Alt forladt!

Information har i sin uransagelige visdom besluttet at lade forskellige muslimer redegøre for, hvad islam betyder for dem, og hvordan man bør praktisere islam i Danmark. Det har jeg opponeret imod et par gange her på bloggen. Og jeg er vist et par gange kommet til at bebrejde bladet, at det kører en så åndsforladt serie. Nu er jeg dog blevet inspireret til at sige ”Alt forladt!” til bladet.

Det, der har inspireret mig, er en artikel af Christian Marcussen, hvor han tilbageviser Taimullah Abu-Laban, se her. Hvor Abu-Laban mener, at islam er løsningen på alle det vestlige samfunds problemer, hævder Marcussen, endda i overskriften, at islam ikke er løsningen på noget som helst. Man kan til sammenligning, hvis man gider, se min tilbagevisning her, og Abu-Labans oprindelige artikel her.

Nu må det indrømmes, at Marcussens og min tilgang til emnet er noget forskellig. Hvor jeg efterlyser en teologisk begrundelse hos Abu-Laban for, at han kan få islam til at ligne kristendommen til forveksling, dèr går Marcussen mere lige på og hårdt. Han skriver således til slut:

Sandheden er, at den islamiske civilisation har været på deroute i snart et årtusind. Det eneste – men ikke uvæsentlige – som den har kørende for sig p.t., er sine fødselsrater. Og disse er primært et udtryk for undertrykkelse af kvinder og manglende velstand.

I samme periode har den vestlige verden været i konstant fremgang. De seneste 400 år har alle andre civilisationer forsøgt at kopiere Vesten i håb om at kunne lykkes lige så godt. Jo mere de har kopieret, des bedre går det dem.

Det er ikke et tilfælde, at den vestlige verden konsekvent producerer lykkeligere, rigere, sundere, friere og mindre korrupte samfund. I det regnskab har islam intet at tilbyde os. Tværtimod.

Jeg må indrømme, at jeg er interesseret i at undersøge, hvorfor det forholder sig sådan. For mig er det ikke nok at konstatere, at det forholder sig, som Marcussen hævder, jeg vil efterforske de forskelle i religionerne, der forårsager denne forskel. Men det gør Marcussen intet ud af.

Til gengæld gør han noget ud af så meget andet. Og jeg er såmænd lige ved at sige, at hans tilbagevisning af islam derfor bliver bedre end min.

Han begynder således med at give et kort rids af indholdet i Abu-Labans kronik:

Hovedpointen i kronikken var, at islam er svaret på Danmarks problemer med alt fra sexisme til psykisk mistrivsel. Det er et synspunkt, som kommer til udtryk flere steder i øjeblikket. Flere muslimer ser lige nu på sexismedebatten og tænker, at de har fat i den lange ende.

Det er i det hele taget et mainstream islamisk narrativ, at Vesten er dekadent og moralsk afsporet, og at islam er løsningen.

Jeg kalder dette fænomen for islamistens paradoks. Herboende islamister tordner gerne mod alle Vestens dårligdomme, samtidig med at de nyder de frugter, som gror i Vestens have. De fantaserer om øget islamisering uden at anerkende dens katastrofale konsekvenser.

Den modsigelse, der ligger i at nedgøre det vestlige samfund, som man befinder sig udmærket i, dukker op flere steder. F.eks. her:

Islamister bilder hinanden ind, at alle de ulykker, der præger den islamiske verden, kan spores tilbage til vestlig kolonisering eller andre ting, muslimerne ikke selv har ansvar for.

Det har som bekendt aldrig noget med islam at gøre. ’Det er ikke rigtig islam,’ siger de. Måske ikke i teorien, men det er sådan, islam manifesterer sig ude i den virkelige verden.

Derfor er det også temmelig friskt at ville ordinere mere islam til Danmark, når der ikke er nogen steder i verden, hvor islam har kunnet producere gode samfund. Det minder om de kommunister, der demotiverede kunne se kommunismens fallit overalt, men desperat forsøgte at fastholde illusionen om, at det ikke var rigtig kommunisme.

Man kan selvfølgelig undre sig over, at Koranens perfekte, smukke, overjordiske budskab ikke kan finde ud af at manifestere sig positivt noget sted i verden. Eller stort set ingen vedvarende tiltrækningskraft har på andre end dem, der fødes ind i det.

Det har da egentlig været ganske sjovt at se, hvordan en anden har fået de samme tanker, som man selv fik ved gennemlæsningen af Abu-Labans lobhudling af islam. Dette med, at muslimers drømme minder om kommunisters drømme, var én af de ting, også jeg gjorde opmærksom på imod Abu-Laban. Og dette med, at menneskestrømmen ikke går hen imod de muslimske landes paradistilværelse, men i de fleste tilfælde bort fra samme, er også en mærkværdighed, som vi begge nævner.

Men ellers vil jeg, min vane tro, bore lidt ned i de bagved liggende årsagssammenhænge og spørge: Forholder det sig mon sådan, at vi vestlige lande i højere grad har ramt en samfundsmodel, der svarer til menneskets natur, end muslimerne har? Er det f.eks. menneskets natur altid at ønske sig frihed, frihed til at tænke, frihed til at tale, frihed til at handle?

Det vil vi vestlige mennesker måske mene. Men det mener muslimerne ikke. Marcussen skriver:

Overalt, hvor islam vokser, vokser der ufred og undertrykkelse. Først i form af social og politisk uro. Senere i form af terror og sekterisk vold. Og når islam først dominerer, følger altid undertrykkelse af friheder, som vi i Vesten tager for givet.

Denne frihedsberøvelse rammer muslimer, som giver afkald på tanke- og livsstilsfrihed, og især også minoriteter og vantro. Jo mere islam, jo mindre frihed.

Er det mon derfor, islam altid er blevet udbredt med vold? At ønske sig frihed er en del af menneskets natur, og islam mener, at et ordentligt samfund kun kan opretholdes ved at begrænse denne frihed; derfor må man bruge vold, for at lade mennesket tænke og tale frit, det går ikke an.

De begrænsninger i den enkeltes frihed, som vi i de vestlige samfund går ind for, kan alle siges at udspringe af den gyldne regel, som i Jesu formulering findes i Matt 7,12: ”Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Det er en regel, der henvender sig til vor fornuft: hvis jeg ønsker, at min modpart undlader at søge at slå mig ihjel, må jeg undlade alle forsøg på at slå ham ihjel. Elementært, dr. Watson.

Men i kraft af, at islam betragter alle muslimer som mere værd end ikke-muslimer, forsvinder logikken bag den gyldne regel. Det er da også karakteristisk, at den gyldne regel ikke findes i koranen.

Eller: Menneskets natur bygger på, at mennesket er et sprogligt væsen. Og hver gang du taler med et andet menneske, anerkender du hans eller hendes ligeberettigelse med dig selv, for du går ud fra, at den anden forstår dig, og for at forstå dig, må den anden kunne sætte sig i dit sted, altså være din lige.

Ganske vist har det taget utrolig lang tid, inden de demokratiske kræfter, der udspringer af den i sprogets iboende ligeberettigelse, gjorde sig gældende i større udstrækning, men det skete i Vesten, og Marcussen har da ret i, at disse tanker og idéer og værdier har gavnet de folkeslag, der har antaget dem, og desværre også ret i, at muslimerne som de eneste næsten alle har fornægtet dem.

Jeg har tidligere antydet, at disse positive ting i virkeligheden udspringer af kristendommen. Lad mig derfor slutte med at citere et større stykke af den slutning, som den tjekkiske advokat Klare Samkova har på en tale, hun holdt til det tjekkiske parlament for nogle år siden. Jeg har her citeret en anden del af talen og kommenteret den, og det må indrømmes, at hun er noget hårdere overfor muslimerne end Christian Marcussen. Hun slutter sin tale med en henvisning til Joh Åb 12,1ff, kvinden, der står på månen med en krone med tolv stjerner på sit hoved. Hun siger:

I vore dage bliver vi kunstigt opfodret med tanker om, at det nok er Europa, der skal være angst og bange for sin fremtid, sin kultur, sin filosofi og sit verdenssyn. Men nej, det er nøjagtig det modsatte. I kraft af deres onde gerninger er det muslimerne, der foretager de første skridt hen imod deres absolutte tilintetgørelse.

Jeg bruger denne tale som et kald til alle muslimer og alle lande, som påstår, at islam er deres religion: Stop det! I er på gale veje! I er på en vej, der fører jer bort fra Gud! I befinder jer på morderes vej! Når I dør, kommer I ikke til paradis, til den ikke-skabte Guds land, men til intethedens og den navnløse udueligheds land. Intet vil blive tilbage af jer, og jeres højtpriste religion vil kun blive udtalt, når folk udspytter det spyt, som var blandet med det støv, der ligger på den vej, som det fremgangsrige, lykkelige, af Gud elskede folk går på.

For dette er, hvad der står skrevet i Johannes Åbenbaring, kapitel 12, det kapitel, der hedder: ”Den besejrede fjende”: ”Og der viste sig et stort tegn på himlen: en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved”.

Kvindens blå kjole genfindes i ethvert flag for EU. Kronen med de tolv stjerner findes også i ethvert EU-flag.

Muslimer, stil jer selv det spørgsmål: hvem er slangen eller dragen, som vil blive nedstyrtet og besejret af kvinden. Og vigtigst af alt: Glem ikke at svare rigtigt på det spørgsmål, jeg stillede for lidt siden: Ønsker I at leve? Hvis I svarer ja, må I lære det sammen med os og (i vore lande) i overensstemmelse med vore bestemmelser.

Samkova har lidt tidligere ændret det sædvanlige spørgsmål til muslimerne: Vil I leve sammen med os? til: Vil I i det hele taget leve? Det bygger hun på en formodning om, at Vesten, så snart den bliver klar over, at islam betyder krig, vil opfinde energikilder, der gør olie overflødig, og som derfor vil forvandle Saudi-Arabien fra et overmåde rigt land til et ørkenland. Og så må omsider islam give slip på den herrefolksmentalitet, der ligger indbygget i islam.

Jeg vil nok udtale mig knap så bombastisk, men jeg må indrømme, at jeg deler hendes forhåbning om kristendommens sejr over islam. Blot har det for øjeblikket lange udsigter, blandt andet, fordi kirken ikke har taget sig sammen til at gøre teologisk op med islam.

Og så til allersidst: Nu vil nogen måske anklagende spørge: hvortil alle disse angreb på islam, hvorfor dog ikke lade være med at håne og nedgøre og bespotte Muhammed, når nu vi véd, at muslimerne bliver så uhyre krænkede over det?

Man vil måske også i sin anklage bruge de eksempler, jeg her har bragt. Er det ikke for ødelæggende for et godt forhold til vore muslimske landsmænd at sige som Christian Marcussen, at islam ikke er løsningen på noget som helst? Eller at sige, som han gør i noget, jeg ikke har citeret: ”I islam taler man rigtig meget om, hvor værdsatte kvinder er, alt imens de tildeles ringere vilkår end mænd i mange af livets sammenhænge. Af Koranen kan det blandt andet udledes, at mænds vidneudsagn er mere værd, mænd skal arve mere, mænd kan have flere koner, mænd kan gifte sig med folk med en anden tro, og mænd kan helt uproblematisk lade sig skille”? Eller – for nu at bringe mig selv ind i billedet: Tror jeg virkelig, det hjælpe med til, at muslimer kommer til at befinde sig godt her i landet, at jeg har digtet en salme på melodien til ”Vor Gud, han er så fast en borg”, hvor det i andet vers hedder, at Guds fjende er Muhammed, se her?

Svaret på alle disse spørgsmål er, at vi ikke forstår islam godt nok. Indenfor islam er koranen Guds ord i den meget omfattende forstand, at enhver kritik af de religiøse grundsætninger betragtes som ødelæggende for troen. En from muslim tænkes at godkende de muslimske trossætninger uden at prøve at forstå dem. Alene det at tænke, at der kunne være modsigelser i troen, er en uting, for slet ikke at tale om at udtrykke det i ord overfor andre.

Det er grunden til, at disse fromme mennesker i Information alle prøver at afbilde islam så tiltrækkende for os vesterlændinge som muligt uden på nogen måde at spekulere på, om det, de siger, nu også er i overensstemmelse med koranen. For det er dem om at gøre at få os til at nære respekt for deres tro, og det véd de godt ikke kan lade sig gøre, hvis koranen kommer i forgrunden.

Og omvendt: Hvis det lykkes dem at få os til at gribe ind overfor dem iblandt os, der kritiserer islam eller måske endda forhåner profeten, under dække af, at muslimerne er ofre, eller under dække af den sære betegnelse ”islamofobi”, så tolker de det aldeles ikke som det, det er, nemlig hensyntagen til deres sarte religiøse følelser, nej, så tolker de det som et tegn på, at også vi viser respekt for deres profet, også vi bøjer os for det store i hans budskab.

Vi tror, at de vil forstå dette som hensyntagen og være taknemlige for det, de er overbevist om, at det er den sære kraft fra deres samfund: den kraft, hvorved de tildeler Muhammed forbindelse til guddommen, det er den kraft, der har vundet også over vore hjerter.

Vi kan godt se muslimernes selvmodsigelser, men undlader at påpege dem i vore dialoger med dem, fordi vi gerne vil få dem til at befinde sig godt i vore samfund. Men de ser vore undladelser som et tegn på, at også vi bøjer os for det uransagelige og uforståelige og i grunden for mennesker helt ubegribelige i deres forståelse af det guddommelige.

Og for at undgå, at de sådan bliver ved med at misforstå vor hensyntagen som respekt for Muhammed, er vi nødt til at gøre dem begribeligt, at også Muhammed er en figur, der skal underkastes menneskers altomfattende kritiske spørgsmål. Det kommer til at holde hårdt, men jeg deler Samkovas tro på kristendommens sejr, omend min kritiske bibellæsning forhindrer mig i sådan ligefrem at tage beretningen fra Johannes’ Åbenbaring som bevis for, at sejren bliver vor i sidste ende. Men hvad, der er nok andet, der peger på, at vor kritiske holdning til tingene vil sejre.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.