Den djævelske farisæisme

I det følgende vil jeg prøve at vise, hvor djævelsk den farisæiske tankegang er. Men pas på! Det siges ikke for at løfte en ikke-farisæer (hvis en sådan findes) op til et højere etisk stade, det siges for at gøre opmærksom på, hvor ødelæggende for det menneskelige fællesskab al farisæisme er. Jeg inviterer ikke til konkurrence i ædel holdning, men til forståelse af, hvordan samfund fungérer.

Jeg vil tage tre eksempler på farisæisme frem. 1) De ortodokse jøder i Israel. 2) Jes Dorph-Petersen-sagen. 3) Nancy Pelosis begrundelse for at få folk til at stemme for at stille Trump for en rigsret.

Men som sagt kan det være relevant at advare mod farisæismen på ét bestemt område. Den kan krybe ind allevegne, men i de forhold, hvori vi står til andre mennesker, i de folkelige forhold, i vore familieforhold og i arbejdsforhold, har farisæismen det med næsten umærkeligt at gøre sig gældende. Det er klart, at hvis man lever i et godt og trygt ægteskab, kan man være tilbøjelig til at tro, det skyldes ens omgængelighed eller hensyntagen, og så er der lagt op til, at man farisæisk ser ned på andre, der ikke har det så godt ægteskabeligt set: man er alligevel lidt bedre end dem. Her nytter det ikke noget, at man ædelmodigt prøver at holde sådanne tanker tilbage, her er det eneste, der kan holde én fri for farisæismen, at man erkender, at det gode ægteskab, man lever i, skyldes Guds ånd. Det er ånden, der skaber tro imellem mennesker, ikke den enkelte, der ved sin omgængelighed eller indlevelsesevne skaber tillid hos den anden. Jeg har her prøvet ved hjælp af en salme at afbilde, hvordan en tak til Gud måske kan afbøde farisæismens farlige fristelse.

1) I Berlingske for den 15. januar, se her, kan man læse om de ortodokse jøder i Israel. Udgangspunktet for artiklen er Israels forbløffende hurtighed med at få vaccineret sin befolkning. Det er desværre ikke derved lykkedes at nedbringe smittetallet. Smitten er eksploderet. Forklaringen ligger hos de ortodokse jøder. Det er med dem ligesom med muslimerne her i landet, ja, vore muslimer er såmænd meget bedre end disse jøder. For selv om artiklen sammenligner disse to folkemængder med hensyn til boligforhold – de bor tæt sammenklumpet – med hensyn til fester – de afholder den ene religiøse fest efter den anden – så er vist alligevel de ortodokse jøder værre for israelerne end muslimerne er for os. For, fortæller artiklen, de blæser på regeringens restriktioner, holder skoler åbne og angriber politiet. Det kan man kun i sjældne tilfælde beskylde vore muslimer for. Derfor ligger smittetallet stadig højt i Israel.

I denne forbindelse er imidlertid ærindet et andet. Disse jøder har ligesom vore muslimer fået den overbevisning ind med modermælken, at de er bedre end andre folk, de overholder nemlig Guds lov, det kan så være toraen eller koranen. Og dette er ren og skær farisæisme. Det var den livsform, Jesus angreb så heftigt, det er den, vi selv angribes af i tide og utide, og det er den, vore muslimer er besat af, uden at det næsten er muligt at få dem til at se det.

Lad mig bare pege på én ting ved de ortodokse jøder, som viser deres farisæisme: de formår ikke at se eller tage hensyn til det folks behov, som de lever iblandt. De ser sådan på sig selv, at de i modsætning til de verdslige jøder handler efter Guds befaling – og Gud er jo altså i deres øjne en lovgiver, der belønner overholdelse af den lov, han har givet. Derfor finder de det helt i orden, at det er de andre jøder, der forsørger dem, og at de er fritaget for soldatertjeneste; altså både beskyttelse mod fjender og opretholdelse af livet overlader de til de verdslige jøder. På den måde minder de om munke og nonner på Luthers tid. De fandt det helt i orden, at de blev forsørget i deres klostre, for de mente selv – og almindelige mennesker mente det også – at de ved deres klosterliv udførte overskydende gode gerninger, som de andre gennem aflad kunne købe sig ret til.

Det vil sige: Blik for, hvad der tjener deres folk, har de ikke. Det forhindrer deres farisæisme dem i at få øje på. Og bebrejdelsen mod dem skal ikke gå på, at de skal være endnu mere lovoverholdende, eller at de skal overholde loven uden at ville prale af det, nej, bebrejdelsen skal gå på, at de stiller sig uden for det folkelige fællesskab – det betyder for øvrigt ordet ”farisæer”: de udskilte, de afsondrede – at de ikke vil trække med på fællesskabets hammel.

Jeg behandlede i sin tid det i vore øjne lidt besynderlige forhold, at en muslimsk censor på forhånd havde bekendtgjort, at han ikke ville give hånd til de kvindelige elever, se her. Og jeg mente, det var udtryk for farisæisme. Oven i købet kan jeg se ved at læse artiklen igennem, at det er den samme form for farisæisme, som de ortodokse jøder har, og som munke og nonner havde i sin tid, nemlig en farisæisme, som lader hånt om fællesskabet, som er ligeglad med, hvordan fællesskabet, i dette tilfælde eksamensafholdelse, fungérer, eller som sætter sine regler over det hensyn, fællesskabet kræver: i tilfældet med censoren: Han glemte at tænke på, hvad han kunne gøre, for at mildne eksamensnervøsiteten hos eleverne; hans regler var større end hans hensyntagen. Nøjagtig ligesom de ortodokse jøder lægger al vægt på deres lovoverholdelse, så må det gå med det folkelige fællesskab, som det kan bedst.

Så til det næste eksempel:

2) Jes Dorph-Petersen er blevet afskediget i kraft af en sexuel chikane, som to kvinder påstår, de har været udsat for fra hans side for 18 og 20 år siden. TV2 tog sagen op, lod en advokatundersøgelse gennemgå anklagerne, præsenterede Dorph-Petersen for dem og afskedigede ham.

Det fandt han sig ikke i. Han mente ikke, han fik tilstrækkelig lejlighed til at forsvare sig, og han nægtede at anerkende det, kvinderne påstod; der var tale om frivillig sex, sagde han.

Og det tør svagt antydes, at denne holdning har givet respons. Information har en artikel om det, se her. Men jeg véd såmænd ikke, om man bliver så meget klogere af den. Jeg så for nogle dage siden det interview, der var med ham i Aftenshowet. Og også det efterlader én med en hel del spørgsmål. Men det gør sådan set ikke så meget, for det, jeg vil hage mig fast i, er holdningen hos TV2’s ledelse. Hvad er det, man vil opnå ved at afskedige Jes Dorph? Én ting er, at man tilsyneladende udelukkende stoler på de to kvinders beretninger. Jes Dorph siger, at der var et vidne til den alvorligste begivenhed, og at dette vidne ikke har set nogen krænkelse. Men lad kun det være. Noget andet og måske også i denne sammenhæng ikke så afgørende er, hvorfor man vil dømme ham efter den skik og brug, der har rejst sig i dag i kraft af hele #metoo-bevægelsen, i stedet for efter de langt mere løsslupne regler (eller mangel på samme) det gjaldt dengang i begyndelsen af århundredet.

Langt mere afgørende er det, hvordan man i fremtiden skaber en god atmosfære indenfor TV2. Der er en arbejdsplads dèr, der gerne skulle fungére nogenlunde fremover. Der er kvinder, der gerne skulle undgå at blive udsat for seksuelle krænkelser, og der er mænd, der helst skulle kunne føle sig nogenlunde sikre på ikke at blive anklaget mere eller mindre grundløst. Man kan godt spørge, om denne sag hjælper med til at gøre medarbejderne mere trygge på arbejdspladsen. Og man kan spørge, om ledelsen har taget tilstrækkeligt hensyn til dette spørgsmål.

Man har vist nok ladet sive til alle kvinder på arbejdspladsen, at man gerne ville have oplyst, om de er blevet krænket. Og de oplysninger, man dèr har fået ind, har man så brugt til at gøre noget ved det, dvs., til at straffe de mænd, der har krænket disse kvinder. Så kunne disse kvinder få oprejsning, og fremtidige kvinder kunne være lidt mere trygge, mente man.

Men jeg tror ikke, man har taget højde for Jes Dorphs reaktion. Man har regnet med, at han lige så stille ville sive ud af billedet. Hvad han altså ikke gjorde.

Men selv om han så havde gjort det, eller selv om han havde indrømmet det, de anklagede ham for, havde det så gjort arbejdspladsen til et tryggere sted?

Spillet mellem mand og kvinde er så uigennemsigtigt, at det er meget svært at opstille regler for det. Og det mærkelige er jo, at selv om man så gør det, kan man ikke sikre folk mod ubehagelige oplevelser. I Sverige lægger man umådelig megen vægt på, at alle foretagender, private som offentlige, har et værdisæt, som de påstår, de arbejder efter. Det gælder i forhold til klima, og det gælder i forhold til køn. Det ser ud til, at TV2 prøver at operere med et lignende værdisæt i hvert fald, hvad køn angår. Og det er muligt, at det giver ledelsen en god mavefornemmelse – læs: lader dem besætte af farisæismedjævelen – men om det er gavnligt for samarbejdsklimaet, er noget mere tvivlsomt.

Ved at læse en længere artikel i Berlingske, hvor man interview’er fire mennesker, der har arbejdet for TV2 i 90’erne og nullerne, se her, har jeg lært nogle nye for mig hidtil ret ukendte ord om kønslivets herligheder.

Isabella Miehe-Renard siger bl.a. således om tiden dengang:

Der var mange personalefester og sammenkomster. Der var et temperamentsfuldt arbejdsmiljø på godt og ondt. Forelskelser, affærer, skilsmisser, skænderier, forskelsbehandling.

Man kunne tro, det drejer sig om folk i puberteten. Men det drejer sig om mennesker i tyverne og trediverne. Det drejer sig om udlevelsen af det ideal for kønslivet, som var blevet udbredt dengang: at man endelig ikke måtte binde sig, at man skulle tage imod alle de tilbud, som man fik.

En anden af datidens medarbejdere, Antoinette Kordic, fortæller om noget af det samme:

Jeg har rigtig mange gange fejret fyraften med kolleger over en enkelt øl, og den ‘enkelte øl’ er blevet til mange og fortsat til klokken seks om morgenen. Det føltes som at bo på kollegium igen – og jeg elskede det.

Hvordan hendes kollegieliv har været, må man jo gætte sig til. Men sikkert ganske morsomt. Dertil kommer, at mange af medarbejderne havde lejlighed i København og overnattede på små værelser i Odense. Skulle man more sig, ja, så skulle man i byen.

Hun fortsætter lidt senere:

Når hun i dag husker tilbage på det, der i den nuværende debat hyppigt er blevet kaldt »en anden tid«, vurderer hun, at scoreforsøg og scoringer blandt de ansatte dengang var et tilbagevendende samtaleemne.

»Det talte alle om. Det var sladder, og der var i den grad noget at sladre om om mandagen.«

Hvem har mon scoret hvem i løbet af weekenden? Ja, det er jo umådelig spændende, ikke mindst for den, der selv er ude efter at score nogen.

Og indrømmet, det er lidt mærkeligt for én, der er vant til at tale om kærlighed, at se alt det spændende, der ligger i kønsforskellen simplificeret til et spørgsmål om at score.

Eva-Marie Møller har det samme indtryk af forholdene:

Hun boede egentlig i København, men før Storebæltsbroen var det et håbløst projekt at pendle dagligt, hvorfor hun i stedet fandt sammen med kolleger i tilsvarende situation. Det blev til mange improviserede fester over øl og pizza. Eva-Marie Møller var en del af et »gå-i-byen-slæng«, der blandt andre talte Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, og blev en del af den scorekultur, der var fremherskende.

»Jeg vil nærmest beskrive det, som om der var en erotisk opløftet stemning, når det blev fyraften. Og kvinderne var lige så meget interesserede i at score som mændene. De var blandt andre interesserede i Jens Gaardbo og Jes Dorph, og det var ikke, fordi de var studieværter, at de var attraktive mål. Det var, fordi de var nogle meget charmerende og underholdende fyre at være til fest med,« siger Eva-Marie Møller.

Læg mærke til det: man må nærmest tro, det er en fodboldkamp, der beskrives. Og kvinderne deltager i fodboldkampen på næsten lige fod med mændene. De lader sig påvirke af de charmerende og underholdende fyre. Og kan de score en sådan person, så er der mål, hurra!

Men hør så, hvordan hun fortsætter:

Hun var selv vild med en tv-fotograf, som hun var »heldig at score og gifte sig med«. De fik et langt ægteskab, og de var ikke de eneste TV 2-ansatte, det skete for. Hun mener ikke, at hun dengang hørte nogen kritisere, at de ansatte havde forhold til hinanden.

Hvad er nu det? Der blev mål, og hurra for det, men hører den glade fodboldkamp derfor op? Hvordan kan det dog gå til, at der ud af et sådant forfjamsket teenagerliv kan komme lange og formentlig lykkelige ægteskaber? Oven i købet synes hun lige, at hun vil sige, at ledelsen ikke havde noget imod, at der ud af dette virvar dannede sig forhold mellem de ansatte. Det gik ikke imod det værdisæt, man havde dengang. Gad vide, om det gør det nu!

Men altså: Kærlighedens veje er uransagelige. Eller – lidt mere fromt sagt – Guds ånd er ikke karrig med sine gaver.

Vi tager lige Samuel Rachlin med. Han beskriver forholdene således:

»Der var chefer, der blev kærester med ansatte, som derefter blev forfremmet eller på anden vis favoriseret. Det har jeg ikke i samme grad oplevet på DR eller andre arbejdspladser. Det blev et iøjnefaldende træk ved TV 2, og det førte selvsagt til problemer,« siger han.

I den forbindelse savner han i øvrigt en bedre »balance i diskussionen«, når der ses tilbage på de daværende forhold på TV 2s nyhedsredaktion.

»Man må ikke gøre sig helt blind for, at der også er kvinder, der har udnyttet deres forhold og skaffet sig jobmæssige fordele. Det skal bestemt ikke forstås som en undskyldning for, at der har fundet overgreb sted, eller at kvinder i årevis er blevet diskrimineret groft. Men i mine øjne er der heller ingen grund til at opretholde det tabu, det i dag er at tale om de kvinder, der skaffer sig fordele,« siger Samuel Rachlin.

Den er altså ikke altid nem at styre, den kærlighed. For dette at score betyder ikke blot at få mål på mål på mål, det betyder, at de to, der har scoret hinanden, tager sig af hinanden, har godhed for hinanden. I hvert fald, indtil de bliver skilt igen. For det er måske også sådan, at hvad der kommer let, går let.

Men alt dette blot for at bevidne, at kærligheden har mange krinkelkrogede veje, og at det er meget svært for en virksomhed at opstille et regelsæt eller et værdisæt for, hvad der i den henseende må gøres eller siges, og hvad der ikke må gøres eller siges. Blikke kan man ikke styre, og ligesom nogle kan få sat en streg under sin glæde ved sit køn, kan andre måske opleve det modsatte. Sådan er vist vilkårene, når der både er mænd og kvinder på en arbejdsplads.

Men som man kan forstå af ovenstående, så snakkes der en del om diverse scoringer på en sådan arbejdsplads. Og netop i den snak kan farisæismen gøre sig gældende. Tidligere helt tilbage i min ungdom var man farisæisk, hvis man ikke deltog i scorekampen, dengang på TV2 syntes man at være det, hvis man kunne prale af flere scoringer end de andre.

Og nu er det ledelsen, der giver efter for denne farisæisme ved at søge at opretholde et regelsæt i stedet for at prøve at skabe en bedre atmosfære blandt de ansatte, i stedet for at agitere for indlevelse og forståelse, omsorg og hensyntagen.

3. Nancy Pelosis begrundelse for at få kongresmedlemmerne til at stemme for, at Trump skal stilles for en rigsret.

Man vil måske sige: Jamen, det er da almindelig kotyme. Hvordan kan det have noget med farisæisme at gøre? Hun ønsker jo blot, at Trump skal stilles til ansvar for sine gerninger. Hvad galt er det i det?

Her vil jeg blot henvise til det, jeg citerede Rune Lykkeberg for for et par dage siden. Han greb et citat og skrev:

Som forfatningsforskeren Jonathan Turley har skrevet: Det vil gøre langt mere skade på ytringsfriheden i USA, end ballademagerne gjorde i Kongressen, hvis Trump på baggrund af disse udtalelser skulle blive afsat og kendt skyldig i ”tilskyndelse til oprør”.

Det, der gør det relevant at sætte Pelosis argumentation i forbindelse med farisæerbegrebet, er ikke, at hun måske/måske ikke føler sig bedre end republikanerne, ser ned på dem eller mener sig bestemt af en højere etik end dem. Nej, det er, at hun går så meget op i sætningen ”lov er lov, og lov skal holdes”, at hun ganske glemmer at tage hensyn til det, hun dog vel først og fremmest skal tage hensyn til: nationens trivsel.

Det er et kendetegn for farisæismen, både den hos muslimer og den hos kristne: man går i den grad op i at overholde etikkens regler i alle detaljer, at man glemmer det, der dog er overordnet etikken og reglerne og lovene: folkets trivsel. I tilfældet USA: Kan det dybe skel i befolkningen, som demokraterne mener, Trump har uddybet, mindskes? Kan der igen blive et samfund – med understregning af ”sam” – ud af de mennesker, der tilfældigvis bor indenfor USA’s grænser? Kan man igen komme til at føle sig som ét med de regler og den historie, der har skabt USA? Kan der igen skabes bånd mellem rig og fattig, mellem øst og vest, mellem de uddannede og ”the deplorables”, de ynkværdige?

For at det kan ske, må man kunne tale sammen. Det vil sige: demokraterne kan ikke blive ved med bare at påstå, at Trump lyver, når han påstår, at der har fundet valgsvindel sted. De må undersøge valgprocedurerne og med tal og argumenter overbevise de mange amerikanere, der giver Trump ret, om, at der findes de og de ordninger, der skal og kan forhindre valgsvindel. Og er disse ordninger for lemfældige, må de gøres bedre.

Og Trump må fortælle, hvordan der med de nuværende regler kan svindles ved valgene. Det er ikke nok bare at påstå, at svindel har fundet sted.

Det er noget af det – og ikke en rigsretssag – der skal til, om amerikanerne igen skal kunne tale sammen.

Men altså: farisæisme med samt dens mange uheldige sideeffekter er desværre ikke kun noget, der findes blandt muslimer. Også blandt kristne findes fænomenet, om end måske i en mindre gennemskuelig form.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.