Vanskeligheden ved at være muslim

Vanskeligheden ved at være muslim består i, at man for troens skyld er nødt til at begrænse anvendelsen af almindelig fornuft. Men vænner man sig til at undlade at fremkomme med fornuftens spørgsmål, så giver fællesskabet med de andre muslimer på den anden side en vis tryghed. For man har fra muslimsk side altid nogen, man kan betragte som fjende, og fælles fjende er godt for sammenholdet.

Dog er der jo nogle muslimer, der gennem deres opvækst eller gennem almindelig erfaring er mere tilbøjelig til at stille de forbudte spørgsmål end andre. En sådan muslim er Khaterah Parwani, som jeg omtalte i mit forrige indlæg. Af et dobbeltinterview med hende og hendes far i Information, se her, fremgår det, at hendes far har opdraget hende til hele tiden at stille kritiske spørgsmål. De kommer fra Afghanistan, men flygtede til Iran og kom derfra i 1986 til Danmark som kvoteflygtninge.

Det er vist ret ualmindeligt i muslimske familier, at faderen læser Sokrates’ forsvarstale op for sin ti-årige datter, men det foregik faktisk i denne familie.

Spørgsmålet er nu, hvordan det har præget datteren på den måde ikke at kunne undlade at være kritisk, når den religion, hun vokser op i, helst frabeder sig kritiske spørgsmål.

Svaret på det spørgsmål finder man blandt andet i den klumme, hun skrev i Information forleden dag, se her, og som jeg kommenterede i mit forrige indlæg, se her. Her hegler hun sine medmuslimer igennem, specielt imamerne, fordi de nægter at forholde sig til Muhammeds mange negative sider, især hans voldstendenser.

Inden jeg går ind på hendes problemer, vil jeg dog pege på en anden folkegruppe, som har haft en vanskelig fortid at skulle forholde sig til, nemlig tyskerne. Af dem kom der, som man nok véd, omkring 220.000 til Danmark i 1945 som flygtninge. De blev af den tyske værnemagt indkvarteret rundt omkring i Danmark på skoler, højskoler, hoteller, og alle steder, hvor der kunne findes plads. Da Danmark måtte overtage ansvaret for disse mennesker efter besættelsens ophør, blev der i efteråret 1945 udgivet en tysksproget avis i lejrene. I denne avis forekom der en side, der hed ”Das Wort ist frei”, ”Ordet er frit”. Det var nyt for mange tyskere, at de dèr kunne udtale sig uden at frygte repressalier fra lejrledelsen. Og det benyttede de sig af.

Én af dem, der benyttede sig af dette tilbud, var en 18-årig pige fra Oksbøl. Hun anklager avisen for kun at bringe negative oplysninger om Hitler-tiden. Hun skriver bl.a. om Hitler:

I siger her f. eks., at millioner af mennesker måtte lade deres liv, for at ét menneske kunne leve. Jeg tror, at det kan I ikke forsvare overfor jer selv. Dette menneskes liv, som uegennyttigt kæmpede for sit folks vel, var det ikke mange gange tungere at bære end døden? — At det er umuligt at lade nationalsocialismen opstå igen, véd jeg godt, og jeg ville heller ikke forsøge det, men ingen skal tro, at I kan berøve os vor anskuelse, der bor dybt i vort hjerte og ganske er vokset sammen med os. Hvad man igennem tolv år har elsket, viger kun vanskeligt, og — tanker er fri! (Se her).

Naturligvis får hun passende svar fra redaktionen. Man opfordrer hende til at nedskrive følgende spørgsmål og drøfte svarene med hendes kammerater. Så vil man være villig til at offentliggøre resultatet:

Det er nok bedst, at De laver Dem et skema:
a) Hvad har Hitler villet?
b) Hvilke midler har han anvendt til gennemførelse af sin vilje?
c) Hvad har han opnået?
d) Hvad har vi ham at takke for som folk og nation? (Se her).

Der kom dog ikke noget svar. Men spørgsmålene kan bruges overfor andre, der har bundet sig til at beundre en despot, f.eks. overfor dem, der har vænnet sig til at beundre Muhammed. Og det kan gøres uden at sætte lighedstegn mellem nazisme og islam.

Danskerne var naturligvis ivrige efter at få udryddet nazismen blandt folk i lejrene. Men vi vidste også, at den kunne sidde ret dybt i menneskers sind. Dog hjalp det på denne udryddelseskampagne, at Hitler var død, og at nazismens Tyskland i den grad havde tabt, at man siden har kaldt maj 1945 ”Stunde Nul”: byerne lå i ruiner, størstedelen af den mandlige befolkning var krigsfanger, store flygtningestrømme banede sig vej vestpå m.m.

Man kan ikke direkte overføre sådanne erfaringer på islam. Og dog. Gennem snart mange hundrede år har islam været Vesten underlegen. Islam havde en storhedstid under vores middelalder, i 700-, 800- og 900-tallet. Men ifølge Robert R. Reilly’s bog ”The Closure of The Muslim Mind” gik det ned ad bakke fra omkring 1100 for den muslimske kultur, hvilket blandt andet skyldtes, at det i striden mellem mutazilitterne og asharitterne var de sidstnævnte, der vandt. Al-Ashari gik ind for en almagtslære, der var ganske ødelæggende for alt menneskeligt initiativ, en lære, der har fulgt muslimerne siden. Se her.

Og derfor: Ligesom det var muligt for en tidligere nazist i 1945 at se, at nazismen ikke havde bragt tyskerne fordele, sådan burde en muslim, der tænker sig om, i vore dage kunne se, at islam ikke har bragt de muslimske lande noget positivt.

Én af de muslimer, der tænker sig om, er Khaterah Parwani. Og hun gør det i stor stil i den føromtalte klumme i Information. Her skriver hun bl.a. om terroristen, der dræbte læreren, der havde brugt Muhammedtegninger i sin undervisning:

Ekstremistens fatale efterlevelse af profetens eksempel afslører en åbenlys konflikt i fortolkningen af profetens skyggesider.

Ekstremismen forsvinder ikke, før vestlige muslimer rummer den nødvendige eksistentielle krise, ligesom man gjorde i den islamiske guldalder, hvor skikkelser som den persiske digter Rumi forsøgte at vække den islamiske åndskultur ved at forkaste krigerisk adfærd.

Ligesom den 18-årige tyske pige stadig nærede en dyb beundring for Hitler på trods af nederlaget, sådan nærer et utal af imamer stadig en dyb beundring for Muhammed på trods af islams lange nedgangsperiode. Og, siger Parwani, det skyldes ikke mindst, at man ikke vover at se profetens skyggesider, men udelukkende tillægger ham positive egenskaber.

Men Parwani véd godt, at dette at opgive denne beundring let fører ind i en eksistentiel krise, men, siger hun, denne krise er nødvendig. Og så kommer hun med et historisk ”bevis”: den persiske digter Rumi, der levede i 1200-tallet, forkastede al krigerisk adfærd. Den tid var, siger hun, islams guldalder.

Skal muslimerne ud af denne ubegrundede beundring for Muhammed, må der religionskritik til:

Den manglende religionskritik i vores egen minoritet har kastet os ud i en umulig opgave, hvor vi konstant idealiserer fortidens muslimske mand. Vi lyver over for os selv, når vi ikke indrømmer, at vi er blevet klogere, og at intet jordisk menneske kan være et evigt eksempel til efterlevelse. Det er en pinefuld sandhed, som vi nægter at forholde os til. En sandhed, der river op i vores idealer og tvinger os ud af vuggen. For når det perfekte menneske ikke findes, hvis eksempel skal vi så efterleve?

Det er ikke nemt at opgive sine idealer, det véd hun godt. Men det kan ikke nytte, at muslimerne nægter at forholde sig til den sandhed, at Muhammed var en krigens mand, og aldeles ikke noget perfekt menneske.

Man kan lægge mærke til, at Parwani som så mange andre her uden videre blander kristendom og islam sammen. Intet jordisk menneske kan være et evigt eksempel til efterlevelse, siger hun. Og denne altomfattende påstand anvender hun så på Muhammed. Hvilket jeg anser for udmærket. Men har hun undersøgt alle andre religionsstiftere? Har hun f.eks. tænkt over, om mon ikke Jesus skulle være et sådant menneske, hvis eksempel vi kan efterleve? Det synes ikke her at være tilfældet. Men det problem venter vi lidt med.

Hun har nemlig en enkelt sætning, der får nogle klokker til at ringe i mit hoved. Sætningen lyder:

Ekstremistens krigeriske adfærd er inspireret af den krigsførelse, der skulle til for at sikre islams udbredelse og fastholdelse.

Herved antyder hun, at Muhammeds vold var nødvendig. Den skulle til i begyndelsen af islams historie for at sikre, at det egentlige, fredelige budskab kunne udbredes og fastholdes. Man kan oven i købet tolke ordene ”skulle til” som noget, der hævder, at det var Guds vilje, at det skulle gøres på den måde. Og hendes opfattelse synes derfor at være den, at flertallet af muslimerne i vore dage – de imamer, hun kalder åndsforladte – tager fejl, når de ikke gør sig klart, at Gud udnyttede Muhammeds fejl – herunder den fejl, at han greb til vold – på den måde, at Han derigennem kunne få udbredt det budskab, der lød fra Muhammed i Mekka.

Den opfattelse minder om noget, jeg har læst før. Som man måske véd, er koranen så usammenhængende, at så at sige alle muslimske koranforskere har accepteret det fænomen, der kaldes ”abrogation”: Nogle koransteder abrogerer eller ophæver andre koransteder. På den måde får man dog i nogen grad fjernet de værste modsigelser i koranen. Almindeligvis argumenterer man med, at de koransteder, der er åbenbaret senest, kan ophæve eller de abrogere de koransteder, der er åbenbaret tidligst. Men en sudanesisk lærd, der hed Taha, mente, det måtte forholde sig omvendt. Han blev henrettet, men én af hans elever ved navn An-Naim, rejste til USA og fik dèr et professorat, hvorfra han kunne udbrede sit budskab: koranens egentlige budskab er et budskab om fred. Blot har det været praktisk at lade dette budskab udbrede ved hjælp af krig, indtil det var slået igennem. Når det var sket, kunne krigsåbenbaringerne annulleres. Det vil sige: det er ikke, som almindeligvis antaget, Medina-åbenbaringerne (krigsåbenbaringerne), der abrogerer Mekka-åbenbaringerne, det forholder sig omvendt. Se evt. min tidligere artikel derom her.

På den måde kan han få det gjort antageligt – i hvert fald for nogle muslimer – at islam betyder fred.

Jeg må dog indrømme, at jeg har skullet krølle min teologiske hjerne ikke så lidt sammen for at kunne følge en sådan tankegang. Jeg mener: Er det ikke Gud, vi taler om? Er vi ikke vant til at tillægge Gud alle mulige gode egenskaber, endda i meget høj grad? Kan vi virkelig forestille os et guddommeligt væsen, i besiddelse af al den viden, der skal til for at styre tilværelsen derhen, hvor han vil have den, give en åbenbaring til en person, som så senere skal ophæves? Var den da forkert i første omgang? Jamen, kan en guddom give en forkert åbenbaring?

Det er en meget speciel forståelse af det guddommelige eller den guddommelige person, vi træffer på hos muslimske teologer.

For øvrigt var der en muslimsk sufi-tilhænger, al-Hallaj, som blev henrettet i 926 e. Kr. i Bagdad. Han talte for meget om Jesus, mente man. Men efter hans død fandt man skrifter af ham, hvor han udtrykte ønske om at dø som Jesus døde, se her. Det førte hans sufisme ham altså til at gøre. Men ærlig talt: hvis man spørger mig, vil jeg sige, at jeg foretrækker den ægte vare, eller at jeg hellere vil gå direkte til Jesus gennem de kristne evangelier end nå frem til ham gennem den muslimske sufisme.

Men på trods af, at det er en meget haltende logik, Parwani gør gældende, når hun efterligner An-Naim, mener jeg, at der er noget positivt ved det forhold, at hun vover at gå imod de mange åndsforladte imamer, der prøver at fastholde krigsretorikken.

Og så burde jeg måske, af hensyn til hendes gode navn og rygte, tie stille med det, hun tier stille med. For hun benytter sig af et meget brugt trick i debatten: det nærliggende spørgsmål, som man ikke har noget svar på, det fortier man, det springer man over, det lader man, som om slet ikke eksisterer.

Det spørgsmål, der er ret nærliggende ud fra det, hun skriver: at det perfekte menneske ikke findes, lyder: Jamen, var Jesus ikke netop det perfekte menneske?

Nuvel, vi kristne teologer plejer ikke at betegne Jesus som det perfekte menneske, så lad os nøjes med at sammenligne de to, Jesus og Muhammed.

Begge stod med et budskab, som de følte det påkrævet at få udbredt. Jesus udbredte det med ord. Og han holdt fast ved sit budskab på trods af, at det gik imod det budskab, som de ledende jøder havde: at det drejede sig om at overholde loven fra Sinai, og at enhver, der talte imod loven, skulle henrettes. Jesus talte imod loven og affandt sig med, at jøderne fik ham henrettet. Han viste sig villig til at gå i døden for sit budskab.

Muhammed ville udbrede sit budskab med sværdet. Engang under et slag, spurgte én af hans tilhængere, om virkelig den, der døde i kamp, blev optaget i paradis, og Muhammed svarede, at han med sin martyrdød ville udslette alle de overtrædelser, han tidligere måtte have begået. Det fik manden til frygtløst at kaste sig ud i kampen. Kort tid derefter blev han meldt død. Men N.B.: selv om Muhammed utvivlsomt var overbevist om rigtigheden af sine ord, var han ikke så overbevist, at han selv kastede sig ud i kamp.

Der berettes også om ham, at han nogle gange bad nogle af sine håndgangne mænd om at myrde den eller den navngivne person. Hvilket de så gjorde. Men selv udsætte sig for at blive slået ihjel under sådanne mordforsøg, det ville han ikke.

Så sandt nok: Parwani har ret i, at Muhammed ikke var noget perfekt menneske. Men var den handling, som Jesus foretog sig: at tale om ordets og ikke sværdets kraft på trods af, at han vidste, der var dødsens farligt, ikke mere perfekt end Muhammeds handling? Eller: hvis vi skal føre tanken op til vore dage: Var den handling, som den franske politiofficer, Arnaud Beltrame, udførte, da han i 2018 tilbød sig som gidsel for en muslimsk terrorist, ikke langt mere perfekt, end den terrordåd, som terroristen udførte, se her? Kan gerne være, at mange muslimer er stolte over de terrorister, der ikke er bange for at sætte livet på spil for at kunne gennemføre deres terrorhandling, men har vi vesterlændinge ikke tusind gange mere grund til at være stolte over de politibetjente, der ofte med livet som indsats søger at få ram på terroristerne?

Blot glemmer vi det jo alt for ofte.

Eller: Det er korrekt og til dels også beundringsværdigt af Khaterah Parwani, at hun vender sig så kraftigt imod de voldsparate imamer. Men det er for dårligt, at hun ikke tør tage sammenligningen mellem Jesus og Muhammed op, formodentlig, fordi hun derved ville komme til at sætte kristendommen i et efter hendes mening alt for fordelagtigt lys.

Eller: Vanskeligheden ved at være muslim er koranen. Hvis man vil have den til at være et fredsbudskab, skal man slå alt for mange krøller på sin fornuft. Og selv om det er udmærket, at Parwani forsøger, er resultatet ikke overbevisende.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.