Om at hengive sig

En muslim er en person, der hengiver sig.

Den person, man hengiver sig til, kalder man Allah, hvilket svarer til vores Gud.

Men kan man nu også hengive sig til en sådan størrelse, man véd jo ikke noget om denne Allah med bestemthed?

Sherin Khankan har skrevet den seneste kronik i Informations serie om islam, se her. Hun er, som man måske véd, en af de meget få kvindelige imamer i verden. Hun forsvarer sin stilling ved at henvise til nogle historiske figurer indenfor islam, men også ved at henvise til sufismen, en ”spirituel, antidogmatisk visdomslære indenfor islam”, som hun siger.

Det er begrebet ”hengivelse”, der gør, at sufismen kan være en anerkendt retning indenfor islam. Mens salafisten hengiver sig til at hjælpe Allah med at udbrede islam med vold, endda hengiver sig så meget, at han som flykaprerne den 11-9 2001 er villig til at ofre livet for at kunne udføre det, han mener er Allahs vilje, så hengiver sufisten sig til et spirituelt liv i kontemplation og selvopløsning i altet eller i Allah. I begge tilfælde er der tale om en hengivelse, der ganske udsletter selvet, ikke betragter det som værdifuldt, går ud fra, at det er underlagt Allahs eller Altets kræfter i ét og alt.

Jeg har her citeret Robert R. Reilly’s bog ”The Closure of The Muslim Mind” dèr, hvor han omtaler al-Asharis overvejelser over Guds almagt: Mennesket og menneskets tale er ikke mere en selvstændig foreteelse end det menneskes tale, der taler i søvne. Ingen af delene er virkelig tale.

Sådanne overvejelser kan sufisten gribe fat i, for er han så ikke i sin hengivelse til den almagt, der styrer og leder alt, også menneskets indre tanker og ydre tale, i færd med at blive ét med tilværelsen, og altså i lige så høj grad i færd med at blive en totalt hengiven muslim som ham, der udfører et selvmordsangreb?

Hvis vi nu siger, at forskellen på den kristne og den muslimske forståelse af ægteskabet er, at muslimen hengiver sig til Allah – og det vil sige: til hans bestemmelser i koranen – også i sit ægteskab, mens den kristne hengiver sig til sin ægtefælle, hvordan træder så Sherin Khankans rådgivning til kvinder frem? Er hun bundet af den muslimske tradition med, at loven har det sidste ord, eller kan hun bøje sig for kristendommens tale om kærlighed og hengivenhed overfor ægtefællen som det egentlige?

Parentes: Der er nogle udsagn af Kierkegaard i ”Kjerlighedens Gjerninger”, som vi lige må have afmonteret. I dette værk hedder det:

I Elskov og Venskab er Forkjerligheden Mellembestemmelse, i Kjerlighed til Næsten er Gud Mellembestemmelsen, elsk Gud høiere end Alt, saa elsker Du ogsaa Næsten og i Næsten ethvert Menneske; kun ved at elske Gud høiere end Alt kan man i det andet Menneske elske Næsten. (Se side 62).

Kierkegaard prøver her at skelne mellem kærlighed til næsten og kærlighed i almindelig familiemæssig sammenhæng. Jeg mener, han her kommer i uføre. Begrebet ”næste” optræder i en række forskellige sammenhænge. Og man kan ikke bruge ordet ”elske” i enhver sammenhæng. Jeg skal elske den næste, der sidder i en flygtningelejr i Jordan og lider nød. Javist. Men den næste elsker jeg ved at få den danske stat til at bevilge penge til UNHCR, ikke ved at invitere ham ind i Danmark. Og jeg skal elske min ægtefælle. Men kærligheden til hende må naturligvis antage andre former. Parentes slut.

Denne forskel på den kristne og den muslimske forståelse af ægteskabet kan ses i én af mine tidligere artikler, nemlig denne, som en forskel mellem at handle, fordi man forstår, og handle, fordi det er befalet:

I den fortælling, vi plejer at kalde ”Forklarelsen på bjerget”, hedder det, at der lød en røst fra skyen, som sagde: ”Denne er min søn, den elskede, hør ham!” (Matt 17,1-8). Det vil sige: Ifølge kristendommen møder vi Guds ord til os igennem et menneske, mennesket Jesus fra Nazareth. Som ordene er blevet behandlet af et menneske, i ét og alt lig os, er de Guds ord.

Ifølge legenderne om de åbenbaringer, Muhammed modtog, var disse åbenbarings-ord lig med ordene på tavler, der i forvejen befandt sig i himlen. De havde ikke været udsat for nogen menneskelig bearbejdelse, før de blev forvandlet til koranen, muslimernes hellige bog.

Det betyder, at det for en kristen drejer sig om at adlyde, fordi man forstår, for en muslim om at adlyde, hvad enten man forstår eller ej.

Derfor er de muslimske ægteskaber oftest arrangerede ægteskaber, mens de kristne ægteskaber altid er forelskelsesægteskaber. Og spørgsmålet bliver så: Hvilke ægteskaber anbefaler Sherin Khankan?

Ingen tvivl om det: Hun vil gerne anbefale de kristne forelskelsesægteskaber. Hun skriver:

Som kvindelig imam indså jeg hurtigt, at nogle af de største dilemmaer, nutidens unge muslimer står over for i Europa, er temaer omkring den manglende ret til kærlighed på tværs af religion samt muslimske kvinders manglende ret til skilsmisse.

Jeg har selv to piger på ni og 16 år. Hvad er chancen for, at de vokser op og bliver forelsket i en ikkemuslim? Den er stor, for vi lever i Europa – selv om mine pigers far siger, at det aldrig kommer til at ske, for han har opdraget sine piger godt, og de kunne ikke drømme om at blive forelskede i en ikkemuslim.

Den samme tanke ses også blandt nogle troende jøder og kristne. Ideen om, at egen religion er hævet over andre religioner. Denne tankegang gør Mariam Moskeen op med. Vi hylder kærlighed på tværs af national såvel som religiøs identitet og anser det for en menneskeret såvel som en islamisk ret at vælge kærlighedspartner.

Man forstår på denne udtalelse, at Sherin vist er uenig med sin mand. Han mener, han kan styre kærligheden, det mener hun vist ikke. Og modsat ham har hun ikke noget imod, at hendes døtre bliver forelsket i en ikkemuslim. Det er jo ellers forbudt i den øvrige del af det muslimske samfund for en muslimsk kvinde at gifte sig med en ikkemuslim, det er noget, der er forbeholdt en muslimsk mand. Men ok, forelskelsen må gå sin gang, synes hun at mene, må have frie tøjler også for en muslim. Det lyder mere kristent end muslimsk.

Men hvad så med det andet problem for muslimske kvinder, dette, at de ikke kan få en muslimsk skilsmisse, hvis manden er imod det, og derfor sidder fast i et eventuelt voldeligt ægteskab. Om det siger Khankan:

Mariam Moskeens ægteskabskontrakt giver kvinden ret til skilsmisse og fusionerer dansk lovgivning med islamisk vejledning. Siden 2016 har Mariam Moskeen givet mere end 30 muslimske kvinder en islamisk skilsmisse, som de ikke har kunnet opnå i andre danske moskeer. I alle 30 tilfælde var kvinderne udsat for vold.

I Mariam Moskeen kan kvinder få en islamisk skilsmisse uden mandens accept og uden forudgående forsoningsprocesser. For at gøre dette muligt har vi designet og standardiseret en islamisk ægteskabskontrakt, der giver kvinden ret til islamisk skilsmisse, og som fusionerer dansk lovgivning med islamisk vejledning.

Og ikke sandt, umiddelbart lyder det jo meget godt. Men hov, hvordan vil hun klare problemet, hvis den pågældende kvinde ikke er gift i Mariam Moskeen og derfor ikke har en af hende designet ægteskabskontrakt? Det hører vi ikke noget om. Og det skyldes – så vidt jeg kan skønne – at koranen er lidt for meget imod det, hun intenderer. Det er måske ikke direkte koranen med dens lovbestemmelser, der står bag de muslimske ægteskaber, men dette pres imødegås ikke med andre lovbestemmelser, men kun med en fuldstændig ophævelse af alle lovbestemmelser.

For vil man gifte sig i Miriam Moskeen, så må man først medtænke skilsmissesituationen. Vil man ind under de almindelige islamiske love, hvis man vil skilles, eller vil man benytte sig af de mere ligeligt fordelte rettigheder, som Khankans specielle ægteskabskontrakt giver mulighed for?

Smukt formuleret, ja. Men alligevel, ved et sådant ægteskab hengiver man sig ikke til hinanden, men til de islamiske love i den ene eller den anden form.

Modsat tænkes de kristne ægtefolk at hengive sig til hinanden, endda at hengive sig ”indtil døden skiller jer ad”. De tænkes at anerkende hinanden som personer, de tænkes selv at kunne finde ud af, hvordan de deler ”seng og bord” med hinanden. Javist, der er mange traditioner for, hvordan en god ægtemand opfører sig overfor sin kone, og ligeledes traditioner for, hvordan en god kone opfører sig overfor sin mand, men vi går alligevel ud fra, at hvert ægtepar er unikt og har til opgave selv at få skabt netop de vaner, der giver dem del i den ægteskabelige lykke.

Luther hævder i en bryllupsprædiken, han har holdt i 1531, at det afgørende er at forstå sit ægteskab som villet af Gud:

Når man skal tale kristeligt og guddommeligt derom, er det det højeste, at Guds ord er skrevet på din kone og på din mand. Når du ser sådan på din kone, som var der kun den ene og ikke flere i denne verden; og når du ser sådan på din mand, som var der kun den ene, og ellers ikke andre i verden; så at ingen konge, ja heller ikke solen selv skal skinne kønnere og i dine øjne lyse mere, end netop din kone eller din mand, [så er det at tænke kristeligt om det]. (Se her).

I min terminologi: Det er Gud, der i menneskets udvikling har givet mennesket de hormoner og de hjernevindinger, der bevirker, at menneskene bliver forelskede, og at derfor ægteskabet i kulturen bliver en naturlig ting. Luther siger det samme på sin måde lidt senere i denne prædiken:

Derfor kan Gud også godt lide den brunst, han har indgivet brudgommen og bruden. Han har tænkt: Jeg må give narren en kappe på, så de kommer sammen. For hvis det ikke forholdt sig sådan, så ville man aldrig kunne bringe folk sammen i det ægteskabelige liv. Og når en sådan brunst og kærlighed altid forbliver aktiv, så vil den ene opæde den anden af stor kærlighed; som man siger i ordsproget. (Se her).

Altså: det primære er forelskelsen, den er det, der binder ægtefolkene sammen, og den er det, der er Guds redskab til dette ædle formål. Og man går galt i byen, hvis man vil opstille én eller anden lov, som ægtefællerne skal rette sig efter, eller hvis man vil gøre de traditioner, der har dannet sig for ægtefællers opførsel, til en regel for god opførsel. For hvis jeg i én eller anden situation i mit ægteskab, vil foreholde min kone, hvordan god moral tilsiger hende at opføre sig, så misforstår jeg mit forhold til hende; i stedet for at prøve at forstå hende og sætte mig ind i, hvad der driver hende, hvordan hun føler, og hvad hun kan lide og ikke lide, altså i stedet for at forholde mig til hende som til en person, forholder jeg mig til hende som en lovoverholder, som en, der bare har at overholde sin del af kontrakten, når jeg har overholdt min del.

Eller, kan jeg sige, jeg gør loven eller god moral til mellembestemmelse mellem os – for nu at bruge det af mig forkætrede ord af Kierkegaard.

H. Østergaard-Nielsen forklarer det på udmærket vis i sin populære udgave af doktordisputatsen om Luther (Scriptura sacra et viva vox) ”Navnet og Ordet” (Vestjysk Boghandel 1979):

Sagen er nemlig den, at den menneskelige mangel på tro og kærlighed altid ytrer sig som en tilbøjelighed til at omdanne de personlige forhold til saglige, og det gælder naturligvis også forholdet til Gud. I det saglige forhold er der nemlig ikke længere tale om nogen absolut afhængighed. I stedet for at forholde sig til hinanden i tro og kærlighed forholder man sig til det, som erfaringen viser, ”man” kan forvente af hinanden. Dermed er det personlige fællesskab brudt, forholdet er blevet konventionelt, sagligt. ”Loven” er blevet en begge parter overordnet selvstændig norm. Man forholder sig ikke længere til hinanden, men kun til en forestilling om hinanden. Man er døde for hinanden”. (Omtalte værk, side 69).

I sit værk fra 1520 ”Om de gode gerninger” henviser Luther til troen, som alle gode gerningers ophav. For i det øjeblik du har troens glade tillid til din skaber, kommer du så at sige automatisk til at gøre alle mulige gode og gavnlige gerninger overfor din næste. Du gør dem ikke for at vinde anerkendelse, du gør dem ikke af frygt for straf, du gør dem bare, fordi du i det forhold, hvori du er sat, ikke kan lade være. Se her.

Noget af det samme er Sherin Khankan inde på, når hun citerer Rabia al-Adawiyya, en kvindelig sufi-visdomskilde fra cirka 700 e. Kr. for at sige:

Gud, hvis jeg stræber efter Dig på grund af frygt for helvede, brænd mig der! Hvis jeg stræber efter Dig på grund af ønsker om paradis, luk mig ude! Men hvis jeg stræber efter dig for Din egen skyld alene, så fornægt mig ikke din uendelige skønhed. Jeg bærer en lampe i den ene hånd og en spand vand i den anden: Med disse to ting skal jeg sætte ild til himlen og slukke ilden i helvede, så de rejsende til Gud kan rive forhængene til side og se det sande mål.

I den første del af dette citat ligger der noget af det samme, som Luther er inde på, blot er det hos hende forholdet til Gud og ikke forholdet til næsten, f.eks. ægtefællen, der er omdrejningspunktet. Men hvad hun vil med det sidste, er jeg ikke helt klar over. Hvis det skal udlægges, som Khankan gør det, er jeg bange for, at vi ender i det rene vrøvl. Og det kan vist også sufismen af og til gøre. Khankan skriver:

Digtet udtrykker opløsningen af modsætninger. For at opleve den ultimative kærlighed til Gud er den enkelte nødt til at give slip på ideen om himmel og helvede som absolutte modsætninger.

På samme måde mener jeg, at vi alle sammen er nødt til at give afkald på at monopolisere sandheden, hvis vi ønsker en fredelig sameksistens.

Disse ord er de sidste i Khankans kronik. Men for mig at se har hun i den øvrige del af kronikken ikke gjort andet end monopolisere sandheden. Det gør jo enhver, der vil hævde, at noget er sandt og andet usandt. Hun har vendt sig imod de sædvanlige muslimske ægteskabsregler og sat nogle andre i stedet. Ergo: hun monopoliserer sandheden. Hun har vendt sig imod den ellers anerkendte muslimske sandhed, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslim. Også det er en monopolisering af sandheden. I det hele taget: hvis man hævder noget som sandt, monopoliserer man sandheden, hævder, at jeg har ret, og du uret.

Og det er der intet ondt i. Det forkerte ved en sandhedsmonopolisering opstår, hvis man vil tvinge nogen til at anerkende den sandhed, man selv har fundet frem til. Det gør islam, men det gør kristendommen ikke.

Og så er vi tilbage ved mit sædvanlige sprikwort:

Den muslimske martyr kender sandheden med en sådan intensitet, at han kan slå andre ihjel for sandhedens skyld. Den kristne martyr kender sandheden med en sådan intensitet, at han kan lade sig slå ihjel for sandhedens skyld.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.