Virkeligheden slår igennem

Desværre er man nødt til at tilføje: ”af og til”. Men der er alligevel noget opbyggeligt ved at iagttage, at virkeligheden dog af og til får bugt med den inhumane sharia-lov. For det er det, det her skal handle om.

Den tyske filosof Jürgen Habermas har i sin afhandling ”Theorie des kommunikativen Handelns” skelnet mellem livsverden og systemverden.

Livsverdenen er vor dagligdags verden, den verden, der består af alle de mennesker, vi almindelige mennesker møder og omgås i dagligdagen. Her hviler vores omgang med hinanden på uudtalte regler og traditioner, her er det den umiddelbare forståelse, der afgør tingene, her er det tanken om de forskellige fællesskaber og om, hvordan man ”får tingene til at glide”, der bestemmer, hvad der gøres og hvad ikke.

Anderledes med systemverdenen. Den består af myndigheder, først og fremmest de lovgivende, udøvende og dømmende myndigheder. Og denne systemverden tænkes at understøtte livsverdenen, men gør det jo ikke altid. Dog har vi i de demokratiske samfund gennem efterhånden mange år søgt at få systemverdenen til at ”følge med”. For livsverdenen ændrer sig hele tiden, en ændring, der synes at forekomme mere eller mindre af sig selv, uden at nogen myndighed beslutter det. Og vor metode til at få de love, systemverdenen gennemfører for at få styr på det hele, til at hjælpe med til at bibeholde livsverdenen, hedder den demokratiske debat. I denne debat kan vi gøre os klart, hvilke ændringer der er tale om, hvad de kan medføre af uheldige forhold og hvordan vi kan beskytte den ret skrøbelige livsverden.

Hvordan skal f.eks. undervisningssystemet indrettes?

Man anbringer en voksen med en vis specialuddannelse midt iblandt en klasse med børn. Og man er nogenlunde enige om, at der i en sådan situation skal foregå en vis undervisning. Og systemverdenen har da også givet regler, som afgrænser både lærerens og børnenes handlinger. Men det hele afhænger af, om man kan få den rette gnist til at springe mellem lærer og elev. Og det kan der ikke gives regler for. Det må livsverdenen selv finde ud af.

Eller hvordan skal man fra systemverdenen klare de ægteskabelige uenigheder, der i nogle ægteskaber har vokset sig alt for store?

Også her skal livsverden og systemverden på én eller anden måde finde hinanden. Skal f.eks. hustruen ved en skilsmisse have hustrubidrag? Ja, det skulle hun tidligere, hvor det var et sjældent syn at se kvinder have lønarbejde. Men som tingene har udviklet sig, så de fleste kvinder har udearbejde, er det nu hustrubidraget, der er et sjældent syn.

At der er forskel på livsverden og systemverden så man også engang for længe siden, da visse arbejdere kunne true deres arbejdsgiver med, at de ville ”arbejde efter reglerne”. Det betød jo, at de ville lade hånt om den tillid og indbyrdes forståelse, der uvægerlig opstår på en arbejdsplads, og holde sig strikte til reglerne, noget, der jo både i teori og i praksis ville gøre arbejdsgangene meget langsommere. Og at en sådan aktionsform virkede, viste jo med al tydelighed, at systemverdenen, altså de regler, der gælder, må tage hensyn til livsverdenen, altså den tradition, den tillid og de uskrevne regler, der bærer det hele.

Og så videre, og så videre!

Én af forskellene på den vestlige samfundsmodel og den muslimske består i, at den vestlige med sin demokratiske diskussion kan tage højde for de ændringer i livsverdenen, der uafladeligt finder sted, men at den muslimske samfundsmodel, der bygger på sharia, ikke som overordnet systemverden er i stand til at reagere på de ændringer, der uundgåeligt finder sted i livsverdenen.

Det kunne man få illustreret af hele to artikler i fredagens aviser, henholdsvis Kristeligt Dagblad og Information.

Kristeligt Dagblad fortæller om den kurdiske mand, Deniz Serinci, som er vokset op i Esbjerg som en del af det kurdiske miljø, se her. Han var dengang, fortæller han, med til at deltage i den sociale kontrol, og fandt det mere eller mindre selvfølgeligt. Men på et tidspunkt mødte han en dansker, som han fik et rigtig godt venskab med. Blot opdagede han efter nogen tid, at denne dansker var én af dem, hans kurdiske omgivelser (læs: hans religion) havde lært ham at afsky, han var nemlig bøsse.

Og det havde den muslimske systemverden, bestående af en sharia-opfattelse, ikke taget højde for på samme måde, som vor demokratiske diskussionsverden havde det: den slags mennesker kan faktisk være flinke og rare og hjælpsomme. Indrømmet: det har taget tid for vor livsverden og efterfølgende for vor systemverden at finde ud af det, ligesom det jo også har taget tid for de homoseksuelle selv at finde deres egne ben i en verden, der tilsyneladende bestod af lutter heteroseksuelle mennesker, men fordi vi har en systemverden, der er fleksibel, har vi i vesten i det store og hele haft held til at undgå de værste forskelsbehandlinger.

Det har den muslimske systemverden som bekendt ikke. Vi har set billeder fra Iran, hvor homoseksuelle er blevet hængt fra kraner, vi har hørt om, hvordan homoseksuelle er blevet styrtet ned fra høje huse. Hvorfor? Fordi den muslimske systemverden, sharia, på det nærmeste er uforanderlig. Den bygger jo på koranens ord, og disse ord betragtes af en from muslim som værende Guds egne ord, intet mindre. Og så er de bestemmelser, man udleder deraf, hellige, urørlige. Og enhver from muslim, der gerne vil have sine medmuslimers anerkendelse, må hverken selv være homoseksuel – uha uha – eller på nogen måde godkende homoseksualitet.

Og det er så det opbyggelige ved Kristeligt Dagblads historie: Her slog livsverdenen igennem overfor den muslimske systemverden. Her kunne et menneske se det umenneskelige ved en systemverden, der ville gennemtvinge en fordømmende holdning overfor et menneske, som Deniz på ingen måde kunne fordømme, men kun være positivt indstillet overfor.

Der var andre ting end lige denne hændelse, der fik Deniz til at forlade islam eller i hvert fald de strenge muslimske regler. Men dette med den homoseksuelle ven var vist det mest udslaggivende.

Så er der Informations artikel, se her. Den fører os et helt andet sted hen. Den fortæller om, at #metoo-bevægelsen omsider synes at begynde at gøre sig gældende i visse muslimske lande, specielt i Egypten og Iran. Og så ser vi igen, hvordan livsverdenen begynder at røre på sig i muslimske lande, selv om den har været undertrykt af den hårde (og umenneskelige?) muslimske systemverden. Mange kvinder begynder at klage over den behandling, de får i familien med ofte voldelige ægtemænd, og i samfundet, hvor det er uhyre svært at få sin sag frem, hvis man er blevet seksuelt forulempet.

Artiklen nævner et eksempel fra Cairo, hvor et Facebook-opslag med en anklage mod en ung mand, der på campus chikanerede de kvindelige studenter, blev lagt ud på nettet. Det blev ret hurtigt taget ned, men en anden kvindelig studerende greb bolden og anklagede den samme person med navns nævnelse, så der i løbet af kort tid var ikke færre end 50 anklager mod ham, nogle endda for voldtægt. Så kunne politiet ikke gøre andet end anholde ham og anklage ham for voldtægt.

I Iran blev en højtprofileret internationalt kendt kunstner på samme måde anbragt i gabestokken. Han blev kaldt ”Irans Harvey Weinstein”.

En boghandler er ligeledes på de sociale medier blevet anklaget for at have inviteret, bedøvet og voldtaget 300 kvindelige studerende over en længere årrække. Også han er blevet anholdt og har tilstået forbrydelserne.

Om dette kun er et kort bølgeslag i samfundet, som hurtigt vil ebbe ud igen, vides endnu ikke. Men besynderlig nok kan de strenge islamiske love måske bevirke netop det. Det hedder i Information:

Sidst men ikke mindst er straffelovene i regionen, når det gælder alvorlige forbrydelser som voldtægt, ofte funderet på de mest strenge sharialove. Med andre ord betyder det, at voldtægtsforbrydere skal straffes med døden.

Disse juridiske problemstillinger kombineret med konservative sociale normer gør det svært for mange kvinder at kæmpe for retfærdighed. Nogle frygter, at deres søgen efter retfærdighed potentielt kan ende med at slå hele familier i stykker.

Det får én af hjemmelsmændene – eller -kvinderne – til at sige: »Det er en tung byrde for ofrene, og mange foretrækker at tie stille«. Og det forstår man jo godt. Dels står altså de voldtagne kvinder overfor en meget streng bevisbyrde. Men selv om de moderne analysemetoder nok har hjulpet dem i disse spørgsmål, så dukker en ny vanskelighed op: hvis de ved hjælp af sædanalyser får bevist, hvem gerningsmanden er, og at der virkelig er tale om voldtægt, så må de i kraft af sharialovene finde sig i med deres anklage at være med til at udvirke mandens død. Ikke så få vælger på den baggrund hellere at tie stille.

Men der er måske nye tider på vej. Både herhjemme og i Mellemøsten.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.