklares ud fra et par forhold fra nytestamentlig tid. Én af Jesu disciple hed Simon Zeloten (Luk 6,12), og da zelot var en betegnelse for de jøder, der ville gøre oprør mod romerne, kunne man vel godt formode, at Jesus hørte til samme kategori. Det samme kan for øvrigt siges om Judas Iskariot, hvis hans tilnavn betyder snigmorder, fra latin ”sicarius”; det er der for resten delte meninger om.
Og i Apg 5,36 fortæller Gamaliel om en opfører, Theudas, hvis oprør blev slået ned, og om Judas fra Galilæa, hvem det gik på samme måde. Så man vidste godt, at en person, der var i stand til at skaffe sig følgere, kunne være en oprører.
Desuden var jøderne jo på Jesu tid besat af romerne, og da jøderne regnede sig selv for at være Guds udvalgte folk, var det en torn i øjet på mange jøder, at Gud tillod noget, som de måtte regne for en uretfærdighed. Så jo, det er forståeligt, at de spørger.
Jesus kalder dem i sit svar for hyklere. Hvorfor dog det?
Fordi de ved at være i besiddelse af en mønt og ved at bruge den i deres dagligdag anerkender kejserens magt, altså bøjer sig for de goder, der følger med den magt: at forbrydere bliver holdt i ave, at handel og vandel kan foregå nogenlunde uhindret, osv. Når de derfor i praksis anerkender denne magt, så kan de kun nægte at betale kejseren skat, hvis de med deres ord modsiger deres gerninger, dvs. hvis de er delte i deres personlighed.
Så jo, Jesus er Messias, Guds udsending, men han er ikke sendt for at herske, han er sendt for at nedbryde lovforståelsen hos mennesker.
Pilatus spørger ifølge Joh 18,33-36 Jesus, om han er jødernes konge. Og Jesus svarer ham, at hans rige ikke er af denne verden. Også dette svar peger bort fra tanken om et verdsligt gudsrige, altså bort fra et rige, som det, Muhammed oprettede.
I 1 Pet 2,13 opfordres de kristne til at underordne sig enhver menneskelig ordning. Oven i købet hedder det lidt senere, at det er tak værd for Gud, hvis man finder sig i uretfærdig lidelse.
Nu skete der jo imidlertid det, at da kristenheden voksede i størrelse, så der fremstod hele riger af kristne, så blev den kirkelige magt, biskopper havde, efterhånden forvandlet til en verdslig magt. Ja, Augustin, selv han, bad på et tidspunkt om kejserens hjælp til at nedkæmpe det kætteri, han mente at stå overfor, donatisternes kætteri. Så allerede da var det åndelige gudsrige begyndt at forvandle sig til et verdsligt gudsrige.
Det skete vel aldrig i samme omfang, som det skete for muslimerne, men mindre kan også gøre det. Og den genopretning af det verdslige herredømme, som et gode i sig selv, som det lykkedes Luther at gennemføre, var i høj grad påkrævet, og satte sig spor i de næste århundreders forståelse af samfundene som sekulære samfund. Luther skriver i sit skrift: ”Hvor langt skal man adlyde øvrigheden!”:
Skt. Paulus forklarer det verdslige sværd således i Rom.13,3 og siger: Det frygtes ikke af de gode gerninger, men af de onde. Og Peter siger 1 Pet 2,14: Det er givet til straf over det onde. Hvis nu en eller anden ønsker at styre verden i overensstemmelse med evangeliet og afskaffer al verdslig lov og sværd med den begrundelse, at alle er døbte og kristne – hos dem vil evangeliet ikke opretholde nogen lov eller noget sværd, hvad der også er unødvendigt – prøv at gætte, hvad han ville sætte i gang? Han ville løse de farlige rovdyrs lænker og kæder, så at de sønderflængede og sønderrev alle og enhver, og så ville han samtidig påstå, at det er små, søde, tamme og fredelige dyr. Det skulle jeg nok få at føle på alle mine sår! Således ville de onde mennesker misbruge evangeliets frihed under kristennavnets dække, drive deres onde spil og, som nogle allerede nu fabler om som tossede, sige, at de er kristne og ikke underlagt nogen lov eller noget sværd.
Til dem skal man sige: Ja, ganske vist er det sandt, at kristne ikke for deres egen skyld er underlagt nogen lov eller noget sværd og heller ikke behøver det, men sørg først for at få fyldt verden med ægte kristne, før du styrer den kristeligt og evangelisk. Det vil du aldrig kunne, for verden og masserne er og bliver ikke-kristne, om de så alle sammen nok så meget er døbte og kaldes kristne. Men de kristne bor langt fra hinanden, som man siger. Derfor er det umuligt her pa jorden, at et kristeligt styre kan omfatte hele menneskeheden, ja ikke engang et land eller en stor mængde mennesker. For de onde er der altid mange flere af end de gode. (Se her).
Dèr har vi grundlaget for de moderne tanker om den sekulære stat. Blot er der jo så undervejs op til vor tid sket det, at hvor Luther anså det for Guds ordning, at man skulle lade fornuften råde i statsforhold, dèr har man senere droppet det med Gud, og nøjedes med det med fornuften.
Og det er det, der får præsident Macron til at ville danne en ”fransk islam”, eller til at ville tvinge islam ind under den franske sekularisme. For han anser jo alle mennesker for fornuftsvæsener, og er sekularisme baseret på fornuften, så må jo også muslimer bøje sig for sekularismen.
Og det er sandt, muslimer er fornuftsvæsener, men islam er ikke bygget på fornuftsgrunde. Og islam har fået en utrolig stor magt over de mennesker, der er opvokset i et muslimsk land.
Her kan det være relevant at konsultere Tom Hollands bog ”Dominion”. Jeg har før omtalt hans brug af Spinoza og Voltaire, se her, men blader man lidt længere frem i bogen, møder man hans omtale af Marquis de Sade. Ham omtaler han ikke blot som ”opfinderen” af sadismen, den noget specielle sex-retning, som er opkaldt efter netop de Sade, men også som et menneske, der er nået til den overbevisning, at ”ulve, der æder lam, lam, der dræbes af ulve, de stærke, der slår de svage ihjel, de svage, der falder som ofre for de stærke, sådan er naturen, sådan er dens design, sådan er dens plan” (side 409). Han skriver også om ham:
Klarere end mange af oplysningstidens entusiaster bryder sig om at erkende, kunne han [dvs. de Sade] se, at det var lige så umuligt at bevise eksistensen af menneskerettighederne som eksistensen af Gud. (side 408).
Hvis Marquis de Sade har ret i det, så er sekularismen noget, der ligesom kristendommen og islam bygger på tro. Det betyder imidlertid ikke, at sekularismen ikke er en almenmenneskelig foreteelse, som gælder for alle samfund, det betyder blot, at der skulle en særlig religion til, nemlig kristendommen, for at det kunne blive klart, at fordi hvert menneske er et sprogligt væsen, der kan forstå de love, der må gælde i et samfund, derfor kan intet samfund bygge på guddommelige love, som blot skal antages uden diskussion.
Men denne indsigt kan naturligvis ingen muslim tilslutte sig. For hans religion hævder netop, at den samfundsorden, der skal gælde for muslimer, er givet af Gud selv, og at intet menneske kan modsætte sig den, uden at det får hårde konsekvenser fra samfundets side.
Men det bliver da spændende at se, hvad Macron har i støbeskeen. Vi kan jo i hvert fald som sekulære samfund ikke gå med til at vise nogen respekt for Muhammed eller for koranen. For i koranen har vi netop alle voldsordene nedskrevet, ord, som oven i købet påstås at være talt af den Almægtige selv. Men viser vi ikke koranen og Muhammed alt for stor respekt, når vi bøjer os for muslimernes fine følelser og deres letkrænkelighed, så vi ikke synes, det er passende at lave satire på dem, som vi gør det på alle andre religiøse størrelser?
Man forstår jo godt, at Macron ikke er synderlig tilfreds med, at Erdogan gennem Diyanet har ret stor indflydelse på, hvad der sker i moskéerne i Frankrig. Men hvordan kan han undgå det, hvis religionsfrihedens fane stadig skal holdes højt? Og kan han under den fane stille krav til den uddannelse, imamer skal have? Og hvis han kan, og hvis han virkelig får det gennemført, vil det så føre til en række underjordiske moskéer og imamer?
Man kan også sige, at problemet er, hvordan de franske muslimer kan dyrke deres religion i overensstemmelse med de europæiske samfundsværdier. Hvis vi f.eks. antager, at også franske unge muslimer lider under det merværdikompleks, der har været omtalt her på bloggen, se her, så vil de jo ligge under for den samme fristelse til at skyde skylden for deres manglende skolekundskaber over på franskmændene; det vil også i fremtiden være langt mere behageligt end at påtage sig skylden selv. Og hvis de af vanvare skulle komme til at læse i koranen efter at have lyttet til nogle af de franskopdragede imamer, der vil belære dem om, at de står lige med franskmændene, kan der så ikke ske det værste, når de opdager, at Gud i koranen siger til muslimerne, at de er det bedste folk? Vil det så ikke være oplagt for sådanne unge at slutte sig til diverse bander for på den måde at få kompensation for det mindreværd, de synes, de oplever til daglig?
Jeg har her argumenteret for, at islam både på profetens tid og senere hen har betragtet muslimer som overordnede andre samfundsborgere, f.eks. jøder eller kristne. Og skal der laves om på dette hierarki – og det er vist i virkeligheden det, Macron sigter mod – så kan det kun ske med nogle få muslimers godkendelse, den store masse vil – tror jeg – være imod.
Nå ja, godt nok er den før omtalte imam, Hassen Chalghoumi, tilsyneladende enig med Macron. Men han har vist ikke så mange af sine trosfæller med sig.
Men naturligvis må man da ønske Macron al mulig held og lykke med hans planer. Og det er da også muligt, at sekularismen endnu engang skal undvære sit kristne grundlag, så der faktisk fremstår en islamisk sekularisme. Så kan om en to-tre hundrede år, når disse sekulære muslimer har bekendt sig som ateister, en ny Tom Holland stå frem og forklare, at sekularismen i virkeligheden er en kristen foreteelse.
ricardtriis 