Valgsvindel

Med overskriften mener jeg ”amerikansk valgsvindel”. Men jeg tillader mig dog at sammenligne med det valgsystem, jeg kender, nemlig det danske.

For mens andre har været optaget af at anklage Trump for i sin tale til en tusindtallig skare den 6. januar at opfordre til vold og derved indirekte være skyld i den storm på kongressen, der fandt sted efter hans tale, hvor folk på hans opfordring gik fra Det hvide Hus hen ad Pennsylvania Avenue til Capitol Hill, kongresbygningen – en anklage, jeg mener er forkert – er jeg i min gennemlæsning af talen, se her, mere optaget af alle de påstande om valgsvindel, Trump kommer frem med.

Trump spørger, minut 33:41, om folk gider høre ham gennemgå svindelnumrene, for det bliver dødkedeligt, og minsandten, tilhørerskaren råber ”Yes”. Og det kommer de så til den næste halve time.

Når jeg mener, det er det væsentligste ved talen, skyldes det, at den eneste måde man kan hele det brud, der igennem de seneste år (nogle siger tyve år) er vokset frem i det amerikanske samfund, er ved at skabe fuld gennemsigtighed ved valghandlingerne. Vel at mærke, ikke kun gennemsigtighed for dem, der har computerforstand, eller for dem, der forstår mere eller mindre snørklede arbejdsgange, men gennemsigtighed for alle normalt begavede mennesker, herunder f.eks. undertegnede, der bestemt ikke er nogen nørd til hverken jura eller computere.

Og når så mange mennesker anser Trumps tale om valgsvindel for korrekt, siger det mig, at der må være noget galt med det valgsystem. Jeg har derfor været på jagt efter nogle artikler på internettet, der fortæller lidt mere om dette valgsystem. Og det bedste sted for oplysning om denne sag er wikipedia. De har denne artikel, som jeg vil hente nogle oplysninger fra i det følgende.

Jeg kan ikke dy mig for at begynde med at nævne, at man i USA tilsyneladende tager det lidt let med den hemmelige stemmeafgivelse, hvad angår brevstemmer. For wikipedia-artiklen fortæller, at man for at undgå snyd har krævet, at vælgeren skriver sin underskrift på den konvolut, hvori han fremsender sin stemmeseddel. Inden man lukker konvolutten op, kontrollerer man, at det er den rette underskrift ved hjælp af en underskrift, som vælgeren har afleveret til myndighederne i forvejen.

Men, undskyld mig, dette inviterer da til brud på den hemmelige stemmeafgivelse. Den, der lukker konvolutten op, véd jo, hvem vælgeren er, og kan udmærket se, hvad han har stemt. Man må håbe, at disse konvolut-åbnings-ceremonier finder sted med to mennesker til stede fra hver sit parti.

Trump fortæller, minut 55:51, at der i Clark County i Nevada, blev sendt 130.000 konvolutter til elektronisk efterprøvning af underskriften, men at det system var så elendigt, at man kunne have skrevet sit navn som ”Santa Claus”, og det ville blive godkendt.

Jeg véd naturligvis ikke, om det, Trump her siger, er sandt. Men det skal nok passe, at man i USA bruger elektroniske hjælpemidler overalt, hvor man overhovedet kan. Og der kan måske være god grund til det, hvis man absolut skal prale af at have valgresultatet klar allerede inden midnat. Men hvis man endelig skal have et system med underskriftsgenkendelse, ville almindelige mennesker måske i højere grad stole på det, hvis det var en menneskelig hjerne og ikke en elektronhjerne, der styrede forløbet.

Trump har for øvrigt i minut 35:13 sagt, at man i staten Pennsylvania 11 dage før valget fjernede kravet om underskriftsgenkendelse. Det var ulovligt, hævder Trump, men man gennemførte det alligevel, fordi man bare sagde: ”Vi vil have det sådan”. ”Og véd I, hvorfor man ville have det sådan. Fordi man ønskede at snyde”. Og så kommer Trump med en påstand, som jeg har svært ved at tro, han har ret i: ”Der var over 205.000 stemmesedler for meget. Tænk over det. Man havde 205.000 flere stemmesedler end der var vælgere”.

Om det siger wikipedia:

Når valg er plaget af stemmesedler, der bliver proppet i stemmebokse, vil de stemmesteder, der er angrebet, udvise abnormt højere stemmetal til en enkelt kandidat. Ved at sammenligne stemmeantallet med gennemsnittet (dvs., de tilstødende stemmesteders resultat indenfor en given stemmeprocent) kan afvigelsen fra gennemsnittet give en indikation på, hvor meget der er snydt. Hvis man putter stemmesedler for en enkelt kandidat i stemmeboksene, vil det påvirke procentdelen af stemmer for den kandidat og andre forskelligt; denne forskel kan give et fingerpeg om, hvor mange stemmesedler, der er puttet ned i stemmeboksen.

Jeg gad vidst, hvor mange almindelige mennesker der forstår dette. Det kan godt være, det er rigtigt, sådan matematisk set. Og det kan også godt være, at man kan få en indikation på, at der har fundet svindel sted. Men det er jo ikke det samme som at afsløre det. Og det værste er altså, at almindelige mennesker skal leve med bevidstheden om, at nogen har villet snyde. Det er ikke bevist, kun matematisk antydet, og er det en stor mængde stemmesedler, der uretmæssigt er kommet ned i stemmeboksen, kan det være, at valget skal gå om – dog uden garanti for, at det samme ikke gentager sig – er det kun få stemmesedler, der er tale om, lader man det jo nok passere.

Vi i Danmark gør dog i det mindste det, at vi gør os klart, hvor mange stemmesedler vi har til at begynde med, hvor de befinder sig, og til hvem de udleveres. Så vi har ikke brug for disse matematiske spidsfindigheder. Og – hvad der her er det væsentlige – vi har ikke nødig at skulle få almindelige mennesker til at tro på valgresultatet ved hjælp af procentsatser af valgsnyd.

I minut 36:35 fortæller Trump om en masse stemmer, der er afgivet i døde menneskers navn. I Pennsylvania drejer det sig ifølge ham om hele 8000 stemmer. Trump kan ikke bare sig, men hævder – formentlig med et vist ironisk  smil – at en person, hvis navn blev brugt, havde været død i 29 år, ”tænk, 29 år, og så ville han endda ikke blot have en stemmeseddel, men også en ansøgning om at måtte stemme”.

Vi skal frem til minut 49:53. Her fortæller Trump igen noget, som, hvis det er sandt, må opfordre de amerikanske myndigheder til at holde styr på antallet af stemmesedler. Han siger:

48 counties i Georgia med tusinder og atter tusinder af stemmer annullerede ikke nogen stemmesedler. Ikke én blev annulleret. Med andre ord: i et år, hvor der blev afsendt flere mail-stemmesedler end nogensinde tidligere, og hvor flere mennesker brevstemte for første gang, var annulleringsprocenten drastisk lavere, end den nogensinde før havde været. Den eneste måde, det kan forklares på, er, hvis titusinder af illegale stemmesedler blev lagt i bunken.

Det er brevstemmeriet, han igen klager over. Og det er det forhold, at man tilsyneladende trykker stemmesedler ”on demand” og uden at holde styr på, hvor mange der ryger af sted. Jeg påstår ikke, at Trump har ret i de tal, han fremkommer med, men hvis man udsender stemmesedler uden at holde styr på til hvem, hvis man blot forlanger dem tilbagesendt i en konvolut med en underskrift som identifikation, så lægger de amerikanske afstemningsprocedurer ved brevafstemning op til, at Trump kan påstå noget sådant og blive troet.

Man kan nok indvende, at man ved nærmere gennemtænkning har lidt svært ved at forestille sig, hvordan det skulle være foregået. For snyd forudsætter, at de, der laver svindelen, holder mund. Og jo flere, der skal deltage i snyderiet, des vanskeligere vil det være at få alle til at holde tæt. Så hvis jeg var demokrat og ville snyde, tror jeg ikke, jeg ville benytte denne metode.

Men her er jeg jo heller ikke i færd med at bevise, at alle de tilfælde af snyderi, som Trump fortæller om, har fundet sted. Jeg er blot i færd med at vise, at systemet ser ud til at være tilstrækkelig uigennemsigtigt til, at ganske mange mennesker lader sig overbevise af Trumps tale.

Og så længe det er tilfældet, vil afgrunden mellem de to fløje i USA’s politiske liv ikke blive fyldt op. Og er der noget, demokratiet i USA trænger til, er det netop, at de to fløje kommer til at stole på hinanden. Skal det ske, forudsætter det valglove, der er transparente.

Værsgo’, USA, her er noget at tage fat på.

Men det gør de nok ikke. For de toneangivende i Washington ser kun Trump som problemet. Nu vil de stille ham for en rigsret. Og typisk for dansk fjernsyn opridsede Stefen Kretz den 13. januar problemet således: Det drejer sig om at kunne bevise, at Trump vidste, hvad antifa’erne var ude på, og at finde ud af, hvad han foretog sig, inden han opfordrede folk til at gå hjem.

Ja, det er måske, hvad en rigsret skal kunne finde ud af, hvis man vil bevise, at det hele var et kupforsøg. Men besynderlig nok er det også, hvad de toneangivende i Washington – og de eftersnakkende danske medier – hidtil har forsømt at gøre sig tanker om. Man har indtil bevidstløshed hamret på, at Trump i sin tale opildnede til de voldelige handlinger. Uden at komme med belæg for det fra talen og uden at gennemtænke, om der på nogen måde kunne komme noget kup ud af det, der skete.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.