Proportionalitet versus panik

Hvis man spørger, hvad der ligger bag regeringens beslutninger i minksagen, dukker disse to begreber op. Proportionalitet, som det begreb, man skulle have handlet efter, panik, som det begreb, man rent faktisk handlede efter.

Begrebet proportionalitet har jeg fra Martin Ågerup, som på en blog i Jyllands-Posten, se her, skriver:

Demokratiske samfund søger normalt at efterleve proportionalitetsprincippet: Statens indgreb skal stå i et rimeligt forhold til de problemer, man forsøger at løse. At der er en teoretisk risiko for et eller andet, er ikke i sig selv nok til at begrunde et indgreb. Risikoen skal være af en vis størrelse. Ingen ved, om dette er tilfældet her. En række forskere har allerede udtrykt deres skepsis overfor beslutningen.

Ågerups artikel er blandt andet interessant derved, at den er skrevet den 7. november, altså før alt halløjet om lovbrud og grundlovsbrud, det halløj, der den 18. november har nået et foreløbigt klimaks derved, at fødevareminister Mogens Jensen har trukket sig. Det vil sige: den beskæftiger sig ikke med det, den samlede presse nu – med rette – er optaget af: vil det få følger for statsministeren også?

Jeg vil også her prøve at undgå disse juridiske spørgsmål og holde mig til ovennævnte problemstilling: Var det rimeligt med denne totale nedslagtning af alle landets mink?

Det, der gjorde, at man satte denne nedslagtning i gang, var, at man havde fundet en mutation af COVID-19, kaldet cluster fem, i mennesker. Denne mutation kunne man konstatere var blevet til i minkbesætninger, hvorfra den havde angrebet mennesker. Man havde fundet 12 personer med denne mutation, alle i Nordjylland (et enkelt tilfælde fra Sjælland viste sig at bero på en fejlmelding).

Netop denne mutation var man bange for. Den kunne nemlig vise sig at gøre en eventuel vaccine uvirksom, mente man. Og man så i fantasien, at Danmark kunne blive et nyt Wuhan, hvorfra en COVID-19, cluster fem, spredte sig eksplosivt ud over hele verden. Og, frygtede man, derigennem ville det være en helt ny smitte, man skulle til at bekæmpe.

Naturligvis siger regeringen ikke, at den har handlet i panik, det gør Ågerup heller ikke, ordet er mit, opfundet til brug i denne artikel.

Men desværre er det alt for velvalgt.

Og når engang medierne er færdige med at diskutere, hvilke ministre der bør gå af på grund af grundlovsbrud, så er der en vigtig ting at diskutere her: Er der handlet i panik i dette tilfælde, og hvis der er, hvordan undgår vi så i fremtiden at handle i panik?

Bent Winther har i et indlæg på Berlingske den 17. november, se her, antydet, at der kunne ligge den strategi bag regeringens handlemåde, at man med vilje ville indpode en vis frygt i befolkningen. Nogle Aarhus-forskere havde engang i foråret anbefalet, at man søgte at holde en vis ængstelse i live hos folk, fordi der så var større chance for, at de efterlevede de retningslinjer, der blev givet. Han skriver:

Da den danske minkbestand blev beordret aflivet og Nordjylland lukket ned på et pressemøde 4. november, var det med udsigten til, at en verdensomspændende epidemi kunne starte forfra, og at vacciner ikke ville virke. Hanstholm kunne med andre ord i værste fald blive det nye Wuhan.

Efterfølgende har sundhedsminister Magnus Heunicke sagt, at det ikke var hovedbegrundelsen. Og faglig direktør i Statens Serum institut Kåre Mølbak har sagt, at den skræmmende mutation cluster 5 fik alt for meget vægt.

Det er altid i orden at blive klogere. Cluster 5 viste sig at være et spøgelse, som ikke er set siden september. Men et af de mange spørgsmål, der melder sig, er: Hvis ikke det var frygten for den nye mutation, der lå bag de vidtrækkende tiltag, hvorfor skulle det så gå så stærkt?

Det hele er meget mærkeligt. Og det er mærkeligt, fordi det efterfølgende viser sig, at enhver proportionalitet mangler. Jeg mener at kunne huske det samme som Bent Winther: at det var frygten for, at Hanstholm kunne blive et nyt Wuhan, der lå bag beslutningen. Det var jo også karakteristisk, at de kommuner i Nordjylland, hvor folk fik indskrænket deres bevægelsesfrihed ganske drastisk, var kommuner, hvor cluster fem var blevet konstateret.

Men hvis man nu trækker i land med Wuhan-teorien, hvorfor lukker man så ikke de nedlukkede kommuner op igen? (Det har man gjort her den 19.) Sådan vil jeg spørge, uden at jeg dog anser Winthers spørgsmål om det store hastværk for uberettiget, kun fordi dette spørgsmål leder hen til spørgsmålet om grundlovsbrud, hvorimod ”mit” spørgsmål leder hen til et spørgsmål om regeringens panik.

For at det er cluster-fem-frygten, der var hovedbegrundelsen, det viser både hastværket og nedlukningen af de nordjyske kommuner. Og så er det lidt mærkeligt af Kåre Mølbak nu bagefter, hvor ikke så få videnskabsfolk står frem og nedgør den undersøgelse, der hævder, at cluster-fem kan gøre en kommende vaccine uvirksom, og hvor han selv har måttet fortælle, at det sidste fund af cluster-fem fandt sted i midten af september, det er lidt mærkeligt at komme og påstå, at ”den skræmmende mutation cluster 5 fik alt for meget vægt”. Javist, det gjorde den måske, men var det ikke ham selv, der gav den alt for megen vægt?

Eller var det statsministeren?

Der er forskellige småbemærkninger, der er faldet bort i mediernes iver for at tale om grundlovsbrud.

Jeg mener at kunne huske, at Mette Frederiksen, da hun blev foreholdt, hvordan befalingen om nedslagtning var imod grundloven, sagde, at hun ville gøre det igen, altså som det hed sig, viste en overmåde stor foragt for kravet om lovhjemmel. Hvordan er hun indrette i sin hjerne, siden hun kan sige noget sådant?

Og jeg mindes også, at det på et tidspunkt kom frem, at WHO roste Danmark for at handle så resolut med nedslagtningen af minkbesætningerne.

Begge dele fortæller os om en Mette Frederiksen, der mener at besidde den moralske overhånd og det i den grad, at spørgsmålet om lovhjemmel bliver ligegyldigt. Hun mener med den ændring af epidemiloven, man i alt for stor hast vedtog i marts, at Magnus Heunicke – og det vil sige: hende selv, statsministeren – har fået ret til at beslutte næsten hvad som helst ”af hensyn til folkesundheden”. For ikke sandt: der kan være tilfælde, hvor det drejer sig om hurtig indgriben, coronavirusser er jo ligeglade med grundlov og retssikkerhed, og så mener hun i sin store moralskhed, at man må handle på forventet efterbevilling.

Hurtig indgriben? Jovist, det kan måske i visse situationer være påkrævet. Men sker det på et for løst grundlag, bliver resultatet panikløsninger. Og det er just, hvad der er sket her.

Om det skyldes, at Mette Frederiksen har villet samle alle regeringens tråde i statsministeriet, eller der ligger andre forhold bag, véd jeg ikke, men noget tyder på, at den nødvendige diskussion mellem diverse fagfolk – det vil her sige virologer og sociologer – og den nødvendige fremlæggelse af de forskellige synspunkter er blevet kortsluttet. Var det kun en flyvetanke, Kåre Mølbak fremsatte, den med Hanstholm som et nyt Wuhan, den blev i hvert fald øjeblikkelig grebet af Mette Frederiksen og ud fra hendes overordnede moralske synspunkt forvandlet til en dødsattest for samtlige mink i Danmark, grundlov eller ikke grundlov.

Jeg var i marts ret imponeret over statsministerens ro og beslutsomhed. Den måde, hun optrådte på, den forståelse, hun udviste, det gammelkendte ord ”samfundssind”, som hun bragte til ære og værdighed igen, alt dette gjorde indtryk, også på en gammel ronkedor som mig.

Men jeg må indrømme, at den Tv-avis, som den 4. november blev forvandlet til et alenlangt pressemøde med Magnus Heunicke og Mette Frederiksen som hovedaktører, gav mig en lidt dårlig smag i munden. Og efterhånden som de mange afvigende meldinger indløb – meldinger om unødvendigheden af nedslagtningerne, meldinger om uenighed om cluster-fems vaccineødelæggende virkninger, m.m. – blev den dårlige smag dårligere og dårligere. Og da så de involverede personer én efter én begyndte at bakke ud af cluster-fem-teorien, kom det til at stå lysende klart for mig, at der var tale om en panik-løsning, en panik-løsning, som man bagefter gør, hvad man kan, for at retfærdiggøre. Uden at det panikkede dog forsvinder fra indgrebet.

Og så træder altså efterhånden et noget andet billede af statsministeren frem end det, jeg hidtil har haft. Nogen hævder, at magten er gået hende til hovedet. Jeg vil mene, at det, der driver hende, er en overbevisning, som hun desværre har fælles med mange af hendes kolleger i den vestlige verden, en overbevisning om, at folket forventer handlekraft af deres ledere. Det gør folket måske også. Men skal folket have det ønske opfyldt? Og skal de have ønsket opfyldt på et for løst grundlag?

Lad os gå tilbage til Martin Ågerups spørgsmål. Hans tredje spørgsmål lyder: ”Vil lukning af mink-produktionen forhindre mink-mutationen i at sprede sig?” Han lader andre svare for sig:

Søren Riis Paludan, virolog og professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet har udtalt følgende til Dagbladet Information:

Jeg tror, at det er en illusion at tro, at man kan inddæmme den, nu hvor den først har spredt sig. Hvis den har pandemipotentiale, som SSI tænker, den kan have, og den er sygdomsfremkaldende, så har den med stor sandsynlighed allerede spredt sig videre”.

Alternativt diskuteres det også, om Cluster 5 mutationen overhovedet stadig eksisterer, eller om den er døet ud af sig selv. Den er ikke fundet i laboratorietests i lang tid, og Henrik Schiøler, lektor på Institut for Elektroniske Systemer ved Aalborg Universitet har for Berlingske lavet en beregning, der viser, at der er 99,4 procent sandsynlighed for, at Cluster 5-varianten ikke har spredt sig siden september og dermed er uddød.

Det må selvfølgelige være irriterende at få sit beslutningsgrundlag borteroderet på den måde. Men ærlig talt, siges der andet dermed, end at man fra regeringens side skulle have lyttet til et bredere udsnit af danske virologer?

Ågerup spørger også, om mutationen kan opstå i andre lande, hvor der forefindes minkproduktion, og om der kan opstå farlige mutationer i en eventuel vekselvirkning mellem os og de andre husdyr, vi omgiver os med. Og endelig spørger han, om monstro denne fare ved de stadig mutationer måske imødegås bedst ved stadig at udvikle nye vacciner.

Alt sammen spørgsmål, som regeringen (læs: Mette Frederiksen) i sin iver efter at fremstå handlekraftig ikke har taget op.

Andre kan føjes til:

Gik man ikke alt for hurtigt og tankeløst frem, da man begyndte at slå minkbesætninger ned? Der var enkelte røster fremme om – men de blev ikke hørt – at det var tosset at slå nogle minkbesætninger ned, der netop havde overstået smitten og derved dannet antistoffer, noget, man kunne konstatere derigennem, at besætningen efter en periode med nedsat foderforbrug nu var oppe på normalt foderindtag.

Havde man været opmærksom på dette, kunne man måske have fået oplysninger om, hvorvidt sådanne besætninger kunne smittes igen, og hvor lang tid en eventuel immunitet hos mink varede. Men panikholdningen forhindrede, at sådanne undersøgelser blev sat i værk.

Det kunne også være godt at blive klar over, hvordan smittens vej fra menneske og til mink og tilbage igen egentlig foregår. Men en sådan undersøgelse skulle være sket på et tidligere tidspunkt, nu, hvor alle mink er udryddet – men heldigvis endnu ikke alle mennesker – er det for sent at undersøge dette problem.

Men jeg er bange for, at det ikke blot er ønsket om at fremstå handlekraftig eller visheden om at være på den rette moralsk set høje hest, der bestemmer Mette Frederiksens handlinger. Der ligger også bag hendes tilsyneladende stålsathed et ønske om at vise andre statsledere, at vi i Danmark står last og brast med dem. Eller – mere personligt – der ligger et ønske om at vinde anerkendelse hos andre landes statsledere.

Vi ser et sådant ønske i fuld udfoldelse, hvad angår indvandringsproblematikken. Selv om vi i sin tid lukkede grænsen for alle almindelige mennesker, der ikke havde et anerkendelsesværdigt formål med deres rejse ind i Danmark, lukkede vi den aldrig for de spontane asylansøgere. For, ikke sandt, det skulle jo nødig hedde sig, vi må endelig ikke få de andre lande til at tro, at vi er os selv nok, at vi ikke vil være gode mennesker, osv. I spidsen for en sådan holdning står den vores højmoralske statsminister.

Da præsident Trump annoncerede sit ”America first”, blev det mødt med forargelse af vesteuropæiske ledere, selv om det jo egentlig ikke rummer andet i sig end den største selvfølgelighed, for selvfølgelig er politikere ansat af folket til at varetage folkets tarv. Men vore politikere har igennem mange år været mere optaget af at opdrage folket til det rette sindelag overfor de spontane asylansøgere, konventionerne forlangte, at vi modtog. Det har givet dem en fornemmelse af, at de véd bedre end folket. Og den fornemmelse mærker man i statsministerens panikafgørelse.

Jeg har ikke hidtil anset Mette Frederiksen for en farlig dame. Det synspunkt er på vej til at blive betragteligt ændret.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.