Den forspildte mulighed

Man har nok lagt mærke til, at Jakob Ellemann, Venstres formand, har givet sin næstformand, Inger Støjberg, sparket. Hvis man følger bare nogenlunde med i medierne, kan man næsten ikke undgå at lægge mærke til det. For er der noget, vore medier elsker, er det at bore i uenigheder i politiske partier. Man har tidligere med stor succes vist sin store magt ved at sætte formand og næstformand i Venstre op mod hinanden. Dengang var det Kristian Jensen mod Lars Løkke. Nu prøver man så igen, denne gang med Jakob Ellemann og Inger Støjberg som hovedpersoner i teaterstykket.

Og ih, hvor man godter sig, når det nu igen er lykkedes. Men man må dog denne gang sige, at det nok i virkeligheden er noget, Ellemann har sat i værk, mere end det er noget, medierne har frembragt.

Det var således Ellemann, der – uden nogen ydre anledning – i et interview sagde, at Venstre ville stemme for en rigsretssag mod Støjberg, hvis de jurister, som folketinget havde bedt kikke på instrukskommissionens afgørelse, nåede frem til, at den kan bære en rigsretssag. Så vidt jeg har kunnet se, var der ingen, der spurgte ham om, hvordan Venstre ville stemme, og heller ingen, der efterfølgende har spurgt ham, hvorfor han kommer med denne udmelding netop nu, lang tid før disse jurister har udtalt sig.

Hvis man havde gjort det, eller hvis man bare havde tænkt den tanke ”hvorfor nu?”, så ville man måske have kunnet se dette træk som en del af den magtkamp, der nu kan ses at have fundet sted mellem Ellemann og Støjberg gennem længere tid. For der er jo ingen tvivl om, at det efter en sådan udmelding vil være lettere for de udvalgte jurister at nå frem til, at der i instrukskommissionens betænkning er basis for en rigsretssag mod Støjberg.

I Deadline-udsendelsen den 30-12 blev Jakob Ellemann interview’et af Lotte Folke Korsholm. Og det interview er interessant, også i forhold til den sprogspilsteori, jeg omtalte i mit forrige indlæg. Ellemann nævnte her indtil flere gange dette, at Venstre var et bredt parti, og at dette, at formand og næstformand havde forskelligt syn på mange ting, var en styrke i partiet.

Og det kan der jo være noget om. Men det, man fornemmer efter interview’et, er, at Ellemann med sit syn på forholdet mellem formand og næstformand, har gjort det, der kunne være blevet en styrke, til en svaghed.

For det kom også frem, at Ellemann havde følt sig svigtet af Støjberg. Hun havde ved indtil flere lejligheder i de forløbne halvandet år ikke bakket ham om, som en næstformand skulle, men tværtimod ofte modsagt ham. Og så spørger man sig selv, om Ellemann mon havde husket at rådføre sig med Støjberg, før han fremsatte diverse udtalelser. Og svaret, man efter interview’et fornemmer sig frem til, er, at det havde han da vist glemt, ja, at han vist nærmest betragtede Støjberg som et nødvendigt, men noget generende halevedhæng til formanden.

Og det sjove er, at ét af de eksempler, som Lotte Korsholm fremførte, ret tydeligt viste, hvordan Ellemann havde misforstået Støjberg, ja, at det måske endda i kraft af høj etisk cigarføring var blevet umuligt for ham at høre, hvad Støjberg sagde.

Men vi andre kunne høre det. Det kunne måske også Lotte Korsholm. Men hun undlod at gå i dybden med det, hvilket sådan set var lidt ærgerligt.

Det var #metoo-bevægelsens mange facetter, der var omdrejningspunktet. Og Folke Korsholm viste os et interview med Inger Støjberg, hvor hun blandt andet sagde, at hun nødig ville være mand i disse tider, hvor man jo næsten ikke kunne komme med en kompliment uden at blive misforstået og mistænkt for det værste.

Det havde Ellemann vendt sig imod, forstod man. Og han havde vendt sig imod det, fordi han nok havde vidst, at der foregik chikanerier i det politiske liv, men ikke havde anet, at det havde et sådant omfang, som det kom frem igennem de mange afsløringer, som var dukket op, fordi mange kvinder først nu havde turdet stå frem og berette om det, de havde oplevet.

Og se, det kunne der være kommet noget positivt ud af, hvis Ellemann ikke havde set Støjberg som en modstander, som han absolut måtte korrekse. For det var jo lige, hvad vi trængte til oven på de mange afsløringer: en kvinde, der stiller sig forstående an overfor mændenes vanskeligheder med deres forhold til kvinder, og en mand, der forstår mange kvinders frustrationer i omgangen med mænd. Hvad kunne ikke de to tilsammen have bibragt debatten af realitet!

Men det blev der ikke noget ud af. Ellemann havde for længst opgivet at prøve at redde forholdet mellem ham selv og Støjberg eller mellem de to fløje i Venstre og var i stedet kun optaget af at styrke sin fløj, eller måske – lidt mere negativt bedømt – kun optaget af at fastholde, at det var ham, der var formanden, hvis linje skulle følges, mens Støjberg burde lægge mere vægt på det ”næst”, der indledte hendes titel.

Og når der ikke blev noget ud af det, skyldtes det, at Ellemann slet ikke hørte, hvad Støjberg sagde. Han hørte hende, som om hun lagde afstand til alt, hvad der havde med sex-chikane at gøre, som om hun opfattede alt, hvad forskræmte kvinder havde fortalt om, som løgn og latin. Men det var jo på ingen måde tilfældet. Hun prøvede blot at få medierne til at forstå, at man ikke for enhver pris skulle optræde som medanklager overfor de mænd, der følte sig hængt ud.

Når Ellemann hørte hendes udtalelser på den måde, hænger det sammen med, at han i hvert fald i forholdet til hende, men måske også mere generelt, er låst fast af retfærdighedssprogspillet: han ser på, hvad der er Venstres værdier, hvilke moralske regler, man som venstremand eller -kvinde skal tænke efter, og så er der ikke plads til menneskelig forståelse af den art, som Støjberg udviser, altså forståelse for de mænd, der anklages uden at kunne forsvare sig. Så kan man fra den høje hest, man sidder på, kun se ned på dem, der udtaler sig anderledes, end værdierne kræver.

Men han ser ikke på, hvordan han kan holde sammen på Venstre. Han siger godt nok, at han også vil favne de værdier, som Inger Støjberg står for, men når han ikke kan se noget værdifuldt i den måde, hun giver udtryk for disse værdier på, så er den udtalelse vist blot mundsvejr. Og i hvert fald: hvis han så på, hvordan han kunne tjene den politiske forening, der hedder Venstre, og hvis han oven i købet for alvor gik ud fra, at de forskellige holdninger var en styrke, så ville han bøje af overfor Støjberg så langt, han overhovedet kunne.

Men meget tyder på, at noget sådant har han netop ikke gjort. Han kom til et sted – om det var i Deadline eller i en avisartikel, husker jeg ikke – muligvis ved en fortalelse at sige, at Støjberg måtte bøje sig for den linje, formanden lagde. Andre gange har han sagt ”den linje, hovedbestyrelsen lagde”. Men fortalelsen viser, at det for ham er ét og det samme.

Lad mig slutte med at give Jakob Ellemann ret i, at det da godt kan være, at Venstre gør klogt i at gå med til en rigsretssag mod Støjberg, hvis han blot havde meddelt det til sin tid, når det efter juristernes bedømmelse bliver aktuelt. Det vil gøre det lettere også at argumentere for en rigsretssag mod Mette Frederiksen for hendes lovbrud i forbindelse med minkskandalen, en skandale, der jo i hvert fald har været ødelæggende for langt flere mennesker end barnebrudssagen.

For det har han jo ret i, at man også kan blive anklaget for rigsretten og faktisk blive frikendt. Og indtil dommen lyder, er man uskyldig. Det fik han vist også sagt, og det har han da ret i. Men kunne han ikke have ventet med at sige det, til vi véd, hvad juristerne vil anbefale, om det bliver en stor næse til Støjberg eller ligefrem en rigsretssag.

Men det er ikke det væsentlige her. Det er i stedet det forhold, at når han i den grad er så bundet af noget, han kalder Venstres værdier, at han ikke kan høre pointen i det, Støjberg siger, så har det lange udsigter med det samarbejde, der kunne have været en styrke for Venstre.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.