Forelskelsens mysterier

Det er mærkeligt, men jeg kan ikke helt komme fri af ham dèr, den nu næsten ukendte danske forfatter, Kaj Munk. Som den trofaste – men vel efterhånden noget Munk-trætte – læser nok har anet, er det ikke mindst hans skuespil ”Kærlighed”, jeg har beskæftiget mig med, delvis foranlediget af Mogens Pahuus’ noget fejlagtige fortolkning af skuespillet i bogen ”Kaj Munks digtning og livssyn”.

Noget af det, jeg har indvendt mod Pahuus, er, at han begynder sin tolkning fra den forkerte ende. ”Kærlighed” blev til i august 1926, og til grund for sin tolkning bør man lægge Munks opfattelse af forelskelse, kærlighed og ægteskab i 1926, ikke hans opfattelse i 1940, som Pahuus gør.

Jeg véd nok, at dette vanskeliggøres i betydelig grad af det forhold, at det igennem mange år kun var Mindeudgavens version af ”Kærlighed”, man havde til rådighed. Og da den udgave bygger på Munks omarbejdede version af ”Kærlighed” fra 1935 og oven i købet ikke, som ellers lovet, holdt sig til den version, der var indleveret til teatret, men til den, teatret endte med at spille, blev det hele endnu mere forvirrende. Ikke mindst, fordi Niels Møllers digt ”Annabella” var udeladt, skønt det dog efter Munks forskrifter skulle oplæses i sidste akt, og af hovedpersonen, den ikke-troende pastor Kargo, blev kaldt ”jordens dejligste digt”.

Det bevirkede, at det skuespil, som en række litterater i de antologier, der udkom i nullerne, fortolkede, ikke var ”Kærlighed” anno 1926, men ”Kærlighed” anno 1935, eller måske i virkeligheden snarere ”Kærlighed” anno 1948, det år, Mindeudgaven udkom.

Er De forvirret? Ja, det er vi nogle stykker, der er.

Men alt dette har ført med sig, at jeg her fornylig besluttede at prøve at læse Kaj Munks brevroman på en ny måde. Brevromanen, som egentlig hedder ”Af et overfladisk, gejstligt Menneskes Papirer”, blev skrevet i juni 1926, og i juli afsendt til Munks gode ven, Niels Nøjgaard.

Det er dog ret svært at læse brevromanen uden at tænke ”Annabella” og ”Kærlighed” anno 26 med ind i sin forståelse af romanen. Det er vi jo vant til, denne arme blogejer inklusive. Men begge disse værker har dog først strejfet Munks sind, efter at han har skrevet brevromanen.

I afsnit ”e” i brevromanen, efter datoen skrevet den 23-6, skriver han, at han ikke kender forskel på Gud og Satan, og at han angrer:

Angrer, at jeg ikke i Nat deroppe paa Klitten ud imod Havet bøjede hendes Ansigt tilbage, saa det laa med de lukkede Øjne badet i Maanens Glans og trykkede lige for dit alvidende Aasyn varsomt og stærkt og længe mine hede Læber mod hendes fine, skælvende, kolde Mund. Det angrer jeg, vild af Smerte, Jehova, og du, som selv har skabt unge Kvinder og lagt af din Kærlighed i Mændenes Bryst, du kan da ikke nænne at nævne det sjette Bud.

Det er jo så sandt, som det er sagt, at den tiltrækning, som unge kvinder udøver på mænd, mest vel unge mænd, er skabt af Gud selv. Men hvad vi ofte overser, er, at denne tiltrækning er personfikseret. Jeg har en formodning om, at dette skyldes hormonet oxytocin.

Dette har jeg søgt at gøre rede for i denne artikel, hvor jeg vender mig imod Lone Frank, fordi hun ikke tager evolutionslæren alvorlig nok. Min påstand deri er, at menneskets pardannelse ved hjælp af oxytocin fandt sted, før mennesket fik et sprog, og at derfor den kulturelle udvikling, der satte ind på baggrund af sproget, ikke selv skulle tage stilling til pardannelsen, men blot gå ud fra den som noget forudsat.

Det er netop, hvad kristendommen gør, sagde jeg i den artikel:

Som man måske véd, har jeg gjort en del ud af Paulus’ udsagn i 1 Kor 10,23: ”Alt er tilladt, men ikke alt opbygger”. Jeg vil mene, at vi derigennem kan se, at kristendommen ikke vil være en ny og anderledes skrap morallære, men i stedet vil fortælle om visse kendsgerninger ved den menneskelige tilværelse: at fællesskaber er en afgørende del af vor tilværelse, og at det, vi skal gøre, ikke er at rette os efter loven og skælde hinanden ud for ikke at gøre det, men at få vore fællesskaber til at trives ved at vise forståelse, indlevelse, omsorg.

Men jeg gør dèr tillige det, at jeg undrer mig over Lone Frank, som absolut vil tildele sig selv fuldt herredømme over sine følelser og ikke vil lade det være oxytocin (eller andre lignende hormoner), der bestemmer over hendes tilknytning til dette eller hint individ.

For det er jo det mærkelige ved vor tilværelse, at vi af den bindes til bestemte individer og ikke til andre. Blot vil vi ikke være ved, at vi bindes på den måde. Enten gør vi vor binding til en god moraloverholdelse, som vi med rette kan være stolte af, eller også lader vi hånt om alle bindinger og mener, vi som moderne mennesker har frihed til al seksuel udfoldelse. Begge dele er lige forkerte.

Så Kaj Munk har ret i, at Jehova har nedlagt af sin kærlighed i mændenes bryst, men ikke i at angre, at han ikke kyssede Hilde den nat på klitten.

For nu var jo Hilde bundet til anden side, hun var gift med Niels Skytte, som i brevromanen omtales som en god ven, som ‘Munk’ kunne dele utrolig mange ting med. Og når Munk ikke kyssede Hilde den nat på klitten, aner vi ikke, om det skyldtes, at han som præst følte sig bundet af det sjette bud, eller det skyldtes, at han ikke syntes, han havde fået tilstrækkelig klarhed over, om de følelser, han havde overfor Hilde, blev gengældt af hende.

Ja, strengt taget véd vi heller ikke, om de følelser, Munk lader sin hovedperson, ‘Munk’, give udtryk for, er følelser, som Munk selv havde, eller de – som al anden fiktion – er følelser, som forfatteren fremtænker hos sin hovedperson.

Vi er vant til at regne med det første. Og det skyldes blandt andet, at vi betragter romanen som et forstudie til ”Kærlighed” anno 26. Det er den måske også. Men ikke på den måde at forstå, at Munk allerede, da han skrev romanen, havde skuespillet i tankerne.

Når man i det hele taget kan få den tanke, at Munks forelskelsesfølelser måske ikke er helt lige så stærke som ‘Munks’, skyldes det noget, som jeg først er blevet klar over for nylig. Og det er Niels Nøjgaard, der i en forklarende note til sidst har gjort mig opmærksom på det.

Romanens breve foregiver at være skrevet samme dag, som de beskrevne oplevelser har fundet sted, eller højst dagen efter. Men det holder ikke for en nærmere efterprøvning. I noten skriver Nøjgaard bl.a., at Munk:

i et brev til mig af 21. juni skriver: »Jeg sidder i disse Dage og skriver daglig et Brev til dig; om en halv Maaned vil de komme, disse Breve, Dag for Dag.« De litterære breves datoer synes således at svare til de datoer, hvorpå de blev nedskrevet i Vedersø. Selve de skildrede begivenheder fandt sted et par måneder før, måske nøjagtigt to måneder før.

Endvidere gør han opmærksom på, at 3. pinsedag i det år faldt på den 25. maj. Det viser, at der kun synes at have været en måned mellem oplevelsen og nedskriften. For det brev, hvori han beskriver klitnattens oplevelser, der påstås at have fundet sted 3. pinsedag, er skrevet under datoen 21-6.

Dette mellemrum på en måned bevirker bl.a., at man må spørge, om Munk nu også husker rigtigt, når han refererer Hildes replikker. At man ikke kan være helt sikker på det, viser sig i de to forskellige gengivelser af hendes replikker på selve klitnatten. I brev af 21-6 refereres der ikke mange replikker. Munk og Hilde er løbet op på den højeste klittop og står og stirrer ud over havet og stjernenatten. Så siger hun: ”Hvad tænker De på?”

Jeg maatte jo svare, og jeg greb det meningsforvirrede Svar, der dannede sig strax: »At en af os to maa vige.« Ogsaa hun forvirredes af det. »A viger ikke,« sagde hun og veg »saadan en lille bitte Smule, bare saadan«, og hun flyttede sine Fødder morsomt i Sandet – tre smaa Ryk.

Replikskifterne er langt mere udførlige i brev af 22-6. Og altså også noget anderledes:

»Ved De, hvad a gjorde før ved Havet, Pastor Munk? Aah, a tøt, der var saa stille. En ku’ ret bede til Gud.«

Det sagde hun. Hun sagde ikke »Vorherre«, selvfølgelig heller ikke »Herren«; for hun hører til de ganske, ganske faa i Danmark, der kan sige »Gud«.

Jeg tog hendes Haand og gik hende saa nær, at end ikke en Maanestraale kunde skille os ad.

»Aah, Pastor Munk, a ved det godt, a skulde være lykkelig, men a er det bare ikke, a er det bare ikke – -«

»Jamen, det skal De være, Hilde, hører De – -«

»A ved det ogsaa godt, men – -«

»Niels er jo da saa god.«

Lille Pause, og jeg fortsætter: »Og lille Niels, han skal jo voxe op og være Købmand i Vedersø og ligge deroppe paa Kirkegaarden som den femte Niels Skytte.«

Hun ivrigt: »Det er der ingen, der ved, Pastor Munk, ingen.«

Jeg: »Og Anna-Grethe – -«

Hun, pludselig varmt: »Hm! Den lille Pige!«

Jeg: »Og Deres Hjem.«

Hun: »Aah, alle Folk tror, at Penge gør det. Penge er ingenting værd.«

Jeg: »Det er sandt nok, men – -« (33)

Hun: »Aah, a kan huske, kort efter, at Niels og a var blevet forlovede, saa var a med ham nede og se til hans Søster, der er gift i Aulum. Og der fortalte han Historier og sagde Ting, a aldrig havde hørt i mit Hjem. A fik ham med ned mellem Stikkelsbærbuskene og sagde, at saadan noget vilde a aldrig vide af. Saa lo han og fortalte det strax til de andre, og de lo, og det maa a høre for, hver gang vi nu kommer derned.«

Jeg: »Jo, for Livet det er en eneste langvarig Sliden Støvet af Sommerfuglevinger.«

Hun: »Aah, men De kan sagtens, Pastor Munk – -«

Jeg: »Saa?«

Hun: »Ja, for De kan altid bede.«

Nøjgaard, det sagde hun! (Og naar ingen er Kristne, saa er alle Kristne, ikke sandt, og de, der aldrig kan bede, kan altid bede.)

»Hilde, vi skal gaa.«

»Ja, og saa er der – -« hun standsede.

»Hvad er der?« hviskede jeg og bøjede mig ned over hende, saa der kun var en Maanestraale mellem hendes Pande og mig.

»Ingenting.« Hun tav i Bevægelse. Og lidt efter:

»For jeg tror, De bare vil mig det vel.«

»Ja, Hilde, det – -«

»Og saadan en Aften som den, da vi hentede Bregner hos Dem – – aah, her bor vi, herude – – og saadan en Aften, den faar vi næsten aldrig.«

»Nu styrter vi os i Afgrunden,« sagde jeg haardt.

Og jeg tog hendes Haandled og løb med hende ned ad Klitten og gennem de dugpjaskvaade Hjelme, løb, indtil hun stønnede, og jeg slap og faldt.

Så er der brevet af 23-6, hvor han genoplever klitnattens herligheder – eller altså påstår, at han genoplever dem. Her er specielt én bemærkning værd at skrive sig bag øret:

Ingen har sagt mig, hun »gengælder mine Følelser«. Tænk, om al hendes Hengivenhed i Nat, var ikke til mig, men til Præsten!

Som man ser af ovenstående citat, er den tanke ikke grebet helt ud af det blå.

Dette med, om Hilde gengælder Munks følelser, eller blot i nogen grad har en anelse om, hvilke følelser hun vækker i ham, er svært at blive klog på. Blandt andet, fordi Munk næsten udelukkende skildrer de følelser, hun vækker i ham. Se f.eks. denne lille beretning fra en optegnelse den 26-6. De tre har været ud at gå tur, og der sker så følgende:

Jeg vilde have en Blomst i Knaphullet, men kunde ingen finde. Hun plukkede da til mig, men turde saa ikke tilbyde mig dem. Lidt efter, da Niels var midt i en Historie, tog jeg dem lidt haardt af hendes Haand: »Havde haabet at faa dem givet! Jammerligt at maatte tage dem selv.«

Et Øjeblik tabte han Traaden i sin Fortællen, og i samme Sekund slog det mig: »Mon han endelig begynder at ane?«

Vi var begyndt at gaa hjem mod Præstegaarden, og hun havde laant min Stok. Med et lagde hun mig dens Haandtag om Halsen og trak til. Det var en Spøg, ja, men for mig et dyrebart Kærtegn. Og vore Øjne mødtes og var længe om at skilles, mens den tause, underlige Trediemand saa til.

Munk kan ikke blive klar over det. Han opregner lidt efter forskellige muligheder:

Var det mig, han [altså Niels] nærede Mistanke imod? Eller var det hende? Stolede han ikke paa hende? Frygtede han, hun og jeg havde noget sammen? At hun maaske betroede sig til Præsten om Ting, han ikke ønskede betroet nogetstedshen? For – barmhjertige Gud! Hun havde vel ikke klaget til ham, at jeg – overhængte hende? Hjernespind! Umuligt!

Nå, Munk får så den idé, at han jo kunne betro sig til Niels. Men ak, allerede i næste brev finder han ud af, at den idé ikke dur. Så prøver han at hjælpe sig igennem den ulykkelige forelskelses kvaler ved at digte et møde mellem de to, hvor der ingen forstyrrende Niels er. Det dur heller ikke.

Så den 1-7 finder han ud af, at han er en lykkelig mand. For han har igen været sammen med Hilde og Niels.

Der udspandt sig følgende replikskifte:

»De ska nu oss ta’ mæ os ud te æ Haw, lie hvær jennest Daw aa bade,« siger hun saa.

»Næ Tak!« – »Jam det skal De altsaa, Pastor Munk.« – »Hov, hov, hov! De er ikke gift med mig, lille Kone.« »Næi, det er a ganske vist itt; men lidt over Dem aa sei maa a vel nok ha.« »Det bliver vist til alt for lidt desværre.«

Saa havde jeg den sødeste lille vilde Rose i Knaphullet; den havde jeg med fra Præstegaardshaven.

»Uh, hvor er den deilig! Den vilde a endda gjan ha. Ja, a ta’er den altsaa ogsaa om lidt. Men a har ingenting aa sæt den i.« »Jamen De maa godt tage Knaphullet med.« Saa lo vi alle 3. Og lidt efter gav jeg hende Rosen. Ydermere søgte jeg at sætte den fast i en Medaljon, hun bar om Halsen.

Uskyldigt det hele. Eller samtale med skjulte bagtanker. Fra hans side? Fra hendes side? Umuligt at blive klog på. Og også umuligt at blive klar over, hvor forfatteren, der jo altså ikke er identisk med den oplevende ‘Munk’, vil hen med dette. Eller vil han blot frem til at kunne lade den stadige betagethed af hendes kvindelighed virke ind på sig uden at gøre sig tanker om forelskelse og kærlighed og ægteskab?

Det kunne man tro. Men alle hans drømme om ikke-længere-forelskelse slutter, da det om aftenen falder ham ind, at nu går de to andre i seng. Sammen.

Og så er det måske alligevel ikke det, der får ham til at afslutte det hele med en form for affinden-sig-med. Det er nok snarere det, at han finder ud af, at Niels og Hilde har noget sammen, og at det har været med til at binde dem sammen. De har det sammen, at de begge føler gamle Skyttes uvilje mod Hilde og begge prøver at holde den ud.

Den 2-7 er det kommet så vidt imellem dem, at Munk omtaler Hildes næse:

»Ved De ikke det, Niels? Jo, det ved De da?«

»Næi, hvad er det?«

»At Hildes Næsetip uafbrudt gaar op og ned, mens hun snakker.«

Det er der ingen af dem, der vil tro. Da kniber jeg hende ganske forsvarligt i Næsen og siger: »Læg Mærke til det i Morgen.« – Og jeg fortæller en Historie om Aagaard, der flytter Kirsebærstenene i Munden. »A ska lægge det af.« »Nej, De skal ej, for det er ingen Unode; det er en Node; og det er noget af det sødeste ved Dem.«

Det er der nu meget, der er.

Saa kniber jeg hende engang til i denne besynderlige Næsetip, der ikke findes Mage til i Verden.

Jeg skylder vist også at gøre opmærksom på, at Munk den 27-6 har skrevet, at han, når forelskelsen er drevet over, vil være glad for, at den var urøbet. Så kan han og de to ægtefolk stadig komme sammen på naturlig måde.

Men Munk slutter ikke med noget, der på nogen måde leder frem til plottet i ”Kærlighed”. Han slutter med en mærkelig omtale af Buddha, Grundtvig og Kristus. Og bekender, at han lider af ærefrygt og ærbødighed for livet og alle dets ting.

Men om det er Munk selv, der bekender dette efter en forelskelseshistorie, der har pint ham meget, eller det er Munk, der synes, at ‘Munk’ dog vist må slutte på denne nogenlunde antagelige måde, den gåde bliver ikke løst med brevromanen.

Men én ting kan man konstatere, når man sådan prøver at læse brevromanen i dens egen ret: der findes ikke antydning af, at det hele kunne løses med et husvensarrangement.

Og én ting må man vist også konstatere: at disse forelskelseskræfter dog er nogle mærkelige fænomener: bundet til de kvindelige former og ansigtsudtryk og udtryksmåder, men altså bundet til disse fænomener hos netop denne person.

Dette indlæg blev udgivet i Etik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.