Dræn sumpen

Som man måske husker, blev Inger Støjberg af mange medier anklaget for under en demonstration at have brugt udtrykket ”at dræne sumpen”. Det er egentlig Donald Trump, der har opfundet dette udtryk, og det, han ville sige dermed, var, at Washington D.C. er som en sump af fordomsfuld journalisme og ditto politik.

Noget er der vistnok om det. I hvert fald vil jeg i det følgende prøve at vise, hvordan en ellers formentlig nogenlunde troværdig journalist, nemlig Sidsel Nyholm fra Kristeligt Dagblad, i sin reportage i bladet den 14. januar, se her, tilsyneladende ikke taler til avisens læsere, men til en menighed af Trump-modstandere. Hun er åbenbart i samme øjeblik, hun satte sine ben i Washington, blevet smittet af den virus, der huserer dèr, så hun ikke mere formår at se de sager, hun behandler, fra nogen objektiv side – så vi andre kan være med – men ser alting ud fra ”sumpens” side.

I modsætning dertil kan nævnes en leder i Information af Rune Lykkeberg, se her. Han er ikke bosat i Washington D. C., og det er måske af den grund, at han ikke ser helt så énøjet på den sag, han i lighed med Sidsel Nyholm skildrer, nemlig dette, at Repræsentanternes Hus har besluttet at stille Donald Trump for en rigsret.

Hun begynder sin ensidige skildring fra begyndelsen. Her skriver hun:

Januar 2021 vil gå over i amerikansk historie som en rystende, tragisk periode, hvor landets præsident opildnede sine tilhængere til at angribe Kongressen.

Min anke går på, at hun skildrer det som en kendsgerning, at Trump opildnede sine tilhængere til at angribe Kongressen. Jamen, det er jo det, han anklages for, og det er det, rigsretten skal undersøge nærmere. Og er det tilfældet, kan det da ikke formuleres som noget, der allerede er slået fast. Men det gør hun ikke desto mindre. Uden at tænke over det taler hun til den menighed af Trump-modstandere, som allerede nu betragter det som en kendsgerning, at Trump opildnede til angreb.

I næste afsnit betegner hun de voldelige demonstranter, som stormede kongresbygningen som ”Trump-tilhængere”. Og ja, det mener man givetvis i ”sumpen” i Washington, men det bliver det ikke sandt af. Og er man som jeg en tvivler, der gerne vil se sagen fra begge sider, er man nødt til at sidde og se bort fra den slags udtalelser. Men hvorfor skal jeg gøre mig umage med det, når det dog ikke er en kommentar, jeg læser, men et stykke journalistik?

Det næste er, at også hun falder for den fristelse at sige, at Trump er den eneste præsident, der er blevet stillet for en rigsret to gange. Det er der mange andre – af samme kaliber som hende – der gør, men alligevel. Hvordan var det nu? Blev ham dømt i første omgang, eller fik han lov til at blive siddende som præsident, fordi det fornødne flertal ikke kunne mønstres? Ærlig talt, jeg har næsten glemt det, for der sker så meget omkring den præsident, men jeg forstår jo nok, at en sådan ”oplysning” er nedsættende tale og skal fungére som sådan i sammenhængen. Og så spørger jeg igen: Er det min avis, jeg læser i? Er hun journalist for mig? Svaret er desværre nej.

Når Sidsel Nyholm således ret tydeligt har givet udtryk for, hvor hendes sympati ligger, kan man nok gætte sig til, hvad der ligger bag en formulering som denne:

Men den kendsgerning, at Mitch McConnell har ladet sin tilfredshed med rigsretssagen lække til medierne, åbner for den – dog stadig lille – mulighed for, at tilstrækkeligt med republikanske senatorer vil stemme med Demokraterne og for første gang i historien dømme en præsident for ulovlig embedsførelse.

McConnell er en ledende republikaner, og skal Trump dømmes, kan det kun ske med to tredjedeles flertal i senatet. Men da republikanerne har to stemmers flertal dèr, må ganske mange af dem stemme sammen med demokraterne, hvis det skal ende med en dom til Trump. Det gør de højst sandsynligt ikke. Men man kan godt fornemme, at Nyholm med udtrykket ”åbner for den mulighed for” inderligt ønsker, at det skal ske.

Jeg deler ikke hendes ønske. Men finder det stadig journalistisk forkert at udtrykke sig sådan.

Så skriver hun:

Det er kommet frem, at præsident Trump fra sin plads foran et fjernsyn i Det Hvide Hus ignorerede sine partifællers bønner om hjælp til at sætte en stopper for angrebet, og at han end ikke reagerede, da hans tilhængere krævede hans vicepræsident, Mike Pence, hængt fra en galge.

Det er kommet frem”, skriver hun. Jamen, det er jo det, retssagen skal prøve at trænge til bunds i. Så det er aldeles ikke ”kommet frem”, men det er en påstand fra den ene side af de to fløje i amerikansk politik. Hun kunne have skrevet ”nogle påstår”, eller ”der går rygter om”, men formulere det som noget, der ligger fast, det går ikke.

Så undrer hun sig som sine fæller i Washington over, at Trump ikke angrer noget af det, han har sagt. I stedet har han advaret om, at en rigsretssag vil gøre hans tilhængere ”meget, meget vrede”. Og så fortsætter hun:

Onsdag fordømte han dog i en officiel udtalelse vold, hærværk og lovovertrædelser og slog fast, at det ikke er det, som han eller USA står for.

Jamen, det er jo nøjagtig det samme, han sagde i talen foran Det hvide Hus. Hvorfor så skrive ”dog”, som om det står i modsætning til noget andet, han har sagt? Svar: Fordi Sidsel Nyholm har taget parti og ikke giver nogen objektiv version af Trumps holdninger.

Hun fortsætter i samme skure:

Den voldelige afslutning på Trumps præsidentskab har blotlagt skellet i Det Republikanske Parti mellem de traditionelle republikanere og den Trump-loyale vælgerbase og dens ledere. Trump-æraen krævede, at førstnævnte lærte at leve med sidstnævntes konspirationsteorier og ekstremisme, men det bliver vanskeligere nu.

Altså, vi forstår, at Trumplejrens anklager om valgsvindel kun er konspirationsteorier og ekstremisme. Det er jeg da ikke overbevist om. Men det er altså den Nyholm, der burde give mig nogenlunde afvejet information om, hvad der foregår i amerikansk politik.

Men med det, hun skriver derefter, afslører hun, at det er pengene, der bestemme i amerikansk politik. Hun opdager det blot ikke selv.

Talrige republikanske spydspidser tager afstand fra Trump, og det samme gør en række store amerikanske virksomheder, der har forpligtet sig til at standse alle politiske donationer til de republikanere, der i sidste uge stemte imod godkendelsen af Joe Bidens sejr.

Nå ja, vi vidste vel godt, at de amerikanske politikere er afhængig af penge fra de rige. Men at få det serveret på et sølvfad på denne måde, er vi alligevel ikke vant til. Og desværre uden nogen som helst afstandtagen fra Sidsel Nyholms side. Det lyder nærmeste, som om hun vil tilføje, at ”det har de rigtig godt af”. Tænker man virkelig sådan i Washington D. C.?

Det er ikke, fordi jeg er enig med Rune Lykkeberg i alt det, han siger i sin leder. Når jeg tager den frem, er det nærmest for at vise forskellen mellem én, der bor i Washington, og én, der ikke gør.

Allerede i overskriften viser det sig, at Lykkeberg ikke sådan uden videre går ind for en rigsretssag:

Rigsretssagen mod Trump er en dårlig sag for USA og en dårlig idé for demokraterne.

Og det bruger han så lederen til at begrunde.

Jo, jo, han er enig med Washingtons ”sump” om mange ting: Trump har ført kulturkamp mod systemet, hånet civile normer og udråbt det valg, han tabte, til ”et tyveri”:

Og Trump mobiliserede sine tilhængere til den demonstration, som udartede til optøjerne i Kongressen: ”I kan aldrig tage vores land tilbage med svaghed. I skal vise styrke, og I skal være stærke”, sagde han: ”Vi har fået nok. Vi vil ikke finde os i mere”.

Rystende, rædselsslagne og rasende vil mange have sat en monumental grænse: En Trump-inspireret demonstration endte helt forfærdeligt. Trump er vitterligt forfærdelig. Og nu skal han straffes.

Læg mærke til ordene ”udartede” og ”en Trump-inspireret demonstration endte helt forfærdeligt”. Dermed har han ikke på forhånd taget stilling. Han lader det være op til os læsere at afgøre, hvad der førte til, at demonstrationen endte som den gjorde.

Men hvad der nok er hans egentlige ærinde, er at referere Mike Pence’s afvisning af at sætte Trump fra bestillingen ved hjælp af den 25. tilføjelse til forfatningen:

Pelosi opfordrede først vicepræsident Mike Pence til at bruge den 25. tilføjelse til forfatningen til at afsætte Trump. Den er lavet i tilfælde af, at præsidenten på grund af eksempelvis ulykke, fysisk eller psykisk sygdom skulle blive ude af stand til at håndhæve sit embede. Men Trump er i dag i samme tilstand som da han blev valgt. Det ville være misbrug af forfatningen at bruge den tilføjelse mod ham. Pence bemærkede rigtigt i sin afvisning, at det også ville etablere en farlig præcedens.

Her tager Lykkeberg stilling. Og er han så ikke lige så slem som Sidsel Nyholm? Åh, nej, for han argumenterer for sin stillingtagen. Det retfærdiggør brugen af ordet ”rigtigt”. Og desuden er det, han skriver, en leder, og i en sådan forventer man at høre redaktionens mening.

Det samme gælder det følgende:

I stedet har demokraterne udarbejdet et anklageskrift til en rigsretssag mod Trump. De anklager ham for ”Incitement to insurrection”: tilskyndelse til oprør. Den anklage gør Trumps ord til demonstranter ansvarlige for den vold og hærværk, et fåtal af dem udførte timer senere. Men Trump opfordrede ikke direkte til vold eller ulovligheder, men understregede, at de skulle gå ”fredeligt og patriotisk og lade deres stemme blive hørt”.

Han har læst så meget af talen, at han har fundet ordene ”fredeligt og patriotisk” og på den baggrund fundet det vanskeligt at hævde, at Trumps ord er ansvarlige for den vold, der blev udført.

Og så indrømmer han, at der blandt jurister er uenighed om Trumps ansvar. Men han vover at fremføre det, der er hans mening:

Som forfatningsforskeren Jonathan Turley har skrevet: Det vil gøre langt mere skade på ytringsfriheden i USA, end ballademagerne gjorde i Kongressen, hvis Trump på baggrund af disse udtalelser skulle blive afsat og kendt skyldig i ”tilskyndelse til oprør”.

Det skal han ikke høre noget for. Ikke blot, fordi han skriver en leder, der som sagt ikke blot tænkes at være refererende, også fordi han i forvejen har gjort opmærksom på, at der er andre, der mener noget andet.

Men givet er det, at han ikke hører til Trumps fans. Han skriver om, hvad en rigsretssag vil gøre ved amerikansk politik:

Ideelt kunne sagen føre til, at republikanerne skiftede side og skabte en samling om fordømmelsen. Det er ikke sandsynligt, men heller ikke umuligt.

Det er til gengæld sikkert, at den periode, der kunne være en ny begyndelse for Biden og USA, i stedet bliver endnu et slagsmål med Trump som hovedperson.

Som man kan forstå på mine forudgående indlæg, hører heller ikke jeg til Trumps fans. Men jeg mener dog, man må tage det faktum betydelig mere alvorligt, at den amerikanske forfatning i dens forordning om valg er så løst i fugerne, at Trump har haft held med at overbevise utrolig mange amerikanere om, at der er foregået valgfusk. Ellers vil de dybe skel i amerikansk politik bestå.

 

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.