Luther versus Jakob S.-P.

Det er naturligvis Jakob Skovgaard-Petersen, som overskriften omtaler, og de spørgsmål, der skal tages op, lyder: Hvem af de to bruger de rette historiske metoder? Hvem af de to giver os det mest troværdige billede af islam?

Når disse spørgsmål kan lyde lidt overdrevne, skyldes det to ting: 1) at vi moderne mennesker normalt regner med, at vi, alene fordi vi befinder os i denne vidunderlige moderne tid, véd langt mere end tidligere tiders mennesker og derfor kan give en langt sandere beskrivelse af historiens gang, og 2) at vi almindeligvis betragter Luther som en lidt hårdkogt reformator, fra hvem man kan vente angreb mod både tyrk og pave, men ikke afbalanceret argumentation.

Begge disse to antagelser er imidlertid forkerte. Godt nok havde den tids forskere ikke så mange tekster til rådighed som nutidens, men i behandlingen af dem var humanisterne før Luthers tid – og også Luther selv – udmærket i stand til at argumentere på god historieforskervis.

Skovgaard-Petersen skriver i kapitel 7 under overskriften ”Makon, Makomet, Mahon, Makometus, Machomet” følgende om Luther:

Martin Luther (1484-1546) overtog selv de middelalderlige polemikkers opfattelse af islam og genudgav dominikaneren Ricoldo Montecrucis karakteristik af Muhammad – på trods af at der var tale om et katolsk skrift.

Han bekendtgør i en note, at han har disse oplysninger fra Martin Schwarz Laustens bog ”Tyrkerfrygt og tyrkerskat, islamofobi, religion og politik hos teologer og regenter i reformationstidens Danmark”, side 278. Allerede ordet ”islamofobi” i bogens titel antyder en vis uhistorisk fordom, og jeg har da også her på bloggen vendt mig imod denne bog, se f.eks. her. På side 278 skriver Lausten efter at have hævdet, at både paven og tyrken for Luther var Antikrist:

Dette afholdt dog ikke Luther fra at gøre brug af katolske teologer fra middelalderen, nemlig franciskanermunken Johannes Hiltens spådomme, som tolkedes til at handle om tyrkerne, og dominikanermunken Ricoldo Montecrucis’ gendrivelse af islam, ligesom han også engagerede sig i en udgivelse på latin af koranen.

Det er lidt besynderligt, at Lausten – og Skovgaard-Petersen efter ham – undrer sig over, at Luther gør brug af katolske forskere. Man må vist kalde denne undren uhistorisk. For skellet mellem lutheranere og katolikker var jo ikke fremstået endnu. Så alle de lærde mennesker, Luther ville påberåbe sig – og det var trods alt nogle stykker – var jo katolikker. Det, Luther vendte sig imod, var først og fremmest pavedømmet, og han gjorde det med skriftargumenter, javist, men først og fremmest med almindelige humanistiske argumenter, som f.eks. at paven havde tilladt kejseren at bryde det lejde, han havde givet Johan Hus, og at paven mente sig berettiget til – mod betaling – at erklære et ægteskab for ugyldigt.

Det sjove er nu imidlertid, at graver man bare lidt ned i Luthers holdning til Ricoldo og til islam, opdager man, at han på god humanistisk vis efterlyser bedre tekster til bedømmelsen af islam, først og fremmest en oversættelse af koranen til latin.

Han sørger i 1530 for at udgive ét af Ricoldos skrifter og skriver her i forordet:

Skønt jeg indtil nu ivrigt har stræbt efter at kende muhammedanernes religion og skik, har jeg ikke kunnet få fat på andet end en gendrivelse af koranen og ligeledes en kritik af koranen af Nicolaus de Cusa; men koranen selv har jeg forgæves søgt at få at læse. Det ser ud til, at forfatterne af både gendrivelsen og kritikken har villet afskrække de troskyldige kristne fra Muhammed og bevare dem i troen på Kristus. Men eftersom de kun stræber efter at fremdrage noget dumt og absurd fra koranen, noget, der kan fremkalde had og bevæge folket til modvilje, og samtidig springer over uden gendrivelse eller skjuler det gode, der måtte være i den, sker der det, at de finder liden tiltro og autoritet, som om de forringede deres værk ved enten at hade tyrkerne eller ved kun at have ringe evne til at modsige dem. (Se her).

Luther mener altså – lidt i modsætning til Skovgaard-Petersen, men N.B.: før han har læst koranen – at man ved at læse koranen må kunne få et betydelig bedre indtryk af islam end ved at læse diverse lærde folks beskrivelse af religionen. Senere får han imidlertid mulighed for at læse koranen. Det sker i 1542. Det får ham til at oversætte Ricoldos bog til tysk. Og i det forord, han har anbragt dèr, kommer han med nogle bemærkninger, som næsten får ham til at trække beskyldningerne mod Ricoldo om at fremkalde had tilbage. Dèr skriver han nemlig:

Denne bog af broder Richard fra dominikanerordenen, kaldet ”Confutatio Alcoran”, har jeg tidligere læst flere gange, men jeg har ikke kunnet tro, at der var fornuftige mennesker på jorden, som djævelen kunne få til at tro på så skændige ting, og jeg har altid troet, at det var opdigtet af de italienske skrivere, de, som med deres evige løgnehistorier til ære for paven har gjort alle deres historier fordægtige. Derfor ville jeg gerne have læst koranen selv, og jeg undrede mig over, hvordan det kunne være, at man ikke forlængst havde oversat koranen til latin, eftersom dog Muhammed nu har hersket i mere end ni hundrede år og gjort så stor skade. Dog har ingen taget sig for at erfare, hvad Muhammeds tro gik ud på, man har alene været tilfreds med, at Muhammed var en fjende af den kristne tro, men hvor og hvordan fra punkt til punkt, det har man ikke hørt noget til, skønt det dog er nødvendigt at vide det. Men nu denne fastelavn har jeg læst koranen på latin, dog i en meget dårlig oversættelse, så jeg stadig ønsker at se en bedre. Men så meget står dog klart, at denne broder Richard ikke har opdigtet sin bog, men er i god overensstemmelse med koranen. (Se her).

Altså: Da Luther læste Richardus’ bog i 1530, troede han, det var opdigt og hadtale, men nu i 1542, hvor han har læst koranen, finder han ud af, at hvad Richardus skriver, er i sørgelig overensstemmelse med koranen.

Weimarudgaven bind 53 indeholder denne oversættelse. Jeg har tilladt mig at lægge den latinske tekst, Luthers oversættelse til tysk og min til dansk ud på min Luther-hjemmeside, se her. Fra Weimar-udgaven har jeg hentet denne omtale af Richardus (Luthers navn for Ricoldo):

Født i Toscana, Monte Croca. Trådte 1267 ind i Dominikanerordenen Sct. Maria Nuvelta i Firenze. Missionsrejser fra før 1291 (Akkons fald). Har selv skrevet en rejseberegning (itinerar). 1301 igen i Firenze. Orientrejsen formentlig mellem 1280 og 1300. Mest i Bagdad, hvor han tilegnede sig arabisk og ved samkvem med lærerne ved koranskolerne tilegnede sig kendskab til koranen. Hans confutation alcorani er formentlig skrevet kort før år 1300. Ricoldus døde den 31. oktober 1320 i Firenze.

Man skal måske især lægge mærke til, at Richardus under sit ophold i Bagdad har haft samkvem med de muslimske lærere. Bagdad var på det tidspunkt er lærdomscenter, men byen har tilsyneladende ikke blot været præget af autoritetstro, men også af diskussionslyst. Richardus’ egen oplysning om sine forudsætninger kan ses under #6.

Richardus opdeler sin ”Gendrivelse af koranen” i 17 kapitler. Jeg skal nøjes med at tage nogle ting frem, som Luther kan nikke genkendende til, fordi han accepterer tanken om ”den naturlige lov”. Man kan således forestille sig, at da Luther i 1530 læste #75ff om selvmodsigelser i koranen, har han tænkt, at det var noget, Richardus selv fandt på for at få folk til at se ned på muslimerne. Ikke sandt, et skrift, der har den almægtiges underskrift, kan ikke det ene sted sige, at jøder, kristne og mandæere vil blive frelst, og det andet sted hævder, at kun de, der lever efter muslimernes lov, bliver salige. Ejheller kan det være i overensstemmelse med guddommelig tankegang, at koranen i Sura 5,13 siger, at vi ikke skal dømme, kun Gud kan holde rettergang, mens den i Sura 9,29 opfordrer til at slå ihjel og røve de vantro, indtil de betaler skatten (Se #76). Men da Luther selv fik fat på en koran, måtte han erkende, at det ikke var italienske skrivere, der har opfundet sådanne græsselige ting, men koranen selv, der indeholdt disse selvmodsigelser.

Det er også nok værd at nævne den modsigelse, Richardus (se #174f) finder mellem Sura 2,256, ordet om, at der ikke er tvang i religionen, og Sura 9,5, et ord, der i dansk oversættelse lyder således:

Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig.

Ingen kan nægte, at der er en modsigelse mellem disse to ord. Og vil man agitere for, at islam er en fredens religion, er en forklaring af denne modsigelse yderst påkrævet, hvad enten man er middelalderteolog eller moderne religionsvidenskabsmand.

Richardus giver det denne forklaring med på vejen (#175):

For da Muhammed, eller snarere hans mester, djævelen, så, at hans lov var imod Guds lov i det ny testamente, og også imod sig selv, og ikke havde nogen begrundelse eller nogen undergerning, og var stopfuld af håndgribelige løgne, så kunne han jo nok tænke, at mange ville gøre indsigelse og sige ham imod. Derfor gav han den (loven) sin egen rets værktøj, sværdet, til at slå ihjel med. Og derfor fastsætter han i sin koran et bud, der siger, at man skal dræbe alle dem, der sætter sig imod denne lov og ikke tror. Derfor har han også, ikke blot i ét kapitel, men i hele bogen som en almindelig lov udtalt: ”Dræb! Dræb!”

Og han citerer i det følgende Augustin for denne iagttagelse:

Et menneske kan tvinges til med munden at bekende, at han tror, men at hans hjerte skulle tvinges til at tro, det er ikke muligt. (#176).

Man kan også formode, at beretningen om, hvordan Muhammed får lov til at bryde en ed, han havde aflagt, er med til at nedbryde de lidt for høje tanker, Luther har haft om Muhammed. Richardus fortæller om det #103:

For det véd alle muslimer meget vel, at Muhammed var blevet forelsket i en kvinde, som hed Maria, en jakobinerinde, som Maccabæus, jakobinernes konge havde foræret ham. Men to af Muhammeds hustruer – den ene hed Aisha, datter af Abu Bakr, blandt alle andre den ædleste, den anden hed Hafsa, datter af Omar – begyndte at være misundelige på Maria. Og de kom en dag ind til ham og fandt ham liggende hos Maria og sagde: ”Skal en profet gøre den slags?” Da skammede han sig, og svor en ed på, at han aldrig mere ville gøre dette, og på grund af eden var de tilfredse. Snart herefter kunne han ikke dy sig, og opstiller en lov, som var det Gud, der havde befalet ham det og åbenbaret det for ham, og anbringer udsagnet i koranen, i kapitel Elmetherarem, hvilket betyder forbud eller band, og siger: ”O profet, hvorfor forbyder du dig det, som Gud har tilladt? Vil du gøre dine hustruer tilpas? Gud har hermed fastslået, at du har lov til ikke at holde din ed”. Altså blev han en meneder, og sov igen hos hende og lod som om Gud havde ophævet hans ed og at Mikael og Gabriel var vidner derpå.

Det, der især overbeviser Luther, er løftebruddet. Det understreges af Sura 66,1-5, hvor det hedder:

Profet! Hvorfor forbyder du dig selv, hvad Gud har tilladt dig, i ønsket om at gøre dine hustruer tilpas? Gud er tilgivende og barmhjertig. Gud har pålagt jer at løse jeres eder, og Gud er jeres skytsherre. Han er Den Vidende og Den Vise. Da Profeten hemmeligt fortalte en af sine hustruer noget. Da hun fortalte det videre, og Gud afslørede dette for ham, så oplyste han om noget af det, men forbigik noget andet. Da han underrettede hende derom, sagde hun: “Hvem har fortalt dig det?” Han sagde: “Den Vidende og Den Indsigtsfulde har underrettet mig.” Hvis I omvender jer til Gud, I to kvinder! – For jeres hjerte er kommet på afveje. Men hvis I rotter jer sammen imod ham! – Gud er hans skytsherre, og tilligemed er Gabriel hjælper, samt enhver af de troende, der handler ret, og englene. Måske ville hans Herre, hvis han skilte sig fra jer, give ham hustruer i stedet, der var bedre end jer: Kvinder, der havde overgivet sig til Gud, troende, ydmyge, bodfærdige, tjenende og andægtige; såvel tidligere gifte kvinder som jomfruer.

Ærlig talt, det er også vanskeligt for os i dag at anerkende, at dette skulle være Guds tale. På den anden side kan jeg tilslutte mig en teori, som Skovgaard-Petersen nævner, uden dog at tilslutte sig den, den teori, nemlig, at dette tyder på, at koranen går tilbage til en rigtig person, for ingen ville opdigte en sådan historie om én, der påstodes at være Guds profet.

En lignende nok ikke opdigtet, men ægte historie fortæller Richardus om umiddelbart efter, #107. Også dèr er grundlaget et ord i koranen, Sura 33,37, som i sig selv er uforståeligt, men som man gør forståeligt ved at tilknytte en historie til det. Man kan læse om det hos Richardus.

Men man kan også læse om det hos Skovgaard-Petersen. Han skriver i kapitel 3 under overskriften ”Fra græsk til arabisk”:

Historien om Zayd og Zaynab er ikke flatterende for Muhammad. Nok derfor har den haft et langt liv i kristen polemik mod islam. Den spiller også en rolle i nutidige værker om islam, og derfor vender vi tilbage til den senere i bogen. Som vi også skal se med de sataniske vers, har netop beretningens ikke-flatterende natur været brugt som et argument for, at den skulle gå helt tilbage til Muhammad. Altså et ”der går ingen røg af en brand uden ild”-argument om, at hvorfor skulle den være der, hvis det ikke var, fordi den var et faktum, muslimerne ikke kunne komme uden om. Omvendt minder historien om Zayd og Zaynab så meget om en gammeltestamentlig historie om kong David, Urias og Batsebah, at andre forskere opfatter den som et litterært lån og dermed ikke som faktuel historie.

Og ærlig talt, dette forekommer mig at være noget lusk af Skovgaard-Petersen. Han er så neutral, at han ikke selv tager stilling, uha nej, men han får dog lige nævnt, at vi kristne såmænd har en lignende fortælling i vor helligskrift, nemlig fortællingen om David og Batseba. Meningen er åbenbart, at vi kristne godt kan pakke vores forargelse sammen. Og hvad søren, der er nok ingen, der kan huske historien om David og Batseba, bortset fra, at det var noget med, at David gik i seng med en gift dame og efterfølgende fik Urias anbragt på en uriaspost, så han kunne få Batseba som sin kone. Så at David af en profet, der talte på Guds vegne, blev anklaget for sit drab, at sønnen, der blev født ham af Batseba, døde som straf for hans overtrædelse, at David måtte gå bodsgang, alt sådant glemmer vi, for sådan gik det jo ikke Muhammed; han var selv profet, og han fik ikke skældud af Gud, nej, han fik at vide, at det begær, han følte ved synet af Zaynab, var indgivet ham af Gud som tegn på, at Gud ville have, at Zaynab blev endnu én af hans koner. Dog, hvad siger jeg: ”fik at vide”? Virkeligheden var jo, at han ”åbenbarede” tilladelsen for sig selv; det er det smarte ved at være Guds profet og selv kunne bestemme, hvilke åbenbaringer man får.

Så at sammenligne de to, det går virkelig ikke an. Eller det er noget, man kun gør, hvis man vil stille Muhammed og hans selvåbenbaringer i et mindre dårligt lys. Men tage stilling til det, nej, det gør Skovgaard-Petersen ikke. Han nøjes med at behandle episoden en række gange senere for at vise, hvordan de kristne i deres propaganda imod muslimerne udnytter den imod Muhammed og hans påstand om at være Guds profet.

Her kan det være passende at bruge en sætning, som Richardus har, men Luther ikke har medtaget. Richardus siger #108, at Muhammed efter den begivenhed udbredte det om sig selv og sagde, at Gud havde givet hende til profeten. Og så føjer han til: ”Således skjulte han en mindre synd gennem en større”. Det er jo her, vi har den egentlige anstødssten for de kristne: at Muhammed benytter sig af den profetstatus, som han har fået sine omgivelser til at tro på, til at sige god for hans sexuelle lyster.

At han laver noget fidelifut med Zaynab, så han kan få hende som hustru, det er én ting. Men at han vil bilde os ind, at Gud vil spilde åbenbaringskræfter på noget så inferiørt som hans sexliv, det nærmer sig stærkt det, vi kalder blasfemi. Den lille synd: at han bedrev utugt eller noget, der lignede, skjuler han med den store synd: at han vil påtage sig en profets skikkelse for at dække over det.

Nuvel, der er meget mere at hente hos Richardus. Men bare disse episoder er eksempler på noget, som intet fornuftigt menneske vil kunne forbinde med den guddommelige majestæt.

Man kan som historiker gå med til, at Muhammed modsiger sig selv, men man kan ikke gå med til, at Gud modsiger sig selv.

Og man kan som almindeligt, vesteuropæisk menneske nok gå med til, at Muhammed giver sig selv lov til at bryde en ed, også selv om det ”bare” handler om retten til at besidde en kvinde. Men det må være ret umuligt for et nogenlunde fornuftspræget mennesker at acceptere, at nogen profet på Guds vegne kan give tilladelse til at bryde eder.

Skovgaard-Petersen mener vist, at han kan undgå anklage fra både muslimer og vesterlændinge ved at undlade at betragte koranen som et kildeskrift til Muhammeds liv. Men lad os prøve at anvende hans metode på ham selv. Han påviser gang på gang, hvordan både de muslimske sekter og islams kristne modstandere bruger deres aftegning af Muhammed-figuren til at fremme bestemte formål, formål, der aftegnes allerede i kapiteloverskrifterne: kapitel 2: Menighedens Muhammad; kapitel 3: de kristnes Muhammad; kapitel 4: sunniernes Muhammad; osv. Altså, alle de personer og sekter, der beskrives, er ude på noget, bruger deres tolkning af Muhammed-figuren til eget formål.

Men, spørger vi nu: Gør ikke Skovgaard-Petersen det samme? Viser ikke en række små bemærkninger, f.eks. sammenligningen mellem Zaynab-episoden og Batseba-historien, at Skovgaard-Petersen også er ude på noget? Er det ikke tydeligt, at han er ude på at renvaske de af nutidens muslimske teologer, der ønsker at gøre Muhammed til en fredsprofet? Og da han ikke kan gøre det ved hjælp af normale, humanistiske, kritiske metoder, undlader han at bruge sådanne metoder. Og derved falder han igennem i forhold til Richardus og Luther.

Lad mig sige det på en anden og nok lidt mere indviklet måde!

Der er en absolut modsætning mellem sprog og magt. Ikke desto mindre kan alle de magtmennesker, der har eksisteret, ikke undgå at bruge sproget til at legitimere deres magt med. Muhammed gjorde det ved at påstå, at hans åbenbaringer stammede fra Gud selv. Det burde have fået ham til at bruge argumentets metode til at skaffe sig følgere, men han brugte i stedet magtens metode, hvilket var imod sprogets forudsætninger.

Derved sørgede han for, at der til stadighed indenfor islam vil eksistere et misforhold mellem magt og argument. Dette misforhold forefindes i koranen selv, som Richardus har påvist. Men det møder også alle dem, der med argumenter vil forsvare islam. Og det rammer også Skovgaard-Petersen. De mangfoldige muslimske sekter, som han afbilder, lider alle af koranens sygdom: at magt og autoritet går forud for ord og argument. Og uoverensstemmelsen mellem de to størrelser kan han ikke dysse ned ved at udelade koranen af sit forskningsområde. For sekterne, han undersøger, er alle smittede af sygdommen. Og i sidste ende smitter den også Skovgaard-Petersen selv.

Og det er ikke til gavn for ytringsfriheden.

For dette misforhold er det, der får nutidens muslimer til at kæmpe for forbud mod forhånelse af Muhammed. De mener, deres religiøse følelser bliver krænkede, hvis vi vesterlændinge begynder at påvise modsigelser i koranen. Og får de held med at indføre et sådant forbud, vil de selv fortsat leve med den modsigelse, at de på den ene side påstår, at Muhammed er en fredsprofet, men at de på den anden side truer med vold, hvis vi ikke godkender den påstand. Og vi vesterlændinge vil leve med den uvished, der ligger i, at alle disse fredelige muslimers børn en dag af vanvare kommer til at læse alle voldsopfordringerne i koranen og får den ulyksalige idé at handle efter dem.

I den kamp står Skovgaard-Petersen på den forkerte side.

Til allersidst:

Jeg har genlæst nogle af mine tidligere indlæg mod Skovgaard-Petersen og kan derved konstatere, at jeg ikke har ændret mig ret meget i de sidste ti år. Og – lidt sørgeligt – også konstatere, at det har Skovgaard-Petersen heller ikke.

Her påpeger jeg forskellen mellem en lovreligion og kristendommen, noget Skovgaard-Petersen overser.

Her tager jeg den tanke op, om hvorvidt vold hører til islams dna.

Her hævder jeg, at koranen påstås at være Guds direkte ord, bibelen at være inspireret af Gud.

Her svarer jeg på Jakob Skovgaard-Petersens indvending imod mig, at jeg tænker for teologisk (fremsat mod den forrige artikel).

Her behandler jeg et stridspunkt mellem Skovgaard-Petersen og Thomas Hoffmann: hvem har ret i sin korantolkning, de moderate eller de hardcore muslimer.

Dette indlæg blev udgivet i Islam, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.