Corona versus influenza

Dette bliver et indlæg, hvor jeg vil prøve at fastholde tvivlens nådegave. Måske jeg aldrig har haft denne nådegave, måske jeg har den til overflod, men i forhold til den igangværende pandemi, corona kaldet, er der ting, jeg mange gange har spekuleret på, men aldrig rigtig fået svar på.

Men indrømmes må det, stillet overfor en samlet regering og dens sundhedsfaglige eksperter er det svært at fastholde sine tvivlsspørgsmål. Gang på gang siger man til sig selv: det må være dig, der ikke forstår baggrunden for det hele; det må være dig, der er noget i vejen med.

Alligevel dukker diverse spørgsmål op. F.eks. spørgsmålet, som overskriften tænkes at skulle afbilde: Hvordan er egentlig forholdet mellem den igangværende coronapandemi, og de influenzaepidemier, vi har erfaret tidligere?

Når jeg her den 2-1 med stor interesse læste et indlæg i Kristeligt Dagblad, se her, af professor i biologi Morten Petersen, skyldes det blandt andet, at han vover at spørge lige ud, om vi lever i en fortælling ude af proportioner, og derudover at sammenligne coronaen med influenza, noget, mange ellers næsten pr. automatik vender sig bort fra.

Dog, lad mig først henlede opmærksomheden på noget andet, han skriver. Til at begynde med skriver han:

Det må være i orden at spørge om proportionaliteten i corona-restriktionerne. Er det for eksempel rimeligt, at de unge ikke skal i skole eller tilbage på deres uddannelser efter nytåret?

Der må jo findes opgørelser over, hvor vi primært smittes efter de retningslinjer, der var implementeret, før vi lukkede ned igen. Er det på restauranter, arbejdspladser, skoler, udendørs eller er det primært i hjemmene og til private arrangementer indenfor?

På mange måder ville det være rart med konkrete data, der belyser dette, og måske få svar på, hvorledes smitten trænger ind i ældreplejen. Burde vi ikke også forholde os til, om vi med den måde, vi håndterer corona på, overhovedet kan tillade nogen former for overdødelighed fremover, eller for den sags skyld influenzarelateret død, vi faktisk kan forhindre, når vaccinerne svigter?

Mig forekommer det rimeligt at spørge, som Morten Petersen gør i det andet afsnit. Og det forekommer mig lidt mærkeligt, at myndighederne tilsyneladende ikke har foretaget undersøgelser af den art. Man skulle ellers mene, at de mange tests, der gennemføres, giver rig mulighed for at blive klar over, hvor det er mest effektivt at lukke ned, hvis man vil bremse smitten. Men ak, indtrykket, man får, er, at man lukker ned på lykke og fromme, og måske er mere optaget af, om man kan få folk til at overholde de restriktioner, man påbyder, end af, om netop disse restriktioner virker.

Og det problem, han tager frem i det sidste afsnit: hvordan vi håndterer ældreplejen under en epidemi, også det har min tvivlende hjerne tumlet med. Men han sætter det nok op med større klarhed, end jeg hidtil har kunnet etablere: når vi lader et så stort forsigtighedsprincip gælde, hvad coronaen angår, bør vi så ikke lade et lige så stort forsigtighedsprincip gælde, hvad den næste influenza-epidemi angår?

Vi er ikke vant til at spørge sådan, men nogle tal sidst i artiklen viser, hvorfor det kan være relevant at gøre det. Her hedder det:

Døden denne vinter er dog milevidt fra det, vi oplevede i 1990’erne med henholdsvis 5252 og 4477 influenzarelaterede dødsfald i vintrene 1995/1996 og 1998/1999.

Ligeledes langt fra de næsten 3000 døde, vi oplevede i 2017/2018-sæsonen, hvor vi uden problemer håndterede 7667 indlæggelser med influenza, hvoraf 549 modtog intensivbehandling. Hovedparten indlagt fra nytåret til og med marts og knap 900 på en gang, da det toppede.

Min tanke har dog ikke gået i den retning, men været en måske ret luftig forestilling om, at hvis vi beslutter at forbyde rejser fra Sydøstasien til Europa i fremtiden, fordi vi ikke ønsker at smittes med flere af de virussygdomme, som opstår i den del af verden i kraft af de mange markeder med tæt kontakt mellem menneske og vilde dyr, så burde vi vel egentlig også gøre det af hensyn til den influenzasmitte, som vi modtager derfra. Jeg mener, vi undersøger jo, hvilken form for influenza, der opstår i disse egne for at kunne danne os et begreb om, hvilken influenza-vaccine vi skal satse på dette år.

Men den sammenligning mellem corona og influenza, der ligger i min luftige idé, synes at have fastere jordforbindelse i Morten Petersens indlæg. Og så bliver ens nådegave – den med tvivlen – endnu en gang sat i sving.

For det er jo problemet: Da de omtalte influenza-epidemier rasede, tog vi det som en skæbne, vi ikke kunne blive fri for; vi lukkede ikke samfundet ned ved disse lejligheder, ja, vi overvejede det overhovedet ikke. Og vi affandt os med de dødsfald, der forekom, det måtte være sådan.

Nu, hvor antallet af dødsfald er langt lavere, er vi af den overbevisning, at vi for næsten enhver pris må forhindre disse dødsfald blandt vore ældre. Derfor isolerer vi dem uden at tænke over, at det ofte fører til, at de dør uden nærvær og omsorg fra deres nærmeste.

I influenza-tiden: mange dødsfald, men det var gamle mennesker, der døde, og de døde med den menneskelige hensyntagen, at de så vidt muligt ikke var alene, men havde deres pårørende hos sig. Nu i corona-tiden: knap så mange dødsfald, også gamle mennesker, der dør, men de dør i ensomhed og isolation, næsten uden at deres pårørende må besøge dem.

Jo, jeg kan godt følge Morten Petersen i disse tanker.

Men der er andre, der har samme opfattelse af de tiltag, diverse regeringer har iværksat overfor coronaen. Der er f.eks. en vis Sebastian Rushworth, som her spørger, hvorfor verden reagerer så hysterisk på coronaen. Han har i forskellige andre artikler, som han linker til, prøvet at vise, at dødsprocenten er så lav som 0,2% ved coronaen, og at det i høj grad er de ældre, der rammes, oven i købet fortrinsvis de ældre, der i forvejen lider af alvorlige sygdomme. Jeg véd godt, at det lyder kynisk at sige, at disse mennesker jo alligevel ville dø inden længe, men siger man, at det antal forventede leveår, coronaen gør kål på, er ret lille, så får man coronaen sat i perspektiv i forhold til blandt andet den spanske syge fra for hundrede år siden. Den ramte nemlig især mennesker i tyverne, altså unge mennesker, og det betyder, at den fratog mennesker langt flere forventede leveår end vore dages corona. Så statistikken er ikke kynisk, men siger blot noget, som vi ikke umiddelbart er opmærksom på.

Noget andet, som en tvivlende sjæl må undre sig over, er, om mon myndighederne er klar over, at mange landes dødelighed her i coronapandemiens tid faktisk ikke er højere end i andre år. Det er jo ganske mærkeligt. For med de store ord, der bliver brugt om coronaen, skulle man tro, der ville kunne konstateres en stor overdødelighed. Og noget af det, der fik mig til at spidse ører ved Morten Petersens artikel, var, at også han ser med en vis undren på den manglende overdødelighed.

Det gør også den tredje person, jeg vil henlede opmærksomheden på, Denis Rancourt. Han gør det på denne video. Hans opfattelse er den, at der hver vinter i de tempererede områder af verden forekommer virusfremkaldte luftvejssygdomme; om ikke det er den ene, så er det den anden virus, der er tale om. Corona er blot én af disse luftvejssygdomme. Og han mener at kunne påvise det statistisk. Ud fra kurver over, hvor mange mennesker der dør på forskellige tidspunkter af året, kan han vise, at der i vore områder hver vinter er en overdødelighed i forhold til sommerens dødelighed. Sådan har det altid været, fortæller han, og coronaen er i den henseende ikke forskellig fra andre virussygdomme, fra forkølelse til influenza.

Ja, han kan ud fra de grafer, han fremviser, nå frem til en noget mere sørgelig konklusion. For ud fra de grafer, han har – og det er, så vidt jeg kunne forstå i farten, de forskellige amerikanske delstater, han har grafer fra – kan han se, at graferne i mange af disse delstater, men ikke i alle, på et tidspunkt foretager et meget stejlt forløb opefter for dog straks efter at falde ned til normalen igen. Det skyldes, siger han, at den nedlukning af samfundene, som en del stater iværksatte, gjorde det næsten umuligt for de pårørende at besøge deres ældre på plejehjem og ældrecentre. Og det giver de ældre et anfald af stress, som er med til at fremkalde døden hos dem; de er jo stærkt svækkede i forvejen.

Hans tese er, at man af angst for, at coronaen skal slå vore ældre ihjel, utilsigtet får isoleringen af dem til at gøre jobbet. Oven i købet mener han, at man vil kunne anklage myndighederne for på den måde at være med til at tage livet af vore ældre.

Men alt sammen, som han fremstiller det, fremkaldt af den overforsigtighed eller den hysteriske reaktion, man har haft overfor noget, der ikke er nær så slemt, som det bliver fremstillet. Eller, som Morten Petersens sidste bemærkninger fortæller, dem, jeg citerede før: ikke nær så slemt som influenzaepidemien i 2017-2018-sæsonen, hvor 3000 mennesker døde.

Men for et menneske, der har tvivlens nådegave intakt, rejser der sig flere spørgsmål, som man må forvente bliver taget op til drøftelse de kommende år, når corona-tiden er ovre.

1. Om den spanske syge hører vi, at den om efteråret kom igen i en anden bølge. Hvorfor kom den ikke tilbage året efter i en tredje bølge, eller næste år igen i en fjerde bølge? Betyder det, at enhver virussygdom har en naturlig livsproces, og er så venlig at afgå ved døden efter højst to år, når sommeren gør sig gældende?

2. Kan det lade sig gøre, når vi er kommet ud af coronapandemien, det vil sige: ud af den overforsigtige holdning, at gøre op, hvilke skader nedlukningen har forårsaget? Her tænker jeg i første omgang på sygdomme, der er opstået på grund af manglende social omgang eller på grund af udskudt hospitalsbehandling, i næste omgang på de økonomiske skader, hvoraf en del sikkert vil være uoprettelige.

3. Er det muligt, måske allerede nu, at finde ud af lidt mere om, hvordan vort immunsystem virker? Måske vi overfor fremtidige virusangreb i stedet for kolossale nedlukninger af samfundet skal søge at forbedre immunsystemets reaktioner på en hidtil ukendt virus. Kan det gøres med D-vitamin-kontrol eller med store mængder C-vitamin? Eller er det den næsespray, som en dansker har opfundet, som skulle gøre det sværere for virus af få sig etableret i næsehulen, er det den, vi skal satse på?

4. Kan vi ved den næste pandemi, som overfalder verden – og ganske mange regner med, at der næsten med nødvendighed må komme en sådan – bruge en omvendt tilgang til den, altså omvendt i forhold til den tilgang, vi har mødt coronaen med? Det vil sige: Kan vi lave en ring omkring vore plejehjem og ældreboliger, som effektivt holder virussen ude, så resten af samfundet kan kører videre på sædvanlig vis? Det vil naturligvis medføre store ekstralønninger til plejepersonalet og de besøgende pårørende, for de må jo indskrænke deres sociale omgang, men det må alligevel bliver betydelig billigere end den nedlukning af næsten hele samfundet, vi nu er vidne til.

5. Hvordan vil vi reagere næste gang, der ”bare” kommer en influenza-epidemi? Vil vi undlade at give hånd? Vil vi skulle bære mundbind og spritte hænder af, når vi går i butikker? Jo, for der dør jo mange ældre ved en sådan epidemi, og kan det forhindres på den måde, hvorfor så ikke gøre det?

6. Bliver vi så glade og ovenud lykkelige, når pandemien er forbi, at vi fuldstændig glemmer at gøre regnskabet op: hvad gjorde vi forkert? Hvad var uomgængeligt? Hvad kunne have været bedre? Hvilken videnskabelig viden mangler vi, hvis vi skal handle mere rationelt?

Mange flere ting farer rundt i hjernen på den arme tvivlende blogejer. Men lad dette være nok i denne omgang.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.