Opsamlingsheat

Det følgende bliver muligvis noget forfærdelig indviklet noget. Men meningen er god nok. Den er nemlig at give kirken bedre muligheder for at formane.

Det kan vi have god brug for. For specielt efter p-pillens indførelse har vi kirkefolk ikke anet, hvad vi skulle sige til de unges alt for løsslupne seksualliv eller til de mange skilsmisser. Hvis vi vender os imod det, vil de unge jo få deres fejlagtige opfattelse af kirken bekræftet: der er tale om en samling sippenippede tanter – eller onkler – der er misundelige på os unge og derfor fremmaner en gammeldags moral, så vort frie ungdomsliv nedgøres. Og hvis vi taler for opretholdelse af de eksisterende ægteskaber og imod de alt for mange skilsmisser, vil man jo tro, at det bare er den sædvanlige moralske pølsesnak.

Det billede af kirken har mange præster forsøgt at slippe fri af. For nogle år siden citerede jeg den populære præst, Kathrine Lilleør, for at sige i en konfirmandtale til pigerne: ”Smid kludene! Favn drengene!”, se her.

Og Kaj Munk prøver i en artikel i Morgenavisen i Bergen, se her, at slippe ud af det hjørne, han har malet sig op i med stykket ”Kærlighed”, ved at skrive:

Hvad det syndige Kærlighedsforhold i Stykket angaar, da synes Præster ofte at forglemme, at den kristne Tro er løftet op over alle ængstelige Moralkrav om Skikkelighed. Den vover at lade Synden staa ved sit Værd og den er Liv nok til storslaaet at vide, at graa er al Teori, grønt kun Livets gyldne Træ.

Ærlig talt, det er – med et Kaj Munk-ord – noget værre præstesnakkerads. Og bedre bliver det ikke af at blive gentaget af Mogens Pahuus i hans gennemgang af ”Kærlighed” i ”Kaj Munks digtning og livssyn”, side 154, hvor det både hedder, at kærligheden retfærdiggør bedraget overfor Anton, og at dette skuespil viser, at man kan elske to på samme tid.

Jeg har her været ude med riven efter videnskabsjournalisten Lone Frank. Jo, for hun vil både blæse og have mel i munden. Hun gør meget ud af hormonernes medvirken i menneskets forelskelser, men mener uden videnskabelig begrundelse, at deres virkning standser med den store forelskelses følelsesophør.

I denne artikel bruger jeg Abigail Marsh imod Lone Frank, hvad angår dette at beskrive vor dyrefortid ret. Vi udsættes ligesom dyrene for et flow af hormonet oxytocin under fødslen. Dette hormon binder to individer til hinanden, mor og barn. Det forstår jeg kun meget lidt af. Eller rettere: jeg forstår det gennem den kulturelle overbygning, som vi mennesker gennem sproget er forsynet med, en overbygning, der betragter bindingen mellem mor og barn som så naturlig, at det ordsprog har kunnet danne sig, der siger om en virkelig grimrian, at ”han er så grim, at kun en mor kan elske ham”.

Men i forholdet mellem mor og barn accepterer jeg dog uden videre den binding, som vor dyrefortid har givet os.

Det har jeg derimod noget vanskeligere ved, når det drejer sig om bindingen mellem mand og kone.

For det mærkelige er, at Vorherre har været der, før sproget kom til. Han har både skabt i os mænd et særligt område i hjernen, der er modtageligt for kvindebilleder, og skabt modtagelighed for det hormon oxytocin, der udskilles under samlejet, så de to samlejepartnere bindes til hinanden.

Det er kun få pattedyrarter, hvor der forekommer pardannelse, men menneskearten er én af dem. Og N.B.: denne pardannelse finder sted, før mennesket får et sprog. Det er således ikke vor kultur, der opstiller en etisk fordring om at holde sammen, det er vor natur, der har det liggende i sig, at det at danne par hører med til at være menneske.

Og det mærkelige og også til dels uforståelige – i hvert fald for os moderne, individualistiske mennesker – er altså, at dette hormons virkning er individspecifik. Du bliver forelsket og føler dig bundet, ikke til enhver smukt udseende kvinde, ikke til enhver kvinde, der har smilet til dig, men til netop dette kvindelige individ, som du har oplevet forelskelse i. Og kommer det så vidt som til samleje, så bliver bindingen endnu mere udtalt.

Denne binding var i hvert fald uforståelig for Lone Frank, uanset, hvor meget hun ellers er opmærksom på hormoners virkning. Det mener jeg hænger sammen med den individualisme, der præger os moderne mennesker. Man tror, man har herredømme over alle sine følelser. Man tror, at man selv i ét og alt kan styre sine forelskelser. Man tror, at man hvad øjeblik, det skal være, kan afbryde forholdet og vende sig imod en anden, hvis det lyster én. Men man overser, at det er hormonale kræfter, der afgør, om ”det lyster én”, ikke ens overvejelser eller beslutninger. Hormonerne hersker over os bagfra, uden at vi kan forstå det, og uden at vi kan forhindre det.

Det sidste er naturligvis ikke helt sandt. For vi har ikke blot en hormonal påvirkning fra vor dyrefortid, vi har også en kulturel påvirkning fra vor sproglige udrustning. Og den har i vor tidsalder givet os følelsen af, at det er os selv, det enkelte individ, der bestemmer og altså bestemmer over alting, over samfundets udvikling, over vor fremtid, over vort sammenhold med andre, over de fællesskaber, vi står i.

En sådan kamp står vi altså i. Men det, der overrasker med disse hormonal-betragtninger, er, at vor dyrefortid faktisk har dannet os som pardannende væsener, ikke som enkeltstående individer.

Det betyder, at menneskeindividet, før sproget og kulturen kom til, var sat sammen med andre individer i familiefællesskaber og stammefællesskaber. Det forholder sig altså ikke sådan, som man almindeligvis tror, at vi, når vor ondskab rigtig viser sig, bliver dyr igen, bliver selviske individer, der kun tænker på vor egen overlevelse og velbehag, det forholder sig omvendt: at vi fra vor dyrefortid er indsat i et familiefællesskab, det vil sige, at de forhold, vi derigennem står i til andre individer, er naturgivne forhold. Og det vil videre sige, at det at kæmpe for at opretholde disse forhold, er naturligt for os; det er så at sige hverken godt eller ondt, det er bare selvfølgeligt; det er hverken selvisk eller uselvisk, det er bare igennem opretholdelsen af disse forhold, at vort liv lykkes.

Løgstrup har i ”Den etiske fordring” nogle overvejelser af denne art. Jeg har her refereret Løgstrup, hvad angår disse overvejelser:

Han har en ret kort overvejelse i ”Den etiske Fordring”, hvor han hævder, at de gerninger, et forældrepar udøver, når de ofrer deres tid og deres penge på deres børn, hverken er selviske eller uselviske. De er ikke selviske, for det er jo ikke sig selv, de hjælper. Og de er ikke uselviske, for deres eget liv lykkes jo, i og med at de opdrager og hjælper deres børn.

Og det interessante er nu, at denne vægtlæggen på forholdet i stedet for på det etiske eller på loven også kan ses i bibelen. Det kan f.eks. ses i Guds anklage mod Kain, da han havde slået sin bror Abel ihjel, 1 Mos 4,10. Det er i den forbindelse ganske mærkeligt, at nogle rabbinere har undret sig over Guds anklage, idet de har hævdet, at der jo ikke var givet nogen lov, som Kain vidste, han skulle rette sig efter, se her. Og det overrasker os også ikke så lidt, at Jesus i sin lignelse om de betroede talenter, Matt 25,14-30, vender sig imod denne tankegang, for her hedder det om Gud, at han høster, hvor han ikke har sået.

Vi har altså ikke nødig at have en lov til at fortælle os, at vi er sat ind i nogle naturlige sammenhænge. Og dette at leve i disse sammenhænge er både naturligt for os og giver os en fornemmelse af livsopfyldelse.

Godt nok har vi hele tiden en tendens til, som disse rabbinere, at lade disse sammenhænge være fremkaldt af lovbestemmelser, så de skal rettes ind efter lovordene ”retfærdigt”, ”uretfærdigt”. Men sådan forholder det sig ikke.

I Jesu lignelse om den fortabte søn, Luk 15,11-32, indvender den ældste søn imod faderens fest for den yngste hjemvendte søn, at det er uretfærdigt. Og han kalder i sin tiltale til sin far broderen for ”denne din søn”. Faderen svarer med at kalde den yngste søn ”denne din bror”, og henviser derved til broderforholdet, der jo skulle fortælle den ældste søn, hvad han havde at gøre, hvis han blot ville leve dette forhold ud.

Og så kommer vi til bjergprædikenen!

For at Jesus også tænker om de forhold, vi står i, som noget førkulturelt, det kan ses af de mærkelige ord, nemlig ordene ”klog” og ”dåre”, han anvender til sidst om den, der retter sig efter hans ord, og den, der ikke gør det, Matt 7,24-27. Jeg mener: han siger ikke ”from” og ”ufrom”, han siger ikke ”et godt menneske” og ”et dårligt menneske”, han siger ikke ”en lovoverholder” og ”en lovovertræder”. Og det vil jo sige, at hvis vi har lyttet til ordet om ikke at slå ihjel, Matt 5,21, om ikke at se på en kvinde med et lystent blik, vers 28, om ikke at sætte sig til modværge, vers 39, og så siger til os selv: ‘sikker høje idealer, Jesus sætter op for os’, så har vi helt misforstået det. Det er ikke idealer, Jesus opstiller for os, det er beskrivelser af forhold, vi står i, og af farerne ved at falde ud af disse forhold. Handler vi, så vi bliver i forholdene, så handler vi klogt, for at leve i disse forhold er livsopfyldende. Men ødelægger vi forholdene, handler vi dumt, for det er vort eget livs lykke, vi ødelægger.

Det er det første, vi skal ændre på, hvis vi vil formane: hvor vi plejer med al kraft at understrege Guds tilgivelse, oven i købet beskrive den som noget, vi har, og derudfra lade mennesket synde videre på bedste beskub, dèr bør vi nu i stedet lære at takke for den tillid, der trods alt præger de forhold, vi står i, og bede om hjælp til at styrke disse forhold. Det vil sige: formaningen går ikke på, at vi skal overholde buddene, specielt det sjette bud, formaningen går på, at vi skal handle klogt: undlade at slå os løs ved julefrokosterne, ikke for at overholde diverse moralbud, men for ikke at ødelægge vort eget eller andres ægteskab.

Men det næste er ulige vanskeligere. Det går på, at vi skal stille os tilpas kritiske an overfor samfundets elite, den kulturelle elite i almindelighed og den litterære elite i særdeleshed.

Det har jo igennem snart mange år været kotyme for forfattere at skrive om såkaldt frigjorte mennesker, der ikke ville være underlagt ægteskabets bindinger, ja ikke engang kærlighedsforholdets bindinger. Og vender man sig imod det, bliver man let anklaget for ikke at have forstand på menneskelivet, eller for at forhindre al spænding i tilværelsen i at udfolde sig, eller for ikke at have blik for det værdifulde i et menneskes naturlige selvudfoldelse. At selvudfoldelsen skulle være en selvudfoldelse, hvorved man voksede sammen med et andet menneske, det kan den frigjorte elite ikke forstå. Jo, når et par har diamantbryllup, så kan man pludselig se det og rose de pågældende for deres sammenhold. Men ellers holder man sig til det spændende og udfordrende og individuelle.

At det skulle ligge i menneskets natur at leve i forhold, og at det skulle være en ægte og sand livsudfoldelse at styrke disse forhold, nej, det ser man ikke, det er bare uheldige moralske overleveringer fra den hendøende kristendom.

Jeg omtalte før, hvordan Kaj Munk faldt for denne falske opfattelse. I denne artikel fra for lidt siden har jeg omtalt Munks brevroman, skrevet i juni 1926. Den beskæftiger sig i høj grad med de forviklinger, der kan opstå, når en smuk og livlig kvinde påvirker en mands indre oxytocin-receptorer. Men jeg får dog nævnt, at Munk efter et stykke tid om sin forelskelses forløb siger, at han er glad for, at hans følelser er urøbede. Han skriver:

Og naar det engang staar for mig som en sød, men taabelig Forsommergrille fra 1926, hvor vil jeg saa være glad ved, at jeg slap urøbet ud af det, saa intet gik i Stykker mellem de fire kære Mennesker og mig. Saa jeg og min Kone kan komme utvungent og uden nogen udtalte Minder hos Skyttes og have det kammeratligt og hyggeligt sammen med dem. For en Sag, der ikke har faaet Ord, glemmes lettere, efterlader ringere Indtryk. Heller ikke er Uvished (hvor meget har de anet?) pinefuld, naar den omsider er blevet ligegyldig.

Læser man brevromanen igennem, bliver man klar over, at det nok alligevel ikke er respekt for det sjette bud, der afholder ‘Munk’ fra at gå videre med forholdet til Hilde Skytte, men snarere det, at han opdager noget, der binder ægteparret Skytte sammen, noget, han føler, han må respektere.

Så er det sandt, at han påvirkes af Niels Møllers digt ”Annabella”, som skildrer en flygtig sommerforelskelse ”med det hele” og skildrer den som noget smukt, der bliver ved med at lyse, skønt den er forbi. Det lysende tager Munk til sig, da han kort efter skrev ”Kærlighed” (i august 1926), men ikke forelskelsen ”med det hele”, og ikke, at den er forbi. Og så ender det i det præstesnakkerads, som han udgyder i 1940.

Jeg har i en lille afhandling ”Trosvarianter hos den unge Kaj Munk”, som jeg fik optaget i Munkiana nr 42, se her, omtalt Munks efterladte roman ”Pastor Erling til Klitte”. Man kan læse den her. Her fortæller Munk om en meget pubertær præst, som efter en ulykkelig kærlighedsaffære bliver missionsmand for alle pengene. Men da han nogle år senere genser genstanden for sin kærlighed, og hun bosætter sig i sognet – hendes mand er sømand og kommer kun hjem hvert andet år – og de to ret ofte mødes efter gudstjenesten, griber forelskelsen ham igen med uimodståelige kræfter, så stærkt griber den ham, at de to en eftermiddag går i seng sammen. Dagen efter forlader han præstegård og embede og går på landevejen som tigger, for, siger han, om han så blev hundrede år, kunne han ikke sone det, han her har forbrudt.

Og her har vi det moralske syn på et udenomsægteskabeligt forhold for fuld udblæsning. I afhandlingen bebrejder jeg ham – og forfatteren bag ham – at han tænker i moralbegreber og ikke i relationer. Han overser fuldstændig forholdet til sin elskerinde Kirsten Treholt, er i den grad optaget af sig selv og sine synder, at han totalt overser, at ligesom hun har ansvar for de følelser, hun fremkalder hos ham, har han ansvar for de følelser, han fremkalder hos hende. Ja, så fuldstændig er han optaget af sit eget, at den tanke slet ikke falder ham ind, at han måske er blevet far, for det er jo noget, der kan komme ud af et samleje, se Munkiana nr 42, side 38. Man fristes til at spørge – med et munksk udtryk – om de brugte ”franske artiker”, men sagen er, at den tanke hverken strejfer pastor Erling eller pastor Munk.

Og vil man spørge, hvordan jeg dog kan bebrejde Munk noget i den sammenhæng, når jeg dog vel går ind for ægteskabers opretholdelse, så er svaret, at forhold mellem mennesker, også erotiske forhold, er noget så luftigt og spindelsvævstyndt, at det ikke lader sig fuldføre hverken ved kras moralisme eller fuldstændig løssluppenhed. Hvordan forholdet mellem de to skulle have været taget op af forfatteren, om de skulle have fået talt ud og afbrudt forholdet, eller de skulle have fortsat samværet som en slags husvensarrangement, som Munk fremstiller det i ”Kærlighed”, véd jeg ikke, men bare at lade præsten gå på landevejen, det er for simpelt.

Et andet sted, hvor litteraturen står lidt i modsætning til forfatterens virkelighed, er i Jørgen-Frantz Jacobsens roman ”Barbara”. Man kan læse en artikel om forfatteren her. Heri hedder det om Jacobsens breve:

I brevene omtaler han sit tilsyneladende håbløse kærlighedsforhold til en kvinde, han kalder “Barbara” (i virkelighed hans kusine Estrid Bannister Good, senere bosat i Irland) og sine planer om at skrive en roman, hvis handling i det ydre skulle bygge på sagn og overleveringer fra 1700-tallet om den unge præstekone Beinta Broberg, der betog alle med sin skønhed og ynde.

Dog kommer romanen ikke til i særlig høj grad at beskæftige sig med hans egen ulykkelige kærlighed, mere med ”Barbara”s forhold. Hun var, ligesom Estrid, optaget af mange forhold til forskellige mænd, og det prøver Jacobsen, så godt han kan, at skildre med tilslutning. Men som man kan forstå, dette står i grel modsætning til den binding, han selv oplevede.

Ak ja, så indviklet er livet. Og særlig indviklet bliver det af, at vor modtagelighed for kærlighedens sødme er forskellig fra individ til individ, og af, at vor elite nærmest synes tilbøjelig til at se noget stort i mange kærlighedseventyr. Nå ja, tidligere var det forelskelsen, man efterstræbte, nu synes det kun at være erobringerne, den seksuelle forening.

Men spørgsmålet er altså ikke, om dette går imod samfundets etik, spørgsmålet er, om det er en klog holdning at have, om det fører til den enkeltes rette livsfuldbyrdelse. Og man må vist kalde en sådan løssluppenhed for dum, for den ser stort på det, der er menneskets natur, og det er aldrig klogt at se bort fra eller prøve at lave om på naturen.

Og ganske meget, både i evolutionen og i litteraturen, tyder nu på, at pardannelsen hører med til menneskets natur.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Ny testamente og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.