Paniske ledere?

Lone Frank har en udmærket artikel i Weekendavisen for den 23-12. Hun har lagt mærke til, at videnskabsfolkene – her jo altså især de mennesker, der beskæftiger sig med lægevidenskab – er blevet meget dygtigere til at arbejde sammen som et hold. Man konkurrerer ikke med hinanden som før, man offentliggør sine forskningsresultater uden at afvente bedømmelser fra fagfæller, i stedet lægges de ud til åben diskussion. Og de får åben diskussion. Interessante resultater læses og imødegås eller accepteres af andre videnskabsfolk. Universitetsansatte, ansatte i private firmaer og almindeligt interesserede deltager med liv og sjæl i debatten, og gang på gang synes der at komme noget positivt ud af det.

Ja, altså, noget positivt i videnskabelig henseende. Noget positivt, der kan hjælpe os frem mod en bedre forståelse af coronaens mysterier.

Men denne åbenhed blandt videnskabsfolkene har vist sig at have en bagside. Lone Frank har i nogen grad blik for den. Men de to eksempler, jeg her skal nævne, tager hun ikke op, det ene, fordi det først har materialiseret sig efter hendes deadline.

For bagsiden af dette positive træk består af politikerne, af deres indblanding, af deres tro på, at de har pligt til at blande sig og gøre, hvad de kan for folkets bedste.

Derfor kan det ske, at politikerne er for hurtige på aftrækkeren, at de vedtager nogle forholdsregler på baggrund af udtalelser fra videnskaben, som der alligevel ikke er baggrund for. Det er jo faren ved denne åbne diskussion mellem videnskabsfolk: politikere lytter med, griber, hvad de forstår, og buser på for at lave indgreb, som de opfatter som nødvendige.

Og så står videnskabsfolkene der med håret ned ad nakken. De er ikke vant til at deltage i diskussioner med folk, der gerne vil vise sig som handlekraftige væsener, også selv om det skal være på præmisser, som der ikke – eller skal vi sige: ikke endnu – er hold i.

Vi så det ved mink-skandalen.

Der opstod i den videnskabelige verden en formodning om, at den nye corona-mutation, cluster 5, kunne gøre en eventuel vaccine uanvendelig. Det var en tese, der langt fra var færdigdiskuteret iblandt videnskabsfolk, men Seruminstituttet fik nævnt formodningen overfor regeringen.

Og så brød den politiske panik løs. Om det skyldtes, at man fra politisk side absolut ville være næsten overforsigtig, eller det skyldtes, at man ville demonstrere handlekraft, vides ikke, men handlekraft demonstrerede man da: man lod hånt om lovhjemmel og grundlovsbrud og befalede alle Danmarks mink aflivet.

At det skete på trods af grundlovsbestemmelser og – så vidt man kan se – på trods af, at man godt vidste, at der manglede lovhjemmel, det er der god grund til at angribe regeringen for.

Her er dog angrebspunktet et lidt andet. For der er nemlig også grund til at angribe regeringen, fordi den løb med halv vind, fordi den tog en formodning om fare for en fremtidig vaccine som den skinbarlige sandhed og ikke havde mod til at afvente resultatet af en nogenlunde omfattende videnskabelig diskussion.

For bagefter, da minkene var aflivet, kom det jo frem, at der havde været andre røster end dem fra Seruminstituttet, ja, at instituttet selv havde trukket det bastante ved advarslen tilbage og – igen – gjort opmærksom på, at der kun var tale om en formodning, om noget ubevist, om noget, der måske ikke var nogen fare. Og det er vist blevet enden på diskussionen, at den frygt, man i videnskabelige kredse en overgang følte, har vist sig ubegrundet.

Hvad skal man føle overfor sådanne politikere? Skal man føle glæde og beundring, fordi de synes at sætte alting til side for at kunne udvise den størst mulige forsigtighed? Eller skal man føle, at de nu er gået for vidt i deres forsigtighed?

Jeg vil så afgjort tale for det sidste. Ikke blot, fordi de har brudt grundloven, skønt også derfor, men i denne sammenhæng, fordi de har handlet på et utilstrækkeligt grundlag, fordi de har misforstået det, der foregår i en videnskabelig diskussion, fordi de tror, de kan spille med på den videnskabelige boldbane.

Og så kom vi til at opleve nøjagtig det samme én gang til. Så så vi i nedlukningen af julegudstjenesterne nøjagtig den samme foreteelse finde sted: politikere, der hører et rygte i de videnskabelige kredse og skynder sig at handle på dette rygte, uden at have tålmodighed til at afvente et mere holdbart videnskabeligt resultat.

Men vi oplevede også noget næsten endnu mærkeligere. Vi oplevede biskopper, der ikke blot fulgte politikerne i deres paniske angst for at komme for sent med deres restriktioner, men ligefrem ønskede at overgå dem. Vi oplevede biskopper, der ville være mere kongelige end kongen. Vi oplevede biskopper, der fra den ene dag til den anden, ja, måske fra den ene time til den anden ikke blot slog fuldstændig om i kraft af anbefalinger fra regeringsside og Sundhedsstyrelse, men sågar overtrumfede de officielle anbefalinger med nogle, der var endnu mere restriktive.

I avisen ”Danmark”, et vedhæng til Horsens Folkeblad, forklarer et par journalister, hvad der foregik. Kirkeminister Joy Mogensen skrev sent onsdag aften, at hun bakkede op om biskoppernes anbefaling om at aflyse alle gudstjenester frem til 3. januar. Derefter hedder det i artiklen:

Tidligere onsdag aften skrev kirkeministeren ellers, at myndighederne nu vurderede, at man godt kan holde gudstjenester i kirken på sikker vis, hvis den ikke varer mere end 30 minutter og man holder sig fra al sang.

Ifølge kirkeministeriet skyldes skærpelsen ”resultaterne af en ny undersøgelse om udbredelsen af en mere smitsom variant af en ny og muligvis mere smitsom corona-virus”. Af pressemeddelelsen fra folkekirkens ledelse fremgår det, at der er tale om den mutation, som den seneste uge har spredt sig i England.

Kort forinden havde samme anbefaling lydt på maksimalt 45-50 minutter, og den nye melding kom for sent, mener kirkens folk.

-Det er med stor beklagelse, at vi ikke kan anbefale at afholde gudstjenesterne i julen frem til Hellig tre Kongers søndag den 3. januar, skriver Provsteforeningen, Præsteforeningen, Landsforeningen af Menighedsråd og de danske biskopper i pressemeddelelsen.

Hvorfra initiativet er udsprunget, kan ikke ses af denne artikel. Men det ses af ovenstående, at man bygger på de observationer, man mener at have gjort i England af en ny mutation af COVID-19, som skulle være meget mere smitsom end den hidtidige. Man har observeret nogle mennesker her i landet, der var smittet med denne variant.

Det har ført til, at svenskerne har afbrudt forbindelsen til Danmark, hvilket gjorde det noget nær umuligt for de mange bornholmere, der bor i det øvrige Danmark, at komme hjem til jul. De kunne i begyndelsen ikke få gennemrejsetilladelse i Sverige, så de kunne komme med hurtigfærgen fra Ystad til Rønne.

Men de danske myndigheder har ikke stået tilbage for de svenske, hvad angår at ville basere deres tiltag på halve sandheder og indlæg i en videnskabelig debat, som de ikke har baggrund for at deltage i. Man havde mandag den 21. udsendt en anbefaling til kirkens folk om kun at holde gudstjenester af 45-50 minutters varighed. Men den 23. skærpede man altså anbefalingen til kun at tillade en varighed på 30 minutter og undlade at synge.

Det var den anbefaling, kirkeministeren viderebragt onsdag aften. Og det var i sig selv en tvivlsom ting. Det lyder kønt med alt det med, at man vil være på forkant med udviklingen, men man skal jo dog lige være klar over, hvilken udvikling det er, man vil være på forkant med. Det havde man, som det ses, ikke tid til at vente på.

Men man aflyste altså ikke julegudstjenesterne. Man nøjedes med at anbefale, at man undlod at synge – noget, mange allerede havde planlagt juleaftensgudstjenesterne efter – og at man ikke lod dem strække sig over mere end 30 minutter.

Og så kommer den store gåde: Hvad i alverden foregik der i biskoppernes hoveder lillejuleaften?

De må jo have talt sammen, siden de kunne blive enige om en anbefaling. Men hvem af dem, der har fået den mærkelige idé, at de skulle overgå myndighederne ved at foreslå skrappere restriktioner end dem, det vides ikke. Og hvordan vedkommende har kunne få sine kolleger overbevist om på den måde at sætte trumf på, det er også en næsten uløselig gåde.

Jeg mener, de, der nogenlunde kender til kirkeliv og præster, ville nok kunne acceptere at holde gudstjenester under de nye skrappere vilkår. 30 minutters varighed? Det er jo, hvad mange andagter snildt holder sig indenfor. Undlade at synge? Det er jo, hvad mange i forvejen havde besluttet sig for at gøre.

Så hvorfor skulle biskoppernes anbefalinger gå på, at juleaftensgudstjenesterne skulle aflyses? Det går over min forstand og langt ind i præstens. Måske oven i købet langt ind i biskoppens. Men med min ringe forstand kan jeg dog alligevel se, at det ikke er noget rart sted at være, alt det kaos, der hersker derinde.

Og hvorfor skulle anbefalingerne gå på, at alle gudstjenester ind til 3. januar skulle aflyses? Alle véd dog, at kirkegangen ebber stærkt ud efter juleaften. Så hvis der er en coronafare, som man vil tage højde for, så kunne man – hvis man nu endelig skal vise sig mere påpasselig end myndighederne – have nøjedes med at aflyse juleaftensgudstjenesterne, og lade resten passere som 30 minutters begivenheder, ikke en normal højmessevarighed, indrømmet, men dog en gudstjeneste.

Ja, man kunne have udnyttet det forhold, at man i denne jul har hele tre helligdage i træk at muntre sig med: 1. og 2. juledag, plus den følgende søndag. Hvad, om man havde anbefalet at undlade altergang de to første gange for så at holde en kort gudstjeneste med udelukkende altergang om søndagen?

Men der var måske ikke tid nok til at få idéer udover den allerdårligste af slagsen?

Så kunne man have holdt sig til anbefalingerne om de 30 minutter. Men nej, man ville absolut sætte et biskoppeligt præg på anbefalingerne. Og så blev det hele så elendigt, som det på nogen måde kunne blive. De kirkelige traditioner blæste man på. At tænke sig om undgik man. At få nye og kirkeligt velgennemtænkte idéer havde man åbenbart ikke tid til.

Man kan kun bagefter sige til biskopperne: Hvorfor holdt I ikke jeres biskoppelige fingre borte? Hvorfor skulle I absolut gøre det hele værre? Og I tænkes at være hyrder for den kristne flok? Det er jer, der tænkes at skulle varetage kirkens tarv?

For at opsummere:

Én ting er, at politikerne lader sig smitte af de mange videnskabelige udsagn, der svirrer rundt i luften og møder tilsagn og frasagn, under dække af at ville være forsigtige frem for alt. Noget andet – og værre – er, at biskopperne, kirkens ledere, er blevet smittet af den samme paniske forsigtighedstrang, så de mister ethvert roligt overblik og træffer alt for forhastede bestemmelser, oven i købet bestemmelser, som de ikke behøvede at træffe.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.