Velbehagsmennesker

Nej, jeg véd det godt, der er ikke noget, der hedder ”velbehagsmennesker”. Men jeg har udtrykket fra den græske original til Det ny Testamente.

Da jeg læste Niels Jørgen Cappelørns indlæg i Kristeligt Dagblad her om netop englenes julehilsen og den nye oversættelses efter hans mening falske teologi, måtte jeg da lige slå op i mit græske Ny Testamente, for at se, hvad der står i originalteksten.

Nå ja, han taler vel ikke ligefrem om en falsk teologi – det gør vi jo ikke i vore tolerante tider – men det er nu tæt på. Han skriver:

Sidder man i familiens skød og læser juleevangeliet juleaften kan man i år finde stof til et panikanfald. I hvert fald hvis man læser juleevangeliet i den ny bibeloversættelse Bibelen 2020, der udkom først på året. For mens den autoriserede bibeloversættelse fra 1992 slutter med, at engle synger ”fred til mennesker med Guds velbehag!”, lyder englenes sang i den nudanske oversættelse straks mere dyster:

Vi hylder Gud i den højeste himmel. Han kommer med fred til mennesker på jorden, til dem, som han har udvalgt.”

Det er dybt problematisk, mener professor emeritus i Søren Kierkegaard-studier Niels Jørgen Cappelørn med henvisning til den sidste sætning om fred til mennesker, som Gud har udvalgt. Niels Jørgen Cappelørn var generalsekretær i Bibelselskabet og tovholder på den autoriserede oversættelse af Bibelen i 1992, og han forstår ikke, hvordan ordet udvalgt er kommet med i oversættelsen.

Hvis der i den græske tekst havde stået ’udvalgt’ skulle det selvfølgelig med, men det står der ikke i originalteksten. Det er uheldigt, for det er en problematisk teologi, der sniger sig ind, hvor Gud har udvalgt nogen, og ikke andre. Der vil sidde folk og læse denne tekst og undre sig over, om de så er blandt de mennesker, som Gud har udvalgt til at modtage fred på jorden. En langt bedre oversættelse ville være, at Gud kommer med fred til ’dem, han elsker’. Det ville være mere smukt og præcist,” siger han.

Det kommer mig for, at Niels Jørgen Cappelørn både har ret og uret. For allerede de første afskrivere har været i tvivl om, hvad meningen egentlig var. I de gamle manuskripter er der faktisk to nogenlunde lige velbevidnede læsemåder. ”Velbehag” hedder på græsk ”eudokia”. Og sætter man et ”s” bagefter, eller altså et ”sigma”, så får man det i genetiv: ”Velbehags”. Da der nu lige forud står ”fred i mennesker”, bliver resultatet: ”fred i velbehagsmennesker”.

Men sletter man dette sigma, hvad nogle af de gamle manuskripter gør, bliver meningen: ”Ære være Gud i det højeste, og på jorden fred, i mennesker velbehag”.

Det vil sige, at i den førstnævnte tekstbevidnelse véd man ikke rigtig, om freden gælder alle mennesker, eller den kun gælder nogle mennesker, altså dem, der af én eller anden grund har Guds velbehag. I den anden bevidnelse må man gå ud fra, at meningen er den, at fredslysningen gælder alle mennesker.

Jeg er i besiddelse af en oversættelse fra 1907. Her hedder det:

Ære være Gud i det Højeste! Og Fred paa Jorden! I Mennesker Velbehag!

Det ser ud til at være de sidstnævnte manuskripter, man har holdt sig til.

I oversættelsen fra 1948 hedder det:

”Ære være Gud i det højeste, og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!”

Her tilføjer man en note, der fortæller, at det sidste også kan oversættes ”mennesker, der har god vilje”. Det er muligvis en tanke, man har fået fra den latinske oversættelse, hvor det hedder:

gloria in altissimis Deo et in terra pax in hominibus bonae voluntatis

Men man skriver tillige, at senere håndskrifter læser: ”i mennesker velbehag”.

Den samme note har oversættelsen af 1992 anbragt. Men ellers er oversættelsen så tæt på oversættelsen af 1948, som tænkes kan:

Ære være Gud i det højeste og på jorden! fred til mennesker med Guds velbehag!”

Som man kan se af denne lille oversigt, har man i 1907 oversættelsen fulgt det, som 1948-oversættelsen kalder ”senere håndskrifter”, mens man i både 1948 og 1992 oversættelserne (og i Cappelørns oversættelse) følger de håndskrifter, der medtager et sigma, altså dem, der skriver ”velbehagsmennesker”. Blot har man formuleret sig, så det – ligesom i de håndskrifter, man går ud fra – bliver usikkert, om der er tale om fred til alle mennesker, eller der er tale om fred til mennesker, der er særligt begunstigede af Gud.

Denne usikkerhed har åbenbart 2020-Bibelen villet ud af. Så dèr hedder det umisforståeligt, at den fred, Gud sender, kun gælder dem, Gud har udvalgt. Og det har Cappelørn da ret i at gøre vrøvl over. Men han skal ikke gøre vrøvl over, at oversættelsen er falsk eller problematisk, men over, at den ikke bibeholder usikkerheden i den ene teksttradition, den, man her retter sig efter.

For gad dog vidst, om ikke der er en pointe i, at de førstomtalte manuskripter gør det usikkert, om der skal menes det ene eller det andet. Cappelørn synes i sin udlægning at ville hælde til den anden her omtalte udlægning, så meningen altså er, at Guds fred rammer alle mennesker. Han skriver jo, som før citeret, at ”det er en problematisk teologi, der sniger sig ind, hvor Gud har udvalgt nogen, men ikke andre”. Jovist, men modsætningen er ikke, at Gud har udvalgt alle, men at vi ikke véd, om det er nogen eller alle, han har udvalgt eller ser på med velvilje.

Når jeg synes, dette er værd at gøre lidt ud af, skyldes det, at det forekommer mig, at ganske mange præster opererer med Guds indgriben på en lidt for letkøbt måde. Man bliver ikke træt af at forkynde Guds kærlighed, Guds omsorg; vi er alle i Guds hånd; vi er alle Guds børn; det drejer sig om at leve livet uden at blive bange, for vi er i Guds varetægt. Jovist er vi det. Men hvordan sådan lidt mere præcist viser denne varetægt sig? Hvordan tager Gud sig af os? Hvor er det, vi kan spore hans indgriben? Eller hvornår ser vi den Guds fred, som englene forkynder her juleaften? Bliver det til noget i det hele taget?

Det gør man ikke så meget ud af. Og derved bliver det hele let til tomme fraser, som hverken præsten selv eller hans eller hendes menighed kan finde ud af.

Vi gør jo ret i at fejre Jesu fødsel som år 0, som det, hvormed der kom en helt ny begyndelse til menneskeheden. Grundtvig opererer et sted med den tanke, at der nok går lige så mange år efter dette udgangspunkt, som der gik før udgangspunktet, men den tanke kan vi ikke sådan lige overtage, bortset fra dette med, at der ifølge kristendommen skete noget afgørende med Jesu fødsel, og at denne begivenhed derfor er vor tilværelses midtpunkt.

Men havner vi så ikke igen i fraser, hvis vi ikke kan sige, hvad dette afgørende da var?

Lad mig forsøge at sige det med et ord fra Prædikerens bog i Det gamle Testamente. Her hedder det i oversættelsen af 1948:

Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for.

Gud har skabt menneskene som en blanding af noget dyrisk og noget specielt menneskeligt. Det dyriske er ikke, hvad vi sædvanligvis kalder dyrisk, men udgøres især af de hormoner, som vi har fælles med dyrene. Men det specielt menneskelige er vort sprog. Og sproget lægger i sine strukturer netop op til, at der mellem mennesker kommer til at herske fred. Det vil f.eks. sige, at hvor der i en dyreflok hersker en vis rangorden, dèr tilsiger sproget os, at der i en menneskeflok skal herske ligeret.

Ud af sprogets strukturer har vi udspundet den gyldne regel, som gengives i flere kulturer, i kristendommen med Jesu ord Matt 7,12, at vi skal tage bestik efter vort ønske om, hvad næsten skal gøre mod os, når vi skal finde ud af, hvad vi skal gøre mod ham.

Derudfra lader sig videre drage konsekvenser i retning af det, man kalder den naturlige lov, en lov, der også gælder i forholdet mellem nationer. Luther mener uden tøven, at den naturlige lov er Guds lov. Vil du derfor føre en angrebskrig, er det imod Guds lov. Men bliver du angrebet, har du lov at forsvare dig.

Da der i 1527 var gik rygter om, at nogle katolske fyrster ville angribe Sachsen, drøftede man, om det ikke ville være både klogt og tilladeligt at afværge et muligt angreb ved selv at angribe først. Men Luther frarådede det på det bestemteste. Det var imod Guds lov. For en sådan krig ville ikke være en retfærdig krig.

Og da to lutherske fyrster i 1542 blev uenige om en lille flække, Würzen, og der var optræk til krig dem imellem, afsendte Luther et advarende brev til dem begge, se her. Han formaner dem til ud fra Matt 5,9: ordet om, at de, der stifter fred, er salige og skal kaldes Guds børn, at prøve at være forstående og imødekommende overfor hinanden (se #9). Og han kan direkte sige, at den, der følger sin fyrste i en angrebskrig, følger ham til helvede, #41.

Man har mange gange siden gjort lidt nar af denne tanke om en retfærdig krig. Men ikke desto mindre var det sådanne tanker, man opererede med under Nürnberg-processen, hvor Hitlers håndlangere blev dømt for forbrydelse mod freden, altså fordi de havde begyndt en angrebskrig. Og siden har vi forsøgt at påberåbe os en international retsorden for netop at holde krigslysten i ave og sikre freden.

Så jovist, menneskene har så mange sære ting for.

Og så er det alligevel dèr, Gud griber ind, netop i mellemrummet mellem menneske og menneske og i mellemrummet mellem den ene stat og den anden.

Vi så det efter terrorbalancen. Her havde vi frygtet jordens ganske bogstavelige undergang, og så lykkedes det Gud at skabe villighed hos begge parter til at indgå bindende aftaler, så atomkrigen kunne undgås og freden bevares.

Vi så det i de mange despotier, der er blevet opløst efter Anden Verdenskrig. Spanien, Grækenland, Chile, Sydafrika og først og fremmest Sovjetunionen. Bevares, der er stadig despotier tilbage, der er stadig nogen, der har sære ting for. Og vi har stadig grund til at frygte mange ting. Men hvis Gud på samme måde fremover kan skabe villighed til at forstå, og uvilje til at ville snyde den anden part – det er ikke mindst det, der er svært for ham – så vil også fremtiden kunne blive en nogenlunde fredelig tid.

Men selvfølgelig, vi er nok hver for sig mere optaget af vore personlige problemer. Her synes vi jo at kunne klare os udmærket uden Gud, ikke sandt?

Ak nej, vi tager fejl. Vi tror, vi klarer os uden Gud, men det skyldes blot, at vi ikke ser eller er opmærksom på Guds indgriben. Det er jo ham, der skaber tilliden mellem os, tilliden i vort folk, tilliden på vore arbejdspladser, og tilliden i vore familier. Vi tror, den kommer helt af sig selv. Og så skjult er hans indgriben jo, at det godt kan se sådan ud. Men vi véd dog godt, at vi ikke har nogen magt over næstens tillid, vi kan dog godt forstå, at vi godt kan glæde os over danskernes tillidsfulde opførsel, men at det kun er den ene side af sagen, den anden side er Guds gerning i vor næste, så han tror på vores tillid. For den side af sagen kan vi jo ikke gøre noget ved.

Det ser ud, som om det går af sig selv. Men det er i virkeligheden Gud, der medvirker i det skjulte.

Og Gud, ja det er jo altså den kristne Gud. Det er den Gud, der åbenbarede sig i Jesus og hans gerning. Det er den Gud, som gennem ham lod al lovtrældom, om den var jødisk eller muslimsk, blive angrebet, så frihed blev løsenet i den kristne verden. En frihed, der anerkender sig selv som et frit menneske med Guds velbehag, og derfor også anerkender næsten som et menneske, Gud har sat én sammen med, for at vi skal leve i tryg tillid til hinanden.

Han har virkelig skabt os, som vi bør være. Og han arbejder stadig på at forhindre os i at gøre alt for mange sære ting. Og at han stadig arbejder, det er det glædelige ved julens budskab.

Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.