Enighed

Forleden oplevede jeg det forunderlige, at jeg, da jeg læste en artikel i Kristeligt Dagblad, kunne erklære mig enig med forfatteren. Ellers plejer jeg jo altid at have ét eller andet, som jeg absolut skal kritisere ved det, jeg læser. Men her måtte jeg ved læsningens afslutning erkende, at jeg ikke havde noget at indvende.

Der var tale om en artikel af professor emeritus Svend Andersen ved Aarhus Universitet, se her. Det, der især gør, at jeg kikker med velvillige øjne på hans artikel, er, at han gengiver en tanke fra den tyske filosof Jürgen Habermas, som også jeg har fundet særdeles værdifuld, så værdifuld fandt jeg endda Habermas’ tanker, at jeg skrev en hel bog om dem. Den hedder ”Myte og rationalitet, en grundtvig-inspireret bedømmelse af Jürgen Habermas”. Den udkom i 1988.

Svend Andersen har som jeg læst Habermas’ enorme værk ”Theorie des kommunikativen Handelns” og dertil det nysudkomne lige så enorme værk Auch eine Geschichte der Philosophie”, et værk, som jeg endnu har til gode at læse. Derfor tør jeg ikke garantere, at jeg i de videre udredninger overalt vil være enig med Svend Andersen (eller med Habermas), men lidt har også ret, og den enighed, jeg oplever ved læsning af Svend Andersens artikel er god at gå videre med.

Jeg vil gå videre ud fra det citat, Svend Andersen bringer af Habermas’ grundopfattelse:

Habermas opfatter den sproglige kommunikation som et grundtræk ved menneskers tilværelse. Og sproget har igen det væsenstræk, at vi som talere forudsætter gyldighed ved vore ytringer på tre måder. Når vi hævder noget (”Væggen er grøn”), forudsætter vi at det sagte er sandt. Når vi udtrykker en moralsk norm (”Du skal holde dine løfter”), forudsætter vi rigtighed. Og når vi giver udtryk for vore tanker og følelser (”Jeg mener hvad jeg siger”), forudsætter vi oprigtighed eller sandfærdighed.

Dette genfinder jeg hos Løgstrup og hos Kaj Munk, men kun, efter at jeg har udviklet det i min særlige retning.

Jeg vil nemlig hævde, at tre gyldighedsområder svarer til tre sprogspil, dvs., tre dele af sproget, som ikke har logik tilfælles. Når vi hævder noget om den ydre verden, f.eks. at væggen er grøn, så anvender vi ”det videnskabelige sprogspil”, et sprogspil, der prøver at påvise årsager og virkninger. Og når vi diskuterer, hvem der har ret, anvender vi ”retfærdighedssprogspillet”. Endelig bruger vi ”relationssprogspillet”, når vi udtrykker hengivenhed og tillid til et andet menneske.

De to sidstnævnte sprogspil genfinder jeg hos Løgstrup i ”Opgør med Kierkegaard”. Det, som Løgstrup dèr kalder de kredsende livsytringer, misundelse, jalousi, vil jeg mene er kredsende, netop fordi det sprog eller det sprogspil, der tænkes i, ikke har logik tilfælles med andre dele af sproget. Derfor kan man ikke ved egen kraft komme ud af sin misundelse. Men man kan udefra, dvs., fra et andet menneske, møde et ord, talt i relationssprogspillet, som frisætter én, dvs., som sætter én over i relationssprogspillet, eller – i Løgstrups vokabular – får en suveræn livsytring til at ytre sig.

I ”Den etiske Fordring”, side 146 skriver Løgstrup:

I den naturlige kærlighed derimod er den, hvis liv skal varetages, og den der gør ens eget liv til et modtaget liv, den ene og samme person. Varetagelsen af det andet menneskes liv bliver derfor een eneste selvfølgelighed, der overflødiggør enhver fordring.

Blot må det jo indrømmes, at vi i det nære samliv, hvor denne selvfølgelighed udleves, ret ofte stiller fordringer eller gør tingene op efter et modtaget-og-givet, altså efter retfærdighedssprogspillet. Derfor har vi brug for hele tiden at blive revet ud af dette sprogspils fangarme. Men indrømmes må det, Løgstrup spørger ikke efter, hvordan kredsende livsytringer kan erstattes af suveræne livsytringer. Og det er lidt ærgerligt. Men med betegnelsen ”suveræn” om livsytringerne antyder han dog, at det ikke er noget, vi gennemfører med vores vilje, det er noget, der kommer bag på os.

Det er på den baggrund, Kaj Munk bliver interessant. Han har en del steder i sine skuespil anbragt noget, jeg har kaldt en ”anagnorisis”, det vil sige, et replikskifte, hvorved hovedpersonen i skuespillet bliver klogere, lærer noget nyt, eller ligefrem møder et ord, der sætter ham eller hende over fra retfærdighedssprogspil til relationssprogspil.

Jeg har skrevet hele to artikler her på bloggen med overskriften ”Anagnorisis”, se den første her. Her gennemgår jeg den forvandling eller ligefrem omvendelse, der foregår med hovedpersonen i enakteren ”Den Kærlighed 2”. Og jeg viser, hvordan Munk netop ikke forklarer, men viser, hvordan et menneske kan sættes over fra en tankerække til en anden, fra en tankerække, man med Løgstrup kan kalde ”fornærmethed”, til en tankerække, man kan kalde en suveræn livsytring. Eller han viser, hvordan et menneske af et ord, talt i relationssprogspillet, kan flyttes ud af retfærdighedssprogspillet.

Nu ville jeg jo imidlertid ikke rigtig være mig selv, hvis jeg ikke havde ét og andet at indvende imod d’herrer Andersen og Habermas. Det har jeg også. Og det skal jeg nok nå frem til. Men lad mig dog i det mindste først erklære mig enig i noget mere af det, Svend Andersen refererer Habermas for. Han skriver:

Han [Habermas, rr] er ikke en religiøs tænker, men han tager kristendommen alvorligt som en nødvendig samtalepartner for filosofien. Hans imponerende historiefortælling går nemlig ud på, at den vestlige filosofi, der for ham er mundet ud i en sekulær oplysningstænkning, i høj grad har haft karakter af en oversættelse af kristne forestillinger. Som eksempel kan man nævne tanken om det enkelte menneskes trosforhold til Gud som forudsætning for det moderne subjektbegreb. Konkret betyder det, at der går en lige linje fra Martin Luther til Immanuel Kant.

Jeg har før truffet den tanke, der her nævnes, at oplysningstænkningen har karakter af en oversættelse af kristne forestillinger, nemlig hos Tom Holland i hans værk ”Dominion”. Og jeg vil mene, at begge de to tænkere – med Svend Andersen fra sidelinjen – har ret i at gøre opmærksom på Vestens afhængighed af kristendommen. Blot vil jeg føje min teologiske anskuelse til: Det skyldes, at kristendommen som ingen anden religion bygger videre på grundstrukturer i sproget.

I den kristne tradition optræder der således et ”jeg”. Og det har Habermas blik for:

Med Luther sker der ifølge Habermas den grundlæggende ændring i forståelsen af kristendommen, at denne ikke mere indebærer et ”verdensbillede”, et omfattende syn på natur og verden.

Kristendom bliver derimod væsentligt det enkelte menneskes troende engagement i forhold til Gud. Denne kristendomsforståelse rendyrkes af Søren Kierkegaard og spiller en dominerende rolle i det 20. århundredes protestantiske teologi.

Denne ændring betyder, at kristendommens sprog ikke mere kan gøre krav på at være sandt. Dets gyldighed er derimod etisk-eksistentiel. Det betyder ikke, at kristendom for Habermas er en subjektiv og irrationel livsindstilling. Den har stadigvæk sin særlige form for gyldighed. Og denne gyldighed grunder i, at troen stadig retter sig mod en Gud, som dyrkes i gudstjenestens rituelle former.

Spørgsmålet er imidlertid, om Habermas tilsvarende har blik for, at der i samme kristne tradition optræder et ”du”, og videre – og måske især det – om han har blik for, hvordan der i enhver samtale finder en form for sammensmeltning sted mellem dette ”jeg” og dette ”du”. I hans forestilling om, at den kommunikative handlen forudsætter ”et herredømmefrit rum”, hvori kommunikationen kan udvikle sig, ligger der en antydning af et sådant blik. Men i hans – undskyld udtrykket – lidt sløsede tanke om, at et sådant rum opstår af sig selv, eller om, at vi sådan bare uden videre kan forudsætte oprigtighed eller sandfærdighed, savner jeg en påstand om, at noget andet end mennesket selv må indvirke i denne sammensmeltning, noget større, noget i sproget selv, en sprogets ånd, som ikke beherskes af os mennesker, men er skjult tilstede i sproget selv.

Når Jesus således formaner mennesker til at se på sit eget hjerte (den bjælke, man selv har i øjet), før man vil rette på næstens indstilling (den splint, næsten måtte have i øjet), Matt 7,3f, så får han os til at se på os selv med næstens øjne, viser os altså, at sproget indeholder et ”du” på samme måde, som det indeholder et ”jeg”. Men derved indfører han også en bevidstgørelse i menneskeheden, som ikke var der før, en bevidstgørelse, der betegnes med et helt nyt ord, ordet ”farisæisme”.

Og det ord har fulgt os i den vestlige verden og korrigeret vor opfattelse af os selv. Og selv om der ikke går en lige linje fra Jesus til Habermas – djævelen har været inde over i mange tilfælde, og Kierkegaards individualisme har jeg godt kunnet undvære – ligger dog Jesu ord som en forudsætning for mange vestlige tænkeres opfattelse.

Derimod står det mig ikke klart, hvorfor ”kristendommens sprog ikke mere kan gøre krav på at være sandt”. Hænger det mon sammen med, at ”kristendom er blevet det enkelte menneskets troende engagement i forhold til Gud”? Jamen, har man da glemt Jesu formaninger, hvormed han netop ville retlede alle de forhold, som findes i menneskeheden, altså, ville ændre dem fra forhold, der styres af loven, til forhold, der har deres egen selvfølgelighed med sig fra sprogets verden?

Lad mig nævne en anden af Jesu formaninger, nemlig formaningen i Matt 7,1, parallelt med Luk 6,37, om ikke at dømme for ikke at blive dømt; det siges ud fra den virkelighed, der påstås at herske i vore menneskelige samfund, at du får tilmålt efter det mål, du selv måler med. Jeg har her undersøgt denne afsmitningsregel nøjere, men har dèr været nødt til at advare mod den misforståelse, de fleste moderne teologer gør sig skyldig i, den, at de opfatter den tilmåling, der finder sted som dommedag. Men der er altså tale om den tilmåling, som består i, at menneskesamfundet, som du er en del af, er indrettet sådan, at den tillid, du udviser overfor andre, den udviser de også overfor dig. Eller, hvad der her spiller en rolle: den tro på din partners ægthed, som du møder ham med, den møder han også dig med.

Det sidste spiller nemlig en rolle i vor videnskabelige diskussion.

Det er vist alment kendt, hvordan den sovjetiske genetiker Trofim Lysenko var uærlig i sin videnskabelige produktion, fordi hans tiltro til de teorier, Sovjetstaten byggede på, var større end hans tiltro til vestlige teorier om nedarvning. Man kan læse i wikipedia om det her.

Ligeledes kan det være værd igen at gøre opmærksom på Robert R. Reilly’s bog ”The Closure of the Muslim Mind”, som jeg før har gjort det, f.eks. her. Han hævder, at den muslimske teologi gør det noget nær umuligt at drive videnskab indenfor islam, og at det derfor skyldes islam selv, at islam ikke kan fremvise videnskabelige bedrifter af betydning.

Begge dele nævner jeg for at kunne understrege, at det, at vi i den vestlige verden møder videnskabelige påstande med tillid til fremsætterens ægthed, på ingen måde er en selvfølge, men med en vis ret kan betragtes som en eftervirkning af Jesu forkyndelse, f.eks. den afsmitningsregel, jeg omtalte før.

Den videreførelse af Habermas’ tankegang, som jeg har foretaget med tanken om forskellige, ukongruente sprogspil, kan benyttes som en advarselspil inden for filosofien.

For det viser sig i historiens løb, at vi mennesker har en ulyst til at regne med flere sprogspil. Det viser sig blandt andet i vor moderne tids næsten uudryddelige forestilling om, at når videnskaben har talt, er der ikke mere at sige. Det videnskabelige sprogspil og dets evne til at afbilde for os det, vi kalder virkeligheden, får os til at lukke øjnene for eksistensen af andre sprogspil.

Og retfærdighedssprogspillet har ligeledes en tendens til at skubbe relationssprogspillet til side. Det sås hos jøderne på Jesu tid, og det ses hos muslimerne i vore dage. I begges gudsforestillinger bliver Gud opfattet som den retfærdige dommer; al tanke om Gud som den kærlige far er bortelimineret; for sprogspillene har ikke logik tilfælles; man har meget svært ved at komme ud af retfærdighedssprogspillet, det sker kun, når man rammes af et ord udefra.

Nå ja, det kan også ske ved en tilfældighed i ens indre tankegang. Som det skete for Paulus i 1 Kor 6,1-8, hvor Paulus ganske tilfældigt kommer til i vers 6 at bebrejde de to uenige i Korinth, at ”broder fører sag mod broder”, hvorved det slår ham, at det gør ægte brødre jo ikke; derfor slår han med vers 7 om fra det retfærdighedssprogspil, han havde formanet i, til relationssprogspillet.

Så skriver Svend Andersen som en bebrejdelse mod religionsvidenskaben:

den religionsvidenskab, der for tiden drives på vore universiteter, tilsyneladende er de facto religionskritisk. Man savner – med meget få undtagelser – blik for det filosofiske aspekt ved kristendommen, som Habermas fremhæver. Kristendom i dagens Danmark fremstilles på samme måde som regnskovsreligion på Borneo.

Det, man savner i tidens religionsvidenskab, er en bevidstgørelse. Man driver religionsvidenskab på kristendommens grundlag, fordi al videnskab drives på forestillingen om det herredømmefri rum, og kun i dette rum kan en sand meningsudveksling foregå, men man er sig det ikke bevidst. I stedet prøver man som god videnskabsmand at se objektivt på al religion. Det svære er naturligvis at fastholde begge dele.

Eller, sagt på anden måde: Vi får alle de tre sprogspil ind med modermælken, også det næsten usynlige relationssprogspil, for vi fødes ind i en relation, vi vokser op i en flerhed af relationer, og vi ender i et samfund med et utal af relationer. Men hvis vi under opvæksten lærer at erstatte relationssprogspillet med retfærdighedssprogspillet, så vi hele tiden selv arbejder på at opfylde krav, og hele tiden skoser andre, der ikke opfylder kravene, det vil sige: hvis vi vokser op i en muslimsk kultur, så skal der meget til, før relationssprogspiller træder i kraft.

Men det kan dog ske.

Jeg har her genfortalt ét af 1001 nats eventyr. Det handler om en ungersvend, der havde en affære med en ung pige. Hendes brødre og hendes far opdagede imidlertid hans tilstedeværelse på hendes værelse, og han greb derfor i al hast en mængde dyrebare genstande og påstod, at han var en tyv. Det fastholdt han under forhører hos emiren, der derfor ikke så anden udvej end at annoncere en offentlig håndsafhuggelse dagen efter. Men lige inden afhugningen skal finde sted, melder pigen sig og fortæller, hvordan det er fat: at den unge mand er syg af elskov. Det fastholder hun, da emiren går hende på klingen, og han tilbyder derfor den unge mand en vældig sum penge, så han kan gifte sig med pigen. Og stillet overfor denne pengesum går hendes familie med til det.

Denne fortælling er bemærkelsesværdig, fordi den viser, at også muslimer, både emiren og de mennesker, der fortæller historien i den hensigt, at tilhørerne skal blive grebet af den, har relationssprogspillet siddende i sig. For det er jo i kraft af dette sprogspil, at de forstår emirens handlemåde.

Og det viser, at én religion skiller sig ud fra alle andre, nemlig kristendommen. For dens stifter, Jesus af Nazareth, fortalte den ene historie efter den anden, hvor tilhørerne, ligesom i historien fra 1001 nats eventyr, for at kunne forstå, hvad der er på færde, må gribe til det underliggende relationssprogspil. Og holder man denne historiefortælling vedlige, eventuelt udbygger den med andre lignende fortællinger, så er der større chance for, at man får et menneskeligt samfund, end hvis man binder sig til et samfund, der udelukkende bygger på retfærdighedssprogspillet.

For mennesket er netop bundet af alle tre sprogspil: det finder ud af omverdenens sammensætning ved hjælp af det videnskabelige sprogspil, det finder ud af samfundslivet ved hjælp af retfærdighedssprogspillet, og det opdager disse sprogspils relativitet, når de bliver overtrumfet af relationssprogspillets tale om kærlighed og tillid.

Til næstsidst skriver Svend Andersen:

Resultatet er, at religionens betydning som intellektuel og åndelig udfordring for samfundet underkendes. Det har også en politisk virkning, for eksempel den, at man står magtesløs over for islams terroristiske potentiale og kvindeundertrykkelse.

Jeg var såmænd, min vane tro med altid at finde et hår i mine ophavsmænds suppe, lige ved at angribe Svend Andersen, fordi han her taler om, at det er religionens betydning, der underkendes. Jamen, hvorfor skrive ”religion”, når man mener ”kristendom”?, ville jeg indvende. Men heldigvis tog jeg mig i det. For det er jo både kristendommens og islams rolle, der underkendes, hvis man i sin store objektivitet ikke vover at slippe det videnskabelige sprogspil så meget, at der kan komme en værdibedømmelse ind og gøre sig gældende.

Jeg gætter på, at vi nok ikke bliver enige i detaljen, for jeg har jo – indrømmet – bygget ikke så lidt oven på både Habermas og Svend Andersen. Men kan vi blive enige om, at kristendommen ikke kan undværes i vort samfund, fordi det stadigvæk er præget af den bevidstgørelse om sprogspillenes modspil, som Jesus satte i værk, så er der vist nået så meget, som opnås kan.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente, Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.