Ved ord eller ved magt

Det er stadig Jakob Skovgaard-Petersens bog ”Muslimernes Muhammad – og alle andres”, jeg har i tankerne og vil opponere imod.

Denne gang ud fra en anmeldelse i Weekendavisen ved Thomas Hoffmann, se her. Der er nemlig det særlige ved den anmeldelse, at Thomas Hoffmann har nogenlunde det samme at sige imod Skovgaard-Petersen som jeg, blot siger han det kortere og måske også klarere, end jeg gør. Læseren vil kunne nikke genkendende til disse to adjektiver. Men pas på! Jeg har nemlig planer om at tilspidse Hoffmanns indvending til noget principielt. Og så bliver det både indviklet, vanskeligt og måske også dybtborende.

Hoffmanns indvending giver han denne formulering:

Lad mig derfor spidsformulere det således: Koranen er i bogstaveligste forstand den eneste samtidige »muhammadanske« kilde til Muhammad. Redaktører og menighed har helt sikkert været inde og pille ved Koranens ordlyd og komposition, men de grundlæggende intellektuelle rettigheder må tilkendes Muhammad. Den store danske islamhistoriker Patricia Crone (1945-2015), som forfatteren flere gange refererer til, skrev således: »Koranen giver os ikke en beretning om profetens liv. Tværtimod: den viser os overhovedet ikke profeten udefra, men tager os derimod ind i hans hoved, hvor Gud taler til ham… Vi ser verdenen gennem hans øjne.«

Men Muhammads egen Muhammad er også muslimernes Muhammad, for han forkyndte jo netop sin profetiske stream of consciousness i et offentligt rum – i Mekka og Medina, for såvel de troende som de vantro.

Som den fremragende historiker Skovgaard-Petersen er, er det ærgerligt, at han viger bort fra at give sit eget bud på, hvem denne Muhammad er. For historievidenskabens Muhammad er jo lige så relevant som teatrets og mediernes Muhammad, som Skovgaard-Petersen ligeledes dedikerer kapitler til. Også videnskabens Muhammad kan være muslimernes Muhammad.

Dette er en indvending mod det, jeg har citeret Skovgaard-Petersen for tidligere, nemlig dèr, hvor han siger:

Bogens hovedemne er en mand, som muslimer holder hellig, og som mange mener var det fuldkomne menneske. Jeg er ikke selv muslim, og jeg bygger mit arbejde på en forståelse af Muhammad som en historisk person. Og fordi intet menneske kender den historiske sandhed om Muhammad, er de forskellige udlægninger af Muhammad alle relevante. Det er ikke op til mig at afgøre, om shia- eller sunni-islam er den rette trosvariant, eller om sufisme er et kætteri.

Det forekommer mig yderst relevant, når Thomas Hoffmann drager Patricia Crone ind i billedet. For hun har jo ret. Vi har faktisk en kilde, når vi vil forstå Muhammed som en historisk person, vi har koranen. Og koranen giver os faktisk ikke så lidt historisk viden om Muhammed – nå ja, vi får ikke at vide, om han var sorthåret eller rødhåret, eller om han havde en aftegning mellem skulderbladene på ryggen, men selv om kildematerialet er forvirrende, og selv om historikerne – altså de vestlige – har vanskeligt ved at blive enige om, hvordan der da så ud inde i Muhammeds hoved, så lader det sig dog gøre meningsfuldt at diskutere for og imod de tanker, der har bestemt Muhammeds handlinger.

Ja, mere end det: ikke blot er det meningsfuldt at diskutere Muhammeds tanker, det er også i historieforskningen uomgængeligt.

Jeg vil derfor tillade mig at ændre Hoffmanns formulering i hans anklage mod Skovgaard-Petersen. Der er ikke blot tale om, at det er ”ærgerligt”, at Skovgaard-Petersen ikke har givet sit bud på, hvem Muhammed er, det er ”dårlig historievidenskab”, at han ikke gør det.

For overfor ethvert skriftligt vidnesbyrd fra fortiden må vi prøve at finde meningen. Men ”meningen”, det vil sige den mening, som den pågældende person har haft med det, der blev skrevet. Vi må hele tiden forestille os, at der er en person inderst inde i det væsen, der har skrevet brevet eller bogen, en person, der har villet noget, en person med sine særlige træk, en person med behov og længsler, som også vi har.

Det er noget, der kendetegner al sproglig kommunikation, også kommunikationen mellem et nutidigt og et fortidigt menneske: man forudsætter en person bag ordene.

Man behøver ikke forudsætte, at personen er ærlig hele vejen igennem, at han altid giver udtryk for sin persons inderste karaktertræk. Der er jo i nutiden personer, der lyver, og lyver så effektivt, at det er ganske vanskeligt at afsløre. Det gælder naturligvis også fortidens personer: de kan lyve, de kan have andre hensigter end dem, de taler åbent om, de kan forsøge at tildække fortidens fejltagelser med nye løgne.

Alt sådant kan det så være historikerens opgave at afdække. Men lader han opgaven ligge, svigter han sin opgave som historiker. Og det er just, hvad Skovgaard-Petersen gør.

Han tager sig f.eks. for, i kapitel 7 under afsnittet ”En karakter bliver til”, at gennemgå Frants Buhls Muhammedbillede. Om Buhls forskning siger han:

Det vanskelige består i ”at udsondre de ægte bestanddele fra de uægte, idet der her er løjet i et omfang som ikke mange andre steder i den menneskelige litteratur”.

Med de ægte bestanddele mener Buhl de oplysninger, som faktisk går tilbage til Muhammads liv, mens de uægte er senere tildigtninger. Givet, at han udmærket er klar over, hvor sene siraværkerne er, er det nok ret optimistisk at mene, at man 1300 år senere kan ”udsondre” det ene fra det andet og tegne et psykologisk portræt af profeten. Men Buhls optimisme er funderet dels i hans tids positivistiske videnskabstro, dels i den betydning, han lægger i Koranen som Muhammads sjælespejl.

Ikke sandt, man fornemmer en vis afstandtagen, ikke blot fra Buhls resultater, men også fra hans metode, hans ”positivistiske videnskabstro” eller hans overbevisning om at kunne ”udsondre det ægte fra det uægte”; den er ”ret optimistisk”. Endda går Skovgaard-Petersen videre og undrer sig over den optimisme, der vil udsondre det falske fra det ægte i koranen, når den forstås som Muhammeds sjælespejl. Jamen, ifølge Patricia Crone er det jo netop det, koranen er: Muhammeds sjælespejl. Hvorfor så ironisere over den, der som mange andre vil undersøge den for det, den kan sige om Muhammed?

Derfor må man her anholde Skovgaard-Petersen. Én ting er at gå Buhls argumenter igennem og eventuelt hegle dem ned ét efter ét. Noget helt andet er at angribe Buhls forudsætning som historiker: at man på én eller anden måde må kunne danne sig et billede af profeten. Hvis man angriber den forudsætning, er det ens eget grundlag som historiker, man angriber. Så med disse ord skyder Skovgaard-Petersen sig selv i foden.

Hvis man ikke ud fra almindelige historiske metoder kan danne sig et indtryk af Muhammed selv ud fra koranen, hvordan kan man så, som Skovgaard-Petersen så rigeligt gør, danne sig et indtryk af alle de mennesker, der på den ene eller anden måde har taget Muhammed til sig? Hvordan kan man give det Muhammed-billede, de har dannet sig, kontur og farve? Man kan jo ligeså lidt som med Muhammed blive klar over deres indre sammenhæng eller mangel på samme. Eller: Hvis Muhammed må undslippe den moderne historikers omfattende undersøgelsesredskaber, så må alle hans disciple, af hvad art de end er, også fortone sig i tågen. Om dem kan man lige så lidt som om Muhammed sige noget bestemt.

En argumentation af Luther rinder mig i hu.

Luther fik af sin fyrste besked om at give svar til den pavelige bulles 43 anklagepunkter. Det gjorde han i to omgange, først på latin, dernæst på tysk. I den latinske gendrivelse af anklagepunkterne tager han anklagernes forudsætning frem. Hans anklagere tillægger nemlig, hævder han, paven og paven alene ret til at udlægge den hellige skrift. Så hedder det:

For det første, hvis det ikke er tilladt nogen, at fortolke de hellige skrifter efter sin egen ånd, hvorfor tager de sig så ikke i agt for heller ikke at tillade Augustin det eller nogen af de andre fædre? Og den, der forstår de hellige skrifter ud fra Augustin, og ikke snarere Augustin ud fra de hellige skrifter, han forstår dem uden tvivl ud fra et menneske og ud fra sin egen ånd. Men hvis man ikke må forstå noget skrift ud fra sin egen ånd, hvem vil så gøre dig sikker på, at du forstår Augustin ret? Man vil altså være nødt til at indsætte en anden fortolker af Augustin, at ikke vor egen ånd skal få os til at læse forkert i hans bøger. Men hvis det er nødvendigt, så må man også indsætte en fjerde fortolker til at fortolke den tredie, og en femte til at fortolke den fjerde og således videre i det uendelige, og det farlige ved vor egen ånd vil tvinge os til aldrig nogensinde at lære eller læse noget, hvilket med sikkerhed er ufuldendt, indtil det til sidst går sådan, når man først fornægtede de hellige skrifter og lagde det over på Augustin, siden, da man heller ikke forstod ham og fornægtede ham, kom Thomas Aquineren til at herske, og ham har de øvrige fortolkere fulgt uden ende. Det er derfor en oplagt fejl ud fra dette ord ‘Man må ikke forstå skrifterne ud fra sin egen ånd’ at pålægge os, at vi skal lægge de hellige skrifter til side og tro på menneskers kommentarer. (Se her).

Den uendelige regression, som man efter Luthers mening kommer ind i ved at påstå, at man kan undgå at tolke skriften efter et menneskes ånd, genfinder jeg hos Skovgaard-Petersen: Vi kan ikke bedømme Muhammed ud fra hans ord i koranen; men så bliver det jo også umuligt at bedømme Muhammeds efterfølgere ud fra det, de har skrevet.

Der ligger ganske meget i det skel, Luther opstiller her. Der ligger en forskel mellem katolikkerne på den tid, der ville tænke ud fra pavens autoritet og kun holde det for sandt, som paven godkendte, og lutheranerne, der lod skriftens ord være det, man skulle forstå, og altså forstå med hele sin person. Men der ligger også en forskel mellem den tradition, der har udviklet sig i den vestlige verden: at vi kun bøjer os for argumenter og ikke for autoriteter, at vi vil forstå argumentationen og forstå den frit, før vi accepterer den, og den tradition, islam har bragt ind i verden: at koranen og Muhammed i begyndelsen accepteredes via den tvang, de kunne udøve, senere på baggrund af den autoritet, der ligger i navnet.

Vi i den vestlige verden opdrager vore unge til selv at skulle forstå. Vi forklarer og forklarer, indtil tiøren omsider falder. Vi efterprøver med forskellige opgaver, om det nu også er dem selv, der har forstået, for de skal jo ikke lære blot at følge én eller anden autoritet, han være ellers nok så stor og frygtindgydende.

Men i den muslimske verden lærer de unge af recitere koranen, helst på arabisk. Dette er en god gerning i Allahs øjne, uanset om man forstår det eller ej. Og de lærer at bøje sig for andre, ikke blot andre, der har stor autoritet, også andre, der har magt til at tvinge deres mening igennem. Den frie forskning har derfor altid haft vanskelige vilkår i den muslimske verden.

Jeg har før været inde på den anderledes forståelse af menneskelivet, som Nikolai Sennels opdagede hos de muslimske indsatte, han mødte som fængselspsykolog, se her. Og jeg har også haft muslimske skoleelevers anderledes grundlag til overvejelser her på bloggen, se her. Begge dele kan supplere den iagttagelse, man kan gøre igennem Skovgaard-Petersens bog: at muslimer rask væk tolker deres religion ud fra de autoriteter, de har over sig; at muslimer i deres iver efter at være fromme gerne laver Muhammed om efter den fromhedsforståelse, de som samfund er nået frem til.

Og alle disse iagttagelser leder frem til den holdning, som jeg vil tillade mig at gætte på ligger bag Skovgaard-Petersens tilbageholdenhed med at give udtryk for sin egen mening: nemlig den holdning, der vil gå meget langt for at begive sig over på muslimernes banehalvdel, den banehalvdel, hvor man lever sig så meget ind i muslimernes følelser og fornemmelse, at man undlader at møde dem med den vestlige verdens hele sandhedsinsisteren. Gad dog vidst, om det ikke i sidste ende er af hensyn til muslimerne selv, at Skovgaard-Petersen ikke stiller alle de fredelige former for islam det meget naturlige spørgsmål: hvad stiller I op med koranens voldsopfordringer? Måske han endda tænker de samme tanker, som vi andre tænkte for snart mange år siden: bare vi ikke med sådanne spørgsmål presser fredelige og omgængelige muslimer over i de rabiate muslimers lejr!

Her kan Luthers holdning være til inspiration. Godt nok stod han ikke som vi overfor en række potentielle terrorister, villige til at begå selvmord, hvis blot det kan skade os vantro, men det var dog med døden for øje, at han hævdede:

For det første vil jeg, at de skal vide og bevidne, at jeg aldrig vil tvinges ved nogensomhelst af de hellige fædres autoritet, medmindre det blive bevist gennem den hellige skrifts dom, hvilket jeg véd, at de har meget vanskeligt ved at tåle. (Se her).

Hvad var det, der drev ham? Det var såmænd hans sandhedskærlighed, der fik ham til det. Eller det var den humanisme, som var vokset frem i senmiddelalderen, og som han var en glødende tilhænger af.

Jeg kan også sige det på en anden måde: Det, der skal få os til at sige, at vor historiske undersøgelsesmetode er bedre end muslimernes, er, at den er mere menneskelig. Dette at se på alle mennesker som ens ligemænd, er noget, der blev givet os mennesker, da vi blev sproglige individer. Godt nok bærer vi stadig rundt på lysten til at blive alfa-han ved hjælp af simpel vold, men den holdes dog i ave af vor sproglige kultur.

Og at den muslimske kultur bygger på forestillingen om en mægtig alfa-han, som alle skal rette sig efter, skal vi imødegå ved at behandle vore muslimske landsmænd som sproglige individer, hvilket vil sige: som mennesker ligeud, uden dikkedarer. Om de så vil reagere ved at blive endnu mere muslimske, altså endnu mere fjendtligt indstillet overfor os, så de fortsætter med at udøve deres dominans-vold, eller de vil reagere ved sammen med os som deres ligemænd at arbejde med på samfundets opretholdelse og forbedring, det kan vel kun tiden vise.

Denne betragtningsmåde fører også med sig, at man må betragte islam som en umenneskelig religion, som en religion, der ikke er interesseret i sandhed, men i magt, og derfor betragte Muhammed som et menneske, der misbrugte det dyrebareste, vi mennesker har, nemlig gudsbegrebet, til at stå bag magten i stedet for at stå bag argumentet. Og at det videre fører med sig, at de muslimer, der indser, at vores kultur er mere menneskelig end deres, må forlade deres religion med alle de menneskelige vanskeligheder, det fører med sig, det er sandt nok. Men derved er jo intet at gøre. For sandheden kan man ikke gå på kompromis med.

Det kan heller ikke Skovgaard-Petersen, selv om det så vidt jeg kan se er det, han prøver på.

Det er altså ikke for kristenhedens skyld, at vi skal vende os imod islams voldsgrundlag, det er for menneskehedens skyld.

Som man ser: dette blev ikke kort, det blev vist heller ikke klart, men har jeg ret i mine sidste overvejelser, blev det til gengæld dybtborende.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.