Hys! det taler vi ikke om!

Jeg kom i mit sidste indlæg til at gøre lidt nar af vor angst for at tale om ”dem” og ”os”. Vi har fra næsten første færd af muslimernes indvandring i vort land fået den opfattelse af deres tilstedeværelse, at vi endelig ikke må sige noget i vor folkelige kommunikation, der kan tænkes at støde dem.

Da en politimester for lang, lang tid siden kom til at røbe den sandhed, han tydeligt kunne se: at der blandt lovovertræderne var en overvægt af indvandrere, fik han noget så læsterligt på puklen for det. Spørgsmålet var ikke, om det var sandt eller falsk, hvad han sagde, men om det var nedværdigende for vore muslimske landsmænd at høre på.

Problemet var – og er – at vi ikke har anden måde at diskutere på end vore offentlige medier. Vi, danskerne indbyrdes, kan ikke diskutere, uden at muslimerne lytter med. Og derfor har vi fået den uskik ind i vor medieverden, at vi ikke siger noget dårligt om vore indvandrere, heller ikke selv om det er sandt nok, hvad vi siger.

Det har f.eks. betydet, at de mange voldsepisoder, som medierne beretter om, næsten altid er ”afetnificerede”, dvs., man sørger for, at det ikke bliver klart, at gerningsmanden er muslim. Det gav sig for ikke så mange år siden – og måske stadig, jeg véd det ikke – i Sverige udslag i, at selv efterlysninger, hvor politiet med billede efterlyste en gerningsmand, var ”afetnificeret”, dvs., man havde pixeleret ansigtet på billedet.

De har ret – fuldstændig gak.

Der går rygter om, at vi i Danmark har været bedre til at sige tingene rent ud end svenskerne. Men da svenskerne er storeslem på det punkt, er det nu ikke nogen særlig ros for os danskere.

Så når jeg i mit forrige indlæg antydede, at myndighederne måske ved at se på smittetallene for de forskellige områder i Region Hovedstaden var blevet klar over, at smittetallene var højest dèr, hvor der boede flest indvandrere, og derfor, ud fra en forunderlig viden om, at de indvandrere, der dèr var tale om, ikke stammede fra Jylland, indså det frugtesløse i at bremse smitten ved at forbyde rejser til Jylland, så var det rent gætværk fra min side, ikke noget, myndighederne på nogen måde så meget som antydede.

Og heraf fremgår det jo med al ønskelig tydelighed, at den uskrevne lov om endelig ikke fra vores side at sige noget ondt om ”dem”, stadig gør sig gældende i betydelig grad.

Forleden aften i Deadline hørte vi så Kristeligt Dagblads reporter fra vort naboland Sverige fortælle lidt om forholdet mellem myndigheder og politikere hos vore kære naboer. Det blev bebudet, at samme reporter den 18-12 ville have en artikel om sagen i Kristeligt Dagblad. Og da jeg havde lyttet til hans beretning med specielt det øre, der er indrettet til at høre alt det, der ikke bliver sagt, var jeg lidt spændt på i dag at læse hans artikel.

Den står her.

Man skal måske sige til hans undskyldning, at han har set det som sin opgave at forklare det skift i tilliden, der er foregået i Sverige indtil fornylig. Indtil engang midt i oktober har man haft fuld tillid til eksperterne, personificeret ved statsepidemiolog Anders Tegnell. Men da så udviklingen gik anderledes, end Tegnell havde forudsagt – der kom virkelig en anden bølge af epidemien, hvad han beroligende havde nægtet – så stod først statsminister Löfven og siden kongen selv frem på Tv og undsagde Tegnell.

I hvert fald gav disse begivenheder den arme reporter lejlighed til at grave lidt i den svenske folkesjæl. I artiklen forklarer han det således:

For det første betragter svenskerne nemlig sig selv som et autoritetstro folk, som bare behøver venlige anbefalinger og gode argumenter for at agere ansvarsfuldt og holde smitten i ro. Håndfaste restriktioner og lovfæstede friheds-indskrænkninger, det var redskaber forbeholdt mindre civiliserede dele af verden.

For det andet betyder en årelang forvaltningstradition med rødder tilbage til 1600-tallets store statsmand Axel Oxenstierna, at de svenske ekspertmyndigheder i langt højere grad end herhjemme har indflydelse, når store beslutninger træffes, det være sig eksempelvis en strategi til håndteringen af en pandemi. ”Ministerstyre” er et fy-ord i Sverige, og netop derfor har de svenske sundhedsmyndigheder ofte stået forrest på pressemøderne under coronakrisen, alt imens ministre med mandat og ansvar fra baggrunden har messet, at i Sverige, der lytter man altså til eksperterne.

Her begår han den samme fejl, som den danske diskussion af skolereformen i 2013 begik: han går ud fra, at alle de mennesker, der bor i Sverige, er svenskere, udgør ”det svenske folk”, har traditioner tilbage til Oxenstierna, osv. Nøjagtig ligesom man her i landet i diskussionen om skolereformen gik ud fra, at alle eleverne var danskere, bestemt af den danske opdragelsestradition.

Man tager sig til hovedet over både det ene og det andet. Hvordan kunne dog danske skolefolk og skolepolitikere overse, at en meget stor del af børnene er indvandrerbørn? Og hvordan kan en nogenlunde fornuftig og vidende reporter overse, at op til 22% af de mennesker, der bor i Sverige, er indvandrere og efterkommere af indvandrere?

Det kan gerne være, at den svenske elite overser dette forhold, det vil sige: styrer landet ud fra den falske forestilling, at alle de mange mennesker, man naivt lod bosætte sig i landet, blev svenskere fra det øjeblik, de passerede grænsen. Og det kan gerne være, at de har administreret coronavirussen ud fra denne falske forestilling. Men er det så ikke en journalists opgave at grave lidt dybere end disse politikere? Er det så ikke hans opgave at påvise, at man går uden om en del af virkeligheden, når man vil lade, som om virkeligheden ser anderledes ud, end den rent faktisk gør?

Og vil man sige: ”Jamen, kære blogejer, du véd jo lige så lidt som den svenske og den danske regering, om det betyder noget i coronabekæmpelsen, om en større eller mindre del af befolkningen er muslimer”, så er det til en vis grad sandt nok. Men jeg véd, at jeg ikke véd det. Jeg gør mig det klart, at der var noget dèr, det var værd at vide. Eliten i de to nabolande har én gang for alle besluttet, at den slags taler man ikke om, og derfor er det umuligt for den i de indbyrdes diskussioner at tage hensyn til den uensartede befolkningssammensætning i den befolkning, hvis skæbne de skal rådgive om. Ja, man har en betragtelig mistanke om, at de – ligesom Kristeligt Dagblads reporter – slet ikke er sig bevidst, at der er noget dèr, de burde åbne øjnene for.

Reporteren citerer med tilslutning en vistnok svensk forfatter Elisabeth Åsbring:

Det stod jo tidligt klart, at Sverige havde flere døde end i Norge, Danmark, Island og Finland tilsammen. Og alligevel gik folk rundt uden at løfte et øjenbryn. Hvorfor er der ingen, der råber op eller demonstrerer? tænkte jeg. Og folk svarede, at vi svenskere jo altid har stolet på vores myndigheder. Det var et spørgsmål om tillid, simpelthen.”

Vi svenskere”, skriver hun. Javist, svenskerne har tillid til deres myndigheder. Men er hun ikke klar over, at der i Sverige er mange ghetto-områder, hvor folk aldeles ikke synes at stole på myndighederne? Gør hun sig ikke klart, at man deri kunne finde årsagen til nogle af de mange dødsfald og noget af den manglende succes med coronabekæmpelsen?

Overhovedet ikke. Hun har lige så lukkede øjne som myndighederne. Ja, jeg gætter på, at en sådan tanke overhovedet ikke falder hende ind. Lige så lidt som den falder epidemi-myndighederne ind.

Det ville ellers være meget let at tilbagevise den mistanke, jeg her rejser. For man har jo navne og adresser på de døde og de indlagte. Det skulle være så let som ingenting at lave en undersøgelse, og hvis den sort på hvidt viser, at de syge og døde fordeler sig ligeligt mellem befolkningsgrupperne, 78% er svenskere, 22% indvandrere, så er jo – vupti – fluks de onde tanker, jeg her har fremsat, tilbagevist.

Men ingen sådan undersøgelse er lavet. Og – tror jeg nok – man korser sig ved tanken. Tænk, at have en sådan mistillid til vore indvandrere!

Foreløbig har vi kun de danske tal fra områderne i Region Hovedstaden. De viser, som jeg refererede i mit forrige indlæg, at de indvandrertætte områder har de største smittetal.

Men det er jo meget lidt at bygge på.

Vi tager lige det med, som Kristeligt Dagblads artikel slutter med:

Men det er ikke kun sundhedsmyndighederne, som i kølvandet på coronakrisen får behov for rehabilitering. Det samme gør den tillid, som historisk har udgjort en hjørnesten i den svenske selvforståelse. Hvis ikke indbyggerne længere gør, som staten siger, og hvis ikke regeringen længere stoler på det, eksperterne anbefaler, så har coronakrisen potentiale til at forandre svensk identitet i mange år fremover. Nogle vil begræde udviklingen, andre vil hilse den velkommen. Det store spørgsmål er, om det var eksperimentet værd.

Jamen, kære reporter, den tillid, der historisk har udgjort en hjørnesten i den svenske selvforståelse, har længe været under nedbrydning, ikke som følge af en eventuel forkert håndtéring af coronaen, men som følge af en forkert håndtéring af indvandringen. Og hvis den svenske identitet bliver forandret fremover, skyldes det, at de mennesker, der bor i Sverige, og som vi for nemheds skyld kalder svenskere alle sammen, ikke mere er svenskere, men for 22%’s vedkommende er et sammenrend af mennesker fra Stormellemøsten. Og de har ikke del i den hjørnesten i svensk selvforståelse, som tillid til myndighederne er.

Nå, lad den arme reporter fare.

Det værste er jo ikke hans blinde øjne, men den svenske – og danske? – regerings blinde øjne.

Og læg venligst mærke til det: Det er ikke mig, der behandler vore muslimske landsmænd nedladende. Det er dem, der nægter at se i øjnene, at der er forskel på ”dem” og ”os”, der er nedladende. Det er dem, der hemmeligt betragter indvandrerne som underudviklede; med tiden skal de nok komme op på vort niveau. Eller betragter dem som for skrøbelige til at kunne tåle at høre sandheden: ”vi må tage hensyn til dem”.

Jeg, derimod, antager, at muslimerne er mennesker på lige fod med mig; mennesker, der godt kan tåle at deltage i en diskussion; mennesker, der er villige til at lytte til andre. Og erfarer jeg, at sådan er de ikke – og det er jeg jo i fuld gang med at erfare – så vil jeg alligevel behandle dem som ligeværdige diskussionsdeltagere, for gør jeg ikke det, vil det tage endnu længere tid, før de bliver de ægte diskussionsdeltagere, de skal være for at være fuldgyldige borgere i et demokratisk samfund.

Så kun to ting mere:

I aftes den 18-12 havde man i Deadline en diskussion om, hvorvidt danskerne stadig havde ”samfundssind”. Og den bar præg af, at man heller ikke i denne sammenhæng havde blik for, at coronavirussen snildt kan overskride grænsen mellem ”dem” og ”os”. Man befandt sig i denne diskussion tilbage i den fortid, hvor man ikke behøvede ønsketænkning for at se bort fra indvandrerne; for dem var der dengang ingen af.

Så ser man her til morgen i Berlingske en artikel, se her, der gør opmærksom på, at der her i landet er lavet en undersøgelse af, om det er nogen fra ”dem”-gruppen eller nogen fra ”os”-gruppen, der optager pladsen på hospitalerne. Den finder ud af, at ”dem”-gruppen er overrepræsenteret. Men kommer naturligvis også med passende forklaringer på dette forhold. Ingen af den berører dog forskellen i religion.

Hermed steg vist forvirringen til uanede højder.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.