Ustillede spørgsmål

Jeg kan ikke stilles ved at skulle nøjes med artikler indeholdende en masse ustillede spørgsmål. Og i diverse reportager om stormen på den amerikanske kongres den 6. januar formelig vrimler det med ustillede spørgsmål.

Det skyldes i høj grad den boble, de danske medier har lukket sig ind i, hvad synet på præsident Trump angår. Og jeg skal da ikke nægte, at jeg igennem lang tid har været skeptisk overfor Trumps handlinger, herunder de mange påstande om, at valgsejren den 3. november er blevet stjålet fra ham. Og når man ikke selv vil acceptere at skulle være lukket inde i den boble, man ser medierne befinde sig i, så kan det være noget af en prøvelse at skulle læse aviser i denne tid. Hvorfor siger de sådan? Hvorfor undersøger de ikke sagen noget grundigere? Hvorfor kan de ikke vente, til det kommer tydeligere frem, hvad der egentlig skete under stormen på kongressen?

Tag nu det essay om begivenhederne, som Berlingske har lagt sider til, se her. Det er skrevet af Poul Høi, og Poul Høi sammenligner stormen på kongressen med ildspåsættelsen af den tyske rigsdag den 27. februar 1933. Men når man har læst hans essay igennem, sidder man tilbage med det spørgsmål: Er der egentlig nogen parallel mellem de to begivenheder? Får han på nogen måde sine påstande om parallelitet bevist?

Han begynder med at fortælle om en arresteret kongresangriber, Christopher Alberts. Han skal i Høis tankeverden vist nok sammenlignes med Marinus van der Lubbe, kommunisten, der satte ild til den tyske rigsdagsbygning. Og sandt nok, ligesom van der Lubbe havde en fakkel, sådan havde Alberts en pistol og var iklædt skudsikker vest. Og ligesom van der Lubbe satte ild på rigsdagsbygningen for at opildne de tyske arbejdere til kamp mod fascismen, sådan havde Alberts udtalt, at USA alt for længe har trængt til en revolution.

Jamen, er det ikke oplagt? Og for at det kan blive endnu mere oplagt, har Poul Høi forsynet sit essay med en baggrundsoplysning, der ser næsten videnskabelig ud: i historiens kringlede forløb er det ofte ganske små tilfældigheder, der afgør, om det, man vil, lykkes eller mislykkes. Det står i begyndelsen af essayet:

Det var ikke angribernes skyld, at angrebet slog fejl. I 1933 fik en enkelt brandstifter det tyske demokrati til at styrte sammen, og »den nationale milits« kunne have gjort det samme i denne uge. For historien er blot én af mange muligheder, som bliver til virkelighed, og det var tilfældigheder, som i denne uge gjorde udfaldet. Tilfældigheder – og så »a few good men«.

Det må vi altså forstå: det var rene tilfældigheder – måske iblandet indsatsen fra nogle få gode mænd – der bevirkede, at Trumps kupforsøg mislykkedes.

Om Hitlers kupforsøg – der jo altså lykkedes – skriver Høi:

Siden rigsdagsbranden i 1933 har skeptikere villet, at Hitler og nazisterne selv stod bag, men som Richard Evans i sin nye bog påviser: Det er en myte. Det var den forvirrede kommunist, Marinus van der Lubbe, som ene mand stod bag.

Til gengæld forstod nazisterne straks potentialet i branden. Hitler var to måneder tidligere blevet udnævnt til kansler i en flerpartiregering, langt de fleste af ministrene var konservative og ikkenazister, og regeringen havde kun et spinkelt flertal i parlamentet.

Hitler ankom til den brændende rigsdagsbygning og kaldte det »et tegn fra Gud«, et »signal« til et endeligt opgør med kommunisterne, som stod bag en masse, mente han. »Vi vil ikke vise nogen nåde.«

Regeringen og Rigsdagen kunne imidlertid have stoppet ham. Præsidenten kunne have stoppet ham. Politiet kunne have oplyst, at der ikke var tegn på en kommunistisk sammensværgelse, og medierne kunne have fastslået det.

Men terningerne viste konsekvent for få øjne. Rigsdagen var ledet af Hitlers næstkommanderende, Hermann Göring, og det pæne konservative flertal i regeringen så også en mulighed for at komme efter kommunisterne. Den aldrende og konservative præsident Hindenburg udstedte et nøddekret, som suspenderede tyske frihedsrettigheder. Chefen for politiet var en opportunist, som fornemmede den politiske vindretning og kort efter blev udnævnt til chef for Gestapo. Og medierne fulgte villigt med.

Høi har forud for dette skrevet, at han naturligvis ikke mener, der er en parallel mellem Hitler og Trump. Ikke desto mindre er det netop en sådan parallel, han går ud fra i sit angreb på Trump. Og det er også en desværre for ham en fuldstændig mangelfuld parallel, han uforvarende kommer til at beskrive i ovenstående citat.

Hitler så potentialet i branden. Donald Trump tog meget hurtigt afstand fra stormen på kongressen, opfordrede sine tilhængere til at gå hjem, ja, udtalte senere, at voldsmændene havde kæmpet imod USA. Det går Høi tilsyneladende ud fra, at vi har glemt. Og det er det, der gør det så irriterende at læse den slags indlæg: man skal hele tiden være på vagt overfor det, der ikke siges.

Men den stakkels mand, altså Poul Høi, er jo nødt til selv at glemme Trumps opfordring om at gå hjem og også gå ud fra, at vi andre har glemt det, for det, der er hans pointe, kan ellers ikke komme tydeligt frem.

Pointen er, at Trumps kupforsøg – og det hele bliver jo mere spændende, hvis der virkelig var tale om et kupforsøg – mislykkedes, fordi nogle få gode mænd greb ind. Hvilket altså skildres som en modsætning til Hitlers kupforsøg, hvor ingen greb ind.

Opbyggeligt, ikke sandt? Og lærerigt, det må man lade!

Men desværre også løgn. For for at få pointen til at passe, er han nødt til at hævde, at Trump ville udnytte stormen, som Hitler udnyttede rigsdagsbranden. Og det står der blot som en påstand. Men – indrømmet – en påstand, som formentlig har gyldighed indenfor den boble, de amerikanske medier og flertallet af de danske befinder sig i.

Men at også Høi ét eller andet sted i sin bevidsthed véd, at det er en løgn, viser det forhold, at det ikke er Trumps ord, han bruger for at vise angribernes kampmoral.

6. januar 2021 var det så en anden rigsdag, et andet parlament, som blev angrebet, og denne gang ikke af en enkelt gerningsmand, men af – som de kaldte sig selv – »en national milits«.

Den selvbestaltede milits kom for at »vinde landet tilbage«.

»Tiden er inde, patrioter,« skrev Lin Wood i et opråb til sine landsmænd. Han er en kendt højreideolog og advokat, som fører retssager mod Joe Bidens valgsejr.

»Tiden er kommet. Tiden er kommet til at tilbagevinde vores land. Tiden er kommet til at kæmpe for friheden,« opildnede han sine folk.

Og omstændighederne var ikke så ugunstige, som de bagefter ser ud.

Donald Trump er amerikansk præsident, amerikansk øverstbefalende, chef for alle forbundsmyndigheder og med adgang til at udstede nøddekreter, og onsdag var han den udøvende magt, som direkte ansporede amerikanerne til at kæmpe mod valgresultatet.

Men ak, Trump ville ikke gøre det, han skulle, for at få Poul Høis parallel til at gå op. Men det springer Høi gladelig op og falder ned på. For i hans boble er Trump en ond mand, selvoptaget, magtstræberisk. Og når sådan en person har magt som øverstbefalende, så kan der ske noget helt forfærdeligt. At det ikke skete, skyldes i Høis fortælling ikke Trump, men mange andre, som ikke ville, som angriberne ville.

Mike Pence, Mitch McConnell og hundredvis af andre nationale og lokale republikanske ledere syntes i øjeblikket at erkende, hvad filosoffen Hannah Arendt erkendte efter rigsdagsbranden i 1933: I et valg mellem de store værdier »kan man ikke nøjes med at være tilskuer«.

Det var ud fra et nytestamentligt princip om den fortabte søn den store gamechanger. Præsidentens kritikere og skeptikere stod onsdag, hvor de har stået i fire år, og det samme gjorde medierne. Det store skred var i præsidentens parti.

For at det skal være rigtig opbyggeligt, bruger han lignelsen om den fortabte søn, sønnen, der gik i sig selv og vendte hjem til faderen for at kunne blive daglejer hos ham. Sådan, lyder det her, var der mange i præsidenten parti, der faldt fra, altså gik i sig selv og vendte hjem fra den ørkenvandring, de som den fortabte søn havde været på sammen med præsidenten. Det kan vel være sandt nok, at præsidentens kritikere og skeptikere onsdag stod, hvor de har stået i fire år, men det afgørende spørgsmål, som ikke tages op, er jo: Hvor stod præsidenten? Og det findes der faktisk svar på i ”gå-hjem-opfordringen”. Men det fortæller Høi ikke noget om. For det siger man ikke noget om i hans boble. Her kan man nøjes med at skildre de republikanere, der fulgte Trump, men vendte om, måske fordi de troede på mediernes udlægning af det skete: at stormen på kongressen var fremkaldt af Trump.

Høi slutter, som om hans pointe er blevet slået fast, altså uden at tage hensyn til Trumps opfordring:

Onsdag kunne den simrende brand være blevet til meget mere, den kunne have omspændt det amerikanske demokrati, og det var ikke angribernes skyld, at det ikke lykkedes. Det var heller ikke præsidentens.

Det skyldtes udelukkende, hvad der i en historisk sammenhæng er tilfældigheder. Tilfældigheder – og »a few good men«.

Egentlig er hans artikel yderst naiv. Han lader, som om der er parallelitet mellem rigsdagsbranden og kongresstormen. Men faktisk viser jo hans fortælling, at fordi Hitler havde viljen til samfundsomvæltning, men Trump ikke havde det, og fordi Hitler forstod at udnytte rigsdagsbranden, men Trump ikke drømte om at udnytte kongresstormen, derfor er det direkte forkert, når han skriver, at dette, at der ikke fandt en brand sted, der omspændte det amerikanske demokrati, ikke var præsidentens skyld.

Det er da indlysende, at hvis der overhovedet med disse begivenheder var lagt op til noget kup – hvad der nok er ret tvivlsomt – så var det præsidentens manglende vilje til at foretage noget kup, der forhindrede branden imod demokratiet i at opstå. Hitler havde denne vilje, Trump havde den ikke, det er såmænd i al sin enkelhed forskellen mellem dengang og nu. Ergo: Det var præsident Trumps skyld, at der ikke blev nogen omvæltning ud af stormen på kongressen.

Men altså: Er det mig eller Poul Høi, der befinder sig i en boble, som lukker af for det større udsyn? Måske en senere artikel vil kaste lys over det spørgsmål.

Dette indlæg blev udgivet i Historie, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.