Et næsten uløseligt problem

En række steder rundt i verden er det besynderligt nok muslimerne, der er forfulgte. Ellers siger man jo – i overensstemmelse med virkeligheden – at de kristne er det mest forfulgte folkefærd i verden. Men visse steder er det faktisk muslimerne, der er forfulgte.

Man kan nævne uyghurerne i Kina. Her havde The Economist for nogen tid siden en længere gennemgang af de problemer, den kinesiske regering pålagde disse muslimer, se her.

Man kan nævne den muslimske folkegruppe, rhodingaerne, der er blevet fordrevet fra Burma eller Myanmar ind i Bangladesh, og lever en kummerlig tilværelse i flygtningelejre på grænseområdet mellem de to lande.

Og så kan man også nævne muslimerne i Sri Lanka. The Economist havde her den 2-1 en artikel om deres forhold, se her. Den forfølgelse, de bliver udsat for, består i, at det buddhistiske flertal i Sri Lanka lader deres døde blive kremeret. Her i corona-pandemien har dette flertal så fundet det nødvendigt af sundhedsfaglige grunde, som de siger, at tvinge muslimerne til at lade deres døde kremere, selv om muslimerne dèr som andre steder har tradition for at begrave deres døde.

Der er ingen tvivl om, at The Economist i denne sag har mest sympati for muslimerne. De betragter det vist – uden at det bliver ganske tydeligt – som et påskud, det med faren for smitte her i coronatiden. Og det bliver da også nævnt, at noget af det, der satte gang i disse tanker, var det terrorangreb, der fandt sted i 2019 i hovedstaden Colombo, der var medvirkende til at give to buddhistiske brødre magten i regeringen. De havde foreslået, at man fremover skulle rette sig efter parolen: “én lov for alle mennesker”. Men ellers gøres der ikke meget ud af terrorangrebet.

Og det kan man godt undre sig lidt over.

Det er, som om vores vesteuropæiske elite dels regner med, at deres egne folkefæller skal finde sig i næsten alle mulige terrorangreb fra muslimske medborgeres side uden at lade sig påvirke, så man giver sig til at gribe ind overfor muslimerne og deres religionsudøvelse, og dels tager det som en selvfølge, at srilankanerne på samme måde vil fastholde alle demokratiske rettigheder for muslimerne ganske ufortyndet, selv om de har været udsat for et muslimsk terrorangreb.

Men sådan synes mennesker ikke at være indrettet. Og det er lidt svært at få almindelige mennesker til at rette ind efter sådanne høje idealer.

Det gælder også i Østrig.

Det er Robert Spencer, som i en artikel, se her, fortæller om en østrigsk lov, man er ved at forberede, hvorefter myndighederne skal kunne undersøge og registrere landets imamer. Han begynder med på sin sædvanlige ironiske måde at sige, at det da er en selvfølge, at sikkerhedsmyndighederne er nødt til at vide, hvad der prædikes i moskéerne:

Jamen, det er da sund fornuft, ikke? Hvordan kan europæiske (eller amerikanske) myndigheder være sikre på, at der ikke læres jihad-vold, undertrykkelse af kvinder, og had mod jøder og andre vantro i én eller anden moské? Men et sådant forslag vil drukne i en stormflod af råb om islamofobi.

Men det, at den østrigske regering har foreslået, at man på EU-plan registrerer imamerne, for, som man siger, mange imamer rejser igennem mange EU-lande, er ikke blevet lige vel modtaget overalt. I et svar på en indvending imod det siger et østrigsk regeringsmedlem, at en sådan registrering er nødvendigt for at kunne bekæmpe politisk islam.

Men hvor The Economist “holder med” muslimerne, er Robert Spencers sympati nærmest på den modsatte side. For han har lagt mærke til, at dette forslag kommer efter terrorangrebet i Wien den 2-11, hvor fire mennesker blev dræbt og 23 såret.

Og det er det, der skal være hovedemnet for denne artikel: Hvordan bærer man sig ad med at sikre sig, at der ikke er nogen i et muslimsk mindretal, der griber til terror mod flertalsbefolkningen?

Jeg burde måske udvide formuleringen lidt: Hvordan sikrer man sig mod, at nogen af muslimerne på baggrund af koranordene om vold mod ikke-muslimer griber til terror?

For når denne fare lurer på flertalsbefolkningen overalt, hvor muslimer udgør et mindretal, skyldes det jo, at det synes at være umuligt for de almindelige, fredelige muslimer at forhindre sådanne terrorister i fra tid til anden at fremstå og udøve deres tillidnedbrydende gerning.

I den forbindelse kan man jo notere sig, at både kinesernes strenge forholdsregler mod uyghurerne, den burmesiske regerings forfølgelse af muslimerne og Sri Lankas regeringens krav om kremation af muslimske afdøde er blevet iværksat, efter at muslimske terrorister havde været på spil. Terrorister har gjort deres fæle gerning både i Kinas uyghur-provins, i Myanmar og på Sri Lanka. Og altså også, som vi vel husker, i Østrig.

Jeg citerede her i november en dansk/tysk imam, Kassen Rachid, for at sige følgende, se her:

Os voksne mennesker kan holde os i ro, og vi vil ikke acceptere vold. Men der er nogle unge muslimer, som ikke kan styre sig selv.

Og man må vist sige, at hvis denne holdning er udbredt blandt muslimer, så er der ikke megen hjælp at hente i de muslimske miljøer, hvis man vil gøre noget for at forhindre terror. Rachid spørger ikke selv om – og bliver ikke spurgt om – hvad der kan tænkes at få unge muslimer til at gribe til terror. Hvor får de det had til de vestlige samfund fra, som får dem til at ville ofre livet i en terroraktion, blot de kan slå nogle af disse vantro ihjel? Er der imamer, der forsikrer dem om, at en sådan handling giver dem ret til en plads i paradiset? Og hvis der er, hvad skal vi så gøre ved det – afskedige disse imamer? Jamen, hvis disse imamer forkynder i overensstemmelse med koranen, kan man så uden videre lukke munden på dem?

Alle disse problemer springer Rachid tilsyneladende let hen over. Han ser det hele ud fra et muslimsk synspunkt og er ikke villig til at se det ud fra et samfundsmæssigt synspunkt, skønt han jo, ligesom vi andre, er medlem af dette samfund og nyder godt af dets beskyttelse.

Det minder alt for meget om de efterhånden mange muslimer, der efter en muslimsk terroraktion beder om politibeskyttelse, fordi de er bange for, at vrede borgere vil angribe deres moskéer. I de fleste tilfælde får de lige anbragt en afstandtagen fra det pågældende terroranslag, men ellers er det mest billedet af muslimer som fredelige borgere, de er bange for bliver anfægtet. At de selv gennem den muslimske forkyndelse skulle have et medansvar for fremkomsten af muslimske terrorister, nej, det kan de ikke se.

Men det problem er dog vel vi andre nødt til at tage alvorligt: Hvad er det for en forkyndelse, der fremkalder terrorister? Hvordan kan vi undgå, at en sådan forkyndelse lyder i vort lands moskéer?

Lad mig starte med at sige, at det spørgsmål er mere indviklet, end man sådan lige tror.

I Norge dømte man i sin tid den ret kendte muslim, mullah Krekar, for at have opfordret til drab på en nordmand, der havde afbrændt en koran. Jeg skrev lidt om det her. Han forsvarede sig med, at han jo blot fortalte, hvad shariaen krævede. Og shariaen, det véd man, er et lovkompleks, der er bygget på koranens ord. Og koranen, der er en afgørende del af den muslimske trosbekendelse, er love og forordninger, der ordret er givet af Gud selv. Så han kører altså sin drabsopfordring ind under religionsfriheden. Men den hoppede de norske domstole ikke på.

Andre gange har jeg lagt vægt på, at de almindelige, fredelige muslimer jo ikke kan hindre deres unge i at undersøge, hvad der egentlig står i koranen. Og læser de på egen hånd koranen, dukker diverse voldsopfordringer op og forvandler sig måske til en handlemulighed for de unge.

Men det hele er muligvis lidt mere indviklet end som så.

Jeg tror, man skal begynde med de unge muslimske drenges merværdikompleks. De oplever i kraft af den muslimske børneopdragelse, at de er mere værd end deres søstre. Jeg skrev om det for over 11 år siden, se her. Og den gang troede jeg vel ikke rigtig på det, for det lød ærlig talt lidt langt ude.

Det gør jeg imidlertid i langt højere grad i dag. For jeg har efterhånden læst temmelig mange steder, herunder i koranen, at muslimer betragter sig som bedre mennesker end os andre. Og kommer unge muslimer ud i samfundet med den indstilling, og opdager de så, at de aldeles ikke er bedre, men snarere dårlige i næsten alle henseender end deres jævnaldrende danskere, så griber de næsten enhver forklaring, der kan hjælpe dem til at bevare deres overlegenhedspåstand. Først og fremmest tager de med kyshånd imod den forklaring fra danskernes side, at det er danskernes skyld; den slags forklaringer har det jo været mange af.

Noget af det, der har fået mig til at nære tiltro til dette med det muslimske merværdikompleks, er de efterhånden ret mange tilfælde af dominansvold, der forekommer: en gruppe muslimske drenge har fået omkredset en dansk dreng og tvinger ham til at foretage underdanige handlinger, som f.eks. at kysse voldsmandens sko. De arme muslimske drenge kan ikke gennem deres præstationer i skolen vise sig overlegne, derfor tyr de til den slags handlinger.

Og hvordan vi danskere skal omgøre den falske opdragelse, disse drenge har fået, er mig ret uklart. Men eftersom koranen giver dem ret: muslimer er virkelig efter koranens ord “det bedste folk”, er der nok ikke megen hjælp at hente hos imamerne. Også fordi de prædiker moral, altså forsøger at opstille regler for haram og halal, forbudt og tilladt, i alle livets sammenhænge. Når tørklædebæring og afholdenhed fra spiritus og svinekød bliver kaldt halal, og de unge ser, hvordan de muslimske samfund netop overholder disse regler, er det naturligvis med til at understøtte deres merværdikompleks, eller rettere: det er med til at gøre deres merværdi til en naturlig ting, aldeles ikke til et kompleks.

Parentes: I koranen hedder det sura 5,51(2):

Å dere som tror, ta ikke jødene og de kristne til venner, de er hverandres venner. Og den av dere som tar dem til venner er sannelig en av dem. Allah rettleder visselig ikke det urettferdige folk.

Og i sura 3,110(111):

Dere er den beste menighet som er frembrakt for menneskeheten; dere påbyr det rette og forbyr det onde og tror på Allah. Og om Skriftens folk trodde, ville det være bedre for dem! Blant dem er det troende, men de fleste (av dem) er opprørere.

Med sådanne koranord vil imamer nok ikke vove at ligestille danskere og muslimer. Parentes slut.

Men det væsentligste er måske alligevel ikke koranens og imamernes ord, langt mere den muslimske børneopdragelse og den overlegenhedsfølelse overfor det danske samfund, børnene får med sig fra deres forældre.

Og den er svær at komme til livs.

Vi danskere mangler nemlig en væsentlig ting, hvis vi skal bekæmpe denne uheldige (og falske) fornemmelse, vi mangler selvtillid, vi mangler glæde over det gode samfund, vi har, vi mangler taknemlighed mod Gud, fordi han har ladet kristendommen hos os udvikle sig til et så godt samfund, som tilfældet er.

Og så længe vi danskere ikke fra hverken samfundets eller kirkens side tør sige rent ud, at den overlegenhed, som koranen taler om, og som de unge muslimer søger at prale af, er falsk, så længe vi bliver ved med at skyde skylden for den dårlige integration på os selv, så længe vil muslimernes merværdikompleks bestå. Og med et sådant kompleks vil der fra tid til anden kunne fremstå terrorister.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.