Så blev det alligevel jul

Og det var ikke med biskoppernes gode vilje! De tøsedrenge! Nå nej, undskyld, der er jo damer tilstede.

Men denne vilje eller uvilje skrev jeg om sidst, og nu er min vrede derover kølnet så meget, at jeg kan skrive et yderst fromt og opbyggeligt indlæg om julefred og juleevangelium og alt det andet jule-noget.

Nej, jeg kom ikke i kirke, for alle kirker i nærheden af Horsens var nedlukkede juleaften. Ingen vovede at tale biskopperne imod, skønt de kun kom med en anbefaling, ikke en ordre. Og så måtte man jo ty til fjernsynet.

Risskov kirke kl. 14.45, sagde programmet. Og så skulle man i et helt kvarter stå foran Risskov kirke og se programværten og én af de ansatte ved kirken stå og udveksle pussenussede julebemærkninger. Jeg slog lyden fra i håb om, at der vel før ellers siden måtte komme noget, der lignede en gudstjeneste.

Begyndelsen var sat til klokken tre. Og vi kom da indenfor i kirken. Dog blot for at høre to sangerinder, hvoraf den ene var Anne Linnet, som diverterede med noget, der vist skulle have noget med jul at gøre. Igen slog jeg lyden fra og gav mig til at lede efter noget andet.

Og det fandt jeg. En gudstjeneste fra Søndre Sogns kirke i Viborg, der i dagens anledning var kommet til at hedde Sortebrødre kirke. Den kender jeg fra min tid i Viborg og fra min tid i sommerhuset nær ved Viborg. Så om ikke andet, så slog jeg ind på den gudstjeneste for i det mindste at se Søndre Sogns kirke.

Men jeg fik meget mere. Den gribende tekst om barnet, der er født os fra Es 9,1-6a, fik jeg, en tekst, jeg altid har sværmet for, fordi vores organist for mange år siden havde fået sit kor og det lille orkester til at fremføre Händels korsats fra Messias med netop denne tekst på en ganske fantastisk måde.

Og en prædiken, der satte mange ting på plads, også det fik jeg. En prædiken, hvor prædikanten pludselig brød ud i sang: ”Stille Nacht” og ”Holy night” for at fortælle indlevet om fredsbegivenheden midt i skyttegravenes helvede under Første Verdenskrig, som et vidnesbyrd om, at fredsfyrsten stadig bor iblandt os.

Den tanke fik også et lille nyk med Brorsons salme ”Mit hjerte altid vanker”, som vi sang rundt om juletræet.

Hvordan det?, vil man måske spørge.

Jo, der står noget om, at Brorson som i en drøm ser ”jordens konger løbe og kysse på din [dvs. Jesusbarnets] hånd” (DDS nr 125, vers 5).

Så i dag havde jeg læst, at der også i dag, første juledag, ville blive sendt en gudstjeneste fra Sortebrødre kirke i Viborg. Jeg fandt frem til udsendelsen og så til min glæde, at det var den samme præst som i går.

Udmærket, så kunne jeg sætte mig til rette. Ak ja, indtil jeg fandt ud af, at der var tale om en genudsendelse fra dagen før. Nøjagtig samme indledning, nøjagtig den samme præstekrave, der drillede lidt, da den skulle på, nøjagtig den samme oplæsning fra Det gamle Testamente. Og godt nok var det en god prædiken, men alligevel, på trods af de dårlige erfaringer fra dagen før, slog jeg om til DR program 1, Risskov kirke.

Det viste sig, at jeg her var for sent på den. Gudstjenesten var begyndt klokken 10. Så hvis den havde indeholdt en prædiken, havde jeg misset den. Men én ting fik jeg da: Brorsons ”Mit hjerte altid vanker”. Den sang koret. Blot glemte jeg at følge med i salmebogen. Det var jo også unødvendigt, for de satte teksten på nedenunder billedet. Men det slog mig, at de da vist havde forkortet et vers eller to væk. Havde de sunget om de konger, der skulle kysse på barnets hånd? Det havde de da vist ikke.

Og det var en fejl. Men en fejl, som ganske utilsigtet bevirkede, at jeg lige én gang til skulle overveje, hvorfor dette vers spiller en særlig rolle for mig.

Vi skal tilbage til en mindegudstjeneste for Kaj Munk i Københavns domkirke den 4. januar 2014 med efterfølgende komsammen i Vartov. Ved gudstjenesten læste skuespiller Caspar Koch den sidste scene fra ”En Idealist”. Desværre læste han forkert – eller huskede forkert – i én bestemt replik, nemlig replik 1668, se skuespillet tekst her.

Der er tale om den scene, hvor den magtstræbende Herodes ”omvendes” ved mødet med Jesusbarnet. Han har kaldt Maria med Jesusbarnet op til sig for at kunne voldtage en kvinde en sidste gang, inden han dør. Men det går helt anderledes. Maria viser sig at være ganske frygtløs. Og så falder alle hans trusler igennem. Det ender med, at han beder hende gå. Men så frygtløs er hun, at hun tager sig tid til at spørge, hvad han ville hende. Og så må han i en fart opfinde en begrundelse, og han siger, at han ville give barnet en gave, og beder kvinden tage en kostbar kjortel, vævet i ét stykke. Det gør Maria og giver Herodes lov til at kysse barnet på panden.

Det vil Herodes dog ikke, siger han, men hans lille, varme hånd, den vil han kysse. Og ikke sandt, så véd vi, at Kaj Munk tænker på Brorsons vers, hvor han ser jordens konger løbe, at kysse på hans hånd.

Men så lader han Herodes tilføje: ”Han tror, han kan holde om sceptret med så blød en hånd”. Og med den bemærkning er dramatikeren Kaj Munk langt foran tænkeren og teologen og debattøren Kaj Munk. For Kaj Munk gik i tyverne og trediverne sandelig ikke ind for demokrati. Nej, han accepterede, at diktatoren havde sin ret. Menneskeslægten havde brug for disse handlingsmennesker. Demokratiet med alt dets forhandlingsævl var ikke Munks kop te. Først da han i marts 1939 var blevet klar over, at Hitler med sin indmarch i Rest-Tjekkiet havde svigtet sit ideal om et Tyskland for tyskere, opdagede han, at Hitler som alle andre diktatorer var et magtmenneske.

Men det mærkelige er altså, at han midt i tredivernes diktatorbegejstring havde vanskeligt ved – som så mange andre – at tro på ordmenneskets overlegenhed over magtmennesket. Han skildrede i sine skuespil og i sine debatartikler diktatorernes nødvendighed. Han havde altså fuldstændig glemt den uskyldige bemærkning om kristendommens uanselige ordkraft, som han i 1924 havde lagt ind i sit første store drama, han havde glemt, at man godt kan holde om sceptret med en blød hånd.

Og mange andre havde også overset denne bemærkning. Måske også Caspar Koch. Jeg havde lejlighed til at gøre ham opmærksom på hans fejllæsning ved sammenkomsten i Vartov. Men der var så megen forvirring ved den lejlighed, så jeg er ikke sikker på, at han forstod min indvending.

Og se, i kraft af dette manglende vers mødte jeg igen det tilsyneladende utilforladelige ord om fredsfyrsten, der skal herske fra hav til hav, det utrolige ord om barnet, der skal få jordens konger til at løbe at kysse på sin hånd.

Nej, nej, siger vi, det kan ikke passe. Se dog på, hvordan verden er skruet sammen. Det er magt og magt og udelukkede magt. Magt i alle mulige forklædninger, magt som militær magt, magt som vidensmagt, magt som politisk magt, godt skjult under demokratiske gevandter. Hold nu dette juleevangelium borte! Vi er da alvorsmænd, vi lader os måske rive med af alle nissemændene og alle hjerterne og alt det pussenussede, som blomstrer i fuldt flor her i juletiden. Men vi tvinger også os selv til som de realister, vi også er, at se på verden, som den er. Og den er der ikke noget fredsskabende ved, den er som altid behersket af magtmennesker og magttendenser.

Og så er hele julebudskabet ved at falde sammen. Så er det ved at miste kraft, trods alle de ganske tilfældige og utilsigtede antydninger fra Brorsons side, fra Kaj Munks side, fra de fromme menneskers side, der havde tilrettelagt gudstjenesten, fra de unge sangeres side, der sang af karsken bælg. For kan noget stå sig overfor de stærke realiteter? Kan nogen forkyndelse, hvor betagende den end er, tilintetgøre de kræfter, vi ser i sving dag ud og dag ind?

Men så satte postludiet ind. Og så fik Han alligevel sagt det, der skulle siges. Så blev det sagt, ikke med gamle tekster fra et gammelt testamente, ikke med salmevers fra 1700-tallet, ikke med tolkninger af et næsten glemt skuespil, men med musik, med orgelstemmer og trompetfanfarer. Så lød som en realiteternes protest mod alle pessimistiske magttanker ”Prins Jørgens March” fra orglet i Risskov kirke. Så lød disse kendte musikstrofer som et spørgsmål til alle vi kloge, der vil holde os til magtrealiteterne, om ikke befrielsen fra besættelsen i sin tid var en lige så stor realitet, som besættelsen og Hitlers magtdemonstrationer og alle de døde i gaskamrene, om ikke alle de allierede soldater, der døde på slagmarkerne, døde i demokratiets – og det vil sige i Ordets – tjeneste, om ikke barnet, der ville holde om scepteret med sin bløde hånd, dog havde ret: det lader sig gøre at styre verden med ordkraften, det er en virkelighed, som vi ser for vore øjne, at jordens konger løber og kysser på hans hånd. Disse toner viste det. Disse toner brød igennem.

Og så blev det alligevel jul.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.