Indlægning

I gamle dage – det vil sige: i min ungdom – blev det anset for en fejl, hvis man tolkede en tekst ud fra sine egne forudfattede meninger. Nej, man måtte ikke præstere indlægning, det var udlægning, det drejede sig om.

Det er naturligvis en fare, der foreligger for enhver, der vil udlægge en tekst, inklusive denne blogejer. Så når jeg nu igen vil anklage andre for at præstere indlægning i stedet for udlægning, bedes man erindre sig, at pilen måske også kan pege imod mig selv. Dog er der den vanskelighed ved at påvise indlægning hos andre – hvilket altså også er en vanskelighed for en eventuel læser, der vil påvise det hos mig – at der hører argumenter med. Man kan ikke blot påstå det, man må påvise det.

Og det vil jeg naturligvis mene, at jeg samvittighedsfuldt har gjort, stillet overfor især Mogens Pahuus’ fortolkning af ”Kærlighed”. I dette indlæg har jeg fornylig ærgret mig over, at så mange fortolkere, herunder desværre Mogens Pahuus, tilsyneladende kører videre i de én gang fastlagte spor uden at tage hensyn til de nye tekster, der er bragt frem i dagens lys.

Det gælder ”brevromanen”, den række breve, som Munk i juni-juli sendte til Niels Nøjgaard, en roman, som omhandlede hans forelskelse i Hilde Skytte, gift med Niels Skytte, og som skulle udgives efter hans død. De blev dog først udgivet i 2001 af Niels Nøjgaards søn, Morten Nøjgaard. Den bliver overhovedet ikke nævnt af Pahuus i hans gennemgang af ”Kærlighed” i ”Kaj Munks digtning og livssyn”. Derimod bliver den nævnt – og misopfattet – på side 133 i samme bog under omtalen af ”Fugl Fønix”. Om dette stykke hedder det:

Ifølge Niels Nøjgaard, der blev underrettet om stykkets [det er: ”Fugl Fønix”, rr] tilblivelse gennem breve fra Kaj Munk, og Hans Brix, der fik det præsenteret nogle måneder senere, er det i første version skrevet i foråret, nærmere bestemt maj 1926. Forud var gået et romanforsøg med en selvbiografisk baseret fortælling om omplantningen af en præst fra Regensen til Vestjylland.

Så langt, så godt. Men i en note hedder det så:

Posthumt udgivet af Morten Nøjgaard: Munk 2001. Det mest interessante er, at den håbløse lidenskab kommer til udløsning i flammende, udpenslet og ucensureret forbandelse af kærlighedens kropslighed, en rasende protest mod, at Vorherre har fundet på ”at lade Elskovens højeste Proces udføre nær og af de Legemsdele, der udfører Affaldsstofferne Lort og Pis”. (Munk 2001, 70). Et yderpunkt i Munks intenst ambivalente forhold til erotik.

Dette er ifølge angivelserne på side 15 skrevet af Anker Gemzøe. Og det er dog ganske besynderligt. To så kyndige professorer læser brevromanen – for det er den, noten taler om – som om det væsentligste i dette værk er disse mærkelige udsagn. At tage den som baggrund for ”Kærlighed” falder dem ikke ind. Nøjgaard fortæller ellers i sin biografi, at ”Kærlighed” blev til på baggrund af den smerteligste forelskelseshistorie, Munk endnu havde oplevet (Ordets Dyst og Daad, side 177). Og han kendte jo til brevromanens eksistens, eftersom det var ham, brevene blev sendt til. Og da brevromanen blev til i juni-juli 1926 og ”Kærlighed” i august 1926, lyder det sandsynligt, at ”Kærlighed” er skrevet på baggrund af forelskelsen i juni-juli, som den kommer til udtryk i brevromanen.

Dertil kommer så, at Gemzøe forveksler det omtalte romanforsøg med brevromanen. Romanforsøget ”Pastor Erling til Klitte”, som kan ses her, blev til i december 25. Men hvad, den slags fejl kan vel opstå, når man har travlt og skal have et helt værk fra hånden. Den væsentligste fejl, de to begår, er, at de er ganske utilbøjelige til at se de nye tekster, der er dukket op, som vedkommende tekster, der måske kunne rokke ved de éngang vedtagne fortolkninger af ”Kærlighed”.

Dog, i dette indlæg er det opfattelsen af den betydning, som Niels Møllers digt ”Annabella” har på forståelsen af ”Kærlighed”, der skal være hovedsagen.

Jeg har skrevet en længere afhandling om ”Kærlighed”. Den blev offentliggjort i Munkiana nr 42, se her. Heri taler jeg om ”elskovstro” og skriver bl.a.:

Og hvad er det så at tro på Elskov? Ja, det er i et kærlighedsmøde at lade sig gribe så ganske og aldeles af kærligheden, at alt andet bliver ligegyldigt. Det er at lade de store følelser gennembæve sig, så man hverken véd ud eller ind. (Side 38).

Dette stykke citerer Pahuus på side 153 i ”Kaj Munks digtning og livssyn”. Og så føjer han til:

Det er ikke vores opfattelse, at det utvetydigt er denne form for kærlighed, der er tale om i digtet af Niels Møller, ”Annabella”, som læses op i dødsscenen ifølge Munks 1935-manuskript (og faktisk også blev læst op i de første opførelser af skuespillet, men som er slettet i Mindeudgaven). Og vi mener heller ikke, der er tale om en sådan kærlighed i den roman af Jakob Knudsen, Inger, der ligger bag ved dette stykke (derom senere). Endelig – og som det afgørende – synes vi, at det tydeligt fremgår af stykkets replikker, at det er inderligheden, hengivenheden, der er det centrale i forholdet mellem Ejnar og Ingeborg, og det er ikke store følelser, som bevirker, at man hverken ved ud eller ind.

Læg mærke til ordet ”utvetydig”. Det er yderst sjældent, at noget som helst fremtræder utvetydigt i en litterær analyse. Det er således ikke utvetydigt bevist, at Munk har ladet sig inspirere af Jakob Knudsens roman ”Inger”, selv om begge værker handler om en kvinde, der har et kærlighedsforhold til to mænd. Men læser man fjerde vers af ”Annabella” igennem, minder det nu en del om den form for kærlighed, jeg beskrev. Digtet er anbragt som et appendix i denne udgave af ”Kærlighed” og fjerde vers ser sådan ud:

Ræd jeg vendte bort mit åsyn, jorden gynged for min fod,

da du elskovs røde rose bleg og sitrende mig bød;

ej jeg voved den at plukke, ej jeg nænned den at vrage,

isens brand og ild, der isned, skifted i mit bange blod,

alle stjærner sang på himlen — var det jubel eller klage?

gærne bad jeg dig at blive, ønsked helst, du mig forlod,

da mit bud du vilde følge, hvad jeg fordred, jeg fortrød,

og jeg så’ dig ind i øjet, og jeg slog mit hår tilbage,

og en fin og flygtig lue gennem alle lemmer flød.

Men jeg må da indrømme, at jeg både i min analyse i Munkiana nr 42 og senere i min omtale i Munkiana nr 67, side 26, se her, knytter verset sammen med ord fra brevromanen, ord, der viser Munk som et yderst forvirret menneske, der ikke kender forskel på Gud og Satan. Og dette persontræk hos Munk mener jeg, han er meget ked af, for det forhindrer ham i at tage stilling, både i gudsforholdet og i kærlighedsforholdet. Derfor kalder han den ateistiske præst ”pastor Ege” i 26-udgaven, for hvis ”Kærlighed” skal være et forsøg på at finde ud af, hvad der kunne være sket, hvis han havde kysset Hilde derude i klitnatten, så må hovedpersonen ikke være forvirret og ubeslutsom, men fast og sikker som en eg.

Og derfor kan det jo være sandt nok, at den kærlighedsform, hvor man forvirret hverken véd ud eller ind, ikke præger ”Kærlighed”.

Men havde nu Pahuus læst lidt videre i min artikel i nr 42, så ville han have opdaget en parallel brug af ordet ”synd” i ”Annabella” og i ”Kærlighed”s 26-udgave. ”Var det synd, at ej du svigted’”, spørger Annabella i vers 5. Meningen er: Var det synd, at du gav dig hen til mig? Og svaret er nej, og det er nej, skønt han var bundet til anden side, og det derfor efter almindelig sprogbrug ville blive betegnet som synd. Den guddom, der ville erklære Annabellas kærlighed for en ikke-synd, det er netop elskoven, som i vers 3 afbildes som ”min tankes sol” og af den grund ene af alle navneord i digtet skrives med stort E.

Denne ”omvendte” brug af ordet ”synd” gentages i 26-udgaven af ”Kærlighed”. I sjette akt, undskylder pastor Ege, at han ikke har villet have samleje med Ingeborg. Og her hedder det direkte, at det var synd, at de ikke gennemførte et samleje. Men meningen er: synd mod elskovsguden. For det er den guddom, pastor Ege har, belært af ”Annabella”.

Så det kan da godt være, at det ikke står utvetydigt fast med denne tydning, men jeg vil nu mene, at det står mindst lige så fast som påstanden om, at Jakob Knudsens roman ”Inger” har været inspiration for Munk. Men skal man kunne se, om min tydning er korrekt, må man have fat i den samtidige kilde, brevromanen, og den kilde, der er nævnt i stykket, Annabella.

Og det forbliver en gåde, at Pahuus ikke drager disse kilder ind i sine overvejelser. Da digtet bliver læst op i sidste akt, kalder pastor Ege det dog ”Jordens dejligste digt”, og pastor Kargo gentager hans lovprisning. Og begge gør også det, at de i replikkerne 557 og 565 citere vers fra Annabella. Hvorfor gør de det, hvis Annabella uden skade kan udelades?

Nuvel, alt dette ville jeg nok ikke have nævnt, hvis det ikke var, fordi stud. teol. Ida Gammelmark Bøgh i Munkiana nr 68 (som der endnu ikke kan linkes til) i en artikel prøver at vise, hvordan Ingeborg i ”Kærlighed” er afbildet som en madonnafigur. Hun er så venlig at kalde mine arbejder angående ”Kærlighed” en stor hjælp, men skriver lige efter denne taknemlighedsytring om mig:

Hans konklusion er usammenhængende, når han fremstiller tesen om, at pastor Kargo slet ikke lyver for menigheden, idet han tror på elskov, på elskovsguden. Det bygger han på en tvivlsom analyse af Niels Møllers digt Annabella, der blev læst op i VI akt, da skuespillet blev opført i 1935.

Og hun finder kritikken af mig underbygget af Gemzøe og Pahuus. Hos dem lægger hun især vægt på, at den lidenskabelige kærlighed har en religiøs dimension. Sådan tolker hun også stykket,

og det bliver især klart, når man arbejder med forarbejdet til Kærlighed i form af brevene til Niels Nøjgaard, men også kladderne fra 1926. Trods flere gode takter hos flere af fortolkerne får ingen af dem fremskrevet den helt afgørende rolle, som madonnaskikkelsen spiller i stykket.

Og vupti, her kommer de af Pahuus udelukkede kilder frem til ære og værdighed. Blot holder hun så meget fast ved hans tolkning, at hun kalder 26-udgaven for en ”kladde”. Det er forkert. Det var af Munk tænkt som et afsluttet skuespil, og han sendte det til godkendelse og debat til Hans Brix. Og ved at kalde det en kladde overser hun den store forskel, der er på 26- og 35-udgaven. Det viser sig også deri, at hun hele vejen igennem kalder præsten Kargo.

Derved opstår den vanskelighed – eller måske fejl – at mens det i 35-udgaven er klart, at det er kristentroen, pastor Kargo slås med, er det i 26-udgaven mere end antydet, at det er en elskovsgud, pastor Ege tror på. I hvert fald: Skal vi have klarhed over skuespillet, må vi skyde alle Munks senere ændringer og fortolkninger til side – og også fjerne de spekulationer, der er fremsat i de tre antologier i nullerne på baggrund af Mindeudgavens fejlagtige gengivelse af teksten – og nøje gennemtænke 26-udgavens forudsætninger. I det arbejde er Pahuus’ artikel mere en hindring end en hjælp.

Men naturligvis, Ida Bøgh har noget at have sin Madonna-teori i. I 35-udgaven, replik 624, kalder Kargo direkte Ingeborg Madonna. Og i samme udgave, replik 808, siger han, at han, da han så Ingeborg med hendes dreng på armen, forstod, hvorfor Gud valgte en landsbypige til at føde sin søn. Replikkerne er lidt forkortede i forhold til 26-udgaven.

Og som bevis på, hvor dårlig en udgave der er præsteret med Mindeudgaven, kan jeg oplyse, at den sidste replik, nr 812, i Mindeudgaven mangler denne væsentlige tilføjelse: ”Inge, i alle andre Forhold er det mig, der har baaret Livet, men i din Kærlighed har Livet baaret mig”. Teatret har slettet det, og det har Mindeudgaven også.

Dertil kommer nogle udsagn fra brevromanen. Da Munk vender tilbage fra turen til klitten, skriver han:

Og nu taler jeg ikke studentervigtigt og teologisk blasfemisk. Men det er Dødsens Alvor, hvad jeg siger nu:

Den Nat forstod jeg, at det ikke blev en Kongedatter, en Kunstnerinde, en Dr. phil., som Himlens Gud omsider forelskede sig i, da han længtes saa saare efter at faa sin Verden frelst; det blev en Landsbypige, han skænkede sin Kærlighed, endog hun alt var trolovet med en anden.

Jomfruen Maria.

Og det er jo sandt nok, at disse tanker er overført til ”Kærlighed”. Men må man dog ikke tage i betragtning, at pastor Ege er afbildet som ateist? Og kan man sådan helt uden blasfemi sige, at Gud forelskede sig i jomfru Marie på samme måde, som en jordisk mand ved navn Munk forelskede sig i Hilde?

Det er først i 1935, at Munk lader pastor Kargo i et syn få et ord fra den korsfæstede Jesus. Disse auditioner findes ikke i 26-udgaven. Men det er klart nok: hvis man som både Pahuus og Ida Bøgh slår de to udgaver sammen, kan man nok få listet lidt kristen gudstro ind i Kargos og dermed også Eges sind. Men god fortolkning er det altså ikke. Man risikerer, at det bliver indlægning i stedet for udlægning.

Ida Bøgh inddrager også ”Havet og menneskene” i sin argumentation. Dèr mener hun også at kunne finde kvindens frelsende rolle fremstillet. Og her kan hun have ret. Men dèr er det ikke nogen Madonna-skikkelse, der foresvæver Munk.

I et brev af 26. maj 1928 skriver Munk til Hans Brix, at han er ved at skrive et skuespil med giftmord og blod og kvælning – det er ”Fra Tidehvervet”, der er tale om. Og så føjer han til:

Desværre er det Efterplapper efter Herodes: Manden, der i sin Kamp mod Gud, hindres af Kvinden.

Dette opklares i nogen grad af et brev af 2. juli 1926, som skulle ledsage det endelige manuskript til ”Fra Tidehvervet”, men ikke blev afsendt, fordi Hans Brix lagde vejen forbi Vedersø. Her hedder det:

Fejlen i dette Arbejde kan maaske siges at være Gentagelsen af Herodes-Motivet: Kampen med Gud (som jo nu engang er det eneste, der interesserer mig i denne Verden); men man kan lige saa vel kalde det det modsatte af en Fejl. Lad det være anden Del af en stor Trilogi under Fællestitlen: Fra Tidehvervet,

hvor Bog I er Politikeren (Herodes),

Bog II er Videnskabsmanden (han her), og

Bog III er enten Kunstneren (f. Ex en hellensk Billedhugger eller en persisk Digter) eller Kirkemanden (f. Ex. Kaiphas eller hvad siger De om selveste Paulus?)

Det tredje værk i trilogien er altså ikke skrevet endnu. Men det kunne være ”Havet og Menneskene”, skrevet i 1929, for dèr har vi jo en kirkens mand, der kæmper mod Gud, men hindres af kvinden, som står på Guds side. Man kunne også forestille sig, at der er tale om ”Kardinalen og Kongen” fra 1929/30. I begge disse værker kan man se, hvordan kirkemanden nægter at lade sin forelskelse komme til sin ret, og derved ikke finder Gud. Men i ingen af dem tales der om kvinden som Madonna.

Så alt i alt: Hvorfor lægge en fremmed romans hovedperson (Inger) ind i ”Kærlighed”? Hvorfor bruge en ret tilfældig anvendt metafor (Madonna) som hovedforklaring på handlingsgangen? Det er dog meget mere ligetil at se skuespillet som udslag af Munks letpåvirkelige sind. Han blev betaget af kvinden i Hilde Skyttes skikkelse, hvilket brevromanen bringer rigeligt med bevismateriale for. Men da hun var gift, måtte han i ”Kærlighed” lade sin forelskelse tage form af et husvensarrangement, ellers blev der tale om et almindeligt trekantsdrama. At han så også skildrer Ege som ikke-troende, er en nødvendighed for ham, hvis hovedpersonen skal have den fornødne fasthed i sin forelskelse.

Men gør det noget, at kvinden i både ”En Idealist” og ”Fra Tidehvervet” har rollen som Guds medkæmper, og at Munk genoptager denne rollefordeling i ”Havet og Menneskene” og ”Kardinalen og Kongen”, hvorimod det er vanskeligt at tildele kvinden en lignende rolle i ”Kærlighed”?

Jeg synes det ikke. Og er der tale om indlægning fra min side, så har jeg dog den trøst, at Munk er nogenlunde enig med mig i brev af 2. juli 1926.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.