Individualismens triumf

Hvad man dog bliver udsat for ved at læse Kristeligt Dagblad. Her den 19-12 var der således et interview med en svensk teolog, Joel Halldorf, som fremkommer med de mærkeligste tanker, se her.

Han hævder, at mennesket ikke skal kaldes ”homo sapiens”, det tænkende menneske, for det væsentlige ved mennesket er ikke, at det tænker, nej, det skal hedde ”homo adorans”, for det væsentligste ved mennesket er, at det tilbeder.

Tilbeder?

Ja, det er, hvad han hævder. Storcentre betragter han som religiøse institutioner:

Tag storcentrene med deres universelle, tempellignende karakter med luft og lys. De rummer altre, hvor produkterne ligger fremme med et løfte om et bedre liv. De er ikke kun funktionelle og praktiske, men transcendente og næsten åndelige og knyttes til egenskaber som fællesskab, kærlighed, blomstring og frihed. Konsumerismen er i vores tid en meget veludviklet og folkelig religionsform.

Jeg må indrømme: den blomst er ikke groet i min have. Og jeg tror heller ikke, den vil trives dèr, hvis jeg prøvede at omplante den.

Oven i købet vil han med disse forestillinger lægge op til, at selvudvikling betyder noget:

Fra et åndeliggjort forbrugsløfte om blomstring er der ikke langt til selvudvikling, et andet centralt udtryk for tidens religiøsitet, forklarer Joel Halldorf. For efterhånden som videnskabelige erkendelser har forklaret stadig mere af den ydre verden, er det hellige flyttet fra naturen til menneskets indre. Derfor er det moderne menneskes imperativ ikke ”Frygt Gud” eller ”Adlyd staten”, men ”Følg dit hjerte”, skriver Joel Halldorf i sin bog.

Og det er slet ikke kun dårligt,” tilføjer den svenske teolog, ”hvis man har en forestilling om, at mennesket er skabt i Guds billede. Problemet er, at vi på vejen til selvrealisering ikke accepterer ydre korrektiver.”

Hvor meget kan kirken bruge af disse lidt vildtflyvende tanker og bevægelser hos moderne mennesker?

Det store spørgsmål er, hvordan man gør det på en måde, så man kan være tro mod sin identitet som kirke. Især meget karismatiske kirker er dygtige til at indoptage elementer fra underholdningskulturen. Tilsvarende anvender man i Svenska Kyrkan i høj grad et terapeutisk sprog, og jeg tror, at man i begge tilfælde risikerer en udvanding.

Hvis vi tager det terapeutiske sprog: Naturligvis er der noget om, at frelsen er en form for helbredelse, ligesom terapi har med heling af menneskelige sår at gøre, men i kristendommen er det at have det godt ikke det højeste gode. At vende sig ud mod verden i kærlighed og mod Gud i tilbedelse er vigtigere.

Det er muligt, at den danske kirke, ligesom den svenske, bruger det terapeutiske sprog. Det er muligvis det, interview’eren, Johannes Baun, har for øje, når han slutter på følgende måde:

Dermed er vi tilbage ved ” homo adorans”, det tilbedende menneske, der i en sekulær tid kan vende sig mod det digitale evangelium, butiksaltrene, den indre flamme og meget andet. Men inden man gør boet op og vælger sin gud, kan man – i selvudviklingens navn – passende overveje et sidste udsagn fra Joel Halldorf:

Sjælen er som et spejl: Det, vi vender os mod i tilbedelse, genspejles i, hvem vi bliver.”

Jeg véd ikke, om det hjælper så meget. Der lægges op til, at vi selv kan vælge vor gud, afhængigt af, hvem vi ønsker at blive. Og jeg kunne da godt være fristet til at argumentere lidt for, at vi ikke på den måde står frit overfor de forskellige former for tilbedelse, der skitseres for os. Men jeg vil hellere gøre opmærksom på en langt større mangel ved artiklen – og muligvis ved Halldorfs bog også, den bog: Gud: Jakten. Existentiell svindel i det tjugoförsta århundradet”, som var anledning til interview’et.

Den mangel, jeg tænker på, består i, at Halldorf synes kun at ”have brug for Gud”, når det drejer sig om enkeltmenneskets udvikling. Det vigtigste i kristendommen, sagde han i det før citerede, er at vende sig ud ad mod verden i kærlighed og mod Gud i tilbedelse. Og denne tilbedelse vil så muligvis føre til, at Guds billede i os virkeliggøres.

Herimod vil jeg sige: Nej, det vigtigste i kristendommen er troen, tilliden. Troen på Gud, hvorfra tilliden mennesker imellem udspringer. Og det synes Halldorf helt at overse i sit interview.

Troen på Gud er jo ikke bare sådan en gang imellem – for nogles vedkommende cirka en gang om ugen – at forvisse sig om, at der vistnok alligevel må være en Gud til. Og da han ikke råder så meget over den ydre verden mere – den har vi opdaget styres af naturlove – så får han vort hjerte at råde over. Og det kan han så boltre sig med, så vi kommer til at realisere det, der ligger inderst inde; hvad det så kan være.

Nej, troen på Gud er en tro på, at det er ham, der har skabt alle de forhold, hvori vi står til vore medmennesker. Ikke blot har han skabt dem, han har også sørget for med sin ånd at vedligeholde disse forhold. Og det gør han i vore vestlige samfund langt mere, end vi kan forvente. Han gør det ved at vedligeholde vores debatkultur, hvor vi hele tiden – eller i hvert fald som regel – regner vore debatmodstandere for ærlige i deres udsagn. Han gør det i vore samarbejdsmønstre, hvor han gang på gang får os til at arbejde for, at den indbyrdes tillid kan styrkes. Og han gør det i vore familier, hvor det hører ind under hans hjælpende hånd, at vi stoler på hinanden, at vi lever i en fælles tro på, at vi vil vor families trivsel.

Men bevares, det skal da indrømmes, at vi har en uskik med hele tiden at ville forvandle de selvfølgeligheder, som denne tillid får os til at leve i, til regler og faste, formulerede traditioner, som vi for vort eget vedkommende kan prale af, og som vi for vor næstes vedkommende kan kræve overholdt. For så at sige ingen, heller ikke nogen i kirken, prædiker om Guds indgriben i vore tillidsforhold.

Det er med andre ord individualisme ind ad en kant blandt teologer og andet kirkeligt godtfolk. Og det undrer mig altså godt nok noget, at Halldorf ikke får øje på familiens fællesskab. Er han ikke gift? Har han ikke stiftet familie? Har han ikke oplevet de diskussioner, der, hvor hårde de end er, heldigvis i de fleste tilfælde afsluttes med en indbyrdes forståelse, som ikke er en lovforståelse om regler, der skal overholdes, men en indlevelsesforståelse om kærlighed, der bøjer sig.

Ja, lad os da endelig virkeliggøre den kraft, der ligger i mennesket, fordi vi er et eksemplar af ”homo adorans”, det tilbedende menneske. Men så lad os dog ikke prise og takke Gud sådan bare ud i det blå, eller prise og takke ham som altings skaber i den formening, at vi så vil udvikle vort indre jeg efter hans retningslinjer, hvilket jo vil sige efter vore forestillinger om Guds retningslinjer. Nej, lad os prise og takke Gud, fordi han med sin ånd gør vore tillidsforhold ægte, noget vi jo ikke selv kan bevirke, fordi vi ikke er herre over vor næstes hjerte – dårlig nok over vort eget hjerte, såmænd.

Men hvad vi ikke kan, det kan Guds ånd. Og det udvirker han, ofte langt mere, end vi lægger mærke til.

Jamen, så må vi jo prøve at bearbejde vort eget hjerte, så det bliver kærligt og ømt og indbydende.

Vrøvl!

Du skal ikke se på dit hjerte, men på din næstes hjerte. I tænkes jo at udgøre en helhed, og det, du skal bekymre dig om, det, du skal bede om, er, at I bevares som en helhed; at du formår at leve dig ind i din næstes ønsker, at du evner at tage det hensyn, der skal tages, at du i det hele taget retter din tilbedelse mod de kræfter, der bagfra styrer dig og din næste, så I forbliver en ægte familie.

Det er jo deri, du har dit liv. Det er jo det, der er livets mening. Det er jo sådan, du får livets lykke i eje.

Hvorfor skal alt dette udelades i kirkens forkyndelse? Ja, hvorfor tænker Halldorf ikke i disse baner i sin teologi?

Det skyldes vist desværre en alenlang tradition for indivualisme i kirkens historie. Pietisterne gik op i sjælens samhørighed med Gud, prøvede at få gjort sjælen tilpas gudvelbehagelig. At man som menneske levede sammen med andre mennesker, at det måske snarere var forholdene til disse andre, der var på spil, det overså man rask væk. Og det moderne menneske, også det tager de forhold, mennesket står i, som noget uinteressant, eller som noget selvfølgeligt, som bare kommer af sig selv.

Den Augustin, som Halldorf henviser til, er om nogen individualist. I sine ”Bekendelser” taler han hele tiden til Gud, fortæller ham, hvad der gik galt i hans livshistorie, beskriver sine syndige drifter – og alle vore drifter er efter Augustins mening syndige – men alt sammen under den forudsætning, at forholdet til Gud er den enkeltes forhold til Gud. Karakteristisk er det jo også, at Augustin, da han besluttede sig for sådan rigtig at blive kristen, lod sig skille fra sin hustru – nå ja, de fromme fortolkere plejer at kalde hende hans ”konkubine”, det lyder lidt mere antageligt i moderne øren, men hun havde dog født ham en søn, som han kaldte ”Adeodatus”, ”Guds gave”, så helt galt afmarcheret var han ikke på det tidspunkt. Men præst og ægte gudssøgende kunne han ikke være med en kvinde ved sin side, mente han.

Så galt tænker vi dog ikke mere. Men individualismen har vi åbenbart beholdt. Augustin kaster i den henseende stadig sin mørke skygge ind over kirken.

Dette indlæg blev udgivet i Etik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.