Tør vi udfordre muslimerne?

I mit forrige indlæg drog jeg en tankegang frem, som vist i almindelighed er forladt her i landet, men som måske har overvintret hos Jakob Skovgaard-Petersen: den forestilling, at vi skal glæde os over, at mange muslimer opfatter islam som en fredens religion, i stedet for at udfordre dem med de mange voldsopfordringer, koranen er fuld af; hvis vi gør det sidste, risikerer vi, at ellers fredelige muslimer forvandler sig til farlige terrorister.

Dengang denne tankegang florérede her i landet, kunne den oven i købet af og til smykke sig med et Jesus-ord, for siger han ikke i Matt 5,39 til sine disciple, at de skal vende den anden kind til, hvis de bliver slået? Og er det ikke en tydelig opfordring til os om at være venlige og imødekommende og aldeles ikke stille kritiske spørgsmål til fredelige muslimer?

Lad mig i den anledning citere et stykke fra Joh 18! Deri kan man finde en lille beretning, der viser, hvordan Jesus selv forstod dette med at vende den anden kind til. Jeg tror nok, det er fra Luther, jeg har det, men om det så i virkeligheden er noget, jeg har udspundet af mig eget hoved, argumentet er lige godt for det.

I Joh 18,19-23 står der skrevet:

Ypperstepræsten spurgte nu Jesus ud om hans disciple og om hans lære. Jesus svarede ham: »Jeg har talt til verden i fuld offentlighed; jeg har altid undervist i synagoger og på tempelpladsen, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt. Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, der har hørt mig, hvad jeg har talt til dem; de ved jo, hvad jeg har sagt.« Da Jesus sagde det, var der en af tempelvagterne, som stod ved siden af, der gav ham et slag i ansigtet og sagde til ham: »Er det en måde at svare ypperstepræsten på?« Jesus svarede: »Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?«

Og se, her har vi to livsanskuelser stillet op overfor hinanden, to livsanskuelser, der nøje svarer til den muslimske og den kristne. Tempelvagten, der slår Jesus i ansigtet, svarer til den muslimske opfattelse af forholdet mellem mennesker: han mener, man bør bøje sig for autoriteten. Jesu udsagn svarer – ikke overraskende – til den kristne opfattelse af forholdet mellem mennesker: han slår ikke igen, men opfordrer tempelvagten til at forlade den muslimske autoritetstro og magtanvendelse og gå over til den kristelige/menneskelige måde at opføre sig på, nemlig at argumentere uenighederne bort.

Udlagt på forholdet mellem os kristne danskere og vore muslimske landsmænd:

Vi kristne bør ikke lade os forlede til at gå over til vold. Det vil i vores situation sige: gå over til at lave antimuslimske regler, som vi forventer, at staten prøver at håndhæve. Vi bør i stedet påpege Muhammeds voldstendenser og blive ved med at spørge vore fredelige, muslimske medborgere, hvordan de forstår disse ord. Og vi bør blive ved med at spørge dem, om de tager afstand fra den vold, der i historiens løb er foretaget i Muhammeds navn, ligesom vi kristne for længst har taget afstand fra den vold, der er udført i Kristi navn. Altsammen naturligvis i den hensigt at få muslimerne til at blive normale mennesker, dvs. mennesker, der bruger argumenter og ikke vold, mennesker, der bøjer sig for et andet menneskets tale uden hensyn til dets autoritet.

For sådanne menneskelige relationer prøver vi jo at få til at være de almindelige i vort samfund.

Eller gør vi?

Sørine Gotfredsen advarer os i en artikel i Berlingske, se her, mod at tale om, at vi befinder os i en religionskrig med islam. Når man bruger dette udtryk, skyldes det nok, at man mener, vi som samfund er for eftergivende. Det kan der være noget om, siger hun, men reaktionen må er ikke være at sige, at vi befinder os i en religionskrig, men at vi skal udvise standhaftighed. Hun skriver bl.a.:

Imidlertid er vi i færd med at genopdage den [dvs. religionens betydning, rr], også i den allermest perverse form, og dermed kan vi også mere og mere komme til at indse, hvor vigtigt det er at modsige det, der er noget helt andet end det, man selv repræsenterer.

Dette gøres faktisk allerede klart med de ord, som Jesus ifølge evangeliet siger angående dette, at han ikke er kommet til verden for at bringe fred, men splid.

Jeg læser ikke passagen som en opfordring til vold og krig, men som en påmindelse om pligten til at modsige det, der er noget helt andet end det, man selv holder for sandt. Jeg forstår ordene i lyset af luthersk standhaftighed, og hør blot, hvordan Martin Luther selv siger: »… en kristen skal være mest tapper, når han er i fare og når hans sag synes at være tabt. For det er dårerne, som sætter deres lid til våben og magt … De kristne, derimod, har fået befaling om at være standhaftige og fulde af håb, når de er i fare …«

Ordene giver fortsat mening. Det gør de på grund af blodig islamisme, på grund af den problematiske multikulturelle udvikling og på grund af almindeligt åndeligt sløvsind i en epoke, hvor vi længe har sat eftergivenheden højere end standhaftigheden og skabt en grundstemning af risiko for at miste for meget.

Det Jesus-ord om strid, som Sørine Gotfredsen henviser til, er nok ordet fra Matt 10,34-36, hvor det hedder:

Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender.

Sørine Gotfredsen behøver såmænd ikke at siger ”Jeg læser ordene som…”, det er ret klart ud fra sammenhængen, at det ikke blot er Sørine Gotfredsen, men ethvert fornuftigt menneske, der må læse ordene, som hun tolker dem.

Jesus er jo ikke kommet for at holde mund, men for at forkynde et budskab. Men, siger han her, dette budskab om fred vil vække strid. Hvorfor? Fordi store dele af menneskeheden på Jesu tid havde vænnet sig til, at det var magten og autoriteterne, der bestemte, også bestemte, hvad der måtte siges og hvad ikke.

For os i den kristne verden vækker det ikke mere så megen strid, for vi er blevet klar over, at ordets frie løb i vore samfund er af uvurderlig betydning. Men for muslimerne iblandt os, der både ud fra deres koran og ud fra den tradition, der findes i deres samfund, tillægger magt og autoritet stor betydning, vækker det strid, hvis vi vil lade vor ytringsfrihed ramme også dem og deres religion, hvilket vi jo har erfaret med al ønskelig tydelighed her på det sidste.

Og svaret på det er, som Sørine Gotfredsen siger, ikke eftergivenhed, men standhaftighed.

Og det er såmænd ud fra ønsket om at udvise standhaftighed, at jeg bliver ved med at vende mig imod Jakob Skovgaard-Petersens bog ”Muslimernes Muhammad – og alle andres”. Jeg bliver ved med at synes, at vi skylder vore muslimske medborgere at ”irritere” dem med netop spørgsmålet om koranens voldsopfordringer, stillet overfor deres påstande om islams fredelighed. Ikke for at genere dem, men for at fastholde overfor dem, hvad vort samfund bygger på.

Og lad mig denne gang prøve at vise Skovgaard-Petersens manglende standhaftighed, for ikke direkte at sige eftergivenhed, overfor vore muslimske landsmænd, ved at påpege den forskellige måde, på hvilken han behandler de muslimer, der tager koranen alvorlig, og de danske muslimkritikere, der også tager koranen alvorlig.

Skovgaard-Petersen har i kapitel 15 et afsnit, der hedder ”Antimuslimernes Muhammad – en chefideolog”. I dette afsnit skriver han bl.a.:

Den muslimske tilstedeværelse i Europa har ført til fremkomsten af en ny type missionærer med deres egen litteratur – antimuslimerne.

Internationalt taler man om islamofober, mens man i Danmark taler om islamkritikere. Ingen af de to betegnelser finder jeg helt heldige. Islamofobi lyder som en sygdom, en ubegrundet angst. Men selv om det hos nogle godt kan have karakter af en besættelse, kan frygt for islam ikke siges at være ubegrundet eller irrationel. Der findes jo faktisk truende islambaserede ideologier og voldelige bevægelser (se kapitel 11 og 12), og nogle indvandrere har normer, for eksempel for omgangen mellem kønnene eller vedrørende synet på homoseksualitet, som vi i dag opfatter som intolerante – også selv om vores egne kristne oldeforældre var helt på linje med dem.

Omvendt forekommer ’islamkritik’ at være for ulidenskabeligt og rationelt – som om de kritikere, det drejer sig om, har en kildekritisk tilgang til muslimer og islam. Det har de ikke. Den antimuslimske islamkritik har derimod meget til fælles med middelalderens dæmonisering af muslimer, selv om der naturligvis også er forskelle.

To betegnelser er Skovgaard-Petersen imod. Og det er da udmærket, at han ikke bryder sig om betegnelsen ”islamofob”, men når han selv indrømmer, at frygt for islam ikke er ubegrundet, kunne han så ikke undlade at kalde os ”antimuslimer”, det er jo ikke vore muslimske landsmænd, vi er imod, det er den religion: islam, som de er besat af i den grad, at de af og til finder på at begå terror imod os vantro?

Han vil heller ikke mene, at det, vi bedriver er ”islamkritik”, det, vi bedriver, må snarere kaldes en dæmonisering af muslimer. At det måske er muslimerne, der dæmoniseres af koranordene til at opføre sig som dæmoner, det ser han ikke.

Han vender sig stærkt imod Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaards bog I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten (2003). Blandt det meget, han har at indvende mod dette værk, er, at det har misforstået Medina-konstitutionen og tror, at den fastslår, at muslimer står over de øvrige indbyggere.

Men faktisk fastslår den det modsatte: Dokumentet nævner eksplicit, at jøderne i Medina har den samme status og de samme gensidige forpligtelser som de stammer, de er allierede med. Det er først senere, at der udvikles en særlig jura for kristne og jøder – dhimmi’er (”beskyttede folk”) – som socialt er underordnet muslimerne.

Denne diskriminerende særstatus – der havde ligheder med jødernes status i Europa før det 19. århundrede – blev ophævet i Det Osmanniske Rige i 1856, og forfatningerne i moderne muslimske stater opererer ikke med begrebet. Men I krigens hus opfatter det som muslimernes generelle holdning til ikke-muslimer også i dag.

Og ikke sandt, her kommer den lærde islam-kyndige med sin korreksion. Blot ”glemmer” han at forklare, hvordan det da kan være, at jødeforfølgelsen, der ellers har været borte fra de europæiske kulturer siden Anden Verdenskrig, nu er taget til igen, på den måde, at det nu i alt væsentligt er fra muslimerne, jødeforfølgelsen kommer. Lad det være aldrig så rigtigt, at jødernes underordnede status blev ophævet i Det Osmanniske Rige i 1856, og at forfatningerne i de moderne muslimske stater ikke opererer med begrebet, det har ikke forhindret, at almindelige muslimer læser koranen og deri finder mange udfald mod jøderne, hvilket ofte inspirerer dem til jødeforfølgelser.

Ud fra sådanne koranord synes det ikke forkert at mene, at det er muslimerne, der er blevet dæmoniseret, og altså dæmoniseret ved læsning af koranen.

Mikael Jalvings bog ”Mig og Muhammed” får også det glatte lag:

Jalving mener ikke, at muslimer gennem historien har givet fornuft og filosofi nogen plads, men at de slet og ret følger Koranen uden at forholde sig til den. Igen tager han fejl – historisk, teologisk og filosofisk, også hvad angår den muslimske middelalder, der, som vi har set, var præget af hellenistisk filosofi. De seneste 150 års generelle udviklinger, og alle de muslimske reformister, tænkere og debattører, som kapitel 9 og 10 kort har gennemgået, er helt forbigået. I Mig og Muhammed findes der kun en formativ førdatid og en forfærdelig nutid. Ingen lang islamisk historie, og ingen moderne førnutid. Islam er altid forklaringen, Koranen beviset, og Muhammad den skyldige. Bogen er ingen sira, men et synderegister.

Senere hedder det:

Hans bog fremstiller Muhammad som en pædofil voldsmand og Koranen som kilden til hans skidte karakter. Alligevel forfægter han den idé, at Muhammad først nævnes i muslimske kilder små 200 år efter hans død. ”Hvis der fandtes en historisk Muhammad, levede han formentlig mange hundrede kilometer nordpå i det nuværende Israel.” Det er en sandhed, som forskerne ikke vil sige højt – af frygt, forklarer han. Men som vi har set i nærværende fremstilling (s. 65), går ikke-muslimske kilder om Muhammad helt tilbage til det tiår, hvor han døde, ligesom vi har muslimske mønter og indskrifter med hans navn fra slutningen af 600-tallet. Få seriøse forskere vil bestride, at han har levet, og at det var i Hijaz.

Det afgørende spørgsmål, som ikke tages op her, er naturligvis: er koranen skrevet af Muhammed og dermed kilde til det, der foregår i Muhammeds hoved? Skovgaard-Petersen nøjes med at ironisere gevaldigt over disse ”antimuslimske” skrifter, selv om de – måske på en lidt amatøragtig facon, lad os bare indrømme det – forsøger sig i den historiske disciplin: at bruge koranen som kildeskrift til en beskrivelse af Muhammed.

Mikael Jalving har den 15-11 på sin blog i Jyllands-Posten taget til genmæle mod Skovgaard-Petersens kritik, se her. Her skriver han bl.a.:

Professoren inddeler nemlig sit forskningsfelt i tre observatørgrupper. Der er muslimer, og der er ikkemuslimer, og så er der antimuslimer, jo, du læste rigtigt: antimuslimer. Endelig er der Jakob Skovgaard-Petersen selv, der afstår fra at give sin egen fortolkning og synes at være hævet over alting, mens undertegnede placeres i gruppen af antimuslimer sammen med bl.a. Ibn Warraq, Lars Hedegaard og Kåre Bluitgen.

Jeg mindes kun at have hørt betegnelsen ”antimuslim” ét sted, og det er ikke på universitetet, men fra islamister. Er vi vidne til, at den pæne professor overtager islamisternes retorik? Det ser sådan ud.

Som man ser, finder også han udtrykket ”antimuslim” lidt forkert.

Men ellers er mit ærinde i dette indlæg at gøre opmærksom på, hvordan Jakob Skovgaard-Petersen er utrolig kritiserende, når det som her er nutidige europæere, der forsøger at nå ind til islams inderste, men utrolig forstående og venligt refererende, når det er muslimer, der forsøger sig på den bane.

I kapitel 11 gengiver han opfattelsen hos de muslimer, som han kalder islamister. Og her indrømmer han blandt andet deres negative opfattelse af jøderne i modsætning til kolonitidens liberale muslimer:

Kolonitidens liberale forfattere prøvede at undskylde Muhammads optræden over for Medinas jøder som den form for krig, som også jøderne førte dengang. Islamistiske og jihadistiske forfattere, som skriver efter staten Israels oprettelse, vil derimod ofte åbenlyst forsvare hans fordrivelser af jøderne som det rigtige at gøre, og de vil forsvare massakren på Banu Qurayza som velbegrundet.

Læg mærke til det: her er Skovgaard-Petersen neutral. Han er hverken for eller imod disse muslimers opfattelse af jøderne.

Og når han i kapitel 12 kommer ind på jihadisterne, fortæller han om deres opfattelse af islam på Muhammeds tid:

Muhammad gik i krig – mange gange. De klassiske siraer flyder over med beskrivelser af slagene, og nogle af de ældste siraer, kaldet maghazi (’togter’) samler sig næsten udelukkende om dem: Man får deltagernes navne, detaljer fra nærkampe, stolte udsagn og blomstrende heltekvad. I de fleste moderne siraer er alt det skåret bort, og gennemgående forklarer forfatterne slagene som nødvendige for at sikre de troende og på langt sigt opnå en varig fred. Krigene var med andre ord forsvarskrige.

Det er også den gængse tolkning af begrebet jihad i det 20. og 21. århundrede: staters ret til selvforsvar, når de bliver angrebet. Nogenlunde som i folkeretten mere generelt.

Igen ser vi dette mønster. At disse jihadister hævder, at de muslimske krige var forsvarskrige møder ingen indvendinger fra Skovgaard-Petersens side. Var en lignende historisk usandhed blevet fortalt af en ”antimuslim”, så skulle vi se løjer. Men nu er det en muslim, der hævder det, og så får det lov til at stå uimodsagt. Der er masser af muslimske historieskrivere, der med stolthed fortæller om de muslimske hæres angrebskrige mod de vantro, men nej, når muslimer hævder, at krigene var forsvarskrige, så lader vi disse historieskrivere stå i den store glemmebog.

Det er en vældig viden, Skovgaard-Petersen besidder, men den anvendes yderst selektivt. Hvis man skal uddrage en lære til anvendelse i vor situation med de mange muslimske indvandrere – og det tror jeg, er én af hensigterne bag bogen – så er det den, at muslimerne har en stor kultur, som de med rette er stolte af, at denne kultur har tilpasset sig nutidens krav, og at vi hjælper dem bedst i denne tilpasning ved at undlade at blande koranens voldsopfordringer ind i vor argumentation.

Det mener jeg, er dumt. Ja, jeg mener, det er kontraproduktivt: vi opnår det modsatte af det, vi vil opnå. Der er ingen grund til at lægge skjul på, at vi med vor historiske forskning er i stand til at nå langt ind i Muhammeds hoved og se de tanker, der rører sig dèr, og at vi som nysgerrige mennesker må have en forklaring på den vældige udbredelse, islam havde igennem de første hundrede år af sin eksistens.

Og finder vi ud af, at Ibn Khaldun havde ret, da han i sin Muqadimma skrev, at jihad er et krav til muslimerne, hvad er så mere naturligt end at spørge vore muslimske landsmænd, hvad de siger til det i dag, og hvordan de får det og koranens voldsopfordringer til at rime med deres påstand om, at islam er en fredens religion? Og ikke mindst: hvordan de med disse ting i bagagen vil kunne leve fredeligt i vore samfund?

Jeg skal ikke kunne sige med bestemthed, om Jakob Skovgaard-Petersen betragter sådanne spørgsmål til muslimerne om farlige, fordi vi risikerer at skabe terrorister derved. Men jeg tør godt sige, at de efter min opfattelse er yderst påkrævede; kun på den måde kan vi få nutidens muslimer til enten at forlade islam eller blive ægte fredelige muslimer.

Dette indlæg blev udgivet i Islam, Ny testamente og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.