Politik på dybfølt etik

Vi har på det sidste set to eksempler på, at en kvindelig politiker har argumenteret for et politisk tiltag med, at dette var en afgørende sag, som hun ikke havde tænkt sig at give sig på.

Vi har hørt Mette Frederiksen sige, da hun blev spurgt om, hvorfor hun ikke standsede aflivningen af mink, da hun blev klar over, at ordren ikke var lovmedholdelig, at »Egentlig er det ejendommeligt, at man kan blive ved med at stille det spørgsmål, når alle ved, at det her, det handler om danskernes sundhed.« Hvilket jo lyder, som om hendes fornemmelse for, hvad folkesundheden har bedst af, overtrumfer grundloven.

Og vi har hørt Inger Støjberg bedyre, at hun i sagen om barnebrudene vil blive ved med at kæmpe for, at disse piger kan få et godt liv. Derved bliver det klart, at det, der drev hende til at se stort på embedsmændenes advarsel om, at det var imod loven ved indkvartering af et barnebrudspar at kræve ægtefællerne anbragt i hvert sin flygtningelejr, var hendes stærke ønske om at hjælpe disse piger.

I begge tilfælde tænkes altså en dybere etik at være ledetråden for den politik, der bedrives, uanset, om det fører til overtrædelse af visse lovbestemmelser eller konventioner.

Måske man også kan betragte begge tilfælde som tilfælde, hvor en hurtig afgørelse var påkrævet. De pågældende barnebrude skulle helst indkvarteres, inden det blev mørkt, og i hvert fald ikke være sammen med deres mand længere tid end højst nødvendigt. Og Mette Frederiksen mente også at være under tidspres ved afgørelsen om nedslagtning af alle Danmarks mink, grundlov eller ikke grundlov.

Vi etiske træmænd kan så efterfølgende komme med vor kritik: Det er slet ikke givet, at man hjælper barnebrudene ved at adskille dem fra deres mænd, uanset hvor ækle og umenneskelige man anser disse muslimske alt for tidlige ægteskaber for at være. Og så meget hastede minkaflivningen ikke, at man ikke kunne have nået at få lavet en lov, der kunne tillade det. Denne kritik har så i begge tilfælde afstedkommet et næsten ens forsvar: man var overbevist om, at man ikke havde gjort noget ulovligt: Støjberg viser det ved at hævde, at ordren om at adskille alle par naturligvis skulle udføres efter en individuel vurdering. Mette Frederiksen viser det ved at nægte at have vidst, at ordren om aflivning var grundlovsstridig.

Kristeligt Dagblad er enig med mig – eller jeg er enig med Kristeligt Dagblad – i sammenligningen mellem de to sager, se her. Man skriver:

I begge sager handler det om manglende lovhjemmel, i begge sager handler det om, hvorvidt ministrenes kommunikation i pressen skal opfattes som en instruks, og i begge sager forklarer hovedpersonerne – henholdsvis statsminister Mette Frederiksen (S) og tidligere integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) – at der i en større sags tjeneste er begået ”fejl”.

Men for rimelighedens skyld skriver man lidt senere:

For trods de mange paralleller i de to sager er de også kendetegnet ved ganske mange og vigtige forskelle. Og her må man have modet til at påpege – uden at det skal tolkes som et forsvar for Inger Støjbergs ulovlige instruks – at minksagen både i forhold til de berørte familier, samfundsøkonomien og de fremtidige udfordringer har langt mere vidtrækkende og alvorlige konsekvenser, end den relativt kortvarige adskillelse, som de 34 pågældende asylpar ganske urimeligt og ulovligt blev udsat for i 2016.

Også på det punkt er Kristeligt Dagblad og jeg enige.

Men jeg vil tillade mig at gå et skridt videre og med følgende spørgsmål angribe både mig og Kristeligt Dagblad: Er det ikke en god oplevelse endelig at møde politikere, der har et fast moralsk synspunkt og har mod til at holde fast ved dette synspunkt uanset hvad? Kan man virkelig tillade sig at angribe disse to politiske personligheder med hårdtslående juridiske synspunkter? Er det helt umuligt at forestille sig, at der kan være tilfælde, hvor juraen må vige for etikken?

Eller: Hvis jeg skal bruge overskriftens ord: Er der ikke al mulig grund til at tage hatten af for begge disse kvinder, som på hver sin måde og i hver sin situation formår at holde fast ved det, de tror på?

Svaret på disse spørgsmål er nej.

Og det er det, fordi både Mette Frederiksen og Inger Støjberg så åbenlyst mangler tvivlens nådegave.

Det er udmærket at have nogle faste etiske synspunkter. Og det er udmærket at holde fast ved dem. Men det er ikke udmærket at holde fast ved dem uden at lytte til modargumenter. Det er ikke udmærket at være så sikker i sit etiske synspunkt, at man ikke føler, man har nødig at tage hensyn til andre opfattelser.

Det gælder Inger Støjberg. Hun er så fastgroet i de vestlige synspunkter angående ægteskab, at hun tilsyneladende er ude af stand til at forstå muslimske kvinder. Det gælder for øvrigt også nogle af dem, der nu går ud og giver hende et skulderklap, f.eks. Nye Borgerliges Pernille Vermund, og Dansk Folkepartis Peter Skaarup.

Det er Berlingske, der her gengiver deres reaktioner:

Dansk Folkepartis gruppeformand og retsordfører, Peter Skaarup, skrev således på Twitter:

»Inger Støjberg gjorde det eneste rigtige ved at adskille barnebrudene fra deres ældre mænd. Dansk lov bør ikke tage hensyn til shariaægteskaber.«

Fra Pernille Vermund, Nye Borgerliges formand, som har trukket paralleller fra minksagen til Tamilsagen, der endte i en rigsretssag, lød det samme sted:

»Jeg støtter Støjberg. Vi vil ikke have mellemøstlige tilstande til Danmark. Den kultur, hvor det er ok at gifte sig med små børn, skal ikke vinde indpas. Støjberg har ikke beordret sine embedsmænd til at gøre noget ulovligt. Dermed er der intet grundlag for en rigsretssag.«

For det første tager disse to folketingsmedlemmer ikke hensyn til det, der er hovedsagen: at den adskillelse, Støjberg satte i værk, ikke tog individuelle hensyn. Men for det andet er det efterhånden temmelig træls, at vore borgerlige politikere absolut skal vise deres islammodstand ved med snedige love at gøre livet her i landet surt for fromme muslimer. Det er helt i orden, at vi her i landet har en ægteskabsalder på 18 år, og at vi ikke vil tillade herboende muslimer at indgå ægteskab med nogen under 18 år. Ligesom vi har love imod bigami, og ikke vil gå med til, at en muslim tager sig en kone nummer to – hvis vi kan opdage det og hvis vi vover at efterforske det. Men kommer der muslimer udefra, der enten er gift med en pige på under 18 år eller har hele to koner med sig, så er det langtfra sikkert, at vi skal stille os så ufølsomt an, som Støjberg og hendes to støtter gør det.

Og det er det, der forekommer mig farligt ved Støjberg: hun er så overbevist om sit synspunkts rigtighed, at hun ikke drømmer om at lytte til dem, der er knap så hårde i deres bedømmelse. Nå, man skal måske undskylde hende lidt. Den danske folkekirke har jo ikke på nogen måde forsøgt at gøre rede for, hvad islam er for en størrelse, hvilke farer den rummer for os, hvordan den udgør en kultur, der er næsten totalt forskellig fra vores. Og når vi så træffer en del af den muslimske kultur, som vi finder undertrykkende – og som også er det – kan vi kun reagere på den hårde måde. Ingen indlevelse her. Intet forsøg på at bedømme enkeltindividet, nej, bare ind med de støjbergske retningslinjer; de er nemlig danske, og her i Danmark er det dem, der gælder.

Men ligesom Støjberg mangler evnen til at kunne stille spørgsmålstegn ved sine én gang fastslåede opfattelser, sådan gør Mette Frederiksen det også.

Når hun har hørt om, hvordan smitten i minkbesætninger breder sig, og om, hvordan cluster-5 mutationen kan ophæve virkningen af en eventuel vaccine, så griber hun den sandhed som den eneste, hun behøver at rette sig efter. Og så får udførelsen ellers fuld skrue, uanset manglende lovhjemmel.

Jeg har i overskriften antaget, at der var tale om dybfølt etik. Og det vil jeg da helst holde fast ved. Men jeg kan ikke undgå at lægge mærke til, at det er det samme, som visse knap så imødekommende kommentatorer kalder de pågældendes mavefornemmelse. Og der er det rigtige ved den betegnelse, at vi i disse afgørelser synes overladt til tilfældigheder. Begge prøver da også så godt, de kan, at hævde, at de, der ikke er enige med dem i den etik, de mener at have handlet ud fra, har en dårligere etik, ikke tager sig af folkesundheden med samme energi som Mette Frederiksen, eller ikke har en ligeså indædt modstand mod barnebrude som Inger Støjberg. At andre ud fra en lige så dybfølt etik er nået frem til andre resultater, er det tilsyneladende umuligt for dem begge at forstå.

Martin Ågerup har her gengivet én af kommissionens konklusioner:

Kommissionen konkluderer også, at Støjberg vidste, at hendes instruks var ulovlig. Og endelig konkluderer den, at Støjberg ved flere lejligheder har talt usandt til Folketinget.

Hvis – eller når – man får givet den påtænkte granskningskommission et kommissorium, og når denne kommission er færdig med sit arbejde, så bliver det spændende at se, om den, ligesom Inger Støjbergs instrukskommission, vil nå frem til det resultat, at Mette Frederiksen vidste, at hendes ordre om aflivning af samtlige mink var ulovlig. Det har hun jo hidtil nægtet: hun vidste ikke, at ordren var lovstridig. Men når det er lykkedes instrukskommissionen at finde tilstrækkelig med udtalelser og handlemåder hos Inger Støjberg, der viser, at hun må have kendt til ulovligheden, så kan det måske også lykkes granskningskommissionen at finde udsagn, papirer, vidnesbyrd, der viser, at Mette Frederiksen så udmærket var klar over lovbruddet ved minkordren. For også Mette Frederiksen skal jo bedømmes ud fra den forestilling, at hun er et normalt menneske, hvis ord og handlinger ikke strider mod hinanden. For hvis de gør det, er det jo normalt et tegn på, at der er noget at skjule.

Lad mig slutte med at citere Johannes V. Jensen, som desværre får alt for megen ret i den omskrivning af ”Hvor smiler fager den danske kyst”, som ikke han, men et vittigt hoved har foretaget:

Du milde, hvor har kvinder magt!

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.