Skal kirken missionere?

Ja, det skal den da. Sådan set.

Egentlig siges det, hver gang folkekirken holder dåb. Her lyder Matt 28,19f, den såkaldte missionsbefaling:

Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.

Det sagde Jesus til disciplene, før han fór til himmels. Og det har man på forskellig måde søgt at virkeliggøre. Sidst vel i form af diverse missionsselskaber, som, da Europa i 1800- og 1900-tallet var førende på alle områder, tog sig for at føre især afrikanere ud af hedenskabet.

Men nu er det, som om næsten ethvert missionsarbejde og også – og det er næsten værre – enhver tanke om at drive mission er forsvundet fra al folkekirkelig tankegang. Specielt drømmer man tilsyneladende ikke om at drive mission blandt landets muslimer.

Svend Ove Gade, tidligere chefredaktør, havde den 13-1 2016 en kronik i Jyllands-Posten, hvori han undrede sig over den manglende mission. Han finder det mærkeligt, at en imam medvirkede ved nytårsgudstjenesten fra Haderslev domkirke, og skriver:

I det videre fremstød overtager imamen i Haderslev formentlig inden længe indgangsbønnen i domkirken, men selvfølgelig bare som en begyndelse!

Haderslev-bispen kan derfor næppe være uenig med sin aktivistiske kollega i Viborg, Henrik Stubkjær, som før jul meddelte, at han har indkaldt borgmestrene i sit stift for at få et samarbejde om flygtningene. »Jeg mener, at kirken har en rolle at spille i arbejdet med flygtninge,« erklærede den tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og tilføjede de sigende ord: »Vel at mærke ikke for at missionere, men som en social og almenmenneskelig gerning for mennesker i nød.«

Nej, i den hellige og almindelige integrations navn gælder det for alt i verden om at undgå alt, hvad der måtte smage af mission. Imamerne, også dem i Viborg Stift, kunne jo blive skræmte. Og hvordan skal det så gå med symbiosen af kristendommen og islam?

Er dette vildt overdrevet?

Ak nej, desværre ikke. Jeg har kommenteret det her.

Og fordi kirken ikke vil drive mission overfor muslimerne, er der andre, der søger at udføre dette nødvendige arbejde.

Man kan grine lidt af Rasmus Paludan. Han har, efter hvad Hege Storhaug fortæller, se her, købt en friskole i Rødding i Salling og påtænker at oprette en ny kirke dèr. Den skal hedde ”Maurerdræbernes kirke”.

Og Morten Messerschmidt vil fremhæve vor kristne arv på en måde, der så at sige tvinger muslimerne til at rette sig efter vort samfunds sekulære (kristne?) grundregler.

Dette sidste er faldet generalsekretæren for Dansk Missionsråd, Henrik Sonne Petersen, for brystet. Han har derfor skrevet en slags protest i Berlingske, se her. Men det er ærlig talt traurig læsning. Måske fordi der fra diverse folkekirkelige organisationer ikke er planer om nogen mission blandt vore muslimske landsmænd. Om man ligefrem vil se noget sådant som noget, der modarbejder symbiosen mellem kristendommen og islam, som Svend Ove Gade hævder, er vel trods alt lidt tvivlsomt.

Men hvad så? Hvordan skal man drive mission overfor muslimer? Og – mindst ligeså nødvendigt – hvordan skal staten reagere overfor muslimer?

Det sidste først!

Jeg var inde på det for nogen tid siden.

Og jeg vil stadigvæk mene, at det er koranens voldsopfordringer, vi skal have fat på, og at det også er den verdslige øvrighed, der skal vende sig imod dem.

Det hedder i Grundloven § 78, stykke 2:

Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.

Vi har hidtil ladet de muslimske trossamfund kører under radaren i forhold til opfordring til vold, idet vi er gået ud fra, at de på trods af de mange voldsopfordringer i koranen ikke kunne drømme om at opfordre deres tilhørere til vold mod os danskere.

Den forudsætning kan imidlertid i høj grad drages i tvivl. Jeg var her inde på, hvad der kunne være vores reaktion. Jeg skrev bl.a.:

Man må f.eks. gøre opmærksom på alle de voldsord, der forefindes i koranen – og der er jo mange flere, end jeg her har vist, og også mange flere, end Robert Spencer har nævnt – og forlange af imamerne i vort land, at de åbent erklærer, at disse ord ikke er talt af Allah, og at det ikke er nogen muslims pligt at rette sig efter dem.

Meningen er, at når imamer fortæller muslimerne, at koranen er Guds direkte ord uden mellemled, så bliver også koranens voldsopfordringer opfattet som Guds ord til den fromme muslim, og så kan det gå rivende galt. Det er jo det forhold, der gør, at der er mange i den muslimske verden som helhed, der prøver at efterleve voldsopfordringerne, måske for at kunne vinde sig en plads i paradiset med de 72 jomfruer, og imamerne har ingen garanti for, at der ikke blandt deres tilhørere skulle findes nogen, der fik den idé selv at læse i koranen og selv at drage sine slutninger ud fra det, der står dèr.

Derfor kan vi ud fra vores grundlov forlange, at imamer tager afstand fra den forestilling, at disse voldsord er talt af Gud selv.

Teoretisk set burde det ikke være så svært at få dem til det. For mange af dem hævder jo, at islam er fredens religion, så at få dem til at fjerne voldsopfordringer fra koranen burde være let. Men desværre vejer vist for de fleste påstanden om koranen som Guds skinbarlige ord tungere.

Ikke desto mindre vil jeg mene, at et sådant krav fra vore myndigheder bør stilles. Om man skal være tilfreds med én eller anden bortforklaring, véd jeg ikke. Den skal i hvert fald fremsættes i et så jævnt sprog, at en almindelig dansker og en almindelig muslim kan forstå det. Og de skal alle udsættes for eventuel modsigelse fra udvalgte teologer.

Men ak, hvis det sidste skal kunne finde sted, forudsætter det eksistensen af nogle islamkritiske teologer. Og de er en mangelvare.

Og dermed er vi ovre på kirkens område. Kirkens missionsopgave består først og fremmest i at påpege uoverensstemmelsen mellem påstanden om islam som fredens religion og de mange voldopfordringer, koranen indeholder. For en sikkerheds skyld må jeg hellere igen anføre et link, nemlig dette, hvor Robert Spencer har opregnet 13 citater med voldsopfordringer fra koranen.

Jeg har, som man nok véd, opregnet ikke så få teologiske forskelle mellem islam og kristendom. Her skal jeg blot gentage to forskelle, som jeg i første omgang plæderede for i min bog ”Kristelige prædikener mod islam”, se her (desværre er denne tekst forstyrret af, at alle ø’er, æ’er og å’er er erstattet af en firkant). I det kapitel, der hedder ”At tro ud i den blå luft”, gør jeg mig til talsmand for den tanke, at det ikke er kristendommen, men islam, der tror ud i den blå luft. Det lyder måske mærkeligt i betragtning af alle de undere, Det ny Testamente er fuldt af. Men tanken er den, at det egentlige i Det ny Testamente, Jesu ord, tænkes tilegnet ved selvstændig tankevirksomhed, hvorimod koranens guddommelighed indenfor islam tænkes accepteret som noget, man ikke diskuterer.

Tag et udsagn som det fra Matt 7,3-4:

Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.

Det er noget, der tænkes forstået derved, at man går sit eget liv igennem og ser efter, om ordet mon ikke passer på én selv. Og en sådan forståelse kræver selvransagelse, selvindsigt og selverkendelse. Eller lægger måske snarere op til disse egenskaber, sætter dem i sving, får dem gjort aktive.

Det, Jesus gør opmærksom på her, er sprogets egne iboende formaninger, forståelige for enhver sprogbruger.

Anderledes med koranens ord. De påstås at være Guds egne ord. Og den fromme muslim anser det for fromt at stole på denne påstand uden indvendinger, ja, indvendinger betragtes på forhånd som ufromme, som værende imod den holdning, man skal have overfor koranen.

Hvad skal man f.eks. gøre ved et menneske, der er grebet i tyveri? Ja, muslimen vil undlade at diskutere, undlade i det hele taget at lade det være op til debat, for han går rundt med en facitliste i lommen, som fortæller, at tyvens hånd skal hugges af.

Den kristne derimod er overladt til selv at tænke sig om. Men det er ham naturligvis tilladt at lade sig inspirere af Ef 4,18:

Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det.

Dette at undlade at stjæle og i stedet at slide i det med sine hænder er noget, der tænkes at blive det menneskes ønske, der i den kristne menighed erfarer, at han har Guds velsignelse, dvs., at han er anerkendt. Som jeg siger det i ”Kristelige prædikener imod islam”:

hvis vi skal sige det med et slagord: Gud vil ikke se dine nakkehår, han vil se dit ansigt. Et sådant udtryk er naturligvis vendt mod muslimerne og deres gudstjenestefejring, men det er også vendt imod os selv. For selv om vi ikke beder så selvudslettende som muslimerne, så tenderer vores fromhed meget ofte mod den samme selvudslettelse. Og noget sådant er forkert, hvad enten det er os eller muslimerne, der gennemfører det.

Eller, hvis det må være mig tilladt at gentage det. I min lille afhandling ”Frihed contra fromhed” har jeg her hævdet, at det kvindeideal, der herskede for et par generationer siden, og som gik ud på, at kvinden skulle være næsten selvopofrende for mand og børn, havde den fare indbygget i sig, at hun i al denne lovopfyldelse kunne glemme at være sig selv eller glemme at vise sin omgangskreds sit eget ansigt. Og det er galt. For forholdet til næsten opretholdes ikke ved lovoverholdelse, heller ikke, når loven går ud på noget så ”ædelt” som selvopofrelse, det opretholdes kun, hvor begge parter vover at leve det ud, der ligger i dem.

Det betyder i forholdet til muslimerne, at vi må prøve at fortælle dem, at de forstår Guds ønske angående ægteskabet forkert, hvis de tror, de kan nøjes med blot at overholde den og den regel. Det er to personligheder, med hver sit præg, der tænkes at skulle vokse sammen. Og det klares med indlevelse og forståelse, med accept af den andens personlighed, ikke med selv nok så stor selvtilsidesættelse, eller – for mandens vedkommende – selviscenesættelse.

Det kan være aldrig så gode ord, der står i koranen, hvis man tager dem til sig som en lov, man skal rette sig efter, og hvis man i det nære samliv lader denne lov gøre sig gældende, risikerer man, at ens ‘jeg’ går under, forsvinder, bliver til intet i samlivet med den anden. Og det er ikke blot galt i forholdet til Gud, der vil se dit ansigt, ikke dine nakkehår, det er også galt i forholdet til næsten, der vil leve sammen med en person, ikke med en automat, der skjuler sit ansigt bag en række lovbestemmelser.

Dette gælder både kristne og muslimer. Men da koranen så udpræget er en lovbog, er det nok muslimerne, der har sværest ved at fange det og rette sig efter det. Og så hjælper det jo heller ikke, at de fem gange om dagen i deres gymnastiske bønneøvelser hele tiden lader Gud se deres nakkehår, hvor han dog helst vil se deres ansigt.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.