Pearl Harbor

Det var ret tilfældigt, at jeg her forleden opdagede, at vi passerede årsdagen for angrebet på den amerikanske flådebase på Hawaii, Pearl Harbor. Og så skulle jeg da lige have læst op på, hvad der egentlig skete for 79 år siden.

Og minsandten, om det så ikke vist sig, at andre var blevet klar over datoen også. Ingen af tv-aviserne bragte nogen notits om dagen, ingen af main-stream-aviserne heller, men Den korte Avis havde en artikel om sagen af Jorgen Casse, se her.

Og én ting ved denne artikel overraskede mig. Han fortæller om det efterfølgende slag ved Midway i maj 42 og skriver så:

Japan ønskede at stoppe krigen efter nederlaget ved Midway, i erkendelse af at have tabt krigen, men hverken kejser Hirohito eller præsident Roosevelt ønskede at stoppe krigen, den måtte løbe linen ud.

Kan det nu også være rigtigt? Jeg må spørge wikipedia. Og svaret, man dèr giver, er, at det faktisk var rigtigt nok. Man skriver om japanernes forhåbninger før nederlaget ved Midway:

Med et gunstigt udfald håbede japanerne også, at USA ville blive tvunget til forhandlingsbordet for at afslutte Stillehavskrigen.

Nå ja, den ene kilde skriver om japanernes forhåbninger efter nederlaget, den anden om forhåbningerne før nederlaget, men håb om en aftale med USA havde man altså.

Hvorfor forsøgte USA så ikke at få en fredsaftale i stand?

Nå ja, det kan jeg arme uvidende mand naturligvis ikke svare på. Det vil kræve et omfattende studium af diverse overvejelser hos den amerikanske ledelse, og det ligger ikke til mig. Men jeg kan dog fremkomme med én overvejelse, som kan genfindes på europæisk plan: Amerikanerne følte sig ført bag lyset af japanerne, ligesom englænderne, nærmere betegnet Chamberlain, følte sig snydt af Hitler, da han et halvt år efter München-aftalen besatte rest-Tjekkiet.

Det var jo nemlig sådan, at japanernes delegation i USA blev ved med at forhandle – eller lade, som om de forhandlede – med amerikanerne længe efter, at japanerne havde afsendt deres eskadre mod Pearl Harbor. Set med militære øjne er det naturligvis forståeligt nok. Angrebet skulle være et overraskelsesangreb med de militære fordele, det giver, og det må indrømmes, at det blev det: amerikanerne blev virkelig taget på sengen, og japanernes sejr kan i høj grad tilskrives det forhold, at amerikanerne alt for sent blev klar over, hvad der var på færde.

Men på diplomatisk plan var det knap så god en ide med dette snyderi. For derved mister man troværdighed. Der er ikke noget at sige til, at Roosevelt har kunnet overbevise sin stab – og senere det amerikanske folk – om, at man ikke kunne stole på nogen aftale med japanerne. Overfor en sådan snyder var der ikke andet at gøre end at give ham et sådant nederlag, at alle tanker om, at han var en bedre soldat end andre, måtte forsvinde.

Og det gjorde man så.

Man skal huske på, at japanerne før Pearl Harbor havde erobret store dele af Østasien. Det havde virkelig givet dem blod på tanden og styrket dem i den overbevisning, at deres soldater kunne klare selv en stor overmagt. USA havde søgt at bremse den japanske krigsmaskines fremmarch ved blandt andet at prøve at lukke for oliehanerne, men på det tidspunkt havde japanerne ikke nogen tanke om forhandling. Og så angreb de med diplomatisk lusk og militært held Pearl Harbor.

Englænderne stod som sagt overfor den samme slags snydediplomati. Hitler havde lagt stor vægt på sætningen ”Tyskland for tyskere”, eller – med et ord fra hans propaganda – på devisen til de tyskere, der boede udenfor Tysklands grænser: de skulle ”heim ins Reich”, tilbage til riget. Og indrømmet, det lød jo meget tilforladeligt.

Men det betød noget andet end hvad man umiddelbart ville tro. Vi andre ville tro, at det betød, at de udenlandske tyskere skulle have mulighed for at bryde op fra deres bopæl og flytte ind i Tyskland, men det var slet ikke meningen. Nej, meningen var, at Tysklands grænse skulle flyttes om på den anden side af disse tyskeres bopæl. Da således Hitler havde annekteret Østrig, sagde han, at Østrig var kommet ”heim ins Reich”. Og da han i 1938 opstillede truende militær ved Tjekkiets grænse, var meningen ikke, at de tyskere, er boede lige indenfor grænsen, de såkaldte sudetertyskere, skulle have mulighed for at flytte til Tyskland, nej, meningen var, at de dele af Tjekkiet, som var beboet af tyskere, skulle erobres.

Det blev forhindret af vestmagterne, Frankrig og Storbritannien, ved det noksom bekendte forlig i München i september 1938. Man har ofte nok gjort grin med Chamberlain, fordi han troede, at der nu var skabt ”fred i vor tid”.

Det er lidt uretfærdigt overfor Chamberlain. Vi, der er så kloge – nu bagefter – vi har beskyldt ham for at være naiv. Men der var såmænd ikke tale om andet, end at han brugte de diplomatiske redskaber, man var vant til at bruge og havde brugt gennem lang tid her i Europa. Hvem kunne vide, at Hitlers tankeverden var af en helt anden støbning?

Nå ja, jeg har tidligere prøvet at vise, at man ved en mere ordret oversættelse af ”Mein Kampf” måske bedre kunne have fået en anelse om, hvad han var ude på, se evt. mit indlæg her. Den sædvanlige oversættelse lyder: Først når rigets grænser rummer alle tyskere …”. Den mere ordrette oversættelse lyder: ”Først når rigets grænser omslutter selv den sidste tysker …”. Og når man så læser det, han kort efter føjer til, bliver det ret uhyggeligt. Jeg omtalte det således:

Men mere end det, langt mere end det: Han hævder også, at når det tyske riges grænser er nået ud omkring alle tyskere, så er tiden inde til at kolonisere eller direkte erobre nye landområder, så det tyske folk vil kunne ernære sig selv. Ja, ikke blot er tiden inde, dette, at alle tyskere er kommet ”heim ins Reich”, giver dem en moralsk ret til at erhverve fremmed jord.

Denne ”moralske ret”, som tyskerne godt nok kun har ifølge Hitlers socialdarwinistiske tankegang, hvorefter det er ethvert folks ret (og pligt) selv at hævde sig overfor andre folk, er ødelæggende for enhver fredsaftale med ham. Og det er klart, hvis Chamberlain havde læst dette afsnit af ”Mein Kampf”, og hvis han havde haft fantasi til at forestille sig, at Hitler virkelig mente, at det kunne omsættes til praktisk politik, så ville München-aftalen aldrig være blevet underskrevet. Men ingen kunne dengang forestille sig, at et europæisk statsoverhoved ville tænke sådan.

Det gjorde jo imidlertid Hitler. Og det hævnede sig for ham. Hans tusindårsrige blev barbaret ned til et tolvårsrige. Da han er halvt år senere besatte rest-Tjekkiet, blev Chamberlain klar over, at enhver fredsaftale med den mand ikke ville være det papir værd, den var skrevet på. Så da Hitler i september angreb Polen, erklærede Chamberlain Tyskland krig, endda med den formulering, at der ikke ville blive fred i Europa, før det hitlerske regime var fjernet, hvilket var noget nyt i europæisk historie. Hidtil havde man ”kun” ført krig, indtil en antagelig fred kunne sluttes; ligefrem at stræbe efter at udslette modstanderens regime havde man ikke gjort før. Men så meget betød det, at Chamberlain følte sig ført bag lyset.

Og da der senere, mens evakueringen af den engelske hær fra Dunkerque var i fuld gang, på et møde i krigskabinettet blev fremsat forslag om at prøve at få en fredsaftale i stand med Hitler, så de tilstedeværende ministre hen på Chamberlain, skønt det ellers på det tidspunkt var Churchill, der var regeringschef. Og da han virrede afværgende med hovedet: ingen fredsaftale med den mand, forlod man enhver tanke om at aftale noget med Hitler.

Det er jo ikke, fordi Chamberlain var særlig from eller særlig klarsynet. Når han handlede sådan, skyldtes det blot, at han var et almindeligt menneske. Og ethvert almindeligt menneske, der én gang er blevet snydt, véd nok at vogte sig anden gang.

Den opfattelse af Hitler overtog Churchill, og i sit samarbejde med den amerikanske præsident Roosevelt var det nok en fordel for ham, at denne med japanerne havde gjort de samme erfaringer, som englænderne med tyskerne: der er tale om så særlige regimer, så magtbegærlige regimer, så selvovervurderende regimer, at det er umuligt at slutte nogen fredsaftale med dem. Den eneste løsning er derfor at tilintetgøre regimerne. Derved bliver jo også henholdsvis japanerne og tyskerne befriet for deres tvangsregimer. Men, kan man forstå, man mente det dog bedst at besætte de to lande for at sikre sig mod tilbagefald til diktaturet. For de tanker, der bar diktaturerne oppe, var jo ikke forsvundet med de diktatoriske regimer.

Nu véd jeg ikke, hvordan japanerne blev helbredt for deres tro på, at de var overmennesker. Men jeg fornemmer dog, at resultatet af lægens, altså USA’s, indgriben var helsebringende.

Lidt mere véd jeg om tyskernes mentalitetsændring. For de omkring 220.000 tyske flygtninge, der i tre-fire år efter krigens ophør blev anbragt i flygtningelejre her i landet, deres skæbne har jeg studeret en del, ikke mindst igennem den avis, ”Deutsche Nachrichten”, som den danske flygtningeadministration fik udgivet i lejrene.

Fornylig omtalte jeg således de vanskeligheder, en ung flygtningekvinde havde med at slippe sin beundring for Hitler, se her. Denne gang kan jeg nævne den protest, som én af redaktørerne, Hans Jochen Reinowski, modtog fra tillidsmænd i Allesølejren. De klager over, at der kun optages læserbreve, der ser positivt på situationen, og skriver så efter at have læst et indlæg af Reinowski om voldtægt, at han, hvis han var kommet ind i deres lejr, efter at de havde læst denne artikel, ikke ville være sluppet uskadt ud igen, se her. Det vil sige, at deres fra nazitiden nedarvede disrespekt for ytringsfriheden stadig gør sig gældende. Men man må vist alligevel sige, at den slags udtalelser udgør et mindretal blandt læserbrevene.

Den vanskelighed, denne unge flygtningekvinde havde med sin nazifortid, sammenligner jeg i omtalte artikel med den vanskelighed, mange herboende, højst nutidige muslimer har med at opgive den voldstendens, de har med sig fra deres religion. Den side af sagen bliver jo endnu tydeligere, når man læser indvendingerne fra de tyske flygtninge i Allesø-lejren. De havde det samme siddende i sig, som mange af vore muslimske landsmænd har siddende i sig, at uønskede ord må imødegås med vold.

Men om tyskerne må man dog i vore dage sige, at enhver rest af den herrefolksmentalitet, de udviste under krigen, er forsvundet. Man kunne ønske sig, at man kunne sige det samme om vore muslimske landsmænd.

Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.